Og vejret: Da vi stod var et massivt skydække trukket ind over os, men det var usædvanlig lunt lunt tidspunktet på dagen taget i betragtning. Men pludselig ændrede temperaturen sig. I løbet af bare en time var temperaturen faldet måske 10°, og dèr blev den liggende hele tirsdagen.
Man måtte trække i noget andet end shorts og t-shirt. Iført lange bukser, langærmet skjorte og jakke gik vi efter morgenmaden ned i Spearfish for at supplere vore forsyninger og for at se om vi kunne finde en stegepande til afløsning af den, der fulgte med i bilen. Vi fik sørget for begge dele; købmandsvarerne fra et supermarked der annoncerede med et slogan der lovede ”Get more for your $” og stedepanden købte vi i en second hand store for $3, en super god mærkevarepande, Paula Deen, som straks blev prøvet af samme aften, og sikken forskel. Den gamle pande var ubrugelig. Alt mad man forsøgte at tilberede på den hang fast. Den nye kan klare hvad som helst uden at noget som helst klæber til bunden. Godt køb.
Vi valgte at køre ned gennem Spearfish Scenic Byway, som skærer sig ind i Black Hills og i øvrigt de næste dage tage den anderledes med ro hvad kørsel angår. Vejen ind i bjergene fulgte et bredt åløb og kløften er benævnt som en conyon (hvad jeg så ikke tror, den er,. Det kan næppe være det vandløb vi kørte ved der havde skåret sig ned gennem klipperne, som stod lodrette op på begge sider af vejen/ åen med en afstand på måske 100 meter og titter af og til frem fra en massiv bevoksning af gran, asp, birk, pil – men mest gran. Det er de mange granner der har givet Paha Sapa /Black Hills navnet, for når man ser bjergene fra afstand når man kommer fra prærien udenom, ser de sorte ud.
Hastigheden blev af naturlige årsager sænket på den snoede vej, som følger samme rute som den gamle, nu nedlagte jernbane fra 1880 fulgte ind i guldgraverområdet. Vi satte bilen fra tid til anden og gik ud for at nyde synet af naturen; vandfald, det krystalklare vandløb, egern, fugle.
Man måtte trække i noget andet end shorts og t-shirt. Iført lange bukser, langærmet skjorte og jakke gik vi efter morgenmaden ned i Spearfish for at supplere vore forsyninger og for at se om vi kunne finde en stegepande til afløsning af den, der fulgte med i bilen. Vi fik sørget for begge dele; købmandsvarerne fra et supermarked der annoncerede med et slogan der lovede ”Get more for your $” og stedepanden købte vi i en second hand store for $3, en super god mærkevarepande, Paula Deen, som straks blev prøvet af samme aften, og sikken forskel. Den gamle pande var ubrugelig. Alt mad man forsøgte at tilberede på den hang fast. Den nye kan klare hvad som helst uden at noget som helst klæber til bunden. Godt køb.
Vi valgte at køre ned gennem Spearfish Scenic Byway, som skærer sig ind i Black Hills og i øvrigt de næste dage tage den anderledes med ro hvad kørsel angår. Vejen ind i bjergene fulgte et bredt åløb og kløften er benævnt som en conyon (hvad jeg så ikke tror, den er,. Det kan næppe være det vandløb vi kørte ved der havde skåret sig ned gennem klipperne, som stod lodrette op på begge sider af vejen/ åen med en afstand på måske 100 meter og titter af og til frem fra en massiv bevoksning af gran, asp, birk, pil – men mest gran. Det er de mange granner der har givet Paha Sapa /Black Hills navnet, for når man ser bjergene fra afstand når man kommer fra prærien udenom, ser de sorte ud.
Hastigheden blev af naturlige årsager sænket på den snoede vej, som følger samme rute som den gamle, nu nedlagte jernbane fra 1880 fulgte ind i guldgraverområdet. Vi satte bilen fra tid til anden og gik ud for at nyde synet af naturen; vandfald, det krystalklare vandløb, egern, fugle.
Jernbanen bliver anlagt sidst i 19. århundrede. Black Hills blev med baggrund i de store mængder guld der blev fundet her, hurtigt et rigt og udbygget område med datidens bekvæmmeligheder; jernbane, telegraf,, elektricitet, telefon, veje, stenhuse, banker. At det foregik i Lakota-nationens land, anerkendt og underskrevet af myndighederne iWashington blev der set stort på.
Fra Spearfish Canyon Scenic Byway, vej US 14A, fortsatte vi ad US 385 sydpå og fandt ind på en campground ved Silver City. hvor vi kaunne få et såkaldt ”Full hookup”, som betyder at vi har tilslutning til kloak, vand og el.
Selvom det er et smukt sted denne campground ligger på og yderst stille er der også, besluttede vi at trille længere sydpå mod byen Custer, som ligger tæt på Black Elk Peak, som vi vil op på.
Black Elk Peak er med en højde på 2207 meter det højeste punkt vest for Pyrenæerne og øst for Rocky Mountains. På engelsk kaldtes bjerget af Lakota Owl Peak. Da Custer i 1874 kom med sin ekspedition til Black Hills, gav han stedet navnet Harney Peak.
Harney, General William S. Harney gjorde sit navn udødelig, da udførte en straffeaktion for Grattan episoden. Grattan-episoden var en yderst tragisk hændelse der i 1854 udviklede sig, fordi en mormon følte sig krænket over ikke at kunne få sin ko tilbage, som en Brulé-sioux-kriger nedlage efter at den havde væltet rundt i deres lejr og væltet tipier, uden at mormonen forsøgte at gribe ind. Indianerne tilbød ham et par heste som erstatning for den dræbte ko, men mormonen insisterede på sin ko og gik til de militære myndigheder i området. Leutnant Grattan blev sendt ud for at arrastere krigeren, High Forehead, som havde dræbt koen, men høvding en i lejren, Conquering Bear, som fandt sagen latterlig og derfor nægtede at udlevere krigeren, blev på stedet dræbt af en af Grattans soldater, som skød ham i ryggen.
Dette drab tændte Indianernes vrede som efterfølgende dræbte Lt. Grattan og de 30 soldater han havde med. De hvide betegnede episoden som en massakre. Det var denne tragiske episode som de hvide nu ville hævne. Det gjorde de så i marts 1856 med Harney i spidsen. 600 soldater angreb 250 Sioux-indianere og dræbte 86 og tog 76 til fange.
Ofrene talte også mange kvinder og børn, og denne handling blev efterfølgende betegnet som regulær nedslagtning i The New York Times.
Det er denne Harney, som blev beæret af Custer med at få dette højeste punkt i Black Hills opkaldt efter sig. Stedet har for et par år siden skiftet navn og hedder nu Black Elk Peak. Black Elk var en spirituel Lakota- medicinmand og meget respekteret. Han døde så sent som i 1952 men levede og var i lejren da Custer i 1876 forsøgte sig med angrebet på den store Lakota- og Cheyenne-lejr ved Little Bighorn, slaget der endte med et svidende nederlag for USA's 7. kavaleri og Custer selv. Black Elk nåede som gammel mand at få sit ønske opfyldt, at komme op på Owl Peak en sidste gang. I bogen ”Black Elk Speaks” som en hvid forfatter har udgivet efter samtaler med denne medicinmand, beskriver forfatteren at de gik til toppen af bjerget en dag hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Black Elk fortalte på vejen derop, at han bare ønskede at han kunne komme i kontakt med torden-væsenerne, de kraftigste af naturens ånder. På toppen vendte Black Elk sig mod vest, rakte armene i vejret og begyndte at kalde på disse ånder. Forfatteren beskriver i bogen at der på vesthimlen begyndte at danne sig skyer som snart begyndte at rumle af torden. Black Elk stod stadig og bad mens tårene løb ned over hans kinder. Snart efter forsvandt tordenen og skyerne igen.
Rørende historie, ikke sandt? Hvordan disse folk har båret sig ad med at have kontakt med naturens kræfter på denne måde, skal jeg ikke kunne sige, men her er det altså en hvid mand der beskriver, hvad der skete. Hændelsen er i øvrigt ikke enestående. Hvis den var det, kunne man blot sige at det formentlig var en tilfældighed, at der lige skulle samle sig lidt torden på samme tid som Black Elk ønskede det, men også fra andre kilder har jeg læst om tilsvarende helt uforklarlige hændelser, hvor medicinmænd er i kontakt med kræfter som vi med den Europæiske baggrund ikke kender eller anerkender. For os med den kristne baggrund godkendes kun de forbløffende ting der berettes om at Jesus udførte. På Turtle Island (Amerika) var det for de indfødte folk overhovedet ikke specielt.
Men vi vil op på netop dette høje punkt.
Og vejret: Solen skinner fra en skyfri himmel og temperaturen skulle her i bjergene komme op på 17 - 18° i dag. Om vi så kan få kontakt med tordenvæsenerne er en anden sag. Jeg tror vi vil lade dem være i dag og nyde solen uden afbrydelser.
Selvom det er et smukt sted denne campground ligger på og yderst stille er der også, besluttede vi at trille længere sydpå mod byen Custer, som ligger tæt på Black Elk Peak, som vi vil op på.
Black Elk Peak er med en højde på 2207 meter det højeste punkt vest for Pyrenæerne og øst for Rocky Mountains. På engelsk kaldtes bjerget af Lakota Owl Peak. Da Custer i 1874 kom med sin ekspedition til Black Hills, gav han stedet navnet Harney Peak.
Harney, General William S. Harney gjorde sit navn udødelig, da udførte en straffeaktion for Grattan episoden. Grattan-episoden var en yderst tragisk hændelse der i 1854 udviklede sig, fordi en mormon følte sig krænket over ikke at kunne få sin ko tilbage, som en Brulé-sioux-kriger nedlage efter at den havde væltet rundt i deres lejr og væltet tipier, uden at mormonen forsøgte at gribe ind. Indianerne tilbød ham et par heste som erstatning for den dræbte ko, men mormonen insisterede på sin ko og gik til de militære myndigheder i området. Leutnant Grattan blev sendt ud for at arrastere krigeren, High Forehead, som havde dræbt koen, men høvding en i lejren, Conquering Bear, som fandt sagen latterlig og derfor nægtede at udlevere krigeren, blev på stedet dræbt af en af Grattans soldater, som skød ham i ryggen.
Dette drab tændte Indianernes vrede som efterfølgende dræbte Lt. Grattan og de 30 soldater han havde med. De hvide betegnede episoden som en massakre. Det var denne tragiske episode som de hvide nu ville hævne. Det gjorde de så i marts 1856 med Harney i spidsen. 600 soldater angreb 250 Sioux-indianere og dræbte 86 og tog 76 til fange.
Ofrene talte også mange kvinder og børn, og denne handling blev efterfølgende betegnet som regulær nedslagtning i The New York Times.
Det er denne Harney, som blev beæret af Custer med at få dette højeste punkt i Black Hills opkaldt efter sig. Stedet har for et par år siden skiftet navn og hedder nu Black Elk Peak. Black Elk var en spirituel Lakota- medicinmand og meget respekteret. Han døde så sent som i 1952 men levede og var i lejren da Custer i 1876 forsøgte sig med angrebet på den store Lakota- og Cheyenne-lejr ved Little Bighorn, slaget der endte med et svidende nederlag for USA's 7. kavaleri og Custer selv. Black Elk nåede som gammel mand at få sit ønske opfyldt, at komme op på Owl Peak en sidste gang. I bogen ”Black Elk Speaks” som en hvid forfatter har udgivet efter samtaler med denne medicinmand, beskriver forfatteren at de gik til toppen af bjerget en dag hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Black Elk fortalte på vejen derop, at han bare ønskede at han kunne komme i kontakt med torden-væsenerne, de kraftigste af naturens ånder. På toppen vendte Black Elk sig mod vest, rakte armene i vejret og begyndte at kalde på disse ånder. Forfatteren beskriver i bogen at der på vesthimlen begyndte at danne sig skyer som snart begyndte at rumle af torden. Black Elk stod stadig og bad mens tårene løb ned over hans kinder. Snart efter forsvandt tordenen og skyerne igen.
Rørende historie, ikke sandt? Hvordan disse folk har båret sig ad med at have kontakt med naturens kræfter på denne måde, skal jeg ikke kunne sige, men her er det altså en hvid mand der beskriver, hvad der skete. Hændelsen er i øvrigt ikke enestående. Hvis den var det, kunne man blot sige at det formentlig var en tilfældighed, at der lige skulle samle sig lidt torden på samme tid som Black Elk ønskede det, men også fra andre kilder har jeg læst om tilsvarende helt uforklarlige hændelser, hvor medicinmænd er i kontakt med kræfter som vi med den Europæiske baggrund ikke kender eller anerkender. For os med den kristne baggrund godkendes kun de forbløffende ting der berettes om at Jesus udførte. På Turtle Island (Amerika) var det for de indfødte folk overhovedet ikke specielt.
Men vi vil op på netop dette høje punkt.
Og vejret: Solen skinner fra en skyfri himmel og temperaturen skulle her i bjergene komme op på 17 - 18° i dag. Om vi så kan få kontakt med tordenvæsenerne er en anden sag. Jeg tror vi vil lade dem være i dag og nyde solen uden afbrydelser.
Om det bliver i dag vi kommer op på Black Elk Peak er temmelig tvivlsomt. I går aftes, gik jeg ud af camperen i mørket og faldt over den båltønde der er placeret mellem der hvor bilen står og toiletbygningen. Jeg slog mig temmelig meget og her til morgen gør det bare s***** ondt i min fod som var det sted jeg slog mig mest og den er temmelig hævet.
RSS Feed