Tirsdag, 11. september
Vinden ruskede godt i bilen denne nat, og min fod gjorde ondt, så jeg var vågen fra tid til anden natten igennem. Alligevel var jeg oppe før kl. 7, så jeg kunne se, om jeg kunne få wifi-forbindelse og uploade billeder og tekst til min blog. Det lykkedes minsandten. Internetforbindelse fik jeg ved at gå hen til pladsens kontorbygning. Og den var oven i købet hurtig. Det kan ind imellem være vanskeligt med wify-dækningen på de forskellige campgrounds, men generelt er der sket en stor forbedring, siden jeg var her ovre for tre år siden.
Vinden ruskede godt i bilen denne nat, og min fod gjorde ondt, så jeg var vågen fra tid til anden natten igennem. Alligevel var jeg oppe før kl. 7, så jeg kunne se, om jeg kunne få wifi-forbindelse og uploade billeder og tekst til min blog. Det lykkedes minsandten. Internetforbindelse fik jeg ved at gå hen til pladsens kontorbygning. Og den var oven i købet hurtig. Det kan ind imellem være vanskeligt med wify-dækningen på de forskellige campgrounds, men generelt er der sket en stor forbedring, siden jeg var her ovre for tre år siden.
Kl. 9 var vi klar til at køre de få kilometer nordpå til Fort Phil Kearney. Vi kendte vejen, for vi havde jo været der mandag sent på eftermiddagen. Nu ville vi give os tid og få set de tre historiske steder der knytter sig til dette fort.
Fortet blev bygget som et klart brud på traktaten skrevet i Fort Laramie og Lakota, som på dette tidspunkt i historien var under ledelse af Red Cloud, satte sig for at gøre hvad de formåede, for at få de hvide til at nedlægge ruten. Red Clouds krig, er denne tid i historien blevet kaldt.
Lakota valgte netop Fort Phil Kearney som mål for deres protestaktioner. Fortet stod færdigt i 1866 men fik en meget besværlig tid. Fort Phil Kearney var det største fort bygget af træstammer. Træet blev under militær beskyttelse fældet i skovene på bjergskråningerne ca. 10 – 15 km mod vest og transporteret til fortet. Tit og ofte oplevede man angreb under arbejdet. Også andre måder at genere de hvide på var at brænde græsset af udenfor fortet, så soldaterne måtte længere og længere væk, for at få græs til de mange heste man havde på fortet.
Red Cloud lykkes med at få samlet to andre nationer; Cheyenne og Arapaho, for at iværksætte et større, koordineret angreb på fortet. Det kom til at foregå kort før jul 1866. En ganske ung kriger, Crazy Horse blev valgt sammen med nogle få andre til at fungere som lokkeduer og få soldaterne til at løbe efter dem og ind i et baghold. Planen lykkedes til fulde. Kaptajn William J. Fetterman var ude med 76 infanterister og kavalerister for at hjælpe et vogntog som indianerne havde belejret. Crazy Horse og hans gruppe lykkedes med at få Fetterman og soldaterne til at følge efter sig. Crazy Horse benyttede sin taktik med at lade som om der var noget galt med hestens ene fod og steg af og undersøgte kloven, og da Fetterman og fodfolket kom næsten indenfor skudvidde, satte han sig på hesten og red videre for kort tid efter igen at hoppe af hesten for at undersøge dens hov. Lokkeduerne red nordover ad den nyligt lavede Bozeman Trail, som nord for Fort Phil Kearney er placeret på et højdedrag. Terrænet på den anden side af dette højdedrag som hedder Lodge Trail Ridge, kan ikke ses fra syd. Først når man er kommet bag det, kan man overskue den store, åbne prærie, men da soldaterne først var kommet frem til det sted, var det for sent. Cheyenne-krigere sørgede for at lukke muligheden for at soldaterne kunne trække sig tilbage igen og Lakota- og Arapahoe-krigere angreb soldaterne og fik dem delt op i tre mindre grupper, hvorefter alle soldater blev dræbt. Fetterman havde ellers en stående ordre på at lade være med at lade sig lokke om på den anden side af Lodge Trail Ridge, men hans iver efter at udmærke sig har formentlig været oversagen til hans dumdristighed.
Efter denne begivenhed, valgte en frivillig, John Phillips med tilnavnet ”Portugee” i vinterkulde og snestorm at ride til Fort Laramie for at få sendt hjælp op til de resterende soldater på Fort Phil Kearney. da han skulle gennem fjendeland red John ”Portugee” kun om natten, men hesten fik han redet hårdere end den kunne holde til, så da han nåede frem, døde den. Men han fik klaret, hvad han skulle og nye styrker blev med det samme sendt nordpå.
7 måneder senere skete så det næste angreb. Omkring 800 krigere angreb 2. august 1867 skovarbejdere og soldater som befandt sig 8 km fra fortet. For at forsvare sig dannede disse folk en vogn-borg. Kampen syntes givet og de kæmpende hvide troede at deres skæbne var forseglet. Der var imidlertid i denne kamp en forskel fra tidligere kampe: Soldaterne havde fået nye geværer. De gamle musketter som skulle lades forfra var nu blevet skiftet ud til bagladegeværer og det kom til at gøre hele forskellen. De holdt stand og fik dræbt g såret så tilpas mange indianere, at disse opgav kampen og forsvandt.
Stederne hvor disse to kamphandlinger fandt sted kan ses. Det var særdelses interessandt at komme op bag Lodge Trail Ridge på den gamle Bozeman Trail. Hjulsporene er der endnu og præriebakkerne ligger der også endnu fuldstændig uden ændringer. Det eneste der er anderledes fra 1866 er, at der er sat plancher op der fortæller hvad der skete på netop det sted eller foran hvor plancen er sat. Kamppladsen er ikke så stor som ved Little Bighorn River 10 år senere, men angrebet på soldaterne skete over en afstand på 3 km.
Fortet blev bygget som et klart brud på traktaten skrevet i Fort Laramie og Lakota, som på dette tidspunkt i historien var under ledelse af Red Cloud, satte sig for at gøre hvad de formåede, for at få de hvide til at nedlægge ruten. Red Clouds krig, er denne tid i historien blevet kaldt.
Lakota valgte netop Fort Phil Kearney som mål for deres protestaktioner. Fortet stod færdigt i 1866 men fik en meget besværlig tid. Fort Phil Kearney var det største fort bygget af træstammer. Træet blev under militær beskyttelse fældet i skovene på bjergskråningerne ca. 10 – 15 km mod vest og transporteret til fortet. Tit og ofte oplevede man angreb under arbejdet. Også andre måder at genere de hvide på var at brænde græsset af udenfor fortet, så soldaterne måtte længere og længere væk, for at få græs til de mange heste man havde på fortet.
Red Cloud lykkes med at få samlet to andre nationer; Cheyenne og Arapaho, for at iværksætte et større, koordineret angreb på fortet. Det kom til at foregå kort før jul 1866. En ganske ung kriger, Crazy Horse blev valgt sammen med nogle få andre til at fungere som lokkeduer og få soldaterne til at løbe efter dem og ind i et baghold. Planen lykkedes til fulde. Kaptajn William J. Fetterman var ude med 76 infanterister og kavalerister for at hjælpe et vogntog som indianerne havde belejret. Crazy Horse og hans gruppe lykkedes med at få Fetterman og soldaterne til at følge efter sig. Crazy Horse benyttede sin taktik med at lade som om der var noget galt med hestens ene fod og steg af og undersøgte kloven, og da Fetterman og fodfolket kom næsten indenfor skudvidde, satte han sig på hesten og red videre for kort tid efter igen at hoppe af hesten for at undersøge dens hov. Lokkeduerne red nordover ad den nyligt lavede Bozeman Trail, som nord for Fort Phil Kearney er placeret på et højdedrag. Terrænet på den anden side af dette højdedrag som hedder Lodge Trail Ridge, kan ikke ses fra syd. Først når man er kommet bag det, kan man overskue den store, åbne prærie, men da soldaterne først var kommet frem til det sted, var det for sent. Cheyenne-krigere sørgede for at lukke muligheden for at soldaterne kunne trække sig tilbage igen og Lakota- og Arapahoe-krigere angreb soldaterne og fik dem delt op i tre mindre grupper, hvorefter alle soldater blev dræbt. Fetterman havde ellers en stående ordre på at lade være med at lade sig lokke om på den anden side af Lodge Trail Ridge, men hans iver efter at udmærke sig har formentlig været oversagen til hans dumdristighed.
Efter denne begivenhed, valgte en frivillig, John Phillips med tilnavnet ”Portugee” i vinterkulde og snestorm at ride til Fort Laramie for at få sendt hjælp op til de resterende soldater på Fort Phil Kearney. da han skulle gennem fjendeland red John ”Portugee” kun om natten, men hesten fik han redet hårdere end den kunne holde til, så da han nåede frem, døde den. Men han fik klaret, hvad han skulle og nye styrker blev med det samme sendt nordpå.
7 måneder senere skete så det næste angreb. Omkring 800 krigere angreb 2. august 1867 skovarbejdere og soldater som befandt sig 8 km fra fortet. For at forsvare sig dannede disse folk en vogn-borg. Kampen syntes givet og de kæmpende hvide troede at deres skæbne var forseglet. Der var imidlertid i denne kamp en forskel fra tidligere kampe: Soldaterne havde fået nye geværer. De gamle musketter som skulle lades forfra var nu blevet skiftet ud til bagladegeværer og det kom til at gøre hele forskellen. De holdt stand og fik dræbt g såret så tilpas mange indianere, at disse opgav kampen og forsvandt.
Stederne hvor disse to kamphandlinger fandt sted kan ses. Det var særdelses interessandt at komme op bag Lodge Trail Ridge på den gamle Bozeman Trail. Hjulsporene er der endnu og præriebakkerne ligger der også endnu fuldstændig uden ændringer. Det eneste der er anderledes fra 1866 er, at der er sat plancher op der fortæller hvad der skete på netop det sted eller foran hvor plancen er sat. Kamppladsen er ikke så stor som ved Little Bighorn River 10 år senere, men angrebet på soldaterne skete over en afstand på 3 km.
En begrænset rekonstruktion af Fort Phil Kearney. Der blev oprindeligt brugt 4000 træstammer til at bygge fortet med foruden det træ der blev brugt til bygningerne. Det var Amerikas største fort lavet af træ.
Bozeman Trail som afløste Origon Trail og gik fra Fort Laramie ved North Platte River nordpå og fulgte Bighorn Mountains og endte i Virginia City, Montana. Hjulsporene er her endnu og landskabet udenom er der heller ikke ændret på, så når man går i hjulsporet ser man fuldstændig det samme, som man gjorde i 1866. Det var her på begge sider af sporet at Fetterman slaget fandt sted kort før jul 1866.
Fort Phil Kearney lå 3,5 bag denne høje bakkekam. På den kolde decemberdag løb soldaterne efter deres officer og nogle få kavalerister ad Bozeman trail efter lokkeduerne hvoraf Crazy Horse var den ene. Da først soldaterne var kommet over bakkekammen var de fanget. Cheyenne-krigere stod parat i skjul hvor soldaterne ikke kunne se dem, og lukkede deres mulighed for at trække sig tilbage. Deres skæbne var beseglet.
Ned over denne flade bakke blev soldaterne spredt op i tre mindre grupper og slået ihjel
Der er kun en enkel ting jeg ikke kan lade være med at undre mig over; der er mellem 3 og 4 km fra fortet til stedet hvor indianerne lukker deres mulighed for tilbagetrækning. Det er altså langt at løbe. Og terrænet går opad hele vejen fra fortet. Og det er bidende frostvejr og glat. Den Kaptajn Fetterman må da have været mere end almindelig stædig. Og dum! – ikke mindst set i lyset af, at fortets øverste leder havde forbudt Fetterman at lade sig lokke op i bakkerne ved Bozeman Trail. Det forbud lod han hånt om, og resultatet blev altså, at 76 mænd slået ihjel.
Ved Fort Phil Kearney har man gjort et nummer ud af de pædagogiske tiltag som her, hvor tre indianere kan ses på bakkekammen tæt på fortet, et syn der ikke var sjældent i 1866- 68.
Her ikke langt fra hvor træ til fortet blev skovet, opstod den anden alvorlige kamp mellem Lakota og fortets folk, som næsten på mirakuløs vis overlevede (langt de fleste). Man havde fået nye våben. Ved Fetterman-slaget 21. december 1866 havde soldaterne forladegeværer. Nu 7 måneder senere var de forsynet med bagladegeværer som gjorde den store forskel. De 37 folk der forskandsede sig bag vogne som var samlet til en vognborg, lykkedes med at få Lakota til at trække sig efter at have mistet mange af deres krigere.
En tegning af vognborgen. Selv om Lakota ikke lykkedes med dette slag, vandt de i 1868, for Fort Phil Kearney blev efter nye forhandlinger med Red Cloud rømmet. Cheyenne-krigere brændte det herefter ned til jorden. Det må have været et temmelig stort bål.
Frokosten er klar
Fort Phil Kearny kom ikke til at fungere i mere end to år. Washington indledte nye forhandlinger med Indianerne og de fire forter på Bozeman trail blev i 1868 nedlagt. Stor sejr for indianerne. Sejren varede bare ikke så længe for jernbanen var man i gang med at bygge over prærien og den kom til at erstatte de gamle trails. Det vidste Indianerne ikke på dette tidspunkt, men de blev hurtigt bekendtgjort med at det var sådan det hang sammen.
Da fortet blev rømmet skyndte Cheyenne-krigere at sætte ild til det. Fortet brændte ned til grunden. I dag er der foruden et grundrids og beskrivende tavler på stedet rundt på arealet hvor fortet havde stået, også et lille museum som vi besøgte.
Da fortet blev rømmet skyndte Cheyenne-krigere at sætte ild til det. Fortet brændte ned til grunden. I dag er der foruden et grundrids og beskrivende tavler på stedet rundt på arealet hvor fortet havde stået, også et lille museum som vi besøgte.
Fort Phil Kearney var sidste historiske sted der var på programmet denne tirsdag. Vores tur gik nu igen nordpå langs Bighorn Mountains, som vi kørte op i. Hele denne tur var et sandt overflødighedshorn af scenarier i det helt store format. Mange steder inden vi kørte op i bjergene kunne de den store prærie ses over endog meget store afstande, men da vi begyndte at køre op i bjergene, blev scenarierne om end meget større. Prærien lå foran os som var det fra et fly, vi så på det, og er til kom de vildeste klippeformationer. Igen og igen ændrede landskaberne sig, og det ene udbrud efter det andet lød fra snart mig og snart Kaare:
”Nej, det er da fantastisk!!”
”Hold kæft mand, hvor vildt!”
”Det er da fuldstændig vildt, der her!”
Det var som om rækken af begejstringsudbrud ingen ende ville tage, men det var også på sin plads, for de bjergformationer vi stille og roligt begav os op i og igennem var en hel del ud over det sædvanelige, og nærmest ubegribeligt smukke. Og storslået.
Vi ville være kommet til en campground midt på eftermiddagen, hvis ikke det lige var fordi vi røg ind i vejarbejde der krævede tid til at sidde i kø og køre meget langsomt. dertil kom også at vi en enkelt gang kørte forkert ud af en meget dårlig grusvej og måtte vende om og igen sidde i kø hvor der blev asfalteret. Men sidst på eftermiddagen fandt vi en campground med selvregistrering, og det betyder at der ikke er hverken strømforsyning, vand til bilens tanke eller wifi, og det er også årsagen til at der ikke kom nyt fra mig i går.
Til gengæld er vi et sted 9000 fod, eller i omegnen af 3 km over havet, dybt, dybt inde i en skov i Bighorn Mountains, hvor der lever både sortbjørne og ulve. Og vigtigst: Der er helt ubeskriveligt dejlig fredfyldt og smukt, og da vi kan være her på pladsen til kl. 14 uden at skulle betale for en ny nat, var beslutningen at tage den med ro; i morgen og kører vi en kortere tur videre over bjerget mod Cody.
”Nej, det er da fantastisk!!”
”Hold kæft mand, hvor vildt!”
”Det er da fuldstændig vildt, der her!”
Det var som om rækken af begejstringsudbrud ingen ende ville tage, men det var også på sin plads, for de bjergformationer vi stille og roligt begav os op i og igennem var en hel del ud over det sædvanelige, og nærmest ubegribeligt smukke. Og storslået.
Vi ville være kommet til en campground midt på eftermiddagen, hvis ikke det lige var fordi vi røg ind i vejarbejde der krævede tid til at sidde i kø og køre meget langsomt. dertil kom også at vi en enkelt gang kørte forkert ud af en meget dårlig grusvej og måtte vende om og igen sidde i kø hvor der blev asfalteret. Men sidst på eftermiddagen fandt vi en campground med selvregistrering, og det betyder at der ikke er hverken strømforsyning, vand til bilens tanke eller wifi, og det er også årsagen til at der ikke kom nyt fra mig i går.
Til gengæld er vi et sted 9000 fod, eller i omegnen af 3 km over havet, dybt, dybt inde i en skov i Bighorn Mountains, hvor der lever både sortbjørne og ulve. Og vigtigst: Der er helt ubeskriveligt dejlig fredfyldt og smukt, og da vi kan være her på pladsen til kl. 14 uden at skulle betale for en ny nat, var beslutningen at tage den med ro; i morgen og kører vi en kortere tur videre over bjerget mod Cody.
Her 25 meter fra dette smukke vandløb fandt vi plads på en fantastisk dejlig campground
RSS Feed