Dagen blev afsat til en enkelt udflugt, og over i købet en jeg har set frem til i måneder, et sted jeg i flere år har drømt om at få lov til at opleve, og som jeg har læst om og googlet på Google Maps. Stedet er Owl Peak/ Harney Peak eller som det hedder nu, Black Elk Peak, som jeg skrev om i går – eller var det i forgårs. Hmm, jeg bliver i tvivl, men når man oplever så meget sker det, at tidsfornemmelsen bliver sat på stand by, og man husker ikke hvor kort eller lang tid der er gået. Men tilbage til denne torsdag og Black Elk Peak, en af Lakota-folkets store naturskabte katedraler, som slår alverdens menneskeskabte hellige haller på en måde så al sammenligning i øvrigt ophører.
I skrivende stund sidder jeg helt udmattet og samler tankerne om det, jeg har oplevet de seneste 4,5 timer, den tid det tog os at gå til toppen, være der og mærke stedet og gå retur. Den trail vi fulgte var 5-6 km ti toppen så jeg formoder den også havde samme længde retur. Og jeg må indrømme at det for mig blev en tur jeg gennemførte, fordi jeg havde besluttet mig for det. Den var hård. Den tynde luft her hvor vi hele vejen op bevæger os 1500 – 2200 meter i højden, bliver man = jeg hurtigt meget stakåndet, og uden ordentlig iltning af musklerne, er det altså meget krævende at begynde en stigning på 700 meter. Endelig blev jeg nødt til at lade min forslåede fod følge med mig, hvis jeg ville til toppen af denne natur-katedral. Og det ville jeg, om det så skulle tage hele dagen. Det gjorde det så ikke, for det tog som jeg før fortalte, 4,5 timer t/r.
I skrivende stund sidder jeg helt udmattet og samler tankerne om det, jeg har oplevet de seneste 4,5 timer, den tid det tog os at gå til toppen, være der og mærke stedet og gå retur. Den trail vi fulgte var 5-6 km ti toppen så jeg formoder den også havde samme længde retur. Og jeg må indrømme at det for mig blev en tur jeg gennemførte, fordi jeg havde besluttet mig for det. Den var hård. Den tynde luft her hvor vi hele vejen op bevæger os 1500 – 2200 meter i højden, bliver man = jeg hurtigt meget stakåndet, og uden ordentlig iltning af musklerne, er det altså meget krævende at begynde en stigning på 700 meter. Endelig blev jeg nødt til at lade min forslåede fod følge med mig, hvis jeg ville til toppen af denne natur-katedral. Og det ville jeg, om det så skulle tage hele dagen. Det gjorde det så ikke, for det tog som jeg før fortalte, 4,5 timer t/r.
Vi har forskellige ting vi tager os af., bl.a er Kaare som gammel orienteringsløber god til kortlæsning, så den side af turen lader jeg ham klare. I dag f.eks. vidste kaare hvilken rute vi skulle køre for at komme til startpunktet for vandreturen til Black Elk peak, så gps-damen fik sig en fridag. Der er også flere trails op ad bjerget til toppen, men også det havde Kaare styr på, så min rolle blev at følge efter, og det var i sig selv en temmelig bastant rolle.
Vi har forskellige ting vi tager os af., bl.a er Kaare som gammel orienteringsløber god til kortlæsning, så den side af turen lader jeg ham klare. I dag f.eks. vidste kaare hvilken rute vi skulle køre for at komme til startpunktet for vandreturen til Black Elk peak, så gps-damen fik sig en fridag. Der er også flere trails op ad bjerget til toppen, men også det havde Kaare styr på, så min rolle blev at følge efter, og det var i sig selv en temmelig bastant rolle.
Vejret var helt perfekt til en vandretur i bjergene; 17 - 20°(ved foden af bjerget), fuld sol og en svag vind til at køle kroppen, når man blev varm.
Vi startede fra campground Custer’s Gulch kl. 9:30 med forventningerne skruet godt i vejret. Turrygsækkene var pakket med bananer, gulerødder, chokolade (verdens bedste: Lindts).
Vi fik fyldt på men inden da måtte jeg liiige tage turen tilbage til pladsen vi havde været, for vi havde glemt at tage elkablet fra pladsens stander, så det var blevet revet ud af standeren da vi kørte. Kablet var intakt men standeren skulle også lige tjekkes for skader. Alt viste sig så at være i orden, og vi fik fyldt gas på, og kørte til Custer State Park hvorfra turen til Black Elk Peak startede. Allerede da vi drejede fra i Custer by og ind i bjergområdet begyndte nye, smukke formationer at vise sig. Vi kørte ad vej 89 til den store P-plads ved Sylvan Lake, som er udgangspunktet for en netvæk af forskellige trails, hvoraf den ene, #9, er stien der går til Black Elk Peak, en tur på 5-6 km. Et stort skilt viste at vi nu ville begive os ind i Black Elk Wilderness og på et endet skilt blev vi informeret om at vejret i bjergene kan ændre sig med kort varsel, at man skal holde sammen med dem man er i gruppe med, at man skal huske vand samt at det på nogle steder er en strabadserende tur.
Jeg havde egentlig tænkt mig at sige til Kaare, som er i en fysisk form der er længder foran mig, at jeg bare ville følge min egen fornemmelse af, hvor hurtigt jeg ville kunne gå og at han derfor bare kunne gå i sit tempo, men med anvisningen på skiltet måtte jeg flytte om på den beslutning. I øvrigt vidste vi ikke hvor mange mennesker vi ville møde på turen og man kunne risikere at komme ud for et eller andet uheld. Jeg lavede min beslutning om, og sagde ikke noget, så vi fulgtes.
Det tog ikke mange skridt før jeg begyndte at blive stakåndet, så jeg sænkede farten. Havde det været i Danmark at jeg havde gået i det tempo, ville man betegne det som en slentrende hastighed, og så er 5 -6 km en lang tur. Det brød jeg mig ikke om; vi havde sat dagen af til turen, og jeg havde det som et af mine store drømme at komme til at stå på netop den bjergtop, en af Lakotas mest hellige steder, et spirituelt sted, hvor Lakotaer stadig søger hen for at bede og sende bønner og gaver i form af tobak, salvie eller sweet grass til Grandma Earth, Father Sky, Tordenvæsenerne og til Wakan Tanka, Det Store Mysterium.
- Vi Indianere behøver ikke at have kirker, sagde Nez Percé Chief
Joseph og fortsatte: - Vi er altid nær skaberen.
Vi har forskellige ting vi tager os af., bl.a er Kaare som gammel orienteringsløber god til kortlæsning, så den side af turen lader jeg ham klare. I dag f.eks. vidste kaare hvilken rute vi skulle køre for at komme til startpunktet for vandreturen til Black Elk peak, så gps-damen fik sig en fridag. Der er også flere trails op ad bjerget til toppen, men også det havde Kaare styr på, så min rolle blev at følge efter, og det var i sig selv en temmelig bastant rolle.
Vejret var helt perfekt til en vandretur i bjergene; 17 - 20°(ved foden af bjerget), fuld sol og en svag vind til at køle kroppen, når man blev varm.
Vi startede fra campground Custer’s Gulch kl. 9:30 med forventningerne skruet godt i vejret. Turrygsækkene var pakket med bananer, gulerødder, chokolade (verdens bedste: Lindts).
- Er vi klar? spurgte Kaare, formentlig for at være sikker på at hvad han eventuelt skulle have husket, det havde jeg gjort.
Vi fik fyldt på men inden da måtte jeg liiige tage turen tilbage til pladsen vi havde været, for vi havde glemt at tage elkablet fra pladsens stander, så det var blevet revet ud af standeren da vi kørte. Kablet var intakt men standeren skulle også lige tjekkes for skader. Alt viste sig så at være i orden, og vi fik fyldt gas på, og kørte til Custer State Park hvorfra turen til Black Elk Peak startede. Allerede da vi drejede fra i Custer by og ind i bjergområdet begyndte nye, smukke formationer at vise sig. Vi kørte ad vej 89 til den store P-plads ved Sylvan Lake, som er udgangspunktet for en netvæk af forskellige trails, hvoraf den ene, #9, er stien der går til Black Elk Peak, en tur på 5-6 km. Et stort skilt viste at vi nu ville begive os ind i Black Elk Wilderness og på et endet skilt blev vi informeret om at vejret i bjergene kan ændre sig med kort varsel, at man skal holde sammen med dem man er i gruppe med, at man skal huske vand samt at det på nogle steder er en strabadserende tur.
Jeg havde egentlig tænkt mig at sige til Kaare, som er i en fysisk form der er længder foran mig, at jeg bare ville følge min egen fornemmelse af, hvor hurtigt jeg ville kunne gå og at han derfor bare kunne gå i sit tempo, men med anvisningen på skiltet måtte jeg flytte om på den beslutning. I øvrigt vidste vi ikke hvor mange mennesker vi ville møde på turen og man kunne risikere at komme ud for et eller andet uheld. Jeg lavede min beslutning om, og sagde ikke noget, så vi fulgtes.
Det tog ikke mange skridt før jeg begyndte at blive stakåndet, så jeg sænkede farten. Havde det været i Danmark at jeg havde gået i det tempo, ville man betegne det som en slentrende hastighed, og så er 5 -6 km en lang tur. Det brød jeg mig ikke om; vi havde sat dagen af til turen, og jeg havde det som et af mine store drømme at komme til at stå på netop den bjergtop, en af Lakotas mest hellige steder, et spirituelt sted, hvor Lakotaer stadig søger hen for at bede og sende bønner og gaver i form af tobak, salvie eller sweet grass til Grandma Earth, Father Sky, Tordenvæsenerne og til Wakan Tanka, Det Store Mysterium.
- Vi Indianere behøver ikke at have kirker, sagde Nez Percé Chief
Joseph og fortsatte: - Vi er altid nær skaberen.
 |  |
Stien steg kun langsomt i starten af turen, men snart åbnede den tætte skovsti sig, og de mest utrolige klippeformationer viste sig; høje, slanke klipper, helt bløde i formerne, som var de blevet slebet. Nogle af klipperne havde også slående ligheder med ansigter, nogle endda indianske ansigter med krom næse og høje kindben.
Der var andre mennesker på stien denne formiddag; ældre mennesker, unge mennesker, nogle sprang afsted uden problemer, andre – som mig – pustede noget. Nogle af dem vi mødte kom imod os og havde altså været tidligt ude og andre overhalede os.
Efter en times tid, begyndte det at stige noget kraftigere. Jeg måtte holde flere pauser. Vinden var også taget til, kunne vi mærke, men vi var også oppe nu, så vi kunne se langt. Meget langt endda. Vi kunne se toppen af Black Elk Peak og jeg tænkte at der da godt nok var lang vej endnu, og jeg var allerede træt. Men glem det, tænkte jeg, for jeg VILLE til toppen, så turen fortsatte. Ind imellem hoppede små jordegern (Chip & Chap) rundt på stormfældede stammer, chikader spillede en høj musik og en fugl kvidrede. Når jeg følte trang til en pause og satte mig, var det vindens susen i granner og aspetræernes løv, der med sin beroligende hvislende lyd fik pulsen til at falde.
Der var andre mennesker på stien denne formiddag; ældre mennesker, unge mennesker, nogle sprang afsted uden problemer, andre – som mig – pustede noget. Nogle af dem vi mødte kom imod os og havde altså været tidligt ude og andre overhalede os.
Efter en times tid, begyndte det at stige noget kraftigere. Jeg måtte holde flere pauser. Vinden var også taget til, kunne vi mærke, men vi var også oppe nu, så vi kunne se langt. Meget langt endda. Vi kunne se toppen af Black Elk Peak og jeg tænkte at der da godt nok var lang vej endnu, og jeg var allerede træt. Men glem det, tænkte jeg, for jeg VILLE til toppen, så turen fortsatte. Ind imellem hoppede små jordegern (Chip & Chap) rundt på stormfældede stammer, chikader spillede en høj musik og en fugl kvidrede. Når jeg følte trang til en pause og satte mig, var det vindens susen i granner og aspetræernes løv, der med sin beroligende hvislende lyd fik pulsen til at falde.
 |  |
På den sidste kilometer af turen foregik det på trapper og sten, op og op og op. De folk vi mødte som kom oppefra, sagde ”Howdy” og ”Hi” og nogle kom med trøstende ord om at vi snart ville være fremme. Sådan besked var jeg lykkelig for at høre. De kunne formentlig se at jeg led. mangel på ilt og en yderst øm venstre fod (skaden jeg fik forleden), har sikkert sat sig præg på mit ansigtsudtryk, og så har de vel sagtens forsøgt sig at trøste mig med en sådan besked.
Vi nåede toppen efter et par timers vandring. Ikke dårligt, skulle jeg mene. jeg har lige inden vi tog afsted fra Danmark læst en bog skrevet af en dansker. Han havde brugt tre timer til turen derop og han var endda i 50erne. Men OK, han er i dag også død. Af lungekræft har jeg læst.
Vi nåede toppen efter et par timers vandring. Ikke dårligt, skulle jeg mene. jeg har lige inden vi tog afsted fra Danmark læst en bog skrevet af en dansker. Han havde brugt tre timer til turen derop og han var endda i 50erne. Men OK, han er i dag også død. Af lungekræft har jeg læst.
Synet fra Elk Peak er betagende. Stedet er betagende. Det er et spirituelt sted. Jeg fik i hvert fald samme følelse af at være der som jeg får hvis jeg går ind i et kirkerum. Farvede bånd og små poser med tobak hænge her alle vegne og minder gæsterne om at dette sted stadig er en naturskabt katedral.
Og udsigten! man kan se hele vejen rundt, langt ud på den flade prærie i South Dakota, helt op til Bear Butte et par hundrede kilometer i nordøstlig retning, og langt ind i Wyoming mod vest.
På toppen af bjerget har amerikanerne bygget et tårn. Som jeg ser det er det typisk for folk fra vores vestlige kultur, ikke at kunne lade et højdepunkt som dette være, men bare MÅ markere at vi må sætte et mærke, næsten på samme måde som når en hund letter ben for at markere at den har været på det sted. Tårnet her er endda slet ikke kønt, men det står der som det har gjort det siden engang i 1930erne.
Og udsigten! man kan se hele vejen rundt, langt ud på den flade prærie i South Dakota, helt op til Bear Butte et par hundrede kilometer i nordøstlig retning, og langt ind i Wyoming mod vest.
På toppen af bjerget har amerikanerne bygget et tårn. Som jeg ser det er det typisk for folk fra vores vestlige kultur, ikke at kunne lade et højdepunkt som dette være, men bare MÅ markere at vi må sætte et mærke, næsten på samme måde som når en hund letter ben for at markere at den har været på det sted. Tårnet her er endda slet ikke kønt, men det står der som det har gjort det siden engang i 1930erne.
Efter at have spist det meste af de medbragte forsyninger og nydt stedet og udsigten i en lidt strid blæst, som det her på toppen var gået hen og blevet til, begyndte vi vores nedstigning samme vej som vi var gået op, men som det altid er når man går en tur, ser man noget helt andet, når man vender sig om og går tilbage; andre dyr, andre billeder fra landskabet omkring os og andre mennesker som nu er på vej op eller ned som os selv. Nu var det os der kunne sige: - You are soon there! Mens vi i et noget hurtigere tempo gik fra sten til sten ned ad stien. Kaare snakkede om de forskellige muskler man bruger når man går opad henholdsvis nedad, og jeg gik bare og blev snart meget, meget træt og havde ikke meget overskud til at høre på snak og forklaringer. Min skadede fod begyndte at blive enormt øm og musklerne i ben og lænd fortalte mig, at der ikke var mere energi at hente, hvorfor jeg var super glad, da P-pladsen med vores camper dukkede frem mellem træerne ved Sylvan Lake.
Nu er vi tilbage på Custer’s Gulch Campground og dagen går mod sin afslutning.
Nu er vi tilbage på Custer’s Gulch Campground og dagen går mod sin afslutning.
RSS Feed