Søndag, 9. september.
Dagen blev sat af til en længere køretur; Fra Sundance Wyoming til Little Bighorn Battlefield, hvor jeg hjemmefra havde set, at der er en Rv campground hvor slaget for 142 år siden startede. I dag hedder netop det sted garryowen, navnet på den lystige melodi som Custer benyttede når han angreb (man må forstå at han fandt det lystigt at begynde et slag hvor mennesker, mænd, kvinder og børn, unge som gamle skulle blive dræbt. Meget sigende om manden og måske også om tiden han levede i).
Vi havde valgt en rute vi vidste ville blive meget smuk. I stedet for at køre ind på Interstate 90, valgte vi en mindre vej, men dog en fin bred highway med nummeret 112, som også er kortere til vores bestemmelsessted end motorvejen. Selvom den er kortere var det alligevel en køretur som tog det meste af dagen. Vi startede fra Sundance kl. 10 og trillede ind på 7th ranch RV Camp. Navnet har indbygget en hentydning til Lt. col. George A Custer, som i sandhed har gjort sit navn udødeligt her i The West, om det er i Black Hills eller her meget længere nordpå. Uden at vide det vil jeg tro hans navn også er forbundet med steder i syd, fordi han dér udmærkede sig under den amerikanske borgerkrig , 1861 – 65 og blev forfremmet til midlertidig general. Generaltitlen beholdt han dog ikke, for i sin ungdommelige arrogance fik han gjort sig upopulær med præsidenten.
Dagen blev sat af til en længere køretur; Fra Sundance Wyoming til Little Bighorn Battlefield, hvor jeg hjemmefra havde set, at der er en Rv campground hvor slaget for 142 år siden startede. I dag hedder netop det sted garryowen, navnet på den lystige melodi som Custer benyttede når han angreb (man må forstå at han fandt det lystigt at begynde et slag hvor mennesker, mænd, kvinder og børn, unge som gamle skulle blive dræbt. Meget sigende om manden og måske også om tiden han levede i).
Vi havde valgt en rute vi vidste ville blive meget smuk. I stedet for at køre ind på Interstate 90, valgte vi en mindre vej, men dog en fin bred highway med nummeret 112, som også er kortere til vores bestemmelsessted end motorvejen. Selvom den er kortere var det alligevel en køretur som tog det meste af dagen. Vi startede fra Sundance kl. 10 og trillede ind på 7th ranch RV Camp. Navnet har indbygget en hentydning til Lt. col. George A Custer, som i sandhed har gjort sit navn udødeligt her i The West, om det er i Black Hills eller her meget længere nordpå. Uden at vide det vil jeg tro hans navn også er forbundet med steder i syd, fordi han dér udmærkede sig under den amerikanske borgerkrig , 1861 – 65 og blev forfremmet til midlertidig general. Generaltitlen beholdt han dog ikke, for i sin ungdommelige arrogance fik han gjort sig upopulær med præsidenten.
Før vi tog vejen mod Little Bighorn, kørte vi forbi Devils Tower, som er den måske mest mærkværdige klippeformation i hele verden. Klippen står som en gigantisk formgivet kage der knejser 386 meter op i vejret fra det omkringliggende terræn og er helt flad på toppen. Klippen som er dannet af vulkansk magma, fik sit nuværende navn i 1875 under en ekspedition under ledelse af oberst Richard Erving Dodge fik lavet en dårlig oversættelse af et Indiansk navn og sagde de kaldte klippen ”en dårlig guds tårn”.
Indianerne i området kaldte ikke tårnet noget der kunne tolkes sådan. Lakota kalder tårnet ”Mato Tipita”, som betyder ”Bjørne bolig” og Lakota arbejder på at få skiftet klippens kiksede/ misvisende navn ud. Tårnet er nemlig en et af de 7 hellige bjerge i Black Hills-området, steder der repræsenterer eller spejler De 7 Søstre”, stjernerne i stjernegruppen kaldet Plejaderne, som i Lakotas mytologi er stedet menneskene kommer fra.
Indianerne i området kaldte ikke tårnet noget der kunne tolkes sådan. Lakota kalder tårnet ”Mato Tipita”, som betyder ”Bjørne bolig” og Lakota arbejder på at få skiftet klippens kiksede/ misvisende navn ud. Tårnet er nemlig en et af de 7 hellige bjerge i Black Hills-området, steder der repræsenterer eller spejler De 7 Søstre”, stjernerne i stjernegruppen kaldet Plejaderne, som i Lakotas mytologi er stedet menneskene kommer fra.
Mange af præriens stammer har gennem generationer fortalt legenden om den sælsomme klippe, Bjørne-boligen. Fortællingerne fra de forskellige præriefolk har forskellige detaljer, for disse folk havde ikke et skriftsprog og derfor ændrede historien sig og blev til forskellige traditioner afhængig af hvilken stamme man tilhørte. Her har jeg valgt en version fra Lakota, som var den dominerende i netop den del af landet:
For længe siden fandt to unge indianerdrenge sig tabt på den store prærie. De havde leget sammen en eftermiddag og havde vandret langt ud af landsbyen. Derefter havde de skudt deres buer endnu længere ud i salvie-buskene. Så havde de hørt et lille dyr lave en lyd og havde nærmet sig for at undersøge lyden. De var kommet til et lille åløb med mange farverige småsten. De fulgte det i et stykke tid og kom til en bakke. Her foran bakken fik de lyst til at se, hvad der var på den anden side.
På den anden side så de en flok antiloper og selvfølgelig måtte de følge efter dem et stykke tid. Da de blev sultne og troede at det var tid til at gå hjem, gik det op for de to drenge, at de ikke vidste, hvor de var. De startede i den retning, hvor de troede, at deres landsby var, men blev kun længere og længere væk fra den. Til sidst krøb de under et træ, hvor de lagde sig til at sove. Næste morgen da de vågnede, gik de lidt længere men stadig var det i en gal retning. De spiste nogle vilde bær og gravede nogle vilde roer op, fandt nogle chokecherries (bær fra buske der vokser i Amerika) og drak vand fra vandløb. I tre dage gik de mod vest. De fik sår på deres fødder, men de overlevede. De ønskede bare at deres forældre eller ældre brødre og søstre eller stammemedlemmer ville finde dem mens de gik der på hvad der nu er Wyomings prærie. Men ingen fandt demt.
På den fjerde dag havde drengene pludselig en følelse af at de blev fulgt. De kiggede rundt og på afstande så de Mato, bjørnen. Dette var ingen almindelig bjørn, men en kæmpe bjørn, så stor, at drengene ikke ville være andet end en lille mundfuld for ham. Han havde lugtet drengene og var nu på jagt efter den godbid. Han kom så tæt på, at jorden skælvede under hvert skridt han tog.
Drengene begyndte at løbe og ledte efter et sted de kunne skjule sig. De fandt bare ingen steder, hvor det var muligt. Grizzly var meget, meget hurtigere end dem. De snublede, og bjørnen var næsten over dem. De kunne se hans røde, brede, åbne kæber fulde af enorme tænder og de kunne lugte hans varme ånde. Drengene var gamle nok til at have lært at bede, og de kaldte på Wakan Tanka, Skaberen: "Tunkashila, bedstefar, hav medlidenhed, red os." Alligevel rystede jorden og begyndte at rejse sig. Drengene steg i vejret sammen med den. Op af jorden steg en kegleformet klippe op. Den steg og steg indtil den nåede mere end en tusind meter op i vejret. Og drengene befandt sig oppe på toppen af den. Mato, bjørnen, var skuffet over at se hans måltid forsvind op e i skyerne. Denne grizzly var så stor, at han næsten kunne nå op til toppen af klippen, når han stod på sine bagben. Men kun næsten, ikke helt. Hans kløer var så store som en tipis teltstænger . I arrigskab gravede Mato sine klør ind i klippens side, forsøgte at stå op for at kunne få fat i drengene for at spise dem. Da han gjorde det, lavede han store ridser i siderne af den tårnhøje klippe. Han prøvede hvert sted, på alle sider. Han forsøgte at klatre op på klippen fra forskellige sider, men det var ikke muligt for ham. Drengene så hvor træt han blev. han blev så træt, at han gav op. De så ham endelig væk, et stort, grønt, grinende bjerg forsvandt over horisonten. Drengene blev reddet af Wanblee, ørnen, som altid har været en ven til vores folk. Det var den store ørn, der lod drengene tage fat på ham og bære dem sikkert tilbage til deres landsby. Han klatrede op på klippen rundt, men det var ikke brug. De drenge så på ham, at han slog sig ud, blev træt og gav op. Endelig så de ham gå væk. han lignede et stort, knurrende, gryntende klods der forsvandt bag ved horisonten. Drengene blev reddet af Wanblee, ørnen, som altid har været en ven af Lakota-folket. Det var den store ørn, som lod drengene gribe fat i sig, så den kunne bære dem sikkert tilbage til deres landsby.
Som nævnt er denne legende kun en af mange. Alle præriens folk har en fortælling om denne sære ’gevækst’ som står og knejser højt op fra prærien og kan ses fra 20 – 30 km afstand og Mato Tipila er på lige fod med Bear Butte og Black elk Peak en af Lakotas hellige steder i og ved Black Hills/ Paha Sapa.
For længe siden fandt to unge indianerdrenge sig tabt på den store prærie. De havde leget sammen en eftermiddag og havde vandret langt ud af landsbyen. Derefter havde de skudt deres buer endnu længere ud i salvie-buskene. Så havde de hørt et lille dyr lave en lyd og havde nærmet sig for at undersøge lyden. De var kommet til et lille åløb med mange farverige småsten. De fulgte det i et stykke tid og kom til en bakke. Her foran bakken fik de lyst til at se, hvad der var på den anden side.
På den anden side så de en flok antiloper og selvfølgelig måtte de følge efter dem et stykke tid. Da de blev sultne og troede at det var tid til at gå hjem, gik det op for de to drenge, at de ikke vidste, hvor de var. De startede i den retning, hvor de troede, at deres landsby var, men blev kun længere og længere væk fra den. Til sidst krøb de under et træ, hvor de lagde sig til at sove. Næste morgen da de vågnede, gik de lidt længere men stadig var det i en gal retning. De spiste nogle vilde bær og gravede nogle vilde roer op, fandt nogle chokecherries (bær fra buske der vokser i Amerika) og drak vand fra vandløb. I tre dage gik de mod vest. De fik sår på deres fødder, men de overlevede. De ønskede bare at deres forældre eller ældre brødre og søstre eller stammemedlemmer ville finde dem mens de gik der på hvad der nu er Wyomings prærie. Men ingen fandt demt.
På den fjerde dag havde drengene pludselig en følelse af at de blev fulgt. De kiggede rundt og på afstande så de Mato, bjørnen. Dette var ingen almindelig bjørn, men en kæmpe bjørn, så stor, at drengene ikke ville være andet end en lille mundfuld for ham. Han havde lugtet drengene og var nu på jagt efter den godbid. Han kom så tæt på, at jorden skælvede under hvert skridt han tog.
Drengene begyndte at løbe og ledte efter et sted de kunne skjule sig. De fandt bare ingen steder, hvor det var muligt. Grizzly var meget, meget hurtigere end dem. De snublede, og bjørnen var næsten over dem. De kunne se hans røde, brede, åbne kæber fulde af enorme tænder og de kunne lugte hans varme ånde. Drengene var gamle nok til at have lært at bede, og de kaldte på Wakan Tanka, Skaberen: "Tunkashila, bedstefar, hav medlidenhed, red os." Alligevel rystede jorden og begyndte at rejse sig. Drengene steg i vejret sammen med den. Op af jorden steg en kegleformet klippe op. Den steg og steg indtil den nåede mere end en tusind meter op i vejret. Og drengene befandt sig oppe på toppen af den. Mato, bjørnen, var skuffet over at se hans måltid forsvind op e i skyerne. Denne grizzly var så stor, at han næsten kunne nå op til toppen af klippen, når han stod på sine bagben. Men kun næsten, ikke helt. Hans kløer var så store som en tipis teltstænger . I arrigskab gravede Mato sine klør ind i klippens side, forsøgte at stå op for at kunne få fat i drengene for at spise dem. Da han gjorde det, lavede han store ridser i siderne af den tårnhøje klippe. Han prøvede hvert sted, på alle sider. Han forsøgte at klatre op på klippen fra forskellige sider, men det var ikke muligt for ham. Drengene så hvor træt han blev. han blev så træt, at han gav op. De så ham endelig væk, et stort, grønt, grinende bjerg forsvandt over horisonten. Drengene blev reddet af Wanblee, ørnen, som altid har været en ven til vores folk. Det var den store ørn, der lod drengene tage fat på ham og bære dem sikkert tilbage til deres landsby. Han klatrede op på klippen rundt, men det var ikke brug. De drenge så på ham, at han slog sig ud, blev træt og gav op. Endelig så de ham gå væk. han lignede et stort, knurrende, gryntende klods der forsvandt bag ved horisonten. Drengene blev reddet af Wanblee, ørnen, som altid har været en ven af Lakota-folket. Det var den store ørn, som lod drengene gribe fat i sig, så den kunne bære dem sikkert tilbage til deres landsby.
Som nævnt er denne legende kun en af mange. Alle præriens folk har en fortælling om denne sære ’gevækst’ som står og knejser højt op fra prærien og kan ses fra 20 – 30 km afstand og Mato Tipila er på lige fod med Bear Butte og Black elk Peak en af Lakotas hellige steder i og ved Black Hills/ Paha Sapa.
De følgende billeder har jeg taget undervejs på den lange køretur mellem Devil's Tower/ Mato Tipita og Little Bighorn River/ Greasy Grass
Pronghorn/ gaffelbuk ser man mange steder. Der går højst ti minutter mens man kører af sted på en vej over prærien iide egne vi har kørt, så ser man en flok. desværre er jeg ikke altid hurtig nok på aftrækkeren for at få et godt billede af dem, men her er der en fin buk (omend noget uskarpt). Det samme gør sig gældende med de mange ørne og andre store rovfugle. de ses ind imellem i grupper på 5 - 10 stk. men oftest er det på lang afstand at jeg har set dem. Her er en flok, jeg fik i dag (på afstand)
En lidt speciel måde at få solgt sine madvarer på.
Endless Highway. Men vejene ligger smukt i landskabet.
Vores vej gik i dag gennem to Indianerreservater, som har det karakteristiske præg, at der ved husene ligger en mase udrangeret isenkram og biler; man kan jo ikke vide hvornår man står og mangler en reservedel til bilen, Vel da? I Lame Der, som ligger i Northern Cheyenne Reservation, blev der overfor den lokale købmand to steder lavet varm mad i et slags gadekøkken. Det så meget hyggeligt ud, og der var mange mennesker i og udenfor købmandsbutikken.
Vi fortsatte af 212 som vi havde kørt på sammen med Bill & Mae Matson og Floyd Clown 5 dage tidligere, men denne dag kørte vi bare noget længere. Faktisk sad vi i bilen og undrede os over hvor langt fra Little Bighorn at Sitting Bull og Lakota havde deres soldans . Deres rejse fra soldanspladsen har været lang.
Vi befinder os lige ud for det sted hvor Reno om eftermiddagen 25. juni 1876 startede sit angreb på den store Lakota og Cheyennelejr. Vi kan her fra se ned over sletten foran de nordvendte bakker hvor Reno satte angrebet ind. Vi kan ikke se hele området hvor slaget den sommerdag for 142 år siden foregik, for det strækker sig over næsten 10 km. I morgen formiddag angriber vi så den historiske kampplads og vil få set de områder der er tilgængelige. Mange steder kan vi ikke komme. Nogle steder er beskyttet mod turisters trampen rundt og andre steder er i dag privat jord, men jeg har i dag en meget større viden om det slag end jeg havde for tre år siden, og hvad vi ikke kan se direkte, kan jeg stykke sammen i hovedet.
Vi befinder os lige ud for det sted hvor Reno om eftermiddagen 25. juni 1876 startede sit angreb på den store Lakota og Cheyennelejr. Vi kan her fra se ned over sletten foran de nordvendte bakker hvor Reno satte angrebet ind. Vi kan ikke se hele området hvor slaget den sommerdag for 142 år siden foregik, for det strækker sig over næsten 10 km. I morgen formiddag angriber vi så den historiske kampplads og vil få set de områder der er tilgængelige. Mange steder kan vi ikke komme. Nogle steder er beskyttet mod turisters trampen rundt og andre steder er i dag privat jord, men jeg har i dag en meget større viden om det slag end jeg havde for tre år siden, og hvad vi ikke kan se direkte, kan jeg stykke sammen i hovedet.
RSS Feed