Fredag, 7. september 
​
En strålende morgen på Custer’s Gulch Campground. Alt omkring os er fuldstændig fredfyldt, kun naturens egne lyde kan høres.
Meget her omkring er opkaldt efter Oberstløjtnant George Amstrong Custer som levede fra 1839 til han i sommeren 1876  døde i Slaget ved Little Bighorn. Vi er slet ikke kommet til Little Bighorn i vores rejse. det kommer vi til i næste uge. Her i Black Hills er han benævnt så mange steder, fordi han stod i spidsen for den såkaldte ekspedition han i 1874 blev sat til at lede af ledelsen i Washington, som var desperat efter at få spækket unionens statskasse, og derfor lod traktat være  traktat og lavede det eklatante traktatbrud for at lade Custer drage ind i Lakotas paha Sapa og få bekræftet at der var masser af det gyldne metal som gør hvide mennesker  ustyrlige. Trail of thiefs, som Lakota kalder ekspeditionen. Allerede året efter havde guldgravere og lykkejægere væltet ind gennem Lakota-land til Black Hills og befolkede de hellige bjerge, ”Altings hjerte,” som Sitting Bull kaldte disse bjerge som er hellige fordi mennesker og buffalos kommer herfra, fra Wind Cave, og fordi verdens centrum - ifølge Lakota - er her (Black Elk Peak) og ffordi Black Hills gennem hundreder, ja måske tusinder af år, har været begravelsesplads for Lakota, så der er nok af årsager til at behandle Black Hills med lige så stor omtanke og ærefrygt som man gør ved at besøge Alaksa-moskéen eller Peterskirken. Men mange ting har det hvide samfund opkaldt efter denne  gæve oberstløjtnant. Vi bor på Custer’s Gulch Campground, byen 5 km herfra hedder Custer, Den campground der er tættest herved hedder 7th Cavelry Campground (opkaldt efter kavaleriet Custer stod i spidsen af) og den statspark vi besøgte i dag hedder Custer State Park. Det er kun få eksempler på de steder der bærer Custers navn.
Dagens program  for os blev at køre gennem Custer State Park til Wind Cave og derefter køre en rundtur i Custer State Park for om muligt at se vilde dyr. 
 
Med et fantastisk strålende vejr og en vejrudsigt der lovede 25°, var vi godt tilfredse med at det ikke var denne dag vi skulle til Black Elk Peak, for det ville have været om end endnu hårdere end det jeg udsatte mig for i går.
I dag kunne vi nyde den relativt korte tur, som alligevel blev til en hel dag med endnu en omgang store oplevelser.
 
Vi startede fra Custer’s Gulch Campground kl 10 og kørte ind i statsparken hvor den maximale hastighed ligger på 35 miles/t = ca. 50 km/t og mange steder lavere. der er relativt smalle veje og der er overalt risiko for at køre dyr ned, så det er helt fornuftigt med den hastighedsbegrænsning. Og så får man set en del mere.

​De små præriehunde så vi overalt i dag. Det er de små, vimse pattedyr der lever i huler på prærien. De piler rundt hvor der er meget kort græs og mange sidder på rumpen med rejst overkrop og kigger efter om der skulle være fare på færde. Hvis en ser noget mistænkeligt piber/ bjæffer den højt til de andre og er hurtigt nede i deres hule. 
Vi så også pronghorn. Google translate kalder pronghorn for gaffelbuk på dansk. Det vælger jeg at tro på, så herefter hedder denne hjort en gaffelbuk. Disse gaffelbukke er meget almindelige og på denne tur så vi dem flere gange, hvor de stod i mindre flokke ude på prærien og en enkelt gang var der en, der stod ved vejkanten mens vi listede forbi den.
To af præriens hunde; ulv og prærieulv, så vi af gode grunde ikke, dels fordi det er sky dyrearter, dels fordi de ikke er aktive om dagen mens solen skinner og temperaturen er høj. Fornuftige dyr!
Men Ørne kredsede sidst på dagen i flokke på himlen over os.
Bison er måske det dyr man tænker på først og fremmest, når man forestiller sig dyr på prærien. I sidste halvdel af 19. århundrede sørgede de hvide myndigheder for at få dræbt, ja næsten udryddet disse kæmpestore okser fra jordens overflade, så Indianerne blev tvunget til at forlade det traditionelle liv de havde levet fra tidernes morgen og underlægge sig hvad de hvide mennesker bestemte. Man regner med at der i 1850 var mellem 50 og 60.000.000 bisoner på prærien fra Texas til Canada. Fire årtier senere kunne der tælles mindre end 500 stykker. Det var det største drab på store pattedyr der nogensinde er sket, og bare en af de mange forbrydelser amerikanske myndigheder i tidens løb har begået. 
I dag er bestanden af bisoner – eller buffalo som de kaldes på disse kanter – igen  på vej op. Store handlingsprogrammer er sat ind for at genopdrætte bisonbestanden. Bl.a. i Custer State Park er der nu en voksende bestand af bison. Disse prægtige dyr så vi også på vores tur rundt i parken.
 
Et par slanger så vi også, ikke prærieklapperslangen, som er den eneste giftige slange i South Dakota, men et par andre. Den ene var en mindre slange som vi ikke kender navnet på, og den anden har her i Amerika navnet bull snake. Det eksemplar vi så, var omkring en meter lang. Den så vi ved Wind Cave.
 

Lakota kalder den underjordiske hule Onija Oshaka som direkte oversat betyder ”Ånder indefra”. Nu hedder hulen Wind Cave, og det navn relaterer til det samme som Lakotas navn, altså at hulen trækker vejret. På grund af forskelle på det atmosfæriske tryk inde i hulen og trykket udenfor, enten blæser der luft ud eller der suges luft ind fra hulens åbning. I dag ved man at det hænger sådan sammen, at hvis der er højtryk, så blæser luften ud fra hulen, og er der lavtryk, så suges luft ind i hulen. Det er meget specielt at opleve, og det er logisk at Lakota opfattede det som et bevis på at Grandmother Earths er levende. De må i øvrigt have kendt de omfattende gange som hulen består af, for de vidste at der kunne tegnes en buffalo ud fra hulens kortlægning på samme måde som man kan tegne figurer ud fra stjernes placering, stjernetegn. (se billedet). Hvordan de har båret sig ad med det … ? … det er i sig selv en gåde. De må selvfølgelig have benyttet fakler (hvor den første hvide huleforsker benyttede et stearinlys i en dåse.
Hulen er forbundet med Lakotas skabelsesberetning. Fortællingen er først i nyeste tid blevet skrevet ned, for Lakota havde ikke noget skriftsprog. Derfor har fortællingen flere versioner, men de vigtigste elementer af fortællingen er de samme i alle beretningerne. Jeg vil i det følgende skrive fortællingen, som den er leveret af Sine Bear Eagle. Hvis du vil høre hende fortælle historien kan du finde den på https://www.nps.gov/wica/learn/historyculture/the-lakota-emergence-story.ht

Lakotas skabelses-fortælling 
Denne historie begynder på en tid hvor planter og dyr stadig er ved at blive skabt, men der var ingen mennesker eller bison på jorden. På den tid levede folk nede under jorden i Tunkan Tipien – åndeboligen – og ventede mens jorden blev forberedt så de kunne komme til at leve oppe på Jorden.
 
For at komme til Åndeboligen må man tage gennem en passage som forfædrene kaldte Onija Oshoka, der hvor Jorden ”indefra trækker vejret”. Dette sted er i dag kendt under navnet Wind Cave (Vind Hulen) og i moderne Lakota Maka Oniye eller ”Åndende Jord”. Et eller andet sted på den anden side af indgangen er der en portal til Åndernes-bolig og åndeverdenen.
 
To ånder levede på jordens overflade: Iktomi og Anog-Ite. Iktomi, edderkoppen, var lurendrejer-ånden. Før han blev til Iktomi hed han Woksape – ”Visdom” -  men mistede sit navn og position da han hjalp den onde ånd Gnaskinyan med at lave et nummer med alle de andre ånder.. Anog-Ite, kvinden med to ansigter. På den ene side af hovedet var hendes ansigt meget smukt, der kan konkurrere alle andre kvinder der var til. På den anden side af hovedet havde hun et hæsligt udseende ansigt som var fordrejet og knudret. Hvis man så det ansigt ville man få kuldegysninger ned ad ryggen.
 
Anog-Ite var engang Ite, vind-ånden Tates menneske-kone. Hun længtes selv efter at blive til ånd, så da den onde Gnaskinyan sagde at hvis hun klædte sig ud som måne-ånden, Ville Hanvi lade hendes ønske gå i opfyldelse, og uden spørgsmål fulgte hun anvisningen. Gnaskinyan benyttede såvel Ite som Woksape som brikker til at udføre sit trick overfor de andre ånder. Skaberen, Takuskanskan, besluttede sig for ikke at straffe Gnaskinyan for dette trick, fordi det onde kun gør hvad der er dets naturlig.. Woksape og Ite blev begge straffet fordi de lod deres stolthed afhænge af deres handlinger og lade sig vejlede af det onde, hvor de begge burde have vidst bedre. Takuskanskan forvandlede de to til at blive Iktomi og Anog-Ite, tillod  Iktomi at lave numre i al evighed og Anog-Ite at blive den ånd hun havde længtes efter at blive.. Begge to blev forvist til jordens overflade.
 
Iktomi og Anog-Ite havde kun hinanden som selskab. Iktomi brugte sin tid på at lave numre med Anog-Ite, Pinte hende og lod hende aldrig i fred, men dette tidsfordriv begyndte snart at kede ham. Han ville have nye folk han kunne lave numre med, så han begyndte at kigge til menneskene. Til det trick han ville udføre behøvede han hjælp; han bad Anog-Ite hjælpe sig mod aldrig mere at pine hende. Hun gik med på de betingelser der var sat hende i udsigt, og begyndte at fylde en Lædersæk. Hun fyldte sækken med beklædningsstykker af bukkeskind som var smykket med  indviklede broderinger af  piggene fra hulepindsvin., forskellige slags bær samt tørret kød. Hun bandt derefter sækken fast til ryggen af hendes ulve-ven, Sangmanitu Tanka. da ulven var gjort klar, førte Iktomi ham til et hul i jorden, og sendte ulven ind i Oniya Oshoka for at finde menneskene. Ulven fulgte gangene i hulen, til den fandt menneskene.
Da han omsider var kommet frem, fortalte han menneskene om de vidunderlige ting der var på Jordens overflade og viste dem sækken den havde på ryggen. En mand tog bukkeskinds-tøjet og mærkede det bløde skind. Hans kone prøvede at tage en kjole på og da han så hende med det på, syntes han at kjolen fremhævede hendes skønhed. Det næste det trak frem var kødet, smagte på det, og lod det gå videre til nogle af de andre mennesker. Kødet gav dem nøkker. De havde aldrig før gået på jagt, og havde aldrig før smagt noget der smagte som kød. De ville have mere.
Ulven sagde til dem, at hvis de ville følge ham op til Jordens overflade, ville han vise dem hvor de kunne finde kød og alt det andet han havde bragt til dem.
Menneskenes leder var en mand der hed Tokahe – ”Den Første” – og han nægtede at gå med ulven.
Han protesterede og sagde at Skaberen havde instrueret ham om at forblive i undergrunden, og det var hvad han ville gøre. De fleste folk blev hos Tokahe, men alle der havde smagt kødet, fulgte med ulven til jordens overflade.
Vejen til Jordens overflade var lang og besværlig. Da de nåede hullet ud af hulen var det første folkene så den fantastisk store blå himmel oven over dem. Jordens overflade var lys og det var sommer, så alle blomsterne stod i fuld flor. Folkene så sig omkring og fandt at Jordens overflade var det smukkeste sted de nogensinde havde set.
Ulven ledte folkene til Anog-Ites bolig. Hun havde forklædt sig. Hendes sina – ”sjal” – havde hun viklet over sit hoved, så hun skjulte det forfærdelige ansigt, så det kun var det smukke ansigt der kunne ses. Anog-Ite var i første omgang meget venlig. Hun lærte folkene hvordan de skulle jage og hvordan de skulle arbejde og ordne dyrenes skind.
Arbejdet var imidlertid vanskeligt. Folkene havde aldrig måtte kæmpe med tingene på denne måde mens de boede i deres ånde-bolig. De blev let trætte og arbejdede derfor langsomt. Tiden gik; sommer blev til efterår og derefter  blev det vinter. Folkene kendte intet til Jordens årstider, og de havde arbejdet så langsomt,  at da den første sne faldt, havde de ikke nok tøj eller mad til alle. De var kolde og sultne.
De vendte tilbage til Anog-Ites bolig for at bede om hjælp, men det var netop da, at hun afslørede sine sande hensigter. Hun trak sjalet bort fra sit hoved hvorved hendes hæslige ansigt blev vist frem, og med begge ansigter – det smukke og det skrækkelige – lo hun af folkene. Folkene veg tilbage i rædsel og løb bort, så hun sendte sin ulv efter dem for at jagte og snappe dem i haserne. De løb tilbage til der hvor hullet som de var kommet ud fra var, men fandt ud af at det var blevet dækket til, hvorfor de var fanget på overfladen.
Folkene vidste ikke ud eller ind eller hvor de skulle gå hen, så de satte sig simpelt hen ned på jorden og græd. Netop da hørte Skaberen dem, og spurgte havd de lavede der. De forklarede hele historien om ulven og Anog-Ite, men Skaberen blev vred.
Skaberen sagde: - I skulle ikke have været ulydige overfor mig; nu bliver jeg nødt til at straffe jer.
Måden Skaberen straffede dem på var ved at lave dem om – skabte dem om fra mennesker til disse store, vilde dyr, og sådan blev den første bisonflok skabt.
 
Endelig var Jorden klar til at menneskene kunne leve på den. Skaberen instruerede Tokahe i hvordan han skulle føre sit folk gennem hulens åbning og ud til overfladen af Jorden. På vejen ud stoppede de fire gange for at bede, sidste gang var ved åbningen.
 
Oppe på Jorden så  folkene de spor bisonen havde sat. Skaberen instruerede dem til at følge efter den bison. Fra den kunne de få alt hvad de havde behov for for at overleve på Jorden – mad, redskaber, tøj og ly.
 
Da de forlod hulen, lod Skaberen hullet skrumpe ind fra den størrelse en mand har, til den størrelse den har nu, for lille til at de fleste mennesker kan komme ind med det formål at minde folk om at de aldrig skal glemme hvorfra de er kommet.
 

Se, nu ved du, hvor vi er kommet fra, og jeg har i dag stået udenfor det hul menneskene er kommet fra. Jeg har også været inde i hulen og jeg kan  uden at blinke skrive under på, at den hule er en levende organisme som ånder og inde i hulen er der nogle steder dråber som stammer fra åndedrættet.
 
For mig er dagen gået. Det er blevet helt mørkt. Uglen som har siddet og tudet med en dyb stemme, siger ikke mere noget og jeg vil også slutte beretningen fra denne fredag i Paha Sapa og lade nattens ånde bringe hvile, for i morgen skal vi lave den sidste rejse i De Sorte Bakker, inden turen går til Devils Tower og videre til Greasy Grass (som præriens folk kalder Little Bighorn River). 
 ​

Dagen blev afsat til en enkelt udflugt, og over i købet en jeg har set frem til i måneder, et sted jeg i flere år har drømt om at få lov til at opleve, og som jeg har læst om og googlet på Google Maps. Stedet er Owl Peak/ Harney Peak eller som det hedder nu, Black Elk Peak, som jeg skrev om i går – eller var det i forgårs. Hmm, jeg bliver i tvivl, men når man oplever så meget sker det, at tidsfornemmelsen bliver sat på stand by, og man husker ikke hvor kort eller lang tid der er gået. Men tilbage til denne torsdag og Black Elk Peak, en af Lakota-folkets store naturskabte katedraler, som slår alverdens menneskeskabte hellige haller på en måde så al sammenligning i øvrigt ophører.
I skrivende stund sidder jeg helt udmattet og samler tankerne om det, jeg har oplevet de seneste 4,5 timer, den tid det tog os at gå til toppen, være der og mærke stedet og gå retur. Den trail vi fulgte var 5-6 km ti toppen så jeg formoder den også havde samme længde retur. Og jeg må indrømme at det for mig blev en tur jeg gennemførte, fordi jeg havde besluttet  mig for det. Den var hård. Den tynde luft her hvor vi hele vejen op bevæger os 1500 – 2200 meter i højden, bliver man = jeg hurtigt meget stakåndet, og uden ordentlig iltning af musklerne, er det altså meget krævende at begynde en stigning på 700 meter. Endelig blev jeg nødt til at lade min forslåede fod følge med mig, hvis jeg ville til toppen af denne natur-katedral. Og det ville jeg, om det så skulle tage hele dagen. Det gjorde det så ikke, for det tog som jeg før fortalte,  4,5 timer t/r.

Vi har forskellige ting vi tager os af., bl.a  er Kaare som gammel orienteringsløber god til kortlæsning, så den side af turen lader jeg ham klare. I dag f.eks. vidste kaare hvilken rute vi skulle køre for at komme til startpunktet for vandreturen til Black Elk peak, så gps-damen fik sig en fridag. Der er også flere trails op ad bjerget til toppen, men også det havde Kaare styr på, så min rolle blev at følge efter, og det var i sig selv en temmelig bastant rolle.

​ 
Vi har forskellige ting vi tager os af., bl.a  er Kaare som gammel orienteringsløber god til kortlæsning, så den side af turen lader jeg ham klare. I dag f.eks. vidste kaare hvilken rute vi skulle køre for at komme til startpunktet for vandreturen til Black Elk peak, så gps-damen fik sig en fridag. Der er også flere trails op ad bjerget til toppen, men også det havde Kaare styr på, så min rolle blev at følge efter, og det var i sig selv en temmelig bastant rolle.
 
Vejret var helt perfekt til en vandretur i bjergene; 17 - 20°(ved foden af bjerget), fuld sol og en svag vind til at køle kroppen, når man blev varm.
Vi startede fra campground Custer’s Gulch kl. 9:30 med forventningerne skruet godt i vejret. Turrygsækkene var pakket med bananer, gulerødder, chokolade (verdens bedste: Lindts).

• Er vi klar? spurgte Kaare, formentlig for at være sikker på at hvad han eventuelt skulle have husket, det havde jeg gjort.

Jeg bekræftede at alt var OK, så vi satte os i bilen, tændte for den store motor som brummede som en løve, og kørte mod pladsens kontor for at få probane/ gas, som bliver brugt til madlavning, køøleskab, fryser og varmefyret. Man tanker ikke selv gas. Sikkerhedsreglerne er skrappe, så det er noget en ansat gør iført sikkerhedshjelm med visir og efter at have sikret sig at alle kontakter er slukket i bilen.
Vi fik fyldt på men inden da måtte jeg  liiige tage turen tilbage til  pladsen vi havde været, for vi havde glemt at tage elkablet fra pladsens stander, så det var blevet revet ud af standeren da vi kørte. Kablet var intakt men standeren skulle også lige tjekkes for skader. Alt viste sig så at være i orden,  og vi fik fyldt gas på, og kørte til Custer State Park hvorfra turen til Black Elk Peak startede. Allerede da vi drejede fra i Custer by og ind i bjergområdet begyndte nye, smukke formationer at vise sig. Vi kørte ad vej 89 til den store P-plads ved Sylvan Lake, som er udgangspunktet for en netvæk af forskellige trails, hvoraf den ene, #9, er stien der går til Black Elk Peak, en tur på 5-6 km. Et stort skilt viste at vi nu ville begive os ind i Black Elk Wilderness og på et endet skilt blev vi informeret om at vejret i bjergene kan ændre sig med kort varsel, at man skal holde sammen med dem man er i gruppe med, at man skal huske vand samt at det på nogle steder er en strabadserende tur. 
Jeg havde egentlig tænkt mig at sige til Kaare, som er i en fysisk form der er længder foran mig, at jeg bare ville følge min egen fornemmelse af, hvor hurtigt jeg ville kunne gå og at han derfor bare kunne gå i sit tempo, men med anvisningen på skiltet måtte jeg flytte om på den beslutning. I øvrigt vidste vi ikke hvor mange mennesker vi ville  møde på turen og man kunne risikere at komme ud for et eller andet uheld. Jeg lavede min beslutning om, og sagde ikke noget, så vi fulgtes.
Det tog ikke mange skridt før jeg begyndte at blive stakåndet, så jeg sænkede farten. Havde det været i Danmark at jeg havde gået i det tempo, ville man betegne det som en slentrende hastighed, og så er 5 -6 km en lang tur. Det brød jeg mig ikke om; vi havde sat dagen af til turen, og jeg havde det som et af mine store drømme at komme til at stå på netop den bjergtop, en af Lakotas mest hellige steder, et spirituelt sted, hvor Lakotaer stadig søger hen for at bede og sende bønner og gaver i form af tobak, salvie eller sweet grass til Grandma Earth, Father Sky, Tordenvæsenerne og til Wakan  Tanka, Det Store Mysterium.  
- Vi Indianere behøver ikke at have kirker, sagde  Nez Percé Chief
 Joseph og fortsatte: - Vi er altid nær skaberen.

​Stien steg kun langsomt i starten af turen, men snart åbnede den tætte skovsti sig, og de mest utrolige klippeformationer viste sig; høje, slanke klipper, helt bløde i formerne, som var de blevet slebet. Nogle af klipperne havde også slående ligheder med ansigter, nogle endda indianske ansigter med krom næse og høje kindben.
Der var andre mennesker på stien denne formiddag; ældre mennesker, unge mennesker, nogle sprang afsted uden problemer, andre – som mig – pustede noget. Nogle af dem vi mødte kom imod os og havde altså været tidligt ude og andre overhalede os.
Efter en times tid, begyndte det at stige noget kraftigere. Jeg måtte holde flere pauser. Vinden var også taget til, kunne vi mærke, men vi var også oppe nu, så vi kunne se langt. Meget langt endda. Vi kunne se toppen af Black Elk Peak og jeg tænkte at der da godt nok var lang vej endnu, og jeg var allerede træt. Men glem det, tænkte jeg, for jeg VILLE til toppen, så turen fortsatte. Ind imellem hoppede små jordegern (Chip & Chap) rundt på stormfældede stammer, chikader spillede en høj musik og en fugl kvidrede. Når jeg følte trang til en pause og satte mig, var det vindens susen i granner og aspetræernes løv, der med sin beroligende hvislende lyd fik pulsen til at falde.
 

​På den sidste kilometer af turen foregik det på trapper og sten, op og op og op. De folk vi mødte som kom oppefra, sagde ”Howdy” og ”Hi” og nogle kom med trøstende ord om at vi snart ville være fremme. Sådan besked var jeg lykkelig for at høre. De kunne formentlig se at jeg led. mangel på ilt og en yderst øm venstre fod (skaden jeg fik forleden), har sikkert sat sig præg på mit ansigtsudtryk, og så har de vel sagtens forsøgt sig at trøste mig med en sådan besked.
 
Vi nåede toppen efter et par timers vandring. Ikke dårligt, skulle jeg mene. jeg har lige inden vi tog afsted fra Danmark læst en bog skrevet af en dansker. Han havde brugt tre timer til turen derop og han var endda i 50erne. Men OK, han er i dag også død. Af lungekræft har jeg læst.
 

​Synet fra Elk Peak er betagende. Stedet er betagende. Det er et spirituelt sted. Jeg fik i hvert fald samme følelse af at være der som jeg får hvis jeg går ind i et kirkerum. Farvede bånd og små poser med tobak hænge her alle vegne  og minder gæsterne om at dette sted stadig er en naturskabt katedral. 
Og udsigten! man kan se hele vejen rundt, langt ud på den flade prærie i South Dakota, helt op til Bear Butte et par hundrede kilometer i nordøstlig retning, og langt ind i Wyoming mod vest.
På toppen af bjerget har amerikanerne bygget et tårn. Som jeg ser det er det typisk for folk fra vores vestlige kultur, ikke at kunne lade et højdepunkt som dette være, men bare MÅ markere at vi må sætte et mærke, næsten på samme måde som når en hund letter ben for at markere at den har været på det sted. Tårnet her er endda slet ikke kønt, men det står der som det har gjort det siden engang i 1930erne.

​Efter at have spist det meste af de medbragte forsyninger og  nydt stedet og udsigten i en lidt strid blæst, som det her på toppen var gået hen og blevet til, begyndte vi vores nedstigning samme vej som vi var gået op, men som det altid er når man går en tur, ser man noget helt andet, når man vender sig om og går tilbage; andre dyr, andre billeder fra landskabet omkring os og andre mennesker som nu er på vej op eller ned som os selv. Nu var det os der kunne sige: - You are soon there! Mens vi i et noget hurtigere tempo gik fra sten til sten ned ad stien. Kaare snakkede om de forskellige muskler man bruger når man går opad henholdsvis nedad, og jeg gik bare og blev snart meget, meget træt og havde ikke meget overskud til at høre på snak og forklaringer. Min skadede fod begyndte at blive enormt øm og musklerne i ben og lænd fortalte mig, at der ikke var mere energi at hente, hvorfor jeg var super glad, da P-pladsen med vores camper dukkede frem mellem træerne ved Sylvan Lake.
 
Nu er vi tilbage på Custer’s Gulch Campground og dagen går mod sin afslutning. 

Billederne på denne postering er desværre nok ikke af helt så god kvalitet. Det skyldes at wifi-forbindelsen hvor vi befinder os er langsom, så jeg har valgt et billedformat der har en begrænset størrelse - men alligevel 'hevet' lidt i billederne, så de trods alt kan ses.

Vi forlod campground Whispering Pines og kørte mod byen Custer i det sydlige Black Hills. Bjergene ændrede sig hele tiden og i den sydlige del blev de højere end dem vi så i nord, men dalene blev også bredere. Frodigheden er slående  alle steder, og man kan ikke blive i tvivl om hvorfor Lakota ikke er i stand til at prissætte området, men stadig holder fast i at Black Hills er deres.
Vi kørte ad US 385 S gennem Hill City og kørte ind til Crazy Horse Memorial da vi nåede dertil.

​De fleste mennesker kender de portrætterede fire præsidenter i Mt. Rushmore, og  har ofte dette monomentale skulpturarbejde som et mål hvis turen skulle gå til South Dakota. Idéen til projektet, som startede i 1927 og blev  fuldendt i 1941 var da også tænkt som en attraktion for at tiltrække turismen til området.  Man valgte efter nogle undersøgelser af forskellige bjerges egnethed et af Lakotas hellige bjerge som Lakota kaldte The Six Grandfarthers. At man var på hellig grund og krænkede dette, kan man roligt sige at de amerikanske myndigheder var vandt til at lade hånt om. Projektet med at lave denne skulptur for eftertiden af fire af Amerikas præsidenter, George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln blev iværksat. At det blev netop disse fire præsidenter skyldes at de var aktive i arbejdet for at bevare republikken samt at udvide territoriet. Det sidste må, hvis man ser det med den oprindelige befolknings øjne, betragtes som en hån mod dem. Den hån forstærkes kun af at placeringen blev et af Lakotas hellige bjerge.
 
Færre har hørt om arbejdet med at udføre skulpturen af Høvdingen Crazy Horse, men dette arbejde er ikke mindre monstrøst, idet det kommer til at blive fire gange større end Mt. Rushmore-portrætterne. Arbejdet blev bestilt af Chief Henry Standing Bear og den polskfødte billedhugger Karczak Ziolkowski begyndte arbejdet juni 1948. At Zieolkowski ikke magtede at fuldføre arbejdet mens han selv var her på jorden har sin naturlige årsag: Skulpturen bliver gigantisk stor. Faktisk bliver den verdens største skulptur. Når den om mange år står helt færdig vil dens mål være 195 m bred, og 172 meter høj. Som kronen på værket vil der af granitstykker blive håndlavet en fjer til at blive placeret på hovedet af Crazy Horse. Denne sten-fjer alene vil blive 12 meter lang.  
Arbejdet der drives af en non-profitorganisation og udføres af Ziolkowskis enke, børn og børnebørn kommer til at vare mange år. Man har ingen hast. Alt skal udføres sikkert; et forkert greb/ sprængning og arbejdet er tabt for altid. en anden årsag er at organisationen er afhængig af de frivillige bidrag. Staten har tilbudt at skyde penge i projektet. dette tilbud er blevet afvist. 
På trods af at der er lang vej inden skulpturen er færdig, er det allerede en seværdighed der er værd at besøge. Man bliver betaget alene af størrelsen. En kilometer fra bjerget med skulpturen er der opført et stort besøgscenter som i sig selv er  fantastisk spændende. Det drejer sig primært om arbejdet med skulpturen og om Crazy Horse, hans liv og  hans folks liv. Men centeret og skulpturen er ikke kun tænkt for at hylde den ikoniske kriger men lige så meget for at hylde Amerikas oprindelige folkeslag, fra Alaska og helt mod syd, fra Stillehavet til Atlanterhavet; alle Skildpaddeøens folkeslag. Der er derfor i udstillingen artefakter fra mange stammer fra hele Amerika. Mest er det dog præriefolkenes og specielt Lakotas kultur der er i centrum. Black Hills/ Paha Sapa er  jo traditionelt og traktatmæssigt Lakotaland. I området foran skulpturen, fra besøgscenteret og den kilometer der er til skulpturen er planen at der skal bygges et universitet for Amerikas Indfødte folkeslag. Det er store ’penselstrøg’ man benytter her  når der planlægges, men ’lærredet’ er også stort. 

​Udenfor i den indre gård mellem restaurant, udstillingslokaler og butik, fik vi af en ung Lakota-kvinde et levende foredrag om Lakota, Nakota, Dakota – altså de folk der af de hvide benævnes Sioux. Hun fortalte om disse folks verdenssyn, sprog og traditionelle værdier og sluttede sin lektion af med en optræden med traditionel ring-dans, en nærmest akrobatisk udført dans med et stort bundt ringe som ligner dem vi kalder hulahop-ringe. Se billederne her under og du vil måske kunne forestille dig hvordan det foregik.  
 

​Vi er endt ved byen Custer, hvor vi har besluttet at blive i hvert fald to døgn. Der er de kommende dage et stort program vi vil gennemføre, så måske tager vi et eller to døgn mere her på en helt fantastisk plet midt i naturen, hvor fyrtræer står på de små bakker og granerne tæt på bjergene lidt længere borte.

Og vejret: Da vi stod var et massivt skydække trukket ind over os, men det var usædvanlig lunt lunt tidspunktet på dagen taget i betragtning. Men pludselig ændrede temperaturen sig. I løbet af  bare en time var temperaturen faldet måske 10°, og dèr blev den liggende hele tirsdagen.
Man måtte trække i noget andet end shorts og t-shirt. Iført lange bukser, langærmet skjorte og jakke gik vi efter morgenmaden ned i Spearfish  for at supplere vore forsyninger og for at se om vi kunne finde en stegepande til afløsning af den, der fulgte med i bilen.  Vi fik sørget for begge dele; købmandsvarerne fra et supermarked der annoncerede med et slogan der lovede ”Get more for your $” og stedepanden købte vi i en second hand store for $3, en super god mærkevarepande,  Paula Deen, som straks blev prøvet af samme aften, og sikken forskel. Den gamle pande var ubrugelig. Alt mad man forsøgte at tilberede på den hang fast. Den nye kan klare hvad som helst uden  at noget som helst klæber til bunden. Godt køb.
Vi valgte at køre ned gennem Spearfish Scenic Byway, som skærer sig ind i Black Hills og i øvrigt de næste dage tage den anderledes med ro hvad kørsel angår. Vejen ind i bjergene fulgte et bredt åløb og kløften er benævnt som en conyon (hvad jeg så ikke tror, den er,. Det kan næppe være det vandløb vi kørte ved der havde skåret sig ned gennem klipperne, som stod lodrette op  på begge sider af vejen/ åen med en afstand på måske 100 meter og titter af og til frem fra en massiv bevoksning af gran, asp, birk, pil – men mest gran. Det er de mange granner der har givet Paha Sapa /Black Hills navnet, for når man ser bjergene fra afstand når man kommer fra prærien udenom, ser de sorte ud.
Hastigheden blev af naturlige årsager sænket på den snoede vej, som følger samme rute som den gamle, nu nedlagte jernbane fra 1880 fulgte ind i guldgraverområdet. Vi satte bilen fra tid til anden og gik ud for at nyde synet af naturen; vandfald, det krystalklare vandløb, egern, fugle.   

Fra Spearfish Canyon Scenic Byway, vej US 14A, fortsatte vi ad US 385 sydpå og fandt ind på en campground ved Silver City. hvor vi kaunne få et såkaldt ”Full hookup”, som betyder at vi har tilslutning til kloak, vand og el. 
Selvom det er et smukt sted denne campground ligger på og yderst stille er der også, besluttede vi at trille længere sydpå mod byen Custer, som ligger tæt på Black Elk Peak, som vi vil op på.
Black Elk Peak er med en højde på 2207 meter det højeste punkt vest for Pyrenæerne og øst for Rocky Mountains. På engelsk kaldtes bjerget af Lakota Owl Peak. Da Custer i 1874 kom med sin ekspedition til Black Hills, gav han stedet navnet Harney Peak. 
 
Harney, General William S. Harney gjorde sit navn udødelig, da udførte en straffeaktion for Grattan episoden. Grattan-episoden var en yderst tragisk hændelse der i 1854 udviklede sig, fordi en mormon følte sig krænket over ikke at kunne få sin ko tilbage, som en Brulé-sioux-kriger nedlage efter at den havde væltet rundt i deres lejr og væltet tipier, uden at mormonen forsøgte at gribe ind. Indianerne tilbød ham et par heste som erstatning for den dræbte ko, men mormonen insisterede på sin ko og gik til de militære myndigheder i området. Leutnant Grattan blev sendt ud for at arrastere krigeren, High Forehead, som havde dræbt koen, men høvding en i lejren, Conquering Bear, som fandt sagen latterlig og derfor nægtede at udlevere krigeren, blev på stedet dræbt af en af Grattans soldater, som skød ham i ryggen. 
Dette drab tændte Indianernes vrede som efterfølgende dræbte Lt. Grattan og de 30 soldater han havde med. De hvide betegnede episoden som en massakre. Det var denne tragiske episode som de hvide nu ville hævne. Det gjorde de så i marts 1856 med Harney i spidsen. 600 soldater angreb 250 Sioux-indianere og dræbte 86 og tog 76 til fange. 
Ofrene talte også mange kvinder og børn, og denne handling blev efterfølgende betegnet som regulær nedslagtning i The New York Times.
 
Det er denne Harney, som blev beæret af Custer med at få dette højeste punkt i Black Hills opkaldt efter sig. Stedet har for et par år siden skiftet navn og hedder nu Black Elk Peak. Black Elk var en spirituel Lakota- medicinmand og meget respekteret. Han døde så sent som i 1952 men levede og var i lejren da Custer i 1876 forsøgte sig med angrebet på den store Lakota- og Cheyenne-lejr ved Little Bighorn, slaget der endte med et svidende nederlag for USA's 7. kavaleri og Custer selv. Black Elk nåede som gammel mand at få sit ønske opfyldt, at komme op på Owl Peak en sidste gang. I bogen ”Black Elk Speaks” som en hvid forfatter har udgivet efter samtaler med denne medicinmand, beskriver forfatteren at de gik til toppen af bjerget en dag hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Black Elk fortalte på vejen derop, at han bare ønskede at han kunne komme i kontakt med torden-væsenerne,  de kraftigste af naturens ånder. På toppen vendte Black Elk sig mod vest, rakte armene i vejret og begyndte at kalde på disse ånder. Forfatteren beskriver i bogen at der på vesthimlen begyndte at danne sig skyer  som snart begyndte at rumle af torden. Black Elk stod stadig og bad mens tårene løb ned over hans kinder. Snart efter forsvandt tordenen og skyerne igen.
Rørende historie, ikke sandt? Hvordan disse folk har båret sig ad med at have kontakt med naturens kræfter på denne måde, skal jeg ikke kunne sige, men her er det altså en hvid mand der beskriver, hvad der skete. Hændelsen er i øvrigt ikke enestående. Hvis den var det, kunne man blot sige at det formentlig var en tilfældighed, at der lige skulle samle sig lidt torden på samme tid som Black Elk ønskede det,  men også fra andre kilder har jeg læst om tilsvarende helt uforklarlige hændelser, hvor medicinmænd er i kontakt med kræfter som vi med den Europæiske baggrund ikke kender eller anerkender. For os med den kristne baggrund godkendes kun de forbløffende ting der berettes om  at Jesus udførte. På Turtle Island (Amerika) var det for de indfødte folk overhovedet ikke specielt.
 
Men vi vil op på netop dette høje punkt.
 
Og vejret: Solen skinner fra en skyfri himmel og temperaturen skulle her i bjergene komme op på 17 - 18° i dag. Om vi så kan få kontakt med tordenvæsenerne er en anden sag. Jeg tror vi vil lade dem være i dag og nyde solen uden afbrydelser.

Om det bliver i dag vi kommer op på Black Elk Peak er temmelig tvivlsomt. I går aftes, gik jeg ud af camperen i mørket og faldt over den båltønde der er placeret mellem der hvor bilen står og toiletbygningen. Jeg slog mig temmelig meget og her til morgen gør det bare s***** ondt i min fod som var det sted jeg slog mig mest og den er temmelig hævet.

Søndag, 2. september 
​
9:30, sharp, stod vi klar i Spearfish på det aftalte sted og få minutter senere rullede Bill ind på parkeringspladsen og var næsten klar til at tage af sted. Hvad han manglede at få med var telefonnummeret til den mand der ejer jorden ved Owl Rock, stedet vi har lagt billet ind på at se mandag, og for god ro og ordens skyld ville Bill give ham et kald for at formaliteterne kan være på plads.
Men efter at have hentet telefonnummeret og sat sin bil ved sin bolig, startede vi en  2, 5 timers køretur mod øst til Cheyenne river reservatet. 
Den allerførste del af turen var afvekslende med høje bakker og frodig vegetation, men så snart vi var kommet øst for Black Hills, var vejen de næste 150 km som tegnet efter en lineal og prærielandskabet var ensformigt med meget bløde bakker så langt øjet kan række.
Bill snakkede og vi gjorde os anstrengelser for at forstå ham, men larmen fra bilen kombineret med klangen i hans stemme gjorde det ind til en endog meget vanskelig opgave at forstå ham. 
Vi skulle samle Floyd Clown op lige udenfor den lille by Dupree, som ligger ved US 212 i den vestlige ende af reservatet. Hans hus kunne vi se fra vejen, et pænt hvidt træhus på en lav bakke. Vi satte camperen på grusvejen der førte op til huset og gik de få hundrede meter derop for ved huset ville der ikke være mulighed for at vende bilen.
Floyds bror Don Red Thunder var på besøg. Don har et godt betalt arbejde, så han kører også godt. Hans hvide Mustang capriolet stod udenfor huset. Floyd og Don kom ud inden vi var nået derop og Don satte sig ind i sin fantastiske bil. Bilen og Dons outfit passede ikke som fod i hose, for Don havde et bandana om panden som gik halvt ned på hans ører og en cap havde han trukket ned over hovedet. Tænderne manglede stort set og over sin t-shirt havde han en sort lædervest. Derudover havde han slidte cowboybukser på. Mens Floyd gik tilbage for at hente noget i huset sad Don i sin hvide, lækre Mustang og var lun og vittig og meget talende, men så snart Floyd kom retur hilste de hinanden farvel og vi fire gik ned til camperen og kørte til Eagle Butte, reservates hovedstad med knapt 1500 indbyggere hvor powwow-arenaen var.

​Her var der flere end hvad der bor i Eagle Butte. Bill mente at denne powwow formentlig er reservatets største årlige attraktion. Der var biler alle vegne og der var posteret vagter ved alle ind- og udgange til området, for at trafikkaos kunne undgå, og det lykkedes fint. Vi fandt hurtigt en P-plads og stilede mod arenaen hvor The Grand Opening netop var startet. Stemningen bar præg af stor fest; mennesker i alle aldersgrupper var til stede, mange små børn, deres forældre, onkler og tanter, bedsteforældre, unge og gamle. Det der sprang i øjnene med det samme var, at det var meget farverigt. Indianere, små, unge som gamle, kvinder og mænd, overalt var der indianere med fuldt påklædt i traditionelle regalier; meget pyntet med store fjerprydelser på hovedet og på kroppen og med dragter i stærke farver. Overalt hvor vi kom frem ringede det af klokker som var bundet rundt om anklerne og lyden af en powwow-leder der uafbrudt talte i en mikrofon blandede sig med klokkernes ringen.
Vi kom ind i arenaen hvor mænd i US-uniform og store hovedfjerprydelser gik rundt om flagstangen bærende på faner og stammens ”staff”, en fjerprydet og pelsklædt stav som krummer rundt i den øverste ende. Den er ærefyldt at være bærer af og føres frem som man gør det med fanen/ flaget.I tidligere tider var bæreren af denne stav valgt til at være ansvarlig for den fra den første sne faldt og et år frem og valget medførte store forpligtelser for bæreren. Om de samme ting er gældende i dag er tvivlsomt for det drejede sig dengang meget om standhaftighed i fejder med andre stammer eller hvide.
De fjerprydede i soldater var krigsveteraner som bliver hyldet. Jeg spurgte Bill hvorfor man ærer dem der går ind i USA's hær og kæmper når nu det var den hær der havde ødelagt deres tilværelse. Bill sagde at man forstår soldatertjenesten som en handling der tjener til at beskytte familien og stammen, altså krigerens gamle dyd.
Jeg må indrømme at jeg ikke rigtig kan følge tankegangen. Bl.a. kan jeg ikke forstå at man kan se politikernes krigshandlinger i lande langt fra Amerika som beskyttelse af Indianske familier. 
Efter æresvisninger af disse veteraner og hilsen med håndtryk af det indianske politi, gik konkurrencerne i gang. Tromme-grupper afløste hinanden og dansere i forskellige kategorier dansede til den pulserende hjertelydsrytme og den skingre sang. 
Jeg oplevede noget lidt specielt: Efter et par af disse tromme/ sange, følte jeg at jeg havde fået nok, men vi blev ved powwowen i fire timer, og efterhånden gik den insisterende puls ind i mig, og jeg begyndte at fornemme opbygningen af det som til en start blot var meget monotomt – og enerverende.  Musikken begyndte at forme sig i mig, begyndte at give mening, også selv om jeg naturligvis ikke forstod et ord af, hvad der blev sunget. Selvfølgelig er det bare et godt eksempel på at noget der virker fremmedartet i starten, efter tilvænning bliver forståeligt og velkendt, sådan som det er med sprog, kultur og andre koder.
Powwowens første runde sluttede kl. 17 og ville fortsætte med en ny runde kl. 19, men vi valgte at lade det være nok, og kørte de godt to timers kørsel retur til Spearfish mens dagslyset langsomt tog af og lige før vi var fremme gik solen ned bag præriebakkerne, tegnede den skyfrie himmel rød og forsvandt.

Mandag, 3. september 
​
Vi havde camperen holdende lige udenfor Bills gadedør på North Main Street. Jeg listede ind og tog et morgenbad og gik forbi Floyd, der lå og sov på en stor luftmadras på gulvet i stuen. Bill sad med sin laptop og skrev, mens TVet kørte i baggrunden. 

• Jeg ser ikke meget TV sagde Bill lidt senere, da vi sad på Restaurant Perkins og spiste morgenmad.

Jeg havde spurgt ham om der vat kommet noget nyt om Trump/ Rusland i den uge hvor vi havde været i USA, et emne der tilsyneladende ikke interesser bill synderligt meget, for det var her bemærkningen faldt.
At han ikke ser meget TV er vist en sandhed der har elastiske egenskaber, for hver gang jeg har været inde i huset har de enten siddet naglet til skærmen eller ladet den køre i baggrunden som var det et akvarium med lyd.
At lade sit TV stå tændt, selv om ingen ser hvad der flimrer på skærmen, er vist i øvrigt yderst udtalt i Amerika, for det bemærkede jeg også nogle timer senere, da vi blev budt velkommen af John Bailey, ejeren af den jord hvor Deer Medicine Rock ligger på. Her kørte Tv’et også bare, mens vi sad i hans stue og snakkede med ham.
 
Efter morgenmaden på Perkins (jeg fik en menu bestående af af scramble eggs & bacon og tre amerikanske pandekager – de små, centimetertykke, søde pandekager, og til dette festmåltid kaffe. 

Deer Medicine Rock ligger ved Lame Deer, Montana, som mere præcist er i Northern Cheyenne-reservatet, som ligger op til Crow-reservatet, altså det østligste område i den store stat. Fra Spearfish, South Dakota er det en 3,5 timer lang køretur ad den samme vej, Hgw 212. Man kunne nemt lave en kørselsvejledning, hvis ikke man benyttede gps, man skulle blot notere sig at køre vestpå ad 212 og ved rundkørslen dreje til højre,  og fortsætte 5 miles efter Lame Deer til man kan se nogle specielle enkeltstående klipper til venstre for vejen. 
Landskaberne som 212 er placeret i er meget afvekslende og yderst smukke. Folk der som jeg har en svaghed for western-film vil blive begejstret for at køre turen, for her er alt hvad man kan relatere til western-film; endeløs, flad prærie, bakkeland med spredte fyrtræer, floder med store cottonwood, røde klippeformationer der skærer sig op gennem præriegræsset, floder der som blodårer gennemskærer landet og som nogle steder gennem årene har skåret en canyon ned i jordlaget og andre steder har de saftigste græsser i flodbredden.
Vi havde bilen fuld; foruden os selv havde vi denne dag, Floyd, Bill og hans kone Mei, som sad i camperens ”stue”.

​John Bailey  er en gammel, dårligt gående mand. Han har levet hele sit liv på stedet og kender hver en centimeter af sit store landområde. Bailey er hvid, men har stor, dyb respekt og viden om Indianerne og deres kultur. I hjemmet har han adskillige indianske relikvier; våben, udsmykninger, medicin-bundter, ligesom der også hænger officielle personlige hæderserklæringer i glas og ramme på væggene. På hans stuebord ligger ting i flade æsker med glaslåg/ montre, som han har fundet på sin grund, alt fra militære efterladenskaber til ældgamle Indianske ting bl.a. pilespidser af sten, ørnefløjter af den type soldansere bruger under dansen. 
Deer Medicine Rock er et helligt område for præriestammerne, et sted som gennem hundreder af år har været benyttet som lejrplads i forbindelse med den årlige soldans i den første del af sommeren, oftest i juni måned, for ved de særlige klippeformationer der er på stedet, er der også mægtige helt flade engarealer til endog meget store lejrpladser. En å løber gennem området,  og der er bakkede områder udenom hvorfra man har været i stand til at se, om der skulle komme fjender. Alle tre faktorer var en forudsætning for at kunne slå lejr. 

Soldansen

Soldansen er en central del af prærieindianernes traditionelle kultur som set med traditionelle Euro/Amerikanske værdier, er en blodig og barbarisk ceremoni, fuld af pinsler. 
Den betragtning er imidlertid ikke objektiv. I hvert fald er den blottet for indsigt og viden om formålet, hvorfor de gør det. 
En soldans bliver forberedt gennem hele foråret. Den helt rigtige cottonwood-stamme, som skal rejses som centrum på soldanspladsen, skal findes og bringes frem til det sted, hvor soldansen er bestemt til at foregå, som kan være langt fra pladsen, og cottonwood-stammen bliver båret på skuldrene af krigerne fra det sted den har vokset, til det sted den skal bruges, og der kan godt være lang vej mellem de to steder.
Selve soldansen er en handling hvor de dansende søger at komme i kontakt med Skaberen, eller som disse folk også kalder ’ham’, Det Store Mysterium, eller på Lakota, Wakan Tanka. Kontakten til Wakan Tanka får de gennem at give ofre af sig selv. Når de ikke som andre kulturer vælger at ofre dyr eller andet, er det fordi disse folk i deres  verdensforståelse siger, at man som menneske ikke ejer andet end sig selv og derfor må det være sig selv, man giver offergaver fra. I deres forståelse af det der er på jorden (Moder Jord, som har født alt levende), danner Lakota bare en enkelt nation. Bisonerne, tatanka, har deres egen natio, ulvene deres o.s.v., og i modsætning til fortællingen i Biblens 1. Mosebog er mennesket ikke som levende væsen sat på jorden for at reagere over de andre nationer. Her i denne kultur er alt det levende, alle nationer, ligestillet, og derfor ville det stride mod etikken at at vise sin ærbødighed overfor Wakan Tanka ved at slagte et andet dyr som ærbødighedsgave/ offergave. Man må give hvad man etisk set ejer; sig selv.  
 
I 1876 var der samlet endog rigtig mange Indianere til soldansen. Måske var denne lejr den største der nogensinde havde været samlet, nogle kilder nævner 10.000 andre 12 og endelig er der kilder der mener at 15.000 indianere var samlet ved Deer Medicine Rock. Med tipier og heste har det fyldt et areal der har strukket sig over flere kilometer. Både de som levede udenfor reservaterne, dem som nu var betegnet ’de vilde’ og fjender, og mange af de som havde overgivet sig og havde slået sig ned i reservaterne samlede sig. 
 
Rygtet var nået frem, at Washington var på krigsstien. De indianere der stadig ikke  befandt sig på et reservat var folk der nægtede at opgive deres levemåde, som ikke kunne tænke sig at blive afhængige af de hvides forsyninger men som satte pris på det frie liv på prærien sådan som det havde været levet af forfædrene i tusinder af år, altid. 
Men præsidenten og de militære ledere havde besluttet sig for, at nu skulle det være slut med de frie folk. De måtte enten dø eller overgive sig og søge ind i reservaterne. Man lavede en præsidentiel beslutning som sagde, at de der ikke var i et reservat inden 1. februar 1876 ville blive regnet for fjender og ville blive behandlet som sådan. At man havde valgt den første i en måned hvor stammerne ligger i vinterlejr og ikke er særlig mobile, var en del af planen. Reelt gik den nemlig ud på at udrydde ”de vilde” – som de blev kaldt. 
De forskellige grupperinger af Lakota- og Cheyenne-indianere begyndte at samle sig for at kunne forsvare sig, og selv mange af dem der faktisk havde overgivet sig, drog af sted for at slutte sig sammen med Hunkpapa-høvdingen, Sitting Bull, Ogallala-høvdingen, Crazy Horse, Cheyenne-høvding, Dull Knife samt andre Lakota- og Cheyennegrupperinger. Man var simpelthen klar over, at det ikke kunne undgås at komme i krig med de hvide.
 
Soldans-ceremonien kom dette år til at foregå ved Deer Medicine Rock. Til denne soldans ville Sitting Bull danse soldansen for at få kontakt med Skaberen. Han lod sin adopterede broder, Jumping Bull, skærer 50 små stykker hud og kød fra hver af sine arme. Jumping Bull satte sig ved siden af sin bror, hvor han med en syl trak huden op på Sitting Bull og med en skarp kniv skar han det hud og kød han havde trukket op af. Blodet begyndte snart at pible fra hans arme, men Sitting Bull forholdt sig i ro mens dette stod på, men han græd, ikke af smerte men  for at bede om tilgivelse til Wakan Tanka. Efter dette offer begyndte han at danse soldansen med ansigtet vendt mod solen. Han fortsatte dansen hele denne dag, hele den følgende nat og først ved middagstid næste dag gav hans krop op. 
​
De som så på tog ham og lagde ham ned og han gled ind i sin vision. Da han var kommet til sig selv igen, åbenbarede Sitting Bull hvad Wakan Tanka havde meddelt ham. Han havde hørt en stemme der sagde: - Jeg giver disse til dig fordi de ikke har ører.’ 
Han havde set op, og nogle Indianere og soldater der kom sværmende som græshopper men  faldt med hovedet nedad så deres hatte faldt af. De faldt lige ned i Sitting Bulls egen lejr.
Indianerne var klar over at Skaberen, Wakan Tanka, var med dem. Dette skete 14 dage før Custer med sit 7. kavaleri overfaldt lejren da den var flyttet til Little Bighorn floden.

Tegningen herover viser bl.a. en stor bjørn

Sitting Bull ridsede sin vision ind i den porøse sandstensklippe Deer Medicine Rock,. og den kan ses den dag i dag, om end det er vanskeligt at fotografere billedet.
100 meter fra Deer Medicine Rock står en anden karakteristisk klippe kaldet Owl Rock (fordi den ligner en ugle). Her ridsede  Tasunke Witko alias Crazy Horse sin vision fra samme års soldans ind i klippen. Crazy Horse havde set sin egen forestående død som den kom til at foregå 17 måneder senere i Fort Robinson. Man ser på hans tegning en mand placeret til venstre som har hul i brystet ved hjertet og et hul længere nede. Man ser en streg (tolket som den bajonet som soldaten brugte) der går fra en anden person i venstre side af tegningen (soldaten) og oven over denne person/ soldat står en tredje person, lægen, som var til stede indtil Crazy Horse døde sent om aftenen (5. september 1877).
Tegningen viser også en række hestespor. Øverst er hestesporene vendt ’opad’ i en horisontal række og nederst er en række hestespor i en lignede horisontal række vendt 90 °. Hvilken symbolsk forklaring man skal læse af disse hestespor, er der forskellige udlægninger af, så det lader jeg ligge. 
 
Klipperne har også andre af disse indridsede ting som Indianere har set i deres vision. Desværre er der også lømler der har ridset navn og årstal ind i klippen og på den måde skændet dette helt specielle historiske sted.
 
John Bailey tog med os til klippen i sin lille buggy. Det var andet hold denne mandag i september, men havde set frem til vores besøg da han kender såvel Bill Matson som Floyd Clown.
 
Det var meget interessant for mig at følges med Floyd, som af naturlige årsager har et særligt forhold til stedet, dels fordi hans tipoldefars indridsede billede kan ses, dels fordi hans bedstefar er begravet i bakkerne tæt ved.
 
Floyd Clown har i starten af 90erne genoptaget den traditionelle måde at se tilværelsen på. To walk the red  road (at gå den røde vej), bliver det kaldt. Han er den, der har æren at have og beskytte Crazy Horses pibe, familiens ’pibe ceeper’. Denne pibe vil på et tidspunkt gå videre til en anden i familien, som familiens ældste bestemmer sig for skal afløse Floyd. Floyd har tre gange danset soldansen og han har, som sine forfædre, været i kontakt med såvel Wakan Tanka som sin tipoldefars ånd. 
Det er her mange vil lade kæden hoppe af, for vi er så vandt til at verdenen kun kan rummes indenfor hvad naturvidenskaben kan fortælle os. Men Floyd er ikke i tvivl om at han er på rette vej, og selv har jeg det sådan, at jeg må acceptere at verden er større og meget mare end den snævre virkelighedsforståelse der ligger i vores kultur. Vi er, trods videnskaben, godt i gang med at ødelægge hvad disse Lakotaer betegner Moder Jord. Alene de seneste 140 år siden Custer fik sit endeligt på bbakken ved Little Bighorn, er den natur som præriens stammer passede på og værdsatte blevet til asfalterede veje, byer, industri, forurening og hvad er ellers følger af de værdier der følger vores kulturs tilgang til livet.  
 
Vi var på stedet et par timer inden turen retur til Spearfish, hvor vi kørte østpå og dermed havde solen i ryggen. Aftensolen gav landskaberne en særligt varm glød og vi kunne – som det også skete da vi kørte turen ud, se dyr mange steder på prærien; gazeller og forskellige hjortedyr. Foruden kvæg, naturligvis.
 
Store  skyformationer tårnede sig op og da det var blevet mørkt begyndte fyrværkeriet; vi kørte ind i et gigantisk tordenvejr. Lyn blinkede og skar sig over himlen og snart også mod jorden. Et enkelt af disse kunne vi slå ned ikke langt fra os på vejen mens store regndråber hamrede mod forruden. 
Inden vi nåede frem til Spearfish var regnen holdt op. Vi satte Floyd, Bill og Mei af og takkede dem for deres gæstfrihed og store indsats for at give os et par dage med fantastiske oplevelser og forsøgte derefter at finde en campground, som havde åbent. Det lykkedes ikke, så vi endte endnu en gang udenfor Bills hoveddør. 

 Lørdag, 1. september
 
”Vil du ikke med ind til byen?” Kaare havde spottet at Sturgis netop denne lørdag var rammen for et stort Fort Mustang Ralley. Jeg er på ingen måder motorinteresseret, men syntes alligevel godt jeg ville have den oplevelse med, for Mustang er så gennem amerikansk som det kan blive. Vi lod vores camper stå og gik op i byen, og jeg må indrømme, at jeg blev imponeret ud over det sædvanelige, for  de 2.000 Mustanger stod alle med kølerhjælmen åben og skinnede og så ud som helt nye biler der aldrig havde været på vejen. Og ved de forskellige biler var ejerne i gang med at efterpolere lak og krom, og fjerne selv den mindste olieplet, så vatpinde og tandbørste var en del af værktøjet sammen med klude og polérmidler, polish og hvad der eller kunne tænkes at være i de flasker og dunke de havde med.   

Da vi havde set os mætte på lak og krom og store motorer og bilernes ejere, gik vi tilbage til vores campground. Kaare kom i snak med pladsens kvindelige vært og fortalte lidt om vores kommende møde med Crazy Horses efterkommere. Hun blev fyr og flamme, så Kaare vinkede mig ind på kontoret hvor jeg blev spurgt om jeg ville fortælle om  vores møde i morgen mens hun filmede hvad jeg sagde. Hun ville bruge det som indslag i en site som dækker hvad der sker i Sturgis. Jeg gik med på interviewet og gav hende navnet på min hjemmeside, som hun ville lægge ud på dette lokale site.
Vi lettede anker og rullede mod Mato Paha/ eller Bear Butte som det hedder på engelsk, et vulkansk dannet bjerg som fra afstand blot ligner en stor knold der stikker 400 meter op fra den ellers temmelig flade prærie. Lakotaerne har dette bjerg som et af deres hellige steder, et ud af syv punkter i og ved Paha Sapa/ The Black Hills som tilsammen danner samme figur som stjernetegnet Plejaderne. I Lakotas traditionelle tro/ tænkning kommer Lakota-folket fra Plejaderne og punkterne her i og ved Black Hills er derfor hellige på samme måde som katedraler er for de kristne. 
Området ved Bear Butte har i dag status som statepark og man betaler $ 6 for at køre ind på området hvor der går bisoner og hvor naturen i øvrigt får lov til at passe sig selv uden indblanding; ingen klipning af buske og træer og ingen kortklippet græs.
Vi satte bilen og gjorde os klar til at gå op ad bjerget; rygsæk på med vand, banan, fotoapparat og kikkert og på fødderne gode sko.
Ved foden af bjerget havde parktjenesten lavet forskellige opslag for, hvad man forventer af de besøgende, bl.a. respekten for at det er hellig grund man befinder sig på, så der henstilles til samme adfærd som i templer, kirker og moskéer. Bånd i de fire farver sort, rød, hvid og grøn, samt ind imellem tobak, hænger på mange af træerne som gaver Det Store Mysterium, Moder Jord og ånderne fra de fire verdenshjørner langs den smalle sti der fører op til toppen af bjerget.. De er hængt op efter individuelle renselsesceremonier.
Halvejs oppe gav jeg op. Stiens beskaffenhed var flere steder særdeles dårlig med løse sten og højden gjorde mig anspændt, så jeg lod Kaare fortsætte, vendte om og tog nedturen i langsomt tempo med flere ophold, hvor jeg med den varme prærievind i ansigtet bare nød den helt fantastiske udsigt og vegetationen på bjerget; blomster, amerikanske chokecherries og forskellige fantastisk smukke græsser der stod i en meters højde. 
Selvom vi nu er kravlet ind i september måned, er alt omkring os for det meste grønt og det skyldes, siger de lokale, at det denne sommer har regnet usædvanligt meget i South Dakota. 
80 % af  Bear Butte blev hærget af en brand iBear Butte i 1998 som også ødelagde en del af den anlagte sti op ad bjerget og den megen regn i år har kun forværret skaderne, så det var ikke mærkeligt at jeg  visse steder følte mig nervøs ved at gå på den sti.
Min adrætte rejsefælle tog turen helt til toppen og sprang retur, så jeg var målløs over hvor hurtig han var tilbage.

​Fra Bear Butte kørte vi en tur til Deadwood, som er en by med historie selv om den er kort. Historien er den, at General Custer i 1874 blev sendt afsted på en såkaldt ekspedition til Black Hills for at finde ud af om rygterne talte sandet, at der skulle være guld i disse bjerge. Årsagen til at washingtonregeringen sendte denne ekspedition afsted var, at USA var på nippet til bankerot som følge af den meget dyre borgerkrig. Der var ”bare” et alvorligt problem i forbindelse med den beslutning; Black Hills var en del af Lakota-nationens land, endda det helligste område i Lakotas Great Sioux Reservation og ekspeditionen var et eklatant brud på den traktat som var skrevet kun 6 år tidligere i Fort Laramie. 
Det skete så at der blev fundet guld, endda i så store mængder at Custer lod ekspeditionens medfølgende journalist give den gas, så den amerikanske offentlighed kunne snart læse i deres avis at Custers ekspedition havde fundet guld  og endda i så store mængder at man bare skulle sparke en græstørv bort for at kunne samle en klump op.
Før dette skete havde de amerikanske myndigheder lovet Lakota at de ville sørge for at hvide nybyggere og lykkejægere blev holdt uden for det store reservats område, men med en nyhed som den de amerikanske borgere nu kunne læse i avisen, var der intet der kunne stoppe strømmen af mennesker der ville mod vest for at få del i det meget guld der blev skrevet om. Det vidste Custer ville ske, men det var også meningen. Snart strømmede det med hvide lykkejægere og godtfolk til Black Hills. Lakota kaldte Custers ekspedition for ”tyvenes spor”.
Dette var som nævnt i 1874. To år senere, samme år som slaget ved Little Bighorn udspillede sig, blev Deadwoods historie som by grundlagt.
I de følgende år udviklede byen sig hastigt. Den fik telegraf, der blev oprettet diligencetjeneste til byen, så kom der telefon og elektricitet til byens borgere og bare to årtier efter at de første huse blev tømret sammen var byen en driftig og efter datidens normer meget moderne by med faciliteter som ellers var kendetegnende for de store metropoler.
I dag lever byen af syt ry og rygte; af at Wild Bill Hickock og Calamity Jane boede her og at der blev gravet guld i ufatteligt store mængder. Og at det juridisk set stadig er Lakotas land, tja, det er der ikke mange andre end Lakota-folket der tænker over i dag. Sagen er ikke død. Lakotas egne advokater arbejder stadig for at få Black Hills erklæret Lakotaland, for som de høvdinge der forhandlede med de hvide regeringsforhandlere har sagt og stadig holder fast i: Black Hills er ikke til salg! Punktum! Washington har tilbudt Lakota et beløb der lyder stort for dette område. 50.000.000 $ mener jeg at huske at beløbet er. Men set i forhold til at der er gravet guld i det tyvstjålne land for 150.000.000.000 $ er det ikke vanskeligt at forstå at regnestykke slet ikke går op.
 
Nu denne første aften i September sidder vi i Udkandten af Spearfish i den  aller nordligste del af Black Hills. Det er i morgen formiddag at vi skal mødes med Bill Matson og hente Floyd Clown. 

Alle steder man kommer frem i disse egen af USA, bliver man mødt af mennesker der er åbne, nysgerrige ( - Where do you guys come from? We are from Denmark! - really? ... Oh my god!). Vores naboer i Fort robinson var et ældre par i en kæmpe stor RV (redential vehichele = en autocamper), så stor som en Movia-bus. De var farmere, kom sydfra og havde ferie. Der var lige blevet høstet og inden de var taget af sted på deres ferie havde den ældre bonde havde kørt 40 miles med sin høstmaskine på en vej hjem fra markerne. han havde følt sig meget træt da han kom hjem, for han havde skulle holde øje med midterstriben på vejen og afslutningen ved rabatten, for maskinen fyldte hele vejens bredde, så 40 miles (60 km) er langt at sidde og holde tungen lige i munden - især når man er en mand godt oppe i 70erne. Nå, men den mand og hans kone var meget snakkesalige, og jeg havde ikke spor travlt, for det var bare så hyggeligt at sidde og snakke med de meget varme og behagelige mennesker.
En anden oplevelse på samme campground var bemærkelsesværdig: Der var et par mennesker der sad ved en meget lille campingvogn. jeg havde set en campingvogn magen til da jeg for tre år siden var i Amerika. Det var i byen Columbus, Montana, hvor jeg havde mødt en mand, Bear, som havde rejst rundt i en camper fuldstændig magen til denne her i Fort Robinson. jeg hilste på de to mennesker der havde denne camper. " Nice camper you've got," sagde jeg, og straks var vi i gang med en samtale. Jeg fortalte så at jeg havde set en magen til for tre år siden, og inden der var gået et minut vidste manden hvem jeg talte om. " Var det en fyr med langt hår?" Det måtte jeg bekræfte og manden kunne derefter fortælle at det var en fyr han havde mødt en enkelt gang, at det var sidste år i september, at Bear havde fået en kæreste o.s.v. .
Jeg var næsten målløs! jeg er i et land med 325.000.000 mennesker, og så møder man et menneske som kender en mand jeg også kender. det oplever vi i danmark fra tid til anden, men der er vi og kun ca. 6.000.000 mennesker, så det er noget ganske andet her i USA. Nå, jeg bad ham hilse Bear hvis han skulle træffes at støde ind i ham på et eller andet tidspunkt.

Turen denne sidste dag i august gik nordpå i retning af Black Hills (Lakota:Paha Sapa); South Dakota, "The heart of everything that is." som Lakota benævner disse bjerge. navnet har det fået fordi de mange fyrtræer gør bakkerne/ bjegene sorte.
På vejen fra Fort Robinson kørte vi til Pine Ringe Reservatet, som er Ogllala- Siouxs reservat. I dette reserver ved stedet kaldet Woonted Knee foretog den amerikanske hær i december 1890 en massakre på en Indiansk lejr. Fra Wikipedia er noteret følgende:Massakren skete i forbindelse med, at sioux-krigerne, som på det tidspunkt for længst var blevet henvist til et reservat, var begyndt at danse åndedans. Den ville ifølge dens tilhængere få de hvide til at forsvinde fra prærien og bisonerne til at vende tilbage. De hvide opfattede derimod dansen som krigsdans og sendte det 7. kavaleri under ledelse af oberst James Forsyth ud for at stoppe løjerne. Om morgenen d. 29. december åbnede regimentet uden varsel ild mod lejren, bl.a. med moderne hurtigtskydende Hotchkiss-kanoner.
Resultatet var 150 dødeindianere på under en time, heriblandt mange kvinder og børn og stammens høvding, Big Foot. Soldaterne mistede til sammenligning 25 mand.

Dette sted besøgte vi. Det var, som det er når man har levet sig godt ind i historien, en speciel følelse at stå på stedet hvor en så modbydelig handling havde fundet sted. Ved vejen nedenfor stedet hvor de dræbte blev puttet i en fællesgrav, sad en Lakota-kvinde og hendes søn og solgte små håndlavede smykker. Vi faldt i snak. Hun fortalte om sit liv, om at hun ikke havde arbejde og at hun måtte leve af de penge hun kunne tjene ved at sælge sine smykker. Jeg købte en drømmefanger af hende. Jeg har altid haft det mærkeligt når jeg ved helsekostbutikker og New Age- folks torveboder så drømmefangere til salg, men her var det noget anderledes, for den lille dømmefanger blev, ud over et minde om den oplevelse jeg fik med mig hjem ved at snakke med dette menneske, også et beskedent bidrag til netop dette fine menneskes mulighed for at opretholde livet.

En anden sælger af håndlavede ting sad i sin bil da vi gik ned far Woonded Knees begravelsesplads og kirkegård. Jeg købte også en ting af ham, ikke fordi den havde den store værdi som sådan, men mest fordi jeg ville støtte fyren.

Fra Woonded Knee kørte vi gennem Pinde Ridge reservatet mod Badlands og efter en halv tids kørsel ud ad en helt lige vej, dukkede de selsomste klippefigurationer frem. Badlands. Som navnet signalerer er Bad Lands ikke egnet til noget som helst fornuftigt; her er det ikke muligt at dyrke jorden, så i stedet for brugte det tamerkanske luftvåben området til at øve sig i at kaste bomber udner II vedenskrig.

Ved Rapid city gik turen fra Hwg 44 til Interstate 90 North og 30 km oppe i Sturgis sluttede dagens tur. 
Her er mange store campere med lukkede kassetrailere. Årsagen til disse trailere skyldtes at der i kassen stod en Ford Mustang af en eller anden type, for i weekenden er der Ford Mustang-træf i byen.

The White River, øst for Rapid City

Trafikken ved Rapid City bliver tæt, og naturen blev afløst af master og gigantiske billboards. Vi valgte at gemme besøget her og  den sydlige ende af Black Hills til næste uge, for vi skal mødes med Bill Matson og Floyd Clown (fra Crazy Horse-familien) søndag.

​Morgenen var skøn denne fredag. Det første der skulle ske var at få taget billeder af stedet, så det blev til en meget behagelig tur rundt på fortet, som har tjent som fort til efter II Verdenskrig. Fortet blev opført på det der i 1870erne blev til Red Cloud Agency (Red Cloud reservatet, som senere blev flyttet til South Dakota hvor det fik navnet Pine Ridge Reservation). 
Det var i dette Red Cloud Agency at Crazy Horse overgav sig i maj 1877, hvor han og hans ogallala-folk slog lejr ved lidt nord for byen Crawford ca. 40 km fra Fort Robinson. Han valgte netop at slå lejr i afstand til Red Cloud og hans følgere, fordi der var opstået dårlige vibrationer mellem  Crazy Horse og Red Cloud, som følte sin status og position truet af den meget yngre Chief Crazy Horse. Da Crazy Horse 5. september valgte at komme til Fort Robinson i den tro at der skulle forhandles et Agency (reservat) i hans navn med placering i Black Hills, lod Red Cloud  rygterne løbe, at Crazy Horse ville genoptage krigen mod de hvide. Derfor valgte general Crook at udstede en arrastordre på Crazy Horse, så han i sikker forvaring kunne blive ført til Fort Laramie og derfra til Cheyenne hvor han så skulle transporteres til Chicago hvor forhandlingerne med de Amerikanske myndigheder om et Crazy Horce Agency skulle føres. Crook skulle have garanteret at der ikke skulle ske Crazy Horse nogen overlast. 
Hele denne plan gik - som det kan forstås – i vasken, for Crazy Horse modsatte sig at blive anbragt i arresten, og det var i det håndgemen at en vagt stak en bajonet i ryggen på Crazy Horse, som altså så døde ud på natten.

Året efter, i 1878 havde man i Fort Robinson interneret 49 Cheyenne-indianere under høvding Dull Knife. Forholdene for indianerne var så ringe, og det lykkedes disse Cheyenne at flygte, men i sidste ende lykkedes det hæren at finde indianerne som alle blev dræbt.
Som sagt blev fortet også i 20. århundrede benyttet. I 1942 blev der oprettet en træningslejr for krigshunde, så der har været såvel kennel som hundehospital. Derudover blev tyske krigsfanger interneret på dette fort.

Man skal ikke mange skridt udenfor fortets friserede område, før det er naturen der bestemmer æstetikken, og Moder Jord har sans og standart for den slags på en helt anden måde end det vi mennesker fra den såkaldte civiliserede verden gør, når vi synes der skal se pænt ud. Billederne herudner er taget lige udenfor fortet. 

Mens vi har været her i USA har flaget vejret på halv stang. Vi måtte spørge hvad det skyldes, om der var sket et frab på præsidenten eller ...? Det viste sig at det skyldes senator John Kerrys død. Den slags makante personligheder ærer man åbenbart overalt i staterne, når de forlader denne jord. Det samme kunne sket ikke tænkes i Danmark når en folketingspolitiker dør, men jeg tænker også at det ikke ville passe mit temperament og formentlig heller ikke de fleste danskeres. 

​Det var anden gang vi havde fundet ind på en campground hvor det viste sig at der var en travl jernbane umiddelbart bagved, hvor de store godslokomotiver fra tid til anden kom forbi og trak i hornet, så man var ved at tro at verden var ved at falde sammen om ørerne på os, så det var med bange anelser at vi gik til ro, men pessimismen vandt ikke denne gang, for natten blev faktisk god og vi kunne begynde dagen med friske kræfter.
 
Det historiske Fort Laramie lå 3 km fra byen (som blev afløseren for det gamle da jernbanen i 1880 blev anlagt langs North Platte River).  Fra at have været en kølig morgen stegvarmen hastigt. Allerede kl. 9 mens vi gjorde holdt ved floden for at gå en tur langs den, kunne vi klart fornemme at det ville blive en meget varm dag.  North Platte River gled uden en lyd af sted med en rivende strøm og langs bredderne spillede sollyset i de mange græsser mens cikader og græshopper lavede en symfoni mens cottenwood-træernes løv raslede i vinden.
 

​Det historiske Fort Laramie blev bygget i 1832 og blev det vigtigste punkt i forbindelse med Oregon-sporet vestpå. Indtil dette sted ved North Platte River var sporet samlet, men deltes så, så et gik mod Californien og da der blev fundet guld længere nordpå blev et andet som gik mod Oregon lavet. I 1860erne blev endnu et spor indviet og fik navnet Bozeman-sporet. Dette spor, som gik mod guldminerne i Montana, da der blev fundet guld her ca. 1860, skabte stor vrede blandt lakota (Sioux), for det brød med de traktat der var blevet underskrevet i Fort Laramie og som skulle sikre at Lakotas land ikke blev krænket. Resultatet blev, at der opstod krig mellem Lakota og USA, det der har fået navnet Red Clouds War, opkaldt efter høvdingen, Red Cloud, som var den der på dette tidspunkt var hovedforhandler med de amerikanske myndigheder.
Fortet kom i 1868 igen til at danne ramme om endnu en historisk traktat mellem Sioux (lakota) og USA. Igen blev Indianerne lovet fred i det der fik betegnelsen Det Store Sioux-reservat, et område der strakte sig fra vestsiden af Black Hills og gik ned til North Platte River og østpå til Mississippi River; et meget stort område som blev garanteret disse frie nomadiske stammefolk. Også denne traktat mellem Lakota-nationen og den amerikanske nation blev som alle andre traktater Amerika i tidens løb lavede med de indianske nationer brudt og var ikke det papir værd som det var skrevet på.

Vi gik rundt på fortet, så det restaurerede kavaleris forlægning/ barakbygning, som var forsynet med det oprindelige møblement. 
Også andre markante bygninger var blevet restaureret efter at fortet i 1938 blev betragtet som historisk og særdeles bevaringsværdigt. Nogle bygninger er dog revet ned, bl.a. et hotel som havde været bygget på området for at betjene de tilstrømmende guldgravere og lykkejægere der var på vej til områderne i  Rocky Mountains.

Baren I Fort Laramie blev passet af denne autentisk udseende mand. Om det er udseendet der har givet ham stillingen, vides ikke, men han var en utrolig behagelig mand med mange historier at fortælle.

​Først på eftermiddagen kørte vi videre mod Fort Robinson, Nebraska. Vi kørte på den vej der nu er lavet hvor Oregon-sporet tidligere lå i North Platte dalen, en meget bred og frodig – og meget flad – dal med flere mindre byer og udpræget landbrugsland som ligger i 1200 meter højde.
Tanken på bilen var ved at være tom og køleskabet begyndte at have tomme hylder, så vi fik tanket op af hvad der var brug for inden vi fandt vej 71 North og som vi fulgte godt 75 km. Landskabet ændrede sig. Fra det frodige dalterræn ved North Platte blev det nu igen prærieland; bløde, bølgende bakker og gyldent, afsveden græs så langt øjet rækker, ofte måske 50 km. Man fatter først hvordan et landskab som dette er, når man befinder sig i det, og jeg har ingen vanskeligheder med at forstå hvorfor prærien blev sammenlignet med et hav eller en ørken, som ingen hvide mennesker var interesseret i at begive sig ud i; jordbunden minder om det vi kender i klitområderne ved Vesterhavet. Her strækker de sig blot over tusindevis og atter tusindvis af kvadratkilometer.
Men som vi alle ved, fik de hvide sværme af mennesker som invaderede kontinentet i 19. århundrede til syvende og sidst lyst til at komme gennem dette tilsyneladende gudsforladte og skrækindjagende land, for da man fandt det gule, skinnende metal i bjergene mod vest, kunne intet standse masserne af indvandrere. 

​Der er i dag bønder på prærien;  opdrættere af kødkvæg. Af og til ser man en mindre flok kvæg på den gigantiske slette og med en afstand på 20 – 30 km ligger der en går eller en grusvej skærer sig ind gennem præriegræsset og signalerer at der må være en bebyggelse et eller andet sted for enden af grusvejen. Men befolkningstætheden er næsten ikke eksisterende, det er stadig mest uberørt prærie – utæmmet natur.
Så pludselig kommer man over en bakkekam og så stikker sandstensklipperne op af græsset og danner fantastiske figurationer; urgamle klipper hvor  erosionen har drysset klipperasterne ned for foden hvor de ligger som krummer langs de stejle, kridhvide klipper.

​Kort efter kl. 17 nåede vi Fort Robinson, hvor vi installerede os på den campground der har fået navnet Soldier Creek Campground, en særdeles smuk en af slagsen som er placeret blot 200 meter fra det sted hvor Tasunke Witko (Crazy Horse) blev dræbt 5. september 1877.  Det var selvfølgelig det første sted jeg gik hen efter at være steget ud af bilen, og jeg må tilstå at det var en sær fornemmelse at stå på det selvsamme sted, hvor den ikoniske kriger blev stukket ned af en soldat for – om 6 dage - nøjagtigt 141 år siden, efter at være lokket til stedet med løfte om at få tildelt reservat i Black Hills. I stedet for at få indfriet løftet, blev han lokket i en fælde, hvor de amerikanske myndigheder ville sætte ham i arresthuset. Det er umiddelbart uden for dette arresthus han blev dræbt da han forsøgte at slippe fri.

Her tæt ved de hvide klipper, havde Crazy Horse og hans stamme slået lejr da de var nået til Fort Robinson. Det er ikke helt tæt ved fortet og det var med omtanke at han valgte at placere lejren lidt væk, for han vidste at han havde fjender blandt indianerne, bl.a. red Cloud som var jaloux på den opmærksomhed der var opstået omkring Crazy Horse og Crazy Horse vidste at der var folk omkring red Cloud der havde i sinde at dræbe ham.
Da Crazy Horse og hans følge af et par hundrede krigere red ind i Fort Robinson var der trængsel omkring ham og følget og det siges at luften var tyk af ond stemning. Alligevel fortsatte han, for det havde han lovet.

Cikadernes lyd er nu, mens jeg skriver dette indlæg, næsten øredøvende; det kvækker overalt omkring mig og luften er lun. Jeg fik ikke taget billeder af Fort Robinson i dag, så de kommer i morgen.

Jeg havde aftalt med Cruise Amerika at vi skulle hentes mellem  kl. 8:30 og 9:30. Det blev kl. 9:30 at en stor, sort bil kørte ind på ved hotellet, hvor vi sad i solen og ventede med vores bagage. Skønt fuld sol, var det i nattens løb blevet betydeligt køligere og heldigvis for det, for den kvælende varme vi ankom med var ubehagelig.

Der var længere ud til Cruise Amerika, end jeg havde regnet med, men det er altid sådan her, at hvad der på et kort ser ud som kort afstand,  det er i den virkelige verden meget længere, men vi nåede frem efter en god halv times kørsel og fik hurtigt derefter vores camper og kørte ud til lufthavnen for om muligt at få talt med enten den dame fra British Airways som vi talte med om aftenen eller en anden fra selskabet. Passet var alt andet lige det, vi var efter her, for guitaren, tja, hvis vi var heldige ville den komme med eftermiddagens fly fra London. 

På vej til en P-plads var vi tæt på at havne i en ubehagelig situation, for ved lufthavnen kom vi kørende ad en ensrettet vej, som altså viste sig at ende i et P-hus som vores bil ikke kunne komme ind i. Vi måtte bakke et par hundrede meter for at komme fri af den blindgyde, og var heldige at det ikke var en trafikeret vej. Og så fandt vi en P-plads og gik ind i den fantastiske lufthavnsbygning endnu en gang. Bygningen og dens indretning er på mange leder og kanter en hyldest til landets oprindelige folkeslag. Ikke kun det ydre, som langt derfra ligner en tipi-by, også det indre af lufthavnen tager os med ind i Indianernes verden. Folk der stiger ind i bygningen efter at have fløjet bliver mødt af fotos af kendte Indianere og til lyden af indiansk musik , og længere inde i bygningener der både fotos og nutidskunst af og med de oprindelige folk.

Ovenstående malerier og fotoet af børnene der får undervisning er billeder der hænger på Denver International Airports vægge.

Passet var der ikke., så vi gik igen med uforrettet sag og håbede så, at vi senere, når vi skulle dertil igen for at se om guitaren skulle være kommet med eftermiddagsflyet, skulle være så heldige at den samme dame som vi talte med i går, måske havde lagt passet til side fordi hun vidste vi ville dukke op denne dag. 
 
Vi kørte fra lufthavnen, fandt et Wallmart og fik købt ind til nogle dage Af de fleste fornødenheder, og fandt en campground med en placering blot 20 minutters kørsel fra lufthavnen. 
Da klokken nærmede sig tiden hvor flyet skulle ankomme, tog vi igen, igen til lufthavnen – og minsandten! – guitaren var med. Passet derimod var ingen steder, så det er tabt. 
Vi fandt så Det Kongelige Danske Konsulats adresse og telefonnummer, så onsdag er noget af  det første der skal gøres , at få kontaktet det kontor, og så håber vi ellers meget på, at vi kan komme videre nordpå.
Eventyr er at få overraskelser, men denne slags overraskelser, som vi har startet denne rejse med, er ikke af den slags man ønsker sig.

Jeg har været i kontakt med Bill Matson som foreslår at vi lørdag samler Floyd Clown op på reservatet og tager til reservatets store Labour Day Powwow og derefter tager afsted for at se de steder, de ville vise os bl.a Deer Medicine Rock hvor Sitting Bull sammen med Lakota og Cheyenne afholdte deres soldans 14 dage før Slaget ved Little Bighorn, samme tid og sted hvor Crazy Horse  ridsede sit drømmesyn af sin egen forestående død ind i en sandstensklippe. Tegningen skulle i detaljer vise, hvad der skete 17 måneder senere i Fort Robinson, Nebraska. Jeg ser i sandhed med spænding frem til den kommende weekends oplevelser.
​

​Onsdag, 29. august 
I dag lykkedes at få styr på Kaares pas og myndighederne. En hurtig indsats fra to joviale betjente i lufthavnen og ikke mindst den danske konsul i Denver, Nana Smidt Nielsen, kom vi afsted fra konsulatet før middag med et udstedt midlertidigt pas.
Vi satte straks kursen nordover. Trafikken var i starten tæt, men efter en times kørsel tyndede det ud , og jo nærmere vi nåede grænsen til Wyoming, jo mere havde vi vejen den brede Interstate motorvej for os selv. Inde i bilen var temperaturen fin og behagelig, men da vi steg ud på en rasteplads, slog varmen os i hovedet da vi steg ud af bilen.
 
Efter frokost lod jeg så Kaare få sin ilddåb som chauffør i den store bil. Det var på det helt rigtige tidspunkt, det skete, for landskabet blev nu meget mere spændende end hvad vi før havde været igennem. De opdyrkede arealer forsvandt og den smukke prærie lå foran os hele kompasset rundt, gyldent som det må være efter måneders tørke og stærk varme, og med afvekslende bølgende bakker, slugter og udtørrede vandløb med cottonwood-træer langs bredderne. Sandstensklipper stikker frem fra det gyldne græs som tænder der har brudt gennem et tæppe.
Røgfanen fra en skovbrand viste sig ude vestpå og da vi nærmede os kunne vi fornemme omfanget af ildens hærgen og lysets brydning gennem røgen gav landskabet en sær, varm glød.
 
Vi havde sat GPS’en til at køre mod Fort Laramie, et af de kendteste historiske steder fra frontier-tiden; stedet som ligger ved North Platte River hvor ruten med navnet Oregon Trail løb forbi. Samme fort blev stedet hvor de vigtigste traktater med præriens stammer blev underskrevet (1851 og 1868).
 
Vi nåede frem til Fort Laramie sidst på eftermiddagen og indskrev os på en RV Campground i byen, ikke en skønhed af en campground men OK for en nat.