Søndag, 2. september
9:30, sharp, stod vi klar i Spearfish på det aftalte sted og få minutter senere rullede Bill ind på parkeringspladsen og var næsten klar til at tage af sted. Hvad han manglede at få med var telefonnummeret til den mand der ejer jorden ved Owl Rock, stedet vi har lagt billet ind på at se mandag, og for god ro og ordens skyld ville Bill give ham et kald for at formaliteterne kan være på plads.
Men efter at have hentet telefonnummeret og sat sin bil ved sin bolig, startede vi en 2, 5 timers køretur mod øst til Cheyenne river reservatet.
Den allerførste del af turen var afvekslende med høje bakker og frodig vegetation, men så snart vi var kommet øst for Black Hills, var vejen de næste 150 km som tegnet efter en lineal og prærielandskabet var ensformigt med meget bløde bakker så langt øjet kan række.
Bill snakkede og vi gjorde os anstrengelser for at forstå ham, men larmen fra bilen kombineret med klangen i hans stemme gjorde det ind til en endog meget vanskelig opgave at forstå ham.
Vi skulle samle Floyd Clown op lige udenfor den lille by Dupree, som ligger ved US 212 i den vestlige ende af reservatet. Hans hus kunne vi se fra vejen, et pænt hvidt træhus på en lav bakke. Vi satte camperen på grusvejen der førte op til huset og gik de få hundrede meter derop for ved huset ville der ikke være mulighed for at vende bilen.
Floyds bror Don Red Thunder var på besøg. Don har et godt betalt arbejde, så han kører også godt. Hans hvide Mustang capriolet stod udenfor huset. Floyd og Don kom ud inden vi var nået derop og Don satte sig ind i sin fantastiske bil. Bilen og Dons outfit passede ikke som fod i hose, for Don havde et bandana om panden som gik halvt ned på hans ører og en cap havde han trukket ned over hovedet. Tænderne manglede stort set og over sin t-shirt havde han en sort lædervest. Derudover havde han slidte cowboybukser på. Mens Floyd gik tilbage for at hente noget i huset sad Don i sin hvide, lækre Mustang og var lun og vittig og meget talende, men så snart Floyd kom retur hilste de hinanden farvel og vi fire gik ned til camperen og kørte til Eagle Butte, reservates hovedstad med knapt 1500 indbyggere hvor powwow-arenaen var.
9:30, sharp, stod vi klar i Spearfish på det aftalte sted og få minutter senere rullede Bill ind på parkeringspladsen og var næsten klar til at tage af sted. Hvad han manglede at få med var telefonnummeret til den mand der ejer jorden ved Owl Rock, stedet vi har lagt billet ind på at se mandag, og for god ro og ordens skyld ville Bill give ham et kald for at formaliteterne kan være på plads.
Men efter at have hentet telefonnummeret og sat sin bil ved sin bolig, startede vi en 2, 5 timers køretur mod øst til Cheyenne river reservatet.
Den allerførste del af turen var afvekslende med høje bakker og frodig vegetation, men så snart vi var kommet øst for Black Hills, var vejen de næste 150 km som tegnet efter en lineal og prærielandskabet var ensformigt med meget bløde bakker så langt øjet kan række.
Bill snakkede og vi gjorde os anstrengelser for at forstå ham, men larmen fra bilen kombineret med klangen i hans stemme gjorde det ind til en endog meget vanskelig opgave at forstå ham.
Vi skulle samle Floyd Clown op lige udenfor den lille by Dupree, som ligger ved US 212 i den vestlige ende af reservatet. Hans hus kunne vi se fra vejen, et pænt hvidt træhus på en lav bakke. Vi satte camperen på grusvejen der førte op til huset og gik de få hundrede meter derop for ved huset ville der ikke være mulighed for at vende bilen.
Floyds bror Don Red Thunder var på besøg. Don har et godt betalt arbejde, så han kører også godt. Hans hvide Mustang capriolet stod udenfor huset. Floyd og Don kom ud inden vi var nået derop og Don satte sig ind i sin fantastiske bil. Bilen og Dons outfit passede ikke som fod i hose, for Don havde et bandana om panden som gik halvt ned på hans ører og en cap havde han trukket ned over hovedet. Tænderne manglede stort set og over sin t-shirt havde han en sort lædervest. Derudover havde han slidte cowboybukser på. Mens Floyd gik tilbage for at hente noget i huset sad Don i sin hvide, lækre Mustang og var lun og vittig og meget talende, men så snart Floyd kom retur hilste de hinanden farvel og vi fire gik ned til camperen og kørte til Eagle Butte, reservates hovedstad med knapt 1500 indbyggere hvor powwow-arenaen var.
Floyd Clowns hus i Cheyenne River Reservatet
Her var der flere end hvad der bor i Eagle Butte. Bill mente at denne powwow formentlig er reservatets største årlige attraktion. Der var biler alle vegne og der var posteret vagter ved alle ind- og udgange til området, for at trafikkaos kunne undgå, og det lykkedes fint. Vi fandt hurtigt en P-plads og stilede mod arenaen hvor The Grand Opening netop var startet. Stemningen bar præg af stor fest; mennesker i alle aldersgrupper var til stede, mange små børn, deres forældre, onkler og tanter, bedsteforældre, unge og gamle. Det der sprang i øjnene med det samme var, at det var meget farverigt. Indianere, små, unge som gamle, kvinder og mænd, overalt var der indianere med fuldt påklædt i traditionelle regalier; meget pyntet med store fjerprydelser på hovedet og på kroppen og med dragter i stærke farver. Overalt hvor vi kom frem ringede det af klokker som var bundet rundt om anklerne og lyden af en powwow-leder der uafbrudt talte i en mikrofon blandede sig med klokkernes ringen.
Vi kom ind i arenaen hvor mænd i US-uniform og store hovedfjerprydelser gik rundt om flagstangen bærende på faner og stammens ”staff”, en fjerprydet og pelsklædt stav som krummer rundt i den øverste ende. Den er ærefyldt at være bærer af og føres frem som man gør det med fanen/ flaget.I tidligere tider var bæreren af denne stav valgt til at være ansvarlig for den fra den første sne faldt og et år frem og valget medførte store forpligtelser for bæreren. Om de samme ting er gældende i dag er tvivlsomt for det drejede sig dengang meget om standhaftighed i fejder med andre stammer eller hvide.
De fjerprydede i soldater var krigsveteraner som bliver hyldet. Jeg spurgte Bill hvorfor man ærer dem der går ind i USA's hær og kæmper når nu det var den hær der havde ødelagt deres tilværelse. Bill sagde at man forstår soldatertjenesten som en handling der tjener til at beskytte familien og stammen, altså krigerens gamle dyd.
Jeg må indrømme at jeg ikke rigtig kan følge tankegangen. Bl.a. kan jeg ikke forstå at man kan se politikernes krigshandlinger i lande langt fra Amerika som beskyttelse af Indianske familier.
Efter æresvisninger af disse veteraner og hilsen med håndtryk af det indianske politi, gik konkurrencerne i gang. Tromme-grupper afløste hinanden og dansere i forskellige kategorier dansede til den pulserende hjertelydsrytme og den skingre sang.
Jeg oplevede noget lidt specielt: Efter et par af disse tromme/ sange, følte jeg at jeg havde fået nok, men vi blev ved powwowen i fire timer, og efterhånden gik den insisterende puls ind i mig, og jeg begyndte at fornemme opbygningen af det som til en start blot var meget monotomt – og enerverende. Musikken begyndte at forme sig i mig, begyndte at give mening, også selv om jeg naturligvis ikke forstod et ord af, hvad der blev sunget. Selvfølgelig er det bare et godt eksempel på at noget der virker fremmedartet i starten, efter tilvænning bliver forståeligt og velkendt, sådan som det er med sprog, kultur og andre koder.
Powwowens første runde sluttede kl. 17 og ville fortsætte med en ny runde kl. 19, men vi valgte at lade det være nok, og kørte de godt to timers kørsel retur til Spearfish mens dagslyset langsomt tog af og lige før vi var fremme gik solen ned bag præriebakkerne, tegnede den skyfrie himmel rød og forsvandt.
Vi kom ind i arenaen hvor mænd i US-uniform og store hovedfjerprydelser gik rundt om flagstangen bærende på faner og stammens ”staff”, en fjerprydet og pelsklædt stav som krummer rundt i den øverste ende. Den er ærefyldt at være bærer af og føres frem som man gør det med fanen/ flaget.I tidligere tider var bæreren af denne stav valgt til at være ansvarlig for den fra den første sne faldt og et år frem og valget medførte store forpligtelser for bæreren. Om de samme ting er gældende i dag er tvivlsomt for det drejede sig dengang meget om standhaftighed i fejder med andre stammer eller hvide.
De fjerprydede i soldater var krigsveteraner som bliver hyldet. Jeg spurgte Bill hvorfor man ærer dem der går ind i USA's hær og kæmper når nu det var den hær der havde ødelagt deres tilværelse. Bill sagde at man forstår soldatertjenesten som en handling der tjener til at beskytte familien og stammen, altså krigerens gamle dyd.
Jeg må indrømme at jeg ikke rigtig kan følge tankegangen. Bl.a. kan jeg ikke forstå at man kan se politikernes krigshandlinger i lande langt fra Amerika som beskyttelse af Indianske familier.
Efter æresvisninger af disse veteraner og hilsen med håndtryk af det indianske politi, gik konkurrencerne i gang. Tromme-grupper afløste hinanden og dansere i forskellige kategorier dansede til den pulserende hjertelydsrytme og den skingre sang.
Jeg oplevede noget lidt specielt: Efter et par af disse tromme/ sange, følte jeg at jeg havde fået nok, men vi blev ved powwowen i fire timer, og efterhånden gik den insisterende puls ind i mig, og jeg begyndte at fornemme opbygningen af det som til en start blot var meget monotomt – og enerverende. Musikken begyndte at forme sig i mig, begyndte at give mening, også selv om jeg naturligvis ikke forstod et ord af, hvad der blev sunget. Selvfølgelig er det bare et godt eksempel på at noget der virker fremmedartet i starten, efter tilvænning bliver forståeligt og velkendt, sådan som det er med sprog, kultur og andre koder.
Powwowens første runde sluttede kl. 17 og ville fortsætte med en ny runde kl. 19, men vi valgte at lade det være nok, og kørte de godt to timers kørsel retur til Spearfish mens dagslyset langsomt tog af og lige før vi var fremme gik solen ned bag præriebakkerne, tegnede den skyfrie himmel rød og forsvandt.
 |  |
 |  |
 |  |
Mandag, 3. september
Vi havde camperen holdende lige udenfor Bills gadedør på North Main Street. Jeg listede ind og tog et morgenbad og gik forbi Floyd, der lå og sov på en stor luftmadras på gulvet i stuen. Bill sad med sin laptop og skrev, mens TVet kørte i baggrunden.
- Jeg ser ikke meget TV sagde Bill lidt senere, da vi sad på Restaurant Perkins og spiste morgenmad.
At han ikke ser meget TV er vist en sandhed der har elastiske egenskaber, for hver gang jeg har været inde i huset har de enten siddet naglet til skærmen eller ladet den køre i baggrunden som var det et akvarium med lyd.
At lade sit TV stå tændt, selv om ingen ser hvad der flimrer på skærmen, er vist i øvrigt yderst udtalt i Amerika, for det bemærkede jeg også nogle timer senere, da vi blev budt velkommen af John Bailey, ejeren af den jord hvor Deer Medicine Rock ligger på. Her kørte Tv’et også bare, mens vi sad i hans stue og snakkede med ham.
Efter morgenmaden på Perkins (jeg fik en menu bestående af af scramble eggs & bacon og tre amerikanske pandekager – de små, centimetertykke, søde pandekager, og til dette festmåltid kaffe.
Deer Medicine Rock ligger ved Lame Deer, Montana, som mere præcist er i Northern Cheyenne-reservatet, som ligger op til Crow-reservatet, altså det østligste område i den store stat. Fra Spearfish, South Dakota er det en 3,5 timer lang køretur ad den samme vej, Hgw 212. Man kunne nemt lave en kørselsvejledning, hvis ikke man benyttede gps, man skulle blot notere sig at køre vestpå ad 212 og ved rundkørslen dreje til højre, og fortsætte 5 miles efter Lame Deer til man kan se nogle specielle enkeltstående klipper til venstre for vejen.
Landskaberne som 212 er placeret i er meget afvekslende og yderst smukke. Folk der som jeg har en svaghed for western-film vil blive begejstret for at køre turen, for her er alt hvad man kan relatere til western-film; endeløs, flad prærie, bakkeland med spredte fyrtræer, floder med store cottonwood, røde klippeformationer der skærer sig op gennem præriegræsset, floder der som blodårer gennemskærer landet og som nogle steder gennem årene har skåret en canyon ned i jordlaget og andre steder har de saftigste græsser i flodbredden.
Vi havde bilen fuld; foruden os selv havde vi denne dag, Floyd, Bill og hans kone Mei, som sad i camperens ”stue”.
John Bailey er en gammel, dårligt gående mand. Han har levet hele sit liv på stedet og kender hver en centimeter af sit store landområde. Bailey er hvid, men har stor, dyb respekt og viden om Indianerne og deres kultur. I hjemmet har han adskillige indianske relikvier; våben, udsmykninger, medicin-bundter, ligesom der også hænger officielle personlige hæderserklæringer i glas og ramme på væggene. På hans stuebord ligger ting i flade æsker med glaslåg/ montre, som han har fundet på sin grund, alt fra militære efterladenskaber til ældgamle Indianske ting bl.a. pilespidser af sten, ørnefløjter af den type soldansere bruger under dansen.
Deer Medicine Rock er et helligt område for præriestammerne, et sted som gennem hundreder af år har været benyttet som lejrplads i forbindelse med den årlige soldans i den første del af sommeren, oftest i juni måned, for ved de særlige klippeformationer der er på stedet, er der også mægtige helt flade engarealer til endog meget store lejrpladser. En å løber gennem området, og der er bakkede områder udenom hvorfra man har været i stand til at se, om der skulle komme fjender. Alle tre faktorer var en forudsætning for at kunne slå lejr.
Deer Medicine Rock er et helligt område for præriestammerne, et sted som gennem hundreder af år har været benyttet som lejrplads i forbindelse med den årlige soldans i den første del af sommeren, oftest i juni måned, for ved de særlige klippeformationer der er på stedet, er der også mægtige helt flade engarealer til endog meget store lejrpladser. En å løber gennem området, og der er bakkede områder udenom hvorfra man har været i stand til at se, om der skulle komme fjender. Alle tre faktorer var en forudsætning for at kunne slå lejr.
Soldansen
Soldansen er en central del af prærieindianernes traditionelle kultur som set med traditionelle Euro/Amerikanske værdier, er en blodig og barbarisk ceremoni, fuld af pinsler.
Den betragtning er imidlertid ikke objektiv. I hvert fald er den blottet for indsigt og viden om formålet, hvorfor de gør det.
En soldans bliver forberedt gennem hele foråret. Den helt rigtige cottonwood-stamme, som skal rejses som centrum på soldanspladsen, skal findes og bringes frem til det sted, hvor soldansen er bestemt til at foregå, som kan være langt fra pladsen, og cottonwood-stammen bliver båret på skuldrene af krigerne fra det sted den har vokset, til det sted den skal bruges, og der kan godt være lang vej mellem de to steder.
Selve soldansen er en handling hvor de dansende søger at komme i kontakt med Skaberen, eller som disse folk også kalder ’ham’, Det Store Mysterium, eller på Lakota, Wakan Tanka. Kontakten til Wakan Tanka får de gennem at give ofre af sig selv. Når de ikke som andre kulturer vælger at ofre dyr eller andet, er det fordi disse folk i deres verdensforståelse siger, at man som menneske ikke ejer andet end sig selv og derfor må det være sig selv, man giver offergaver fra. I deres forståelse af det der er på jorden (Moder Jord, som har født alt levende), danner Lakota bare en enkelt nation. Bisonerne, tatanka, har deres egen natio, ulvene deres o.s.v., og i modsætning til fortællingen i Biblens 1. Mosebog er mennesket ikke som levende væsen sat på jorden for at reagere over de andre nationer. Her i denne kultur er alt det levende, alle nationer, ligestillet, og derfor ville det stride mod etikken at at vise sin ærbødighed overfor Wakan Tanka ved at slagte et andet dyr som ærbødighedsgave/ offergave. Man må give hvad man etisk set ejer; sig selv.
I 1876 var der samlet endog rigtig mange Indianere til soldansen. Måske var denne lejr den største der nogensinde havde været samlet, nogle kilder nævner 10.000 andre 12 og endelig er der kilder der mener at 15.000 indianere var samlet ved Deer Medicine Rock. Med tipier og heste har det fyldt et areal der har strukket sig over flere kilometer. Både de som levede udenfor reservaterne, dem som nu var betegnet ’de vilde’ og fjender, og mange af de som havde overgivet sig og havde slået sig ned i reservaterne samlede sig.
Rygtet var nået frem, at Washington var på krigsstien. De indianere der stadig ikke befandt sig på et reservat var folk der nægtede at opgive deres levemåde, som ikke kunne tænke sig at blive afhængige af de hvides forsyninger men som satte pris på det frie liv på prærien sådan som det havde været levet af forfædrene i tusinder af år, altid.
Men præsidenten og de militære ledere havde besluttet sig for, at nu skulle det være slut med de frie folk. De måtte enten dø eller overgive sig og søge ind i reservaterne. Man lavede en præsidentiel beslutning som sagde, at de der ikke var i et reservat inden 1. februar 1876 ville blive regnet for fjender og ville blive behandlet som sådan. At man havde valgt den første i en måned hvor stammerne ligger i vinterlejr og ikke er særlig mobile, var en del af planen. Reelt gik den nemlig ud på at udrydde ”de vilde” – som de blev kaldt.
De forskellige grupperinger af Lakota- og Cheyenne-indianere begyndte at samle sig for at kunne forsvare sig, og selv mange af dem der faktisk havde overgivet sig, drog af sted for at slutte sig sammen med Hunkpapa-høvdingen, Sitting Bull, Ogallala-høvdingen, Crazy Horse, Cheyenne-høvding, Dull Knife samt andre Lakota- og Cheyennegrupperinger. Man var simpelthen klar over, at det ikke kunne undgås at komme i krig med de hvide.
Soldans-ceremonien kom dette år til at foregå ved Deer Medicine Rock. Til denne soldans ville Sitting Bull danse soldansen for at få kontakt med Skaberen. Han lod sin adopterede broder, Jumping Bull, skærer 50 små stykker hud og kød fra hver af sine arme. Jumping Bull satte sig ved siden af sin bror, hvor han med en syl trak huden op på Sitting Bull og med en skarp kniv skar han det hud og kød han havde trukket op af. Blodet begyndte snart at pible fra hans arme, men Sitting Bull forholdt sig i ro mens dette stod på, men han græd, ikke af smerte men for at bede om tilgivelse til Wakan Tanka. Efter dette offer begyndte han at danse soldansen med ansigtet vendt mod solen. Han fortsatte dansen hele denne dag, hele den følgende nat og først ved middagstid næste dag gav hans krop op.
De som så på tog ham og lagde ham ned og han gled ind i sin vision. Da han var kommet til sig selv igen, åbenbarede Sitting Bull hvad Wakan Tanka havde meddelt ham. Han havde hørt en stemme der sagde: - Jeg giver disse til dig fordi de ikke har ører.’
Han havde set op, og nogle Indianere og soldater der kom sværmende som græshopper men faldt med hovedet nedad så deres hatte faldt af. De faldt lige ned i Sitting Bulls egen lejr.
Indianerne var klar over at Skaberen, Wakan Tanka, var med dem. Dette skete 14 dage før Custer med sit 7. kavaleri overfaldt lejren da den var flyttet til Little Bighorn floden.
Crazy Horses tegning i sandstensklippen. Tegningen forestiller hans vision af sin egen forestående død som den kom til at forgå 17 måneder senere. Billederne herunder er samme tegning men delt op i to billeder.
 |  |
Venstre billede er venstre side af Crazy Horses tegning. Fotoen til højre viser kun den øverste højre side af tegningen. Personen er den læge som hjalp Crazy Horse gennem de sidste timer af hans død.
Floyd Clown er klatret op for at vise de enkelte elementer af den tegning hans tipoldefar, Crazy Horse tegnede i juni 1876
Desværre forhindrede en kraftig skygge fra den hosliggende klippe mig i at få taget et brugbart foto af Sitting Bulls tegning. Til gengæld fik jeg taget andre af disse petrogliffer, som jeg bare ikke kender historien, men det er finurlige billeder. Se blot her under:
Tegningen herover viser bl.a. en stor bjørn
Herover har en Indianer ridset en hånd i klippen. efter min mening en genial måde at tegne en hånd på. Meningen kendes ikke.
 |   |
En skulptør ville med garanti kunne få inspiration til en større serie værker ved at kunne gå rundt blandt disse finurlige naturskabte figurationer.
Et kranie med blottede tænder stikker frem i venstre side af denne klippe
Sitting Bull ridsede sin vision ind i den porøse sandstensklippe Deer Medicine Rock,. og den kan ses den dag i dag, om end det er vanskeligt at fotografere billedet.
100 meter fra Deer Medicine Rock står en anden karakteristisk klippe kaldet Owl Rock (fordi den ligner en ugle). Her ridsede Tasunke Witko alias Crazy Horse sin vision fra samme års soldans ind i klippen. Crazy Horse havde set sin egen forestående død som den kom til at foregå 17 måneder senere i Fort Robinson. Man ser på hans tegning en mand placeret til venstre som har hul i brystet ved hjertet og et hul længere nede. Man ser en streg (tolket som den bajonet som soldaten brugte) der går fra en anden person i venstre side af tegningen (soldaten) og oven over denne person/ soldat står en tredje person, lægen, som var til stede indtil Crazy Horse døde sent om aftenen (5. september 1877).
Tegningen viser også en række hestespor. Øverst er hestesporene vendt ’opad’ i en horisontal række og nederst er en række hestespor i en lignede horisontal række vendt 90 °. Hvilken symbolsk forklaring man skal læse af disse hestespor, er der forskellige udlægninger af, så det lader jeg ligge.
Klipperne har også andre af disse indridsede ting som Indianere har set i deres vision. Desværre er der også lømler der har ridset navn og årstal ind i klippen og på den måde skændet dette helt specielle historiske sted.
John Bailey tog med os til klippen i sin lille buggy. Det var andet hold denne mandag i september, men havde set frem til vores besøg da han kender såvel Bill Matson som Floyd Clown.
Det var meget interessant for mig at følges med Floyd, som af naturlige årsager har et særligt forhold til stedet, dels fordi hans tipoldefars indridsede billede kan ses, dels fordi hans bedstefar er begravet i bakkerne tæt ved.
Floyd Clown har i starten af 90erne genoptaget den traditionelle måde at se tilværelsen på. To walk the red road (at gå den røde vej), bliver det kaldt. Han er den, der har æren at have og beskytte Crazy Horses pibe, familiens ’pibe ceeper’. Denne pibe vil på et tidspunkt gå videre til en anden i familien, som familiens ældste bestemmer sig for skal afløse Floyd. Floyd har tre gange danset soldansen og han har, som sine forfædre, været i kontakt med såvel Wakan Tanka som sin tipoldefars ånd.
Det er her mange vil lade kæden hoppe af, for vi er så vandt til at verdenen kun kan rummes indenfor hvad naturvidenskaben kan fortælle os. Men Floyd er ikke i tvivl om at han er på rette vej, og selv har jeg det sådan, at jeg må acceptere at verden er større og meget mare end den snævre virkelighedsforståelse der ligger i vores kultur. Vi er, trods videnskaben, godt i gang med at ødelægge hvad disse Lakotaer betegner Moder Jord. Alene de seneste 140 år siden Custer fik sit endeligt på bbakken ved Little Bighorn, er den natur som præriens stammer passede på og værdsatte blevet til asfalterede veje, byer, industri, forurening og hvad er ellers følger af de værdier der følger vores kulturs tilgang til livet.
Vi var på stedet et par timer inden turen retur til Spearfish, hvor vi kørte østpå og dermed havde solen i ryggen. Aftensolen gav landskaberne en særligt varm glød og vi kunne – som det også skete da vi kørte turen ud, se dyr mange steder på prærien; gazeller og forskellige hjortedyr. Foruden kvæg, naturligvis.
Store skyformationer tårnede sig op og da det var blevet mørkt begyndte fyrværkeriet; vi kørte ind i et gigantisk tordenvejr. Lyn blinkede og skar sig over himlen og snart også mod jorden. Et enkelt af disse kunne vi slå ned ikke langt fra os på vejen mens store regndråber hamrede mod forruden.
Inden vi nåede frem til Spearfish var regnen holdt op. Vi satte Floyd, Bill og Mei af og takkede dem for deres gæstfrihed og store indsats for at give os et par dage med fantastiske oplevelser og forsøgte derefter at finde en campground, som havde åbent. Det lykkedes ikke, så vi endte endnu en gang udenfor Bills hoveddør.
100 meter fra Deer Medicine Rock står en anden karakteristisk klippe kaldet Owl Rock (fordi den ligner en ugle). Her ridsede Tasunke Witko alias Crazy Horse sin vision fra samme års soldans ind i klippen. Crazy Horse havde set sin egen forestående død som den kom til at foregå 17 måneder senere i Fort Robinson. Man ser på hans tegning en mand placeret til venstre som har hul i brystet ved hjertet og et hul længere nede. Man ser en streg (tolket som den bajonet som soldaten brugte) der går fra en anden person i venstre side af tegningen (soldaten) og oven over denne person/ soldat står en tredje person, lægen, som var til stede indtil Crazy Horse døde sent om aftenen (5. september 1877).
Tegningen viser også en række hestespor. Øverst er hestesporene vendt ’opad’ i en horisontal række og nederst er en række hestespor i en lignede horisontal række vendt 90 °. Hvilken symbolsk forklaring man skal læse af disse hestespor, er der forskellige udlægninger af, så det lader jeg ligge.
Klipperne har også andre af disse indridsede ting som Indianere har set i deres vision. Desværre er der også lømler der har ridset navn og årstal ind i klippen og på den måde skændet dette helt specielle historiske sted.
John Bailey tog med os til klippen i sin lille buggy. Det var andet hold denne mandag i september, men havde set frem til vores besøg da han kender såvel Bill Matson som Floyd Clown.
Det var meget interessant for mig at følges med Floyd, som af naturlige årsager har et særligt forhold til stedet, dels fordi hans tipoldefars indridsede billede kan ses, dels fordi hans bedstefar er begravet i bakkerne tæt ved.
Floyd Clown har i starten af 90erne genoptaget den traditionelle måde at se tilværelsen på. To walk the red road (at gå den røde vej), bliver det kaldt. Han er den, der har æren at have og beskytte Crazy Horses pibe, familiens ’pibe ceeper’. Denne pibe vil på et tidspunkt gå videre til en anden i familien, som familiens ældste bestemmer sig for skal afløse Floyd. Floyd har tre gange danset soldansen og han har, som sine forfædre, været i kontakt med såvel Wakan Tanka som sin tipoldefars ånd.
Det er her mange vil lade kæden hoppe af, for vi er så vandt til at verdenen kun kan rummes indenfor hvad naturvidenskaben kan fortælle os. Men Floyd er ikke i tvivl om at han er på rette vej, og selv har jeg det sådan, at jeg må acceptere at verden er større og meget mare end den snævre virkelighedsforståelse der ligger i vores kultur. Vi er, trods videnskaben, godt i gang med at ødelægge hvad disse Lakotaer betegner Moder Jord. Alene de seneste 140 år siden Custer fik sit endeligt på bbakken ved Little Bighorn, er den natur som præriens stammer passede på og værdsatte blevet til asfalterede veje, byer, industri, forurening og hvad er ellers følger af de værdier der følger vores kulturs tilgang til livet.
Vi var på stedet et par timer inden turen retur til Spearfish, hvor vi kørte østpå og dermed havde solen i ryggen. Aftensolen gav landskaberne en særligt varm glød og vi kunne – som det også skete da vi kørte turen ud, se dyr mange steder på prærien; gazeller og forskellige hjortedyr. Foruden kvæg, naturligvis.
Store skyformationer tårnede sig op og da det var blevet mørkt begyndte fyrværkeriet; vi kørte ind i et gigantisk tordenvejr. Lyn blinkede og skar sig over himlen og snart også mod jorden. Et enkelt af disse kunne vi slå ned ikke langt fra os på vejen mens store regndråber hamrede mod forruden.
Inden vi nåede frem til Spearfish var regnen holdt op. Vi satte Floyd, Bill og Mei af og takkede dem for deres gæstfrihed og store indsats for at give os et par dage med fantastiske oplevelser og forsøgte derefter at finde en campground, som havde åbent. Det lykkedes ikke, så vi endte endnu en gang udenfor Bills hoveddør.
 |  |
Det næste step på rejsen bliver at køre ind i Black Hills og få set den på kryds og tværs; små ture den kommende uge, så vi har tid til at få brugt benene med ture i den unikke natur, som disse bjerge er så fuld af. Black Hills, Paha Sapa som er Altings Hjerte (bjergene ligner faktisk et hjerte set oppefra), som Lakotaerne traditionelt har brugt som begravelsessted (hvorfor det aldrig har kunne komme på tale at sælge dem til de hvide. I stedet har de hvide stjålet dPaha Sapa som ifølge Traktaten af 1868 er Sioux-land (Lakota)!). Crazy Horse, som blev lovet et reservat i Black Hills, sagde: - Hjem, det er der, hvor mine forfædre ligger begravet.
Vi vil se disse hellige ”haller” , men vi lover Lakota at opføre os så godt vi kan mens vi er her og at tage hjem igen til der, hvor vore egne forfædre er begravet.
Vi vil se disse hellige ”haller” , men vi lover Lakota at opføre os så godt vi kan mens vi er her og at tage hjem igen til der, hvor vore egne forfædre er begravet.
RSS Feed