Tirsdag,18. september 
Det er koldt om morgenen. Temperaturen ligger lidt under frysepunktet og der er rimfrost i græsset. Når solen står op tager det imidlertid ikke længe før det ændrer sig, for solen har her i september stadig meget magt, og sol har vi i den grad. Vi har i det hele taget været utrolig heldige med vejret på denne Amerika-rejse. Regn har vi indtil videre kun oplevet en enkelt gang; torden-stormen som vi oplevede den sammen med Floyd, Bill og Mai på vej tilbage fra Deer Medicine Rock til Spearfish. Alle andre dage siden vi startede rejsen 29. august har været med sol eller spredte skyer.
Også i dag skinnede solen allerede om morgenen fra en helt skyfri himmel. Kaare havde siddet med kortmateriale og foreslog en tur langs ’south rim’ til Lower Fall hvor der er forskellige trails/ vandreruter langs Grand Canyon og the Yellowstone. Jeg hoppede gladelig med på idéen om at det skulle være en del af dagens program. Denne canyon og vandfald ligger bare små 30 km fra den campground vi har som vores base, fordi det var det sted vi kunne få plads i hele Yellowstone.

​På vejen mod udgangspunktet for dagens vandretur, måtte vi pludselig standse bilen og vi kunne lige så godt også slukke for motoren, for to bisoner befandt sig midt på vejen og havde ikke spor travlt, så der var ingen anden mulighed, end at give sig den nødvendige tid. Her er det de vilde dyr der bestemmer farten! Det her er ikke Knuthenborg Safaripark. De dyr der er her lever helt frit og på deres egne betingelser. De svage ender som mad for ulvene, de stærke overlever. Vi er i den sammenhæng blandt de svage som vi sidder der i bilen uden andet våben end en bjørne-spray. Vi bliver klogeligt inde i bilen mens de store dyr med rolige skrit vælger at krydse vejen lige foran os.

​Til min store glæde, var de trails, der udgik fra det mest sceniske og spektakulære område, kun sporadisk besøgt af andre mennesker. Vi gik langs denne voldsomt betagende canyon og havde i lange perioder naturen for os selv, hvor man kun kunne høre vinden i træerne, nysgerrige egern der ’snakkede’ og ved en lille sø kunne men endda høre når gasserne piblede op gennem dyndet. Her var der i den grad fred og ro. Vi gik gennem skov, hvor de hvide og grå stammer fra for længst udgåede fyrretræer lå som pinde i et mikadospil, strøet rundt i skovbunden og oven på hinanden på kryds og tværs. De første mennesker der har fået lyst til at udforske det område, må have haft store besværligheder med at komme gennem den nærmest ufremkommelige skov. Hvordan bjørne klare den opgave kunne jeg godt have tænkt mig at se. På afstand, forstås!

Dagens upload til denne blog forsøgte jeg først at få udført et meget fint sted med restauranter, cafeer lounge, vaskeri samt en her masse mere. Jeg satte mig i en aldeles dejlig, blød sofa og for den nette sum af $ 5 har købte jeg adgang til wifi. Der var bare det ved det, at der var så mange, der brugte stedets wifi-tilslutning, at det ikke kunne bruges. Jeg var 20 minutter om blot at komme ind på min egen side for at redigere i den, og når jeg uploadede et foto som oven i købet var reduceret i pixel, var der alligevel ikke muskler nok i stedets wifi til at billedet kunne  blive vist på min skærm. Dybt frusterende. Jeg måtte lade siden ligge som kladde og finde et andet sted at arbejde videre med dagens skriv og billeder.

Vi endte i Lake Lodge, samme sted som i går. Her lykkedes det bedre at få systemet til at samarbejde. Der var også god musik i baren og den lokale bar havde en super god rød ale. Der skal olie til at få tingene til at fungere. 
​

Søndag., 16. september 
Det er nu tre uger siden vi tog afsked med Danmark for at begive os på denne – for mit vedkommende – anden Amerika odyssé, og oplevelserne har indtil videre været tæt pakket. Alene af den årsag var det en rigtig god idé at tage nogle dage, hvor vi ikke skulle køre til et nyt sted, men i stedet kunne nå at synke de seneste ugers oplevelser. At vi så tilmed har været hos folk der har været ualmindelig gæstfrie, hvor vi ikke et eneste øjeblik har følt andet end at være velkommen, det er så det bedste af det hele.
 
Vi sluttede af med en tur på restaurant sammen med vore værtsfolk. Det var en helt ny restaurant, som ikke var blevet prøvet endnu. Det var desværre ikke en entydig succes; akustikken var meget dårlig, så man ikke kunne tale sammen selv om man sad overfor hinanden. Betjeningen var langsom og maden var af meget blandet kvalitet. Johannas dreng, Hector, nåede at brænde helt ud, men heldigvis sad han med mor og bedste på hver side af sig. De to sørgede for at drengen, som havde haft en forrygende dag, vågen fra kl. 6 og dagen tilbragt sammen med en legekammerat hvor de tumlede rundt i terrænet, så der var ikke noget at sige til at den 8 årige dreng nu havde opbrugt hvad han havde af energi. 
Vi andre var faktisk også trætte da vi kom tilbage til camperen.
 
I nat blev vi holdt vågne i to – tre timer, for det blæste så kraftigt udenfor, at bilen gyngede som var den på åbent hav. Kaare var helt nervøs for om toplugerne kunne holde til det – hvad de selvfølgelig gjorde, for bilen er konstrueret til at kunne køre med måske over 100 km/t i al slags vejr – men en rusketur fik vi. Stormen lagde sig lige så hurtigt som den opstod, og natten blev derefter rolig.
 

​Efter proviantering i Wallmart, satte vi kursen mod Chief Joseph Highway. Den vej havde jeg tænkt at skulle opleve at køre ad, da jeg for tre år siden var her ovre, men Ole og jeg kludrede i det, eller vores gps-dameforvirrede os dengang vi kom kørende fra Red Lodge og op i Bear Tooth Pass, en af de mest fantastiske vejstrækninger i USA (har jeg læst mig til). Da vi dengang var kommet op på toppen af bjerget blev vi af gps-damen bedt om at begynde nedkørslen til Cidy ad en stejl grusvej. Vi havde ingen anelse om hvilken beskaffenhed Chief Joseph Scenic Byway skulle have, så i stedet for at køre videre, vendte vi bilen og kørte retur ned ad den drabeligt stejle Bear Tooth Highway. 
Senere fandt jeg med Google Maps ud af, at vi bare skulle være kørt lidt længere frem, så ville vi have fundet Chief Joseph-vejen.
Det var denne vej, kendt for sine helt enestående sceniske udkig til bjerge og dale, som jeg nu bare måtte opleve. Og det gjorde vi så.. Også i den grad!

​Solen skinnede denne søndag fra en skyfri himmel og luften var lun, to vigtige faktorer når man tager på en scenisk bjergtur. Vejen snor sig fra sit udgangspunkt op og op i bjerget. Mange gange undervejs er der lavet plads til at man kan komme ind til siden og nyde udsigten; scenic area ahead, siger et blåt skilt i tide til at man kan komme ind og få slukket motoren og stige ud. det skete for vores vedkommende rigtig mange gange. Vi var startet fra Applejack Ranck kl. 9:15 og havde planlagt turen til Yellowstone Lake, en tur på godt 65 miles/ 100 km. Den tur tog os hele dagen. Vi passerede i bjergene de mest fantastiske landskabsformationer. Bjergene her omkring er dannet på mange forskellige tidspunkter i historien og er lavet af mange forskellige bjergarter. Derfor tager de sig meget forskellige ud; skæve forkastninger, forskellige farver, Flade plateauer der stopper pludseligt og står med eroderede sider, skæve klipper der som en række tænder stritter skævt op gennem græsset. Variationerne er næsten uendelige og man måber hver gang bilen drejer om det næste hjørne. Så pludselig er man så højt til vejrs at prærielandet langt under hvor vi befinder os , tager sig drømmeagtigt ud. Jo, Chief Joseph Highway tager sig i den grad fantastisk ud.

​Vejen har fået sit navn efter høvdingen for en gruppe Nez Percé indianere, der med deres høvding Joseph af den amerikanske hær i 1877 helt ufrivilligt måtte flygte. Nez Percé blev, som alle andre af USAs oprindelige folk, tvunget i reservat, og hvis de ikke adlød den ordre blev de regnet som fjender (hostiles) og ville blive behandlet som sådan. 
Chief Joseph og hans med-høvdinge og ældre var ellers i forhandlinger med hæren, men efter flere forsøg på at nå til en forståelse, stoppede generalen forhandlingerne og påbød Chief Joseph at han med en margin på 3 måneder skulle have sit folk i reservatet i den nordlige ende af staten Washington, flere hundrede kilometer fra Walovadalen i det nordøstlige Oregon, den dal han og hans folk i hundrede af år havde levet, men som hvide nybyggere nu havde tænkt sig skulle være deres. 
Chief Joseph forsøgte nu at gøre det umulige, at samle sit folk, 800 individer; gamle, børn, kvinder og krigere, deres ca. 2000 heste som løb frit omkring i bjerget og Walova-dalen for at komme op til det reservat, de hvide havde bestemt for dem. det var i sig selv en rejse, der ikke kunne lade sig gøre på den tid de havde fået til at klare den på, men af sted kom stammen. Nu ved vi alle, at specielt unge mennesker kan have en meget kort lunte, hvis de bliver trådt over tæerne, og sådanne unge mænd var der selvfølgelig også i Chief Josephs stamme. Disse unge mennesker slog i ders afmagt og vrede en hvid nybyggerfamilie ihjel, og så brød helvedet løs for Chief Joseph og hans folk. Præsidentens mænd i Washington sendte det ypperste den tid kunne mobilisere af tropper og militært isenkram efter Joseph og hans folk. Joseph og hans ledere havde imidlertid ikke tænkt sig at opgive deres frihed, så de begyndte nu en storstilet flugt. Gennem tre måneder fra midt på sommeren og frem, lykkedes det denne stamme at undslippe de forskellige militære enheder, der var sat efter dem. De kom undervejs i kamp med de militære enheder, men med kløgt og dygtig strategi lykkedes det dem 10 gange at slippe væk fra forfølgerne. Joseps plan var at flygte ned på prærien og søge hjælp hos Apsalooke (Crow-stammen) som traditionelt var deres venner, men her fik de ingen hjælp, for Crow havde gennem mange år været allierede med de hvide. Så forsøgte de at søge mod canada, hvor Sitting Bull og hans Hunkpapas (Sioux) var i landflygtighed efter slaget ved Little Bighorn året forinden. 
50 miles (75 km), fra friheden i Canada -1800 km fra Walovadalen hvor de hørte hjemme  - blev Joseph og de to tredjedele af, hvad der nu var tilbage i forhold til hvad de var, da de startede flugten, stoppet og belejret af General Miles og andre militære enheder. Joseph holdt ud i flere dage mens en tidlig vinter bed. De havde på dette tidspunkt mistet de fleste af deres høvdinge og Josephs eget barn havde forsøgt at undslippe belejringen for at komme frem til Canada. Joseph var – som sit folk – udslidt og måtte opgive.
Det er denne mand og hans enestående, men dybt tragiske historie, som vejen vi kørte ad, er opkaldt efter, for det var her, at de gik over bjergene til Montana. Når man har været her og set disse bjerge, kan man ikke fatte, at det kunne lade sig gøre, for det var en tid, hvor der ikke var veje op over Rocky Mountains eller broer over floderne. Disse mennesker kunne ikke bare narre den amerikanske hær, men også og samtidig bevæge sig frem – 1800 km! inden det gik galt for dem.
Det er nu 141 år siden at det skete. Mange år vil mange nok mene, men det er faktisk ikke lang tid siden. Jeg synes ikke det er så mange år siden, jeg var en lille dreng, men spejler jeg min egen alder bagud, er vi tilbage til de år, hvor det her skete. Det var, da min egen oldemor blev født, og hende kendte jeg da udmærket, og jeg var da 10 år, da hun døde. Altså: Det er ikke ret længe siden og det mærker man meget tydeligt, når man bevæger sig rundt i dette store land. De veje vi kører på og tager som en selvfølge, er fra nyere tid! Det er et meget ungt samfund som har overtaget det land som de oprindelige folk har beboet i tusinder af år.

​Vi kom ind i Yellowstone National Park fra det, der har fået navnet den nordøstlige indgang. Der er stillet betalingsbåse op, for man kommer ikke ind i den uberørte natur uden at betale. En uges ophold i Yellowstone koster  $35 (ca. 210 kr).  
Jeg har dårlig erfaring med Yellowstone. Da Ole og jeg for tre år siden kørte ind i det store vulkankrater som Yellowstone er,  var det med store forventninger, for det er her, den vilde natur findes, her du kan se de vilde dyr i deres eget paradis, her du kan se de vildeste naturfænomener; varme kilder, de største gejsere, store vandfald osv. osv.. Og  ja, man ser vilde dyr. Vi så buffalo og elk. Denne gang har vi set massevis af buffalo. Derudover har vi set turister som os selv. Mennesker i massevis der med kikkert og kamera vælter ud af bilerne for at få et glimt af den uberørte natur. 
Jeg holder ikke af det, men det er sådan det er. 
Det er her, Kaare og jeg er kommet til et sted, hvor temperamenterne er vanskelige at forene. Kaare har et forslag til mandagens program; en tur til nogle af de mest spektakulære naturfænomener parken byder på, og det er i sig selv stort. Jeg har det bare sådan, at de mange mennesker, jeg i denne park bliver en del af, bliver en pestilens. Det er, som at tage til Givskud for at se løver eller til Knuthenborg Safaripark. 
Jeg nyder de store vidder. Jeg nyder at rejse i et land, hvor jeg kan fornemme, naturen større end den kultur, der har skabt vejene jeg kører på, og de pigtråd som virker fremmedartet og latterlige i den store sammenhæng. 
Men jeg kan ikke tage at køre rundt som ensrettede robotter, fordi der er et eller andet naturfænomen, som man skal se, fordi det er blevet markedsført som noget enestående. Så er det, jeg føler mig til grin, som et individ, der er underlagt en stemning, en trend: Man ser det eller det, fordi det er blevet markedsført, er blevet fastlagt som stort. 
For mig er der ikke noget absolut enestående i at Moder Jord spytter vand ud fra et sted, hvor den termiske energi er stor nok til, at vand kan lave et stort sprøjt. For mig er det stort at fornemme, at jeg er en del af den store, vidunderlige jord, vi lever på, og det kan jeg, når jeg befinder mig et eller andet sted, hvor jeg kan opleve storheden og steder, hvor andre mennesker har sat sig spor, der viser, at de og jeg har det til fælles, at vi er blevet ydmyge overfor Det Store Mysterium, som livet på Moder Jord er. 

​Lige nu og de kommende fire døgn befinder vi os om natten på en meget stor campground som er primitiv i den forstand, at der ingen hook up er af nogen art, intet rent vand til bilen, ingen el til mac’en og kameraet. En dump station til kloakaffaldet er der dog. I sig selv giver det en slags frihedsfølelse, men samtidig sidder jeg med en følelse af irritation over at den slags ting ikke følger med, når vi nu befinder os i år 2018. Jeg vælger dog at slette irritationen og leve med at det er sådan, det er. 

Solen skinner og varmer, og lun luft blæser blidt på denne lørdag. Forskellen på nattemperaturen og den vi har i dag er meget stor, for om natten er der omkring 5 °Og dagstemperaturen er 23 - 24°. 
Det er sidste dag på Applejack Ranch. Vi har nydt dagene her hos Johanna, Bounty og  deres 8 årige søn, Hector. Desværre fik vi denne gang ikke hilst på Bounty, for han er blevet hyret til at lede et jagtselskab i South Dakota, men Johanna har på alle måder gjort sig som værtinde for os to gæster, og Hector har været sød og sjov.
I går var vi igen igen inviteret til at spise med om aftenen sammen med familien; Johanna, Hector og Bountys mor, som også bor på ranchen. Meget hyggeligt og afslappet, og efter middagen spillede Kaare og jeg. Vi har på denne rejse siddet og spillet lidt sammen. Vi har hver især taget 12 – 13 sange med, og en del af dem har vi øvet, så vi kan underhole lidt med dem og Hector leverede oven i købet et brugbart bandnavn: Red Grass Riders. Tjo, tja, hvorfor ikke … ?
Bilens tanke er blevet fyldt; gas og benzin. Kun vandtankene mangler, men det kan vi klare på Applejack Ranch. Det var vigtigt for os at få fyldt på af det hele, for den campground det lykkedes os at få plads på i Yellowstone National Park, er en af de primitive, hvor man er uden el- vandforsyning ligesom der heller ikke er kloak. Altså ingen ’hook up’, som man kalder det. Vi må derfor de næste fire dage klare os med hvad der er i bilen.
​

​Den campground vi vil bruge som udgangspunkt for vore ture i Yellowstone National Park ligger i den nordvestlige side af Yellowstone National park og hedder Bridge Bay Campground. Den er vældig stor men har alligevel ikke ’hook up’. Det vil så  - måske – betyde, at det daglige skriveri på min blog bliver til dage, hvor der ikke kommer nyt fra mig. Jeg vil selvfølgelig gøre hvad jeg formår, for at finde et sted jeg kan uploade fra, men kommer der ikke noget de kommende dage, kender du årsagen.
 
Vi kørte i dag en lille tur ud langs South Fork Road, den vej Applejack Ranch ligger ved. Vi fortsatte bare efter at have fyldt bilens tanke forbi ranchen og kørte ud til Buffalo Bill Dam eller reservoireret som det kaldes her i Cody. Denne store sø ligger meget smukt i skjul bag de store bjerge ind mod Yellowstone National Park. Søen changerer i farverne grøn, blå og turkis og bjergene bagved fortoner sig med udviskede farver i varmen på netop den måde kunstnere der har haft landskaberne i disse egne som deres foretrukne motiver, har vist det med stor præcision og sikker farvebehandling og teknik.
​    

​UPS! lige et øjeblik!!!
… Så, nu er jeg tilbage. Der var en større rovfugl der tegnede sig mod den blå himmel. Vi har set en del mens vi har kørt, nogle oven i købet som svævede under himlen i flok, men det er aldrig lykkedes mig at få taget et godt billede af dem. Men nu, kom der sådan en stor fugl cirklende hen over os mens jeg skrev. Jeg fik den! Den lod sig fortografere; en rødhalet høg. Stor og flot! Se bare …
 

Igen. Vi har i den grad nydt opholdet her på Applejack Ranch og kan på alle måder anbefale stedet, hvis du/ I tænker på at komme fo at opleve Yellowstone National Park, Bighorn Mountains, Cody med det fantastiske museum The Buffalo Bill Museum of the West eller 'bare' opleve det store land som Wyoming, Montane eller Dakota-staterne er. Her er lidt billeder fra Applejack Ranch:
​

Fredag, 14. september 
Vi tager et par dage, hvor vi tager den med ro, dvs. vi kører ikke videre før søndag, men nyder omgivelserne og selskabet på Apple Jack Ranch. Det er helt præcis 3 år siden Ole og jeg var her. Dengang var vi heldige at der var rodeo og musik i byen mens vi var her. Sådan er det desværre ikke denne gang, men det gør heller ikke det store, for her er i sig selv så dejligt og fredfyldt, at man ikke har spor besvær med at nyde opholdet.
Apple Jack Ranch ligger 7 miles/ 10,5 km udenfor Cody by. Her er den afstand ikke noget man regner for noget, her vurderer man afstanden som at ranchen ligger lige udenfor byen.
Til jer som følger med i Kaares og min rejse, kan jeg kun varmt anbefale stedet, hvis du/ I tænker på at se dette store og helt fantastiske land. Den kan findes med et klik på Google. Også Google Maps er en mulighed, hvis man skulle være fristet til et sted med heste og kælne hunde. 
​

Vi er her i en egn af USA hvor befolkningstætheden er usædvanlig lav. Wyoming – den stat med det laveste befolkningstal - har et areal på 251.489 km²og befolkningen er på godt 522.000 mennesker. Til sammenligning har Great Britain (øen) 229,848 km² men er befolket af  57.000.000 mennesker. Med andre ord siger det sig selv, at her er plads nok. Det er da også netop de vidtstrakte vidder med fuldstændig uberørt natur, der er for mig gør Wyoming mest attraktiv.
Befolkningen er som nævnt tidligere imødekommende og hjælpsomme ud over, hvad vi er vandt til i Danmark, men politisk set ligger flertallets holdninger langt fra mine egne idéer om, hvordan et land bør indrettes. Wyoming er traditionelt konservativt og i nyere tid fanget ind af den populistiske Trump-stemning. Vores værter deler ikke disse holdninger, men er i klar opposition til flertallets holdninger.
Jeg taler heller aldrig religion med de mennesker jeg møder; det kan, som med politikken, ikke betale sig. Der er så mange andre emner at hive frem, at det heller ikke er vanskeligt. Amerikanerne er nysgerrige og vil meget gerne vide noget om de fremmede, der gæster deres land, hvor man kommer fra, ting der kan sammenlignes; hvad man får for pengene, lønningsforhold og skat, sundhedsvæsen og hvad man stiller op, hvis man bliver syg. De er også interesserede, fordi vi i den gamle verden har så lang en historie, og modsat er det amerikanernes meget korte historie – og det gælder ikke mindst folk af Europæisk afstamning,  der bor i de vestlige præriestater, hvis historie er under 140 år – der for mig gør disse stater vældig interessante. 
Når man kommer her mærker man på mange måder den korte tid Euro/ amerikanerne har været her. F.eks. er et af husene her på ranchen, et som den sidste store samlende høvding for de østlige Shoshonieer, Chief Washakie, har ejet og boet i. Det er en traditionel bjælkehytte.  Chief Washakie må have anskaffet sig huset, da man i Washington besluttede at det skulle være slut med Indianernes traditionelle livsformer. Nomaderne og de, der havde boet i store runde jordhuse, skulle nu lære at bo i firkantede huse og dyrke jorden som landmænd med Europæisk baggrund. Det skete under et par slogans: ”Kill the indian - save the man!” samt ”Manifest Destiny”,altså en idé om at man af Gud har fået ret til landetog derfor kan retfærdiggøre at indianerne må vige for de hvide indvandrere. 
Men huset har altså tilhørt denne store og meget respekterede Shoshonie-høvding. Indvendigt er huset næsten som at træde ind i en tidslomme, fyldt med historiske regalier af indiansk herkomst, men også alt, der kan samle den meget korte historie. 
 

Kaare og jeg gik en tur på området. Den første vej til Yellowstone, en ualmindelig brugt og hullet sti, går forbi på Apple Jack Ranchs jord og drejer mod vest ud over sletterne. Den sti gik vi af og valgte at klatre op ad en skråning. Her oppe fra er der en formidabel udsigt over salviefyldte prærie, et fantastisk syn.
 
Johanna har nu i tre dage lavet mad. Det tages for givet at vi spiser med, og det dejlige tilbud har vi med taknemmelighed taget imod.
 
Jeg havde taget et mindre maleri med til Bounty & Johanna. landskabet omkring deres sted har været inspirationskilde til flere af mine malerier. Bounty & Johanna har også fået bygget det nye hus og de to ting sammenholdt med deres store gæstfrihed gjorde, at de bare skulle have et af mine værker til deres  nye hus. Der viste sig bare et problem med det billede jeg havde besluttet mig for at give til dem: Det kunne, spændt op på blindramme, ikke være i kufferten , så rullet om et paprør kunne det lige være der når jeg lagde det diagonalt i kufferten. For at have de længste blindrammelister i bagagen, måtte jeg at skære dem over på midten og samle dem med lim, og skrue en tynd liste på. Projektet lykkedes, men da jeg havde fået det spændt op igen på blindrammen, havde jeg ået placeret det, så billedkanten i højre side var trukket ind, så der nu var en ikke malet, hvid kant. Johanna havde heldigvis oliemaling, så jeg gik fik klaret det.
Om aftenen tog Kaare og jeg instrumenterne med og spillede en times tid til stor glæde for Hector og Johanna.  
 

 
Det var et dejligt gensyn hos Bounty & Johanna. Bounty var desværre ikke hjemme men Johanna var, da vi trillede ind foran deres nye hus som Bounty & Johanna med venners hjælp fik bygget sidste efterår og gennem vinteren. Super flot og gennemtænkt hus, meget rustikt præg med en masse westerntradition indbygget men i en moderne stil.
 
Vi blev tilbudt senge i huset, men som de beskedne folk vi er, takkede vi for tilbuddet men fortræk til camperen;  deres gæstfrihed er enorm og jeg har ikke tænkt mig at trække veksler på den. 
 

Jeg sov længe i dag (kl. 8.). Kaare var stået op kl. 6:30 og havde nydt en fin solopgang og fået en snak på porchen sammen med Johanna og nogle af deres B&B gæster. Sådan er det nemlig her. Gæsterne sidder om morgenen fra kl. 7 og snakker, som var man gamle venner. Vi har oplevet det så ofte hvor vi er kommet frem; kulturen er sådan at man snakker med folk man ikke kender på en meget venskabelig og afslappet måde. Det virker lidt fremmed for os danskere, men det er faktisk rigtig rart og med til at man slapper af.  Wyomings slogan, ”Wyoming – forever west” er rigtig nok, men ikke når det drejer sig om Hollywoods western-udgave med pistolmænd, bankrøvere og andre banditter. De har selvfølgelig nok kriminelle mennesker  rundt omkring, men det er de åbne, gæstfrie og på alle måder imødekommende typer man møder.
​

Buffalo Bill Center of the West. Da jeg første gang hørte navnet på det museum  tordnede fordommene op som var der et uvejr på vej. Så besøgte jeg det for tre år siden, og måtte viske alle fordommene bort på samme måde som fordommene overfor amerikanere i almindelighed måtte revideres kraftigt.
Nu havde jeg hjemmefra bestemt, at jeg igen måtte tage et besøg på Buffalo Bill Museum of the West, som kan sammenlignes med en blanding af et nationalmuseum og et kunstmuseum af international format (altså bortset fra at kunsten i museet ikke er international men udelukkende amerikansk, nutidig og historisk.
​

Denne rejse har langt hen ad vejen drejet sig om Amerikas oprindelige folk. Museet har da også en endog meget stor udstilling om de nationer der levede på prærien, som her er blevet behandlet på almindelig etnografisk vis; hvordan de levede, deres redskaber til forskellig brug, deres religion og spirituelle tilgang til livet o.s.v.
Jeg kunne dog se at selv om udstillingen er storslået flot med super mange artefakter, så manglede udstillingen nogle væsentlige aspekter. Jeg manglede noget om hvordan børn blev formet til det voksne liv og jeg manglede en stammes opbygning; kriger-foreninger, medicinmænds rolle, hvad en høvding er og hvad der skulle til for at få høvdingestatus, hvad der karakteriserer en god kriger (som ikke bare er at være god til at slå ihjel). På trods af disse mangler er udstillingen fantastisk flot; store taploer (se billederne) og fantastisk mange smukke dragter og brugsgenstande.
​

Vi besøgte også museets kunstafdeling, som også var et spændende besøg. Generelt er den amerikanske kunst meget figurativ, og meget er også i mine øjne skrækkelig romantisk, men der er nutidskunstnere der har en spændende tilgang til deres motiver og brug af farverne. Her er en række eksempler på kunst, som jeg fandt meget inspirerende. Navnene? … Jeg må indrømme at jeg ikke fæstner mig ved dem; for mig er det læsningen af billedet, der er det vigtige
​

Dagen startede med en udmelding fra Kaare: ”Der var en helt utrolig solopgang her ved 7-tiden. Prøv at se!”
​Kaare tog sit kamera frem og viste en himmel der lovede en velsignet dag (for nu at bruge et højtideligt ord)
Dagen sluttede også med at himlen tog sit bedste tøj på og tog en tur på cat-walken. Se blot her.
​

Onsdag, 12. september
 
Temperaturen sænkede sig til under frysepunktet. Selv om vi havde tændt for camperens fyr, var det koldt, så jeg sov iført termoundertøj. 
Kaare var oppe og sad og læste, da jeg vågnede. Udenfor var der rimfrost i græsset og på bænken/ bordet, men solen var på vej op, og da den en time senere krøb over træerne, varmede den, så det var svært at forestille sig at der kort forinden havde været minusgrader.
 
Vandet i floden ruller forbi vores camper med en klukkende lyd og laver strømhvirvler rundt om sten, der ligger som små øer hele vejen over floden. På den modsatte bred får en meget let brise det helt gyldne græs til at vifte, og solens stråler får det til at glitre. 
Små egern, en lille grå og et endnu mindre jordegern har travlt og smutter af sted og et par skader af en art vi ikke har hjemme i Europa, hopper rundt i granernes grene.
Her er kun naturens egne lyde; vinden, som ind imellem tager til med nogle kraftigere vindstød og giver lyd når den suser gennem granerne, floden med den konstante rislende og beroligende klukken, og fuglene der fra tid til anden giver et signal. En bille af en art kom flyvende forbi med en høj, klaprende lyd, næsten som når børn leger knallert og på cykel kører med et papstykke klaprende mod egerne. 
 
”Der kommer rangeren.” Kaare så at en mand med kasket stilede hen mod os mens vi sad ved floden og nød formiddagen. Manden, ældre og smilende, havde et bundt doller-sedler i hånden.
” You paid too much,” meldte han ud.
Da vi ankom i går, havde vi kun 20 $-sedler til at lægge i den kuvert man benytter, når man indskriver sig på en campground med selvregistrering. Beløbet for at overnatte på denne campground var $16, men når man ikke har mulighed for at veksle , lagde vi bare $20 i kuverten og postede den i den armerede postkasse ved indgangen. Det var så campground-værten der kom med de overskydende $4. Sådan – orden i tingene!  

på vej til vores campground, blev vi standset af sådan en mand, der med skiltet og flaget viste, at vi skulle stoppe. Vi stoppede motoren og da manden stod lige ved vores vindue, rullede jeg vinduet ned og kom lidt i snak med ham. Jeg spurgte ham, hvor længe hans arbejdsdag var. 
Han svarede: ”14 – 15 timer. ”
Klokken var på det tidspunkt hen ad 19, så jeg spurgte ham, om hvornår han så skulle møde på arbejde igen. Her svarede han, at han skulle op kl. 5, for han havde en times kørsel mellem hjem og arbejde. Stakkels fyr. Her i Cody fortalte jeg Johanna, som vi besøger, historien om den mand og hans lange arbejdsdag. Johannas svar kom tørt og direkte: ”Det er sindssygt her. Det er ofte ikke muligt at klare sig med et job. Jeg kender flere der er nødt til at arbejde to jobs for at få enderne til at mødes.
Jeg tænker … er det ”land of the frie”?
 
Manden med skiltet og flaget stod der igen i dag. Vi vinkede til hinanden og ønskede god dag. Kl. var vel 11:30 på det tidspunkt, og han stod dér i varmen iført et læs tøj.
 
Vi kom gennem området med vejarbejde og kørte på den nylagte, bløde asfalt som disse amerikanere har lagt i deres ansigts sved
​

​Turen fortsatte ad ”Alt 14” mod Medicine Mountain, hvor et flere hundrede år gammelt såkaldt Medicine Wheel var blevet lavet af Indianere som led i deres religion. Den nøjagtige funktion af disse medicine wheels (der er mange af dem i Amerika), kendes ikke, men at de har en stor betydning og regnes for hellige steder er sikkert.
 
Skovene blev forladt og snart var det igen scenarier som man kun finder dem i Amerika, der viste sig. De store lovprisninger og store ord over hvad der tårnede sig op foran os mens bilen trillede af sted, blev igen almindelige, og mit kamera klikkede ustandseligt, snart gennem forruden (ikke det bedste, for der kommer hurtigt mange insektklatter på, så det er vanskeligt at finde en ren plet at fotografere igennem), eller gennem sideruden med vinduet rullet ned. Vi holdt også ind til siden på steder lavet som udkigspunkter for bilister, og de har sans for at vælge sådanne ’scenic view area’ steder ud. Turen til Medicine wheel tog derfor noget længere tid end beregnet, men det gjorde så heller ikke noget, for vii er her for at opleve, ikke at komme fra a til b på en bestem planlagt tid. Vi befandt os her i Bighorn Mountains mellem 9 og 10.000 fods højde (en fod er 0,3048 m ) som rundt regnet er i ca. 3 kilometers højde. Svimlende, når man står på toppen af et bjerg og kigger ud over et område de ligger mere end 2 kilometer under hvor man selv står.
Man mærker også tydeligt at man er kommet til vejrs, når man går rundt i terrænet. Det fik vi prøvet ved Medicine wheel, for bilen måtte parkeres 2,5 km fra det store medicine wheel. 
vi havde endda kørt temmelig meget op ad et bjerg på en noget små grussti hvor p-pladsen på et tidspunkt dukkede op. Bilen blev standset, og vi fortsatte til fods. 2,5 km så højt oppe kan mærkes, specielt når det begynder at gå opad, hvad det gjorde halvdelen af tiden.

​Medicine wheel er lavet ved at sten er lagt i en stor cirkel og fra midten og ud til periferien er der, som eger i et cykelhjul, også lagt sten.
Som jeg bemærkede tidligere, er videnskaben ikke helt på det rene med, hvad disse medicine wheels har været brugt til. Man er eng med hinande om, at de er lavet som led i de indianske religiøse ritualer, men derudover er der flere bud på den konkrete funktion. Hvorom alt er, så bliver stedet stadig brugt af  indianere, som lægger små gaver på stedet; farvede bånd, tobak og salvie i poser, dyrekranier eller små fjer. Det er med andre ord helligt område. Glædeligt er det også, at det tilsyneladende respekteres, for disse små gaver til ånderne (eller hvad de er lagt for) bliver ikke fjernet. 
Fra Medicine wheel gik det ellers nedad på vestsiden af Bighorn Mountains. det var en mageløs oplevelse. Det er et område jeg kun har de største lovprisninger at  skrive om. Hvis jeg skulle give stjerner i en skala fra en til 10, kommer jeg i bekneb, for Bighorn havde oplevelser der rækker ud over de ti stjerner. Et område der skal oplevelse. Billederne her er nok finde og man fornemmer måske noget stort, men at stå midt i dette … det er mageløst stort og smukt.
Vel landet for foden af de store bjerge, kom vi gennem et meget fladt landbrugsland. først da vi nærmede os Cody, begyndte de karakteristiske bjergformationer som ses mange steder i denne egen af amerika at vise sig og snart tårnede Rocky Mountains sig op og gps’en fortalte da også at vi hurtigt nærmede os Cody.

Tirsdag, 11. september 
Vinden ruskede godt i bilen denne nat, og min fod gjorde ondt, så jeg var vågen fra tid til anden natten igennem. Alligevel var jeg oppe før kl. 7, så jeg kunne se, om jeg kunne få wifi-forbindelse og uploade billeder og tekst til min blog. Det lykkedes minsandten. Internetforbindelse fik jeg ved at gå hen til  pladsens kontorbygning. Og den var oven i købet hurtig. Det kan ind imellem være vanskeligt med wify-dækningen på de forskellige campgrounds, men generelt er der sket en stor forbedring, siden jeg var her ovre for tre år siden. 

​Kl. 9 var vi klar til at køre de få kilometer nordpå til Fort Phil Kearney. Vi kendte vejen, for vi havde jo været der mandag sent på eftermiddagen. Nu ville vi give os tid og få set de tre historiske steder der knytter sig til dette fort.
Fortet  blev bygget som et klart brud på traktaten skrevet i Fort Laramie og Lakota, som på dette tidspunkt i historien var under ledelse af Red Cloud, satte sig for at gøre hvad de formåede, for at få de hvide til at nedlægge ruten.  Red Clouds krig, er denne tid i historien blevet kaldt. 
 
Lakota valgte netop Fort Phil Kearney som mål for deres protestaktioner. Fortet stod færdigt i 1866 men fik en meget besværlig tid. Fort Phil Kearney var det største fort bygget af træstammer. Træet blev under militær beskyttelse fældet i skovene på bjergskråningerne ca. 10 – 15 km mod vest og transporteret til fortet. Tit og ofte oplevede man angreb under arbejdet. Også andre måder at genere de hvide på var at brænde græsset af udenfor fortet, så soldaterne måtte længere og længere væk, for at få græs til de mange heste man havde på fortet.
Red Cloud lykkes  med at få samlet to andre nationer; Cheyenne og Arapaho, for at iværksætte et større, koordineret angreb på fortet. Det kom til at foregå kort før jul 1866. En ganske ung kriger, Crazy Horse blev valgt sammen med nogle få andre til at fungere som lokkeduer og få soldaterne til at løbe efter dem og ind i et baghold. Planen lykkedes til fulde. Kaptajn William J. Fetterman var ude med 76 infanterister og kavalerister for at hjælpe et vogntog som indianerne havde belejret. Crazy Horse og hans gruppe lykkedes med at få Fetterman og soldaterne til at følge efter sig. Crazy Horse benyttede sin taktik med at lade som om der var noget galt med hestens ene fod og steg af og undersøgte kloven, og da Fetterman og fodfolket kom næsten indenfor skudvidde, satte han sig på hesten og red videre for kort tid efter igen at hoppe af hesten for at undersøge dens hov. Lokkeduerne red nordover ad den nyligt lavede Bozeman Trail, som nord for Fort Phil Kearney er placeret på et højdedrag. Terrænet på den anden side af dette højdedrag som hedder Lodge Trail Ridge, kan ikke ses fra syd. Først når man er kommet bag det, kan man overskue den store, åbne prærie, men da soldaterne først var kommet frem til det sted, var det for sent. Cheyenne-krigere sørgede for at lukke muligheden for at soldaterne kunne trække sig tilbage igen og Lakota- og Arapahoe-krigere angreb soldaterne og fik dem delt op i tre mindre grupper, hvorefter alle soldater blev dræbt. Fetterman havde ellers en stående ordre på at lade være med at lade sig lokke om på den anden side af Lodge Trail Ridge, men hans iver efter at udmærke sig har formentlig været oversagen til hans dumdristighed.
Efter denne begivenhed, valgte en frivillig, John Phillips med tilnavnet ”Portugee” i vinterkulde og snestorm at ride  til Fort Laramie for at få sendt hjælp op til de resterende soldater på Fort Phil Kearney. da han skulle gennem fjendeland red John ”Portugee” kun om natten, men hesten fik han redet hårdere end den kunne holde til, så da han nåede frem, døde den. Men han fik klaret, hvad han skulle og nye styrker blev med det samme sendt nordpå.
7 måneder senere skete så det næste angreb. Omkring 800 krigere angreb 2. august 1867 skovarbejdere og soldater som befandt sig 8 km fra fortet. For at forsvare sig dannede disse folk en vogn-borg. Kampen syntes givet og de kæmpende hvide troede at deres skæbne var forseglet. Der var imidlertid i denne kamp en forskel fra tidligere kampe: Soldaterne havde fået nye geværer. De gamle musketter som skulle lades forfra var nu blevet skiftet ud til bagladegeværer og det kom til at gøre hele forskellen. De holdt stand og fik dræbt g såret så tilpas mange indianere, at disse opgav kampen og forsvandt.  
Stederne hvor disse to kamphandlinger fandt sted kan ses. Det var særdelses interessandt at komme op bag Lodge Trail Ridge på den gamle Bozeman Trail. Hjulsporene er der endnu og præriebakkerne ligger der også endnu fuldstændig uden ændringer. Det eneste der er anderledes fra 1866 er, at der er sat plancher op der fortæller hvad der skete på netop det sted eller foran hvor plancen er sat. Kamppladsen er ikke så stor som ved Little Bighorn River 10 år senere, men angrebet på soldaterne skete over en afstand på 3 km.

​Der er kun en enkel ting jeg ikke kan lade være med at undre mig over; der er mellem 3 og 4 km fra fortet til stedet hvor indianerne lukker  deres mulighed for tilbagetrækning. Det er altså langt at løbe. Og terrænet går opad hele vejen fra fortet. Og det er bidende frostvejr og glat. Den Kaptajn Fetterman må da have været mere end almindelig stædig. Og dum! – ikke mindst set i lyset af, at fortets øverste leder havde forbudt Fetterman at lade sig lokke op i bakkerne ved Bozeman Trail. Det forbud lod han hånt om, og resultatet blev altså, at 76 mænd slået ihjel.
 

​Fort Phil Kearny kom ikke til at fungere i mere end to år. Washington indledte nye forhandlinger med Indianerne og de fire forter på Bozeman trail blev i 1868 nedlagt. Stor sejr for indianerne. Sejren varede bare ikke så længe for jernbanen var man i gang med at bygge over prærien og den kom til at erstatte de gamle trails. Det vidste Indianerne ikke på dette tidspunkt, men de blev hurtigt bekendtgjort med at det var sådan det hang sammen.
Da fortet blev rømmet skyndte Cheyenne-krigere at sætte ild til det. Fortet brændte ned til grunden. I dag er der foruden et grundrids og beskrivende tavler  på stedet rundt på arealet hvor fortet havde stået, også et lille museum som vi besøgte.
​

​Fort Phil Kearney var sidste historiske sted der var på programmet denne tirsdag. Vores tur gik nu igen nordpå langs Bighorn Mountains, som vi kørte op i. Hele denne tur var et sandt overflødighedshorn af scenarier i det helt store format. Mange steder inden vi kørte op i bjergene kunne de den store prærie ses over endog  meget store afstande, men da vi begyndte at køre op i bjergene, blev scenarierne om end meget større. Prærien lå foran os som var det fra et fly, vi så på det, og er til kom de vildeste klippeformationer. Igen og igen ændrede landskaberne sig, og det ene udbrud efter det andet lød fra snart mig og snart Kaare: 
”Nej, det er da fantastisk!!” 
”Hold kæft mand, hvor vildt!” 
”Det er da fuldstændig vildt, der her!”
Det var som om rækken af begejstringsudbrud ingen ende ville tage, men det var også på sin plads, for de bjergformationer vi stille og roligt begav os op i og igennem var en hel del ud over det sædvanelige, og nærmest ubegribeligt smukke. Og storslået.
Vi ville være kommet til en campground midt på eftermiddagen, hvis ikke det lige var fordi vi røg ind i vejarbejde der krævede tid til at sidde i kø og køre meget langsomt. dertil kom også at vi en enkelt gang kørte forkert ud af en meget dårlig grusvej og måtte vende om og igen sidde i kø hvor der blev asfalteret. Men sidst på eftermiddagen fandt vi en campground med selvregistrering, og det betyder at der ikke er hverken strømforsyning, vand til bilens tanke eller wifi, og det er også årsagen til at der ikke kom nyt fra mig i går. 
Til gengæld er vi et sted 9000 fod, eller i omegnen af 3 km over havet, dybt, dybt inde i en skov i Bighorn Mountains, hvor der lever både sortbjørne og ulve. Og vigtigst: Der er helt ubeskriveligt dejlig fredfyldt og smukt, og da vi kan være her på pladsen til kl. 14 uden at skulle betale for en ny nat, var beslutningen at tage den med ro; i morgen og kører vi en kortere tur videre over bjerget mod Cody.
 

Mandag, 10. september
Jeg havde håbet, vi kunne finde en lille sti og gå langs Little Bighorn River og på den måde komme tæt på det næsten uoverskuelige område som Little Bighorn Battlefield strækker sig over. At komme tæt på fra den side denne campground er beliggende var bare ikke muligt, men uanset at det ikke var muligt kunne jeg konstatere at campingpladsen er beliggende ved siden af Reno Creek og det vil sige det sted Reno gik ind på ”arenaen” og begyndte sin fremrykning mod den kæmpe store samlede Lakota og Cheyenne-lejr; tipier til 12-15.000 Indianere og ved siden af olads til deres ca. 20.000 heste. Det siger sig selv at det må fylde i landskabet. 3 -5 km langs floden og 1,5 km i bredden. Vi sad udenfor vores Ccamper og lod den indre film rulle mens øjnene skuede ud over den kæmpe slette, hvor der i dag er privat landbrug, Interstate 90 (med en midterrabat på ca. 50-75 meter), to små veje parallelt med Interstate-motorvejen samt en jernbane. Og på trods af disse infrastrukturanlæg som ikke fylder så meget i det store billede, kunne Renos angreb og tilbagetrækning til cottonwood-træerne ved floden sagtens udspille sig i de indre billeder.

​Dagen startede med at køre til Custer-museet ved Garryowen. Det er et lille, men meget fint museum med mange spændende objekter i montrerne. Især er der mange af Custers personlige ting som han havde med sig på denne  for ham skæbnesvangre tur ind i Powder River-regionen. Hans enke, Libbie, har skænket museet de mange rekvisitter. Der er også vældig mange samtidige ting der har tilhørt Lakota- og Cheyennekrigere. Og fotografierne af de mange kendte krigere og officerer er omfattende. Med i udstillingen er et foto som kommer fra Crazy Horses kusine, et foto som hun har haft i sine gemmer i mange år og som først er kommet til offentlighedens kendskab i 1956. Fotoet viser en yngre indianer stillet op til foto. Crazy Horses familie samt de fleste forskere er imidlertid af den mening at det ikke er Crazy Horse, dels fordi Crazy Horse var kendt for ikke at ville fotograferes (”Så skal I vel også til at råde over min skygge!”), dels fordi krigeren på billedet ikke har et ar ved venstre næsebor (som han fik fordi en jaloux kriger brød ind i hans tipi og skød ham med en lille pistol hvor kuglen ramte ham i ansigtet).

​Det bedste det lille museum kunne byde på var en super fin video hvor en fantastisk dygtig ranger som dagligt arbejder 5 km længere fremme ved Little Bighorn Battlefield fortæller om slaget. Jeg har hørt ham for tre år siden fortælle historien, men i denne video havde han også optakten til de krige, der opstod efter 1850 mellem præriens nationer og de Euro-amerikanske ledere i Washington og ikke mindst hvad der var baggrunden for krigshandlingerne i foråret og sommeren 1876. Videoen havde også en illustrativ (pædagogisk) visning af de ord han fortalte. Meget fin start, da vi efter dette museumsbesøg trillede videre til der, hvor slaget havde stået 25. og 26. juni 1876.

Jeg havde ønsket at gense dette store område fordi jeg i 2015 ikke fik set de steder længst borte. Vi så dengang ”kun” bakken hvor Custer blev fundet med nogle af sine døde samt stedet nedenfor bakken (kaldet Last Stand Hill) hvor en dyb kløft skærer sig fra floden og ind gennem bakkerne; The Deep Ravine, bliver dette sted kaldt. Kløften er i denne sammenhæng vigtig fordi en flok soldater i deres fortvivlelse søgte ned i kløften men som naturligvis blev dræbt alle sammen, for det var så enkelt for indianerne at stå oppe på hver side af kløften og skyde ned i den, hvor soldaterne ikke havde mulighed for at dække sig.
Disse to centrale steder på slagmarken fik jeg denne gang suppleret med flere andre vigtige steder; bl.a. 5 – 6 km borte fra Last Stand Hill, hvor Major Reno med de af hans soldater der stadig var i live søgte tilflugt på en bakke. Renos soldater gravede små forskansninger med hvad de havde; knive, krus, en tom dåse og lign. og holdt stand till næste dag hvor General Terry nåede frem. Indianerne  var da forsvundet, for deres spejdere meldte om nye soldater der var på vej.
De to overlevende officerer, Reno og Benteen, som Custer havde sat som ledere af de to andre delinger, var mærket resten af livet, ikke mindst fordi offentligheden langt hen ad vejen dømte dem som kujoner og forrædere. De begyndte begge at gå hårdt tl flasken og deres liv  ødelagt.
Overfor Little Bighorn Battlefield ligger Crow Agency, en meget stor butik med alskens indianer-regalier; skindskjorter med perlebroderier og hårduske, hovedbeklædning med fine ørnefjer, mokkasiner, buer og pile o.s.v., o.s.v. … Det blev for mit vedkommende til købet af en ny livrem.
​

En uge før Slaget ved Little Bighorn, opdagede nogle krigere at der var soldater på vej op sydfra. Disse unge lakotaer var taget fra lejren på en tur sydover da de ca 70 km fra Little Bighorn-lejren opdagede de mange soldater, som de ville stjæle nogle heste fra. det kom til lidt skudveksling inden de valgte at trække sig og ride de 70 km tilbage til den store lejr. Her fik de opflammet så mange unge krigere, at høvdingene valgte at støtte dem og følge med. Mere en 1000 krigere satte af sted mod Rosebud Creek, hvor soldaterne var blevet set. Den 17. juni begyndte de at angribe soldaterne og deres leder general Crook, som var på vej nordpå for at koordinere angrebet på ”de vilde” indianere, dem som ikke befandt sig i et reservat men valgte at leve det liv, de og deres forfædre altid havde levet. Denne dag fik Crook god hjælp af krigere fra Crow/ Absalooke-folket og Shoshone-krigere. havde de ikke været der, ville det formentlig været gået Crook som et gik Custer en uge senere. denne dag, 17. juni, varede kampene i mange timer uden at en af prterne kunne siges at være vinder af slaget. Cheyenne kalder slaget for Slaget-hvor- pigen-reddede-sin-bror. Det var en ung Cheyenne kvinde der var taget med krigerne. Hendes bror fik skudt hesten under sig og var kommet slemt i knibe og ville være slået ihjel, var det ikke fordi hans søster der så at hendes bror var i overhængende fare red ind i kampen og tæt hen til broren som kunne svinge sig op på hesten bag hende.
Dette sted kaldet Rosebud Battlefield kørte vi til efter Little Bighorn-besøget. Stedet er ikke så kendt som det hvor Custer og hans 7. kavaleri blev udryddet, og en del af det store område er i dag privat ejet og kan derfor ikke ses, men vi fik da set de smukke bakker ned mod Rosebud Creek hvor slaget startede og hvor nogle af de heftigste kampe udspillede sig.
​

​En sidste ting satte vi os for. Fort Phil Kearney endnu 70 km længere sydpå, øst for Bighorn Mountains. Fortet blev bygget i 1866 som led i den nye rute til guldfundene i Rocky Mountains. Tidligere brugte man Origon Trail men da der blev fundet guld længere nordpå, besluttede man at lave en ny rute, som altså bare var et brud med traktaterne, man havde indgået med Sioux/ Lakota. Hovedproblemet for var for disse folk, at de mange rejsende forstyrrede dyrene i deres område. de satte sig imod. Da der blev opført forter på ruten, som skulle tjene til at beskytte de hvide der  rejste på ruten,  gik Sioux på krigsstien. Fort Phil Kearney var et af disse forter og de der arbejdede med at bygge fortet eller var udstationeret på det, levede et usikkert liv, for tit og ofte blev de angrebet af indianerne. Fortets kommandant beordrede sine soldater til ikke at lade sig lokke, for det var kendt at indianerne ofte brugte den taktik at lokke deres fjender i et baghold. På trods af påbuddet skete det alligevel. Den 25. december 1866 var Lt. Fetterman med sine infanterister ude for at beskytte de arbejdere der kom med træ fra skoven nogle kilometer fra fortet, da de så en indianer som provokerede dem på det groveste. en frække slyngel  ville Fetterman have fat på og satte efter ham med sine soldater. Krigeren red fra dem men tilsyneladende fik han problemer med sin hest, for han steg af og kiggede på dens hove. Lige inden soldaterne kom inden for skudvidde satte han afsted igen men stoppede lidt længere borte og undersøgte igen sin hests hov. Fetterman fortsatte deres løb efter ham og havde fuldstændig glemt deres påbud om ikke at lade sig  lokke. Forfølgelsen fortsatte 3 – 4 kilometer til de kom over en bakkekam. Her blev Fetterman og de 87 soldater mødt af omkring 1000 krigere der stormede imod dem. Resultatet blev selvfølgelig at samtlige soldater blev dræbt.
Fort Phil Kearney havde jeg hjemmefra sat som et af de steder, jeg måtte se, og her sidst på eftermiddagen nåede vi frem, men så sent at vi måtte vente til tirsdag med at se nøjere på fortet og omgivelserne. 
 

Søndag, 9. september.
Dagen blev sat af til en længere køretur; Fra Sundance Wyoming til Little Bighorn Battlefield, hvor jeg hjemmefra havde set, at der er en Rv campground hvor slaget for 142 år siden startede. I dag hedder netop det sted garryowen, navnet på den lystige melodi som Custer benyttede når han angreb (man må forstå at han fandt det lystigt at begynde et slag hvor mennesker, mænd, kvinder og børn, unge som gamle skulle blive dræbt. Meget sigende om manden og måske også om tiden han levede i).  
 
Vi havde valgt en rute vi vidste ville blive meget smuk. I stedet for at køre ind på Interstate 90, valgte vi en mindre vej, men dog en fin bred highway med nummeret 112, som også er kortere til vores bestemmelsessted end motorvejen. Selvom den er kortere var det alligevel en køretur som tog det meste af dagen. Vi startede fra Sundance kl. 10 og trillede ind på 7th ranch RV Camp. Navnet har indbygget en hentydning til Lt. col. George A Custer, som i sandhed har gjort sit navn udødeligt her i The West, om det er i Black Hills eller her meget længere nordpå. Uden at vide det vil jeg tro hans navn også er forbundet med steder i syd, fordi han dér udmærkede sig under den amerikanske borgerkrig , 1861 – 65 og blev forfremmet til midlertidig general. Generaltitlen beholdt han dog ikke, for i sin ungdommelige arrogance fik han gjort sig upopulær med præsidenten.

​Før vi tog vejen mod Little Bighorn, kørte vi forbi Devils Tower, som er den måske mest mærkværdige klippeformation i hele verden. Klippen står som en gigantisk formgivet kage der knejser 386 meter op i vejret fra det omkringliggende terræn og er helt flad på toppen. Klippen som er dannet af vulkansk magma, fik sit nuværende navn i 1875 under en ekspedition under ledelse af oberst Richard Erving Dodge fik lavet en dårlig oversættelse af et Indiansk navn og sagde de kaldte klippen  ”en dårlig guds tårn”.
Indianerne i området kaldte ikke tårnet noget der kunne tolkes sådan. Lakota kalder tårnet ”Mato Tipita”, som betyder ”Bjørne bolig” og Lakota arbejder på at få skiftet klippens kiksede/ misvisende navn ud. Tårnet er nemlig en et af de 7 hellige bjerge i Black Hills-området, steder der repræsenterer eller spejler De 7 Søstre”, stjernerne i stjernegruppen kaldet Plejaderne, som i Lakotas mytologi er stedet menneskene kommer fra.

Mange af præriens stammer har gennem generationer fortalt legenden om den sælsomme klippe, Bjørne-boligen. Fortællingerne fra de forskellige præriefolk har forskellige detaljer, for disse folk havde ikke et skriftsprog og derfor ændrede historien sig og blev til forskellige traditioner afhængig af hvilken stamme man tilhørte. Her har jeg valgt en version fra Lakota, som var den dominerende i netop den del af landet:
 
For længe siden fandt to unge indianerdrenge sig tabt på den store prærie. De havde leget  sammen en eftermiddag og havde vandret langt ud af landsbyen. Derefter havde de skudt deres buer endnu længere ud i salvie-buskene. Så havde de hørt et lille dyr lave en lyd og havde nærmet sig for at undersøge lyden. De var kommet til et lille åløb med mange farverige småsten. De fulgte det i et stykke tid og kom til en bakke. Her foran bakken fik de lyst til at se, hvad der var på den anden side. 
På den anden side så de en flok antiloper og selvfølgelig måtte de følge efter dem et stykke tid. Da de blev sultne og troede at det var tid til at gå hjem, gik det op for de to drenge, at de ikke vidste, hvor de var. De startede i den retning, hvor de troede, at deres landsby var, men blev kun længere og længere væk fra den. Til sidst krøb de under et træ, hvor de lagde sig til at sove. Næste morgen da de vågnede, gik de lidt længere men stadig var det i en gal retning. De spiste nogle vilde bær og gravede nogle vilde roer op, fandt nogle chokecherries (bær fra buske der vokser i Amerika) og drak vand fra vandløb. I tre dage gik de mod vest. De fik sår på deres fødder, men de overlevede. De ønskede bare at deres forældre eller ældre brødre og søstre eller stammemedlemmer ville finde dem mens de gik der på hvad der nu er Wyomings prærie. Men ingen fandt demt. 
På den fjerde dag havde drengene pludselig en følelse af at de blev fulgt. De kiggede rundt og på afstande så de Mato, bjørnen. Dette var ingen almindelig bjørn, men en kæmpe bjørn, så stor, at drengene ikke ville være andet end en lille mundfuld for ham. Han havde lugtet drengene og var nu på jagt efter den godbid. Han kom så tæt på, at jorden skælvede under hvert skridt han tog. 
Drengene begyndte at løbe og ledte efter et sted de kunne skjule sig. De fandt bare ingen steder, hvor det var muligt. Grizzly var meget, meget hurtigere end dem. De snublede, og bjørnen var næsten over dem. De kunne se hans røde, brede, åbne kæber fulde af enorme tænder og de kunne lugte hans varme ånde. Drengene var gamle nok til at have lært at bede, og de kaldte på Wakan Tanka, Skaberen: "Tunkashila, bedstefar, hav medlidenhed, red os."  Alligevel rystede jorden og begyndte at rejse sig. Drengene steg i vejret sammen med den. Op af jorden steg en kegleformet klippe op. Den steg og steg indtil den nåede mere end en tusind meter op i vejret. Og drengene befandt sig oppe på toppen af ​​den. Mato, bjørnen, var skuffet over at se hans måltid forsvind op e i skyerne. Denne grizzly var så stor, at han næsten kunne nå op til toppen af ​​klippen, når han stod på sine bagben. Men kun næsten,  ikke helt. Hans kløer var så store som en tipis teltstænger . I arrigskab gravede Mato sine klør ind i klippens side, forsøgte at stå op for at kunne få fat i drengene for at spise dem. Da han gjorde det, lavede han store ridser i siderne af den tårnhøje klippe. Han prøvede hvert sted, på alle sider. Han forsøgte at klatre op på klippen fra forskellige sider, men det var ikke muligt for ham. Drengene så hvor træt han blev. han blev så  træt, at han gav op. De så ham endelig væk, et stort, grønt, grinende bjerg forsvandt over horisonten. Drengene blev reddet af Wanblee, ørnen, som altid har været en ven til vores folk. Det var den store ørn, der lod drengene tage fat på ham og bære dem sikkert tilbage til deres landsby. Han klatrede op på klippen rundt, men det var ikke brug. De drenge så på ham, at han slog sig ud, blev træt og gav op. Endelig så de ham gå væk. han lignede et stort, knurrende, gryntende klods der forsvandt bag ved horisonten. Drengene blev reddet af Wanblee, ørnen, som altid har været en ven af Lakota-folket. Det var den store ørn, som lod drengene gribe fat i sig, så den kunne bære dem sikkert tilbage til deres landsby. 
Som nævnt er denne legende kun en af mange. Alle præriens folk har en fortælling om denne sære ’gevækst’ som står og knejser højt op fra prærien og kan ses fra 20 – 30 km afstand og Mato Tipila er på lige fod med Bear Butte og Black elk Peak en af Lakotas  hellige steder i og ved Black Hills/ Paha Sapa.

Vi fortsatte af 212 som vi havde  kørt på sammen med Bill & Mae Matson og  Floyd Clown 5 dage tidligere, men denne dag kørte vi bare noget længere. Faktisk sad vi i bilen og undrede os over hvor langt fra Little Bighorn at Sitting Bull og Lakota havde deres soldans . Deres rejse fra soldanspladsen har været lang.
Vi befinder os lige ud for det sted hvor Reno om eftermiddagen 25. juni 1876 startede sit angreb på den store Lakota og Cheyennelejr. Vi kan her fra se ned over sletten foran de nordvendte bakker hvor Reno satte angrebet ind. Vi kan ikke se hele  området hvor slaget den sommerdag for 142 år siden foregik, for det strækker sig over næsten 10 km. I morgen formiddag angriber vi så den historiske kampplads og vil få set de områder der er tilgængelige. Mange steder kan vi ikke komme. Nogle steder er beskyttet mod turisters trampen rundt og andre steder er i dag privat jord, men jeg har i dag en meget større viden om det slag end jeg havde for tre år siden, og hvad vi ikke kan se direkte, kan jeg stykke sammen i hovedet.

​Lørdag, 8. september 
Kender du filmen Butch Cassidy & The Sundance Kid? Filmen som handlede om et par charmerende amerikanske bankrøvere? Nå, jeg kender ikke dit svar, men her til aften er Kaare og jeg landet i byen Sundance som den ene af de to røvere er opkaldt efter fordi han var fra denne lille prærieby i det østligste Wyoming. Der er ingen stemning af bankrøveri eller andet kriminelt i Sundance. Her er fantastisk stille og fredeligt, og det kunne være lidt interessant at vide, hvad der i slutningen af det 19. århundrede drev en ung mand til at søge lykken for enden af regnbuen. Var livet for kedeligt her ude på prærien? Havde han ikke udfordringer nok? … eller tiltalte de ham bare ikke, dem der var? Tja, hvem ved? I hvert fald er stedet i sig selv ikke et der lægger op til uro og kriminalitet, tværtimod

​Vores dag startede ikke i Sundance, men på en campground lige uden for byen Custer I South Dakota, hvor vi har boet de seneste tre døgn. Disse bjerge er helt unikke. Intet sted på jorden har man bjerge der er rundede og formet som Black Hills. Bjergene er derudover nogle af verdens ældste bjerge. En tredje årsag til at de er helt specielle er hvad der er under bjergene, for her er nogle af verdens største huler. Jeg skrev i går om en af hulerne, Wind cave, men det er blot en af flere. I dag kørte vi til en af de andre huler, Jewel Cave, som  med sine 270 km gange er den tredje største hule i verden. 
Hulen blev fundet  i begyndelsen af 19-hundredetallet. den del af den enorme hule vi som gæster får lov at opleve, blev åbnet i 1972 efter 7 års arbejde med at lave en sti med trapper op og ned i et helt mærkværdigt landskab 100 meter nede under jordens/ bjergets overflade. Der er nu lavet en elevator, so transporterer os gæster ned til den del af hulen, som der er lavet en rute rundt i. 

​Der forskes stadig med at finde nye gange i Jewel cave. Hele tiden finder folk der melder sig som huleforskere nye gange i det gigantiske hulesystem og det er ikke betalte akademikere der arbejder med dette arbejde; det er frivillige mennesker der uden betaling bruder 4 – 5 dage med at krybe længere og længere ind i hulen og kortlægge, hvad de finder. Som det er nu tager det 15 timer bare at komme frem til det sted hvorfra deres undersøgelser begynder. Herefter bruger de så tre – fire døgn i hulen, og når de forlader hulen, har e alt med sig tilbage; intet affald. Urin og afføring tages med retur, når de igen skal op til overfladen. De mennesker der vælger at lave dette arbejde kommer fra mange retninger af erhvervslivet. Hvad der samler dem er passionen for at komme steder hen, hvor intet menneske før dem har befundet sig. Som rangeren der viste oss rundt i hulen i 1,5 time sagde: - Man behøver ikke tage til månen for at opleve steder intet andet menneske har været. man skal bare være hule-udforsker.

​Fra Jewel Cave (opkaldt efter de krystaller vand og kemiske stoffer har dannet dernede), kørte vi til Mt. Rushmore, bjerget hvor der er lavet et meget stort og verdenskendt skulpturarbejde, portrætter af de præsidenter der har haft størst betydning for oprettelsen og udbygningen af Amerika; george Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln.
Jeg vil tro at alle mennesker i Danmark har set fotos af dette storslåede kunstværk, som blev skabt i årene 1927 – 41. 
Ideen til dette kunstværk blev til for at tiltrække turister til South Dakota. Godt tænkt, kan man kun konstatere, for det er kendt overalt i verden og bliver hvert år besøgt af mere end to millioner mennesker. Der er bare også en skyggeside ved dette værk; det ligger i lakotaland og det er hugget ud i en af Lakotas hellige bjerge. Billedligt talt er det med dette værk som hvis man træder en i forvejen såret mand i øjet med sin hæl. Oven i købet ved at lade som om man ikke vidst, hvad der skete, og når det går op for den skyldige, hvad et er man har gjort, skynder man sig bort. Ingen undskyldning. De som blev dybt krænket, lod man bare som om man ikke hørte. 
Det er med andre ord endnu en af de næsten ubegribelige overgreb det officielle Amerika har udført overfor de folkeslag der levede på det land disse mennesker kaldte Skildpaddeøen, og som vi har lært hedder Amerika.
Vi blev ikke længe ved Mt. Rushmore, men fortsatte til Rapid City for at se museet The Journey Museum, som er et museum som samler historien fra The Big Bang over livet gennem de forskellige tidsaldre til nutiden. Lakota og den prærieindianske befolkning fylder meget, og deler fylde med den hvide indvandring i det der var lakota-land. Udstillingen stopper ved begyndelsen af 20. århundrede, da det ikke længere var pioner-land.

Vejret havde i den tid vi havde været inde på museet ændret sig en del. et var stadig varmt. Måske var det nu endnu varmere, men store skydannelser varslede regn, måske torden, Vi kørte fra rapid City i retning af Sundance ad vejen vi havde kørt for en lille uge siden, Interstate 90, kom forbi Spearfish. Jeg sad og blev optaget 

Efter en time og ti minutters kørsel ankom vi  kl 17 til denne campground ved Sundance med navnet Mountain View RV Park & Campground.