Alle steder man kommer frem i disse egen af USA, bliver man mødt af mennesker der er åbne, nysgerrige ( - Where do you guys come from? We are from Denmark! - really? ... Oh my god!). Vores naboer i Fort robinson var et ældre par i en kæmpe stor RV (redential vehichele = en autocamper), så stor som en Movia-bus. De var farmere, kom sydfra og havde ferie. Der var lige blevet høstet og inden de var taget af sted på deres ferie havde den ældre bonde havde kørt 40 miles med sin høstmaskine på en vej hjem fra markerne. han havde følt sig meget træt da han kom hjem, for han havde skulle holde øje med midterstriben på vejen og afslutningen ved rabatten, for maskinen fyldte hele vejens bredde, så 40 miles (60 km) er langt at sidde og holde tungen lige i munden - især når man er en mand godt oppe i 70erne. Nå, men den mand og hans kone var meget snakkesalige, og jeg havde ikke spor travlt, for det var bare så hyggeligt at sidde og snakke med de meget varme og behagelige mennesker.
En anden oplevelse på samme campground var bemærkelsesværdig: Der var et par mennesker der sad ved en meget lille campingvogn. jeg havde set en campingvogn magen til da jeg for tre år siden var i Amerika. Det var i byen Columbus, Montana, hvor jeg havde mødt en mand, Bear, som havde rejst rundt i en camper fuldstændig magen til denne her i Fort Robinson. jeg hilste på de to mennesker der havde denne camper. " Nice camper you've got," sagde jeg, og straks var vi i gang med en samtale. Jeg fortalte så at jeg havde set en magen til for tre år siden, og inden der var gået et minut vidste manden hvem jeg talte om. " Var det en fyr med langt hår?" Det måtte jeg bekræfte og manden kunne derefter fortælle at det var en fyr han havde mødt en enkelt gang, at det var sidste år i september, at Bear havde fået en kæreste o.s.v. .
Jeg var næsten målløs! jeg er i et land med 325.000.000 mennesker, og så møder man et menneske som kender en mand jeg også kender. det oplever vi i danmark fra tid til anden, men der er vi og kun ca. 6.000.000 mennesker, så det er noget ganske andet her i USA. Nå, jeg bad ham hilse Bear hvis han skulle træffes at støde ind i ham på et eller andet tidspunkt.
Turen denne sidste dag i august gik nordpå i retning af Black Hills (Lakota:Paha Sapa); South Dakota, "The heart of everything that is." som Lakota benævner disse bjerge. navnet har det fået fordi de mange fyrtræer gør bakkerne/ bjegene sorte.
På vejen fra Fort Robinson kørte vi til Pine Ringe Reservatet, som er Ogllala- Siouxs reservat. I dette reserver ved stedet kaldet Woonted Knee foretog den amerikanske hær i december 1890 en massakre på en Indiansk lejr. Fra Wikipedia er noteret følgende:Massakren skete i forbindelse med, at sioux-krigerne, som på det tidspunkt for længst var blevet henvist til et reservat, var begyndt at danse åndedans. Den ville ifølge dens tilhængere få de hvide til at forsvinde fra prærien og bisonerne til at vende tilbage. De hvide opfattede derimod dansen som krigsdans og sendte det 7. kavaleri under ledelse af oberst James Forsyth ud for at stoppe løjerne. Om morgenen d. 29. december åbnede regimentet uden varsel ild mod lejren, bl.a. med moderne hurtigtskydende Hotchkiss-kanoner.
Resultatet var 150 dødeindianere på under en time, heriblandt mange kvinder og børn og stammens høvding, Big Foot. Soldaterne mistede til sammenligning 25 mand.
Dette sted besøgte vi. Det var, som det er når man har levet sig godt ind i historien, en speciel følelse at stå på stedet hvor en så modbydelig handling havde fundet sted. Ved vejen nedenfor stedet hvor de dræbte blev puttet i en fællesgrav, sad en Lakota-kvinde og hendes søn og solgte små håndlavede smykker. Vi faldt i snak. Hun fortalte om sit liv, om at hun ikke havde arbejde og at hun måtte leve af de penge hun kunne tjene ved at sælge sine smykker. Jeg købte en drømmefanger af hende. Jeg har altid haft det mærkeligt når jeg ved helsekostbutikker og New Age- folks torveboder så drømmefangere til salg, men her var det noget anderledes, for den lille dømmefanger blev, ud over et minde om den oplevelse jeg fik med mig hjem ved at snakke med dette menneske, også et beskedent bidrag til netop dette fine menneskes mulighed for at opretholde livet.
En anden oplevelse på samme campground var bemærkelsesværdig: Der var et par mennesker der sad ved en meget lille campingvogn. jeg havde set en campingvogn magen til da jeg for tre år siden var i Amerika. Det var i byen Columbus, Montana, hvor jeg havde mødt en mand, Bear, som havde rejst rundt i en camper fuldstændig magen til denne her i Fort Robinson. jeg hilste på de to mennesker der havde denne camper. " Nice camper you've got," sagde jeg, og straks var vi i gang med en samtale. Jeg fortalte så at jeg havde set en magen til for tre år siden, og inden der var gået et minut vidste manden hvem jeg talte om. " Var det en fyr med langt hår?" Det måtte jeg bekræfte og manden kunne derefter fortælle at det var en fyr han havde mødt en enkelt gang, at det var sidste år i september, at Bear havde fået en kæreste o.s.v. .
Jeg var næsten målløs! jeg er i et land med 325.000.000 mennesker, og så møder man et menneske som kender en mand jeg også kender. det oplever vi i danmark fra tid til anden, men der er vi og kun ca. 6.000.000 mennesker, så det er noget ganske andet her i USA. Nå, jeg bad ham hilse Bear hvis han skulle træffes at støde ind i ham på et eller andet tidspunkt.
Turen denne sidste dag i august gik nordpå i retning af Black Hills (Lakota:Paha Sapa); South Dakota, "The heart of everything that is." som Lakota benævner disse bjerge. navnet har det fået fordi de mange fyrtræer gør bakkerne/ bjegene sorte.
På vejen fra Fort Robinson kørte vi til Pine Ringe Reservatet, som er Ogllala- Siouxs reservat. I dette reserver ved stedet kaldet Woonted Knee foretog den amerikanske hær i december 1890 en massakre på en Indiansk lejr. Fra Wikipedia er noteret følgende:Massakren skete i forbindelse med, at sioux-krigerne, som på det tidspunkt for længst var blevet henvist til et reservat, var begyndt at danse åndedans. Den ville ifølge dens tilhængere få de hvide til at forsvinde fra prærien og bisonerne til at vende tilbage. De hvide opfattede derimod dansen som krigsdans og sendte det 7. kavaleri under ledelse af oberst James Forsyth ud for at stoppe løjerne. Om morgenen d. 29. december åbnede regimentet uden varsel ild mod lejren, bl.a. med moderne hurtigtskydende Hotchkiss-kanoner.
Resultatet var 150 dødeindianere på under en time, heriblandt mange kvinder og børn og stammens høvding, Big Foot. Soldaterne mistede til sammenligning 25 mand.
Dette sted besøgte vi. Det var, som det er når man har levet sig godt ind i historien, en speciel følelse at stå på stedet hvor en så modbydelig handling havde fundet sted. Ved vejen nedenfor stedet hvor de dræbte blev puttet i en fællesgrav, sad en Lakota-kvinde og hendes søn og solgte små håndlavede smykker. Vi faldt i snak. Hun fortalte om sit liv, om at hun ikke havde arbejde og at hun måtte leve af de penge hun kunne tjene ved at sælge sine smykker. Jeg købte en drømmefanger af hende. Jeg har altid haft det mærkeligt når jeg ved helsekostbutikker og New Age- folks torveboder så drømmefangere til salg, men her var det noget anderledes, for den lille dømmefanger blev, ud over et minde om den oplevelse jeg fik med mig hjem ved at snakke med dette menneske, også et beskedent bidrag til netop dette fine menneskes mulighed for at opretholde livet.
En anden sælger af håndlavede ting sad i sin bil da vi gik ned far Woonded Knees begravelsesplads og kirkegård. Jeg købte også en ting af ham, ikke fordi den havde den store værdi som sådan, men mest fordi jeg ville støtte fyren.
Fra Woonded Knee kørte vi gennem Pinde Ridge reservatet mod Badlands og efter en halv tids kørsel ud ad en helt lige vej, dukkede de selsomste klippefigurationer frem. Badlands. Som navnet signalerer er Bad Lands ikke egnet til noget som helst fornuftigt; her er det ikke muligt at dyrke jorden, så i stedet for brugte det tamerkanske luftvåben området til at øve sig i at kaste bomber udner II vedenskrig.
Ved Rapid city gik turen fra Hwg 44 til Interstate 90 North og 30 km oppe i Sturgis sluttede dagens tur.
Her er mange store campere med lukkede kassetrailere. Årsagen til disse trailere skyldtes at der i kassen stod en Ford Mustang af en eller anden type, for i weekenden er der Ford Mustang-træf i byen.
Her er mange store campere med lukkede kassetrailere. Årsagen til disse trailere skyldtes at der i kassen stod en Ford Mustang af en eller anden type, for i weekenden er der Ford Mustang-træf i byen.
The White River, øst for Rapid City
Trafikken ved Rapid City bliver tæt, og naturen blev afløst af master og gigantiske billboards. Vi valgte at gemme besøget her og den sydlige ende af Black Hills til næste uge, for vi skal mødes med Bill Matson og Floyd Clown (fra Crazy Horse-familien) søndag.
RSS Feed