Onsdag, 26. september
En ting der ikke er gået forbi mig , er den imødekommenhed og gæstfrihed man møder, når man kommer rundt i USA. Som jeg sluttede mit skriv i går skete det også onsdag, hvor vi kort før det blev mørkt nåede frem til Mogens og Sheila i Conifer, en lille by en times kørsel fra Denver.
I dag havde Mogens så taget fri fra arbejde, og foreslog – hvis vi skulle have lyst – at tage os en tur op på et af de højeste bjerge i Amerika, faktisk det bjerg på kontinentet som har asfalteret vejen højest op; ca. 4 km. Det forslag var vi selvfølgelig helt med på at tage imod, så Mogens pakkede en taske med drikkevarer - og ilt! og startede sin bil og vi kørte afsted. Mogens er maler og gav os undervejs en mundtlig sightseeing; huse han har malet indvendigt, udvendigt eller begge dele, specielle views i det helt fantastiske bjerglandskab, som er langt mere bebygget, end man umiddelbart fornemmer, når man kører på de ofte meget snoede veje.
En ting der ikke er gået forbi mig , er den imødekommenhed og gæstfrihed man møder, når man kommer rundt i USA. Som jeg sluttede mit skriv i går skete det også onsdag, hvor vi kort før det blev mørkt nåede frem til Mogens og Sheila i Conifer, en lille by en times kørsel fra Denver.
I dag havde Mogens så taget fri fra arbejde, og foreslog – hvis vi skulle have lyst – at tage os en tur op på et af de højeste bjerge i Amerika, faktisk det bjerg på kontinentet som har asfalteret vejen højest op; ca. 4 km. Det forslag var vi selvfølgelig helt med på at tage imod, så Mogens pakkede en taske med drikkevarer - og ilt! og startede sin bil og vi kørte afsted. Mogens er maler og gav os undervejs en mundtlig sightseeing; huse han har malet indvendigt, udvendigt eller begge dele, specielle views i det helt fantastiske bjerglandskab, som er langt mere bebygget, end man umiddelbart fornemmer, når man kører på de ofte meget snoede veje.
 | Her i de smukke bjerge har også mange kendte mennesker boet og været en del af den lokale kultur. Willie Nelsson f.eks. har boet i den nærliggende Evergreen, en lille charmerende by. Skuespilleren Erroll Flynn har også boet her. Det er selvfølgelig mange år siden. Mange andre, Jennipher Lopez f.eks. har også været her. Og det er forståeligt nok, for dels bor man ikke langt fra en international lufthavn, dels er her frodigt og utroligt smukt. Efter en halv times kørsel begyndte vi at klatre opad ad Hgw 103, vejen op til toppen af Mount Evans. Bjerget ligger i Arapahoe National Forest og man betaler en afgift for at komme ind, men denne gang slap vi, for Mogens havde et seniorkort, som giver gratis adgang til bl.a. nationalparkerne overalt i staterne. I starten var stigningen ikke mærkbar, men det ene sving tog det andet og snart var det bare opad, og vi kunne gennem granerne og espen-træerne se at vi snart ville nå over trægrænsen. Her, godt på vej mod himlen, overhalede vi først en kvinde og få sekunder senere en mand som sled sig opad. Jeg kunne, bare ved at sidde i bilen, mærke at luften var tynd, og det slog mig, at jeg på ingen måde ville kunne køre så meget som 100 meter op ad den vej, men tænkte at de formentlig begge to lever i denne højde og derfor, sammenlagt med alder og en super god kondition, |
kan klare sådan en cykeltur. Men flere kilometer længere oppe ad bjerget overhalede vi en tredje cyklist. Det var en mand og han var altså formentlig tæt på 80 år, og han stampede i pedalerne uden problemer, og da vi passerede ham kunne jeg af hans ansigt se, at han ikke engang så træt ud men cyklede med et afslappet smil i ansigtet.
OK, det hjælper nok også på humøret, når man her oppe, hvorfra man følte man kunne se det meste af Amerika, er glad for at nå målet og er så tæt på himlen man kan komme det.
Sådan havde jeg det ikke. Jeg var glad for at se det her fantastiske syn, men jeg manglede ilt. Godt, at Mogens havde tænkt på det og havde taget en flaske ilt med. Den hjalp godt på mit velbefindende. Og smittede positivt af på oplevelsen, selvfølgelig.
Vej ned ad bjerget var fantastisk. Solen havde vi i ryggen og jeg sad det meste af tiden tættest på den ydre vejkant og kunne sidde og fotografere det fantastiske skue.
På vej ind i Evergreen stod der foran os på den lokale golfbane en større gruppe elk/ Wapiti-hjorte, de største hjorte i Amerika. En stor syvtakket han og hans harem på ca. 30 hinder. Fantastisk skue. Lidt senere kørte vi også forbi tre mule-deer (en lys hjort med meget store ører).
Sådan havde jeg det ikke. Jeg var glad for at se det her fantastiske syn, men jeg manglede ilt. Godt, at Mogens havde tænkt på det og havde taget en flaske ilt med. Den hjalp godt på mit velbefindende. Og smittede positivt af på oplevelsen, selvfølgelig.
Vej ned ad bjerget var fantastisk. Solen havde vi i ryggen og jeg sad det meste af tiden tættest på den ydre vejkant og kunne sidde og fotografere det fantastiske skue.
På vej ind i Evergreen stod der foran os på den lokale golfbane en større gruppe elk/ Wapiti-hjorte, de største hjorte i Amerika. En stor syvtakket han og hans harem på ca. 30 hinder. Fantastisk skue. Lidt senere kørte vi også forbi tre mule-deer (en lys hjort med meget store ører).
Sikken en tur. Og så blev dagen endda sluttet af med manér: Mogens og Sheila lavede en fantastisk mexicansk middag med en hjemmelavet margaritha (gin + lime). Jo, gæstfriheden er absolut i top nu, hvor Kaares og mit Amerika-eventyr er ved at lakke mod enden. Der er godt nok et par dage mere til oplevelser, men vi føler klart, at vi snart skal hjem. Det glæder vi os også til, for efter snart frem ugers oplevelser, er det tid til at få det alt sammen fordøjet.
RSS Feed