Onsdag, 19. september
Jeg vågnede ved at camperen kørte. Kaare var oppe på denne frostklare dag og kørte til campgroundens ’dump station’, stedet man kan tømme bilens tanke for spildevand og andet flydende affald. Der var gået så lang tid, at den grå tank, den med spildevand, var fyldt, så det begyndte at stige ud i brusenichen.
Frisk vand på tankene fik vi ikke fyldt ved samme lejlighed, for nattens frost havde sørget for is i vandledningen, så det måtte klares senere.
Vi besluttede os for at ændre planerne, for vi har på tre dage fået oplevet det, vi tog til Yellowstone for at se, så vi kunne lige så godt tage videre. Grand Teton National Park besluttede vi så også at springe over, for dels skal man betale penge for at køre ind i parken, dels så det ikke ud som om parken ville byde på større oplevelser end dem vi kan få udenfor.
Jeg vågnede ved at camperen kørte. Kaare var oppe på denne frostklare dag og kørte til campgroundens ’dump station’, stedet man kan tømme bilens tanke for spildevand og andet flydende affald. Der var gået så lang tid, at den grå tank, den med spildevand, var fyldt, så det begyndte at stige ud i brusenichen.
Frisk vand på tankene fik vi ikke fyldt ved samme lejlighed, for nattens frost havde sørget for is i vandledningen, så det måtte klares senere.
Vi besluttede os for at ændre planerne, for vi har på tre dage fået oplevet det, vi tog til Yellowstone for at se, så vi kunne lige så godt tage videre. Grand Teton National Park besluttede vi så også at springe over, for dels skal man betale penge for at køre ind i parken, dels så det ikke ud som om parken ville byde på større oplevelser end dem vi kan få udenfor.
9:15 trillede vi afsted. Endnu en pragtfuld solskinsdag med klar og kølig morgenluft. Vi kom igen forbi Mud Vulcano og tog et kig ned over Yellowstonefloden som glinsede i morgensolen mens det sydede og boblede fra huller i jorden. En sidste gang kørte vi igennem den enorme slette som breder sig ud med floden løbende igennem og langt ude skridtede to buffalo sig gennem sletten.
På vejen vestpå i Yellowstone, standsede vi bilen og gik en formiddagstur til et lille vandfald med navnet Gibbon Falls. I starten af ruten kunne støjen fra bilerne ved vejen, som vi havde forladt, høres som den velkendte baggrundsstøj, men langsomt fortonede den brummende lyd sig, så det kun var lyden fra de små egern og nogle enkelte fugle, der kunne høres.
På vejen vestpå i Yellowstone, standsede vi bilen og gik en formiddagstur til et lille vandfald med navnet Gibbon Falls. I starten af ruten kunne støjen fra bilerne ved vejen, som vi havde forladt, høres som den velkendte baggrundsstøj, men langsomt fortonede den brummende lyd sig, så det kun var lyden fra de små egern og nogle enkelte fugle, der kunne høres.
Vi havde taget bear-spray med i det tilfælde, at vi skulle støde på en bjørn, men også denne gang var der ingen større dyr at se og heller ikke spor eller efterladenskaber fra dem. Men da man bliver rådet til at give lyd fra sig, med det formål at fortælle en evt. bjørn, at vi er i området, så den har mulighed for at fortrække, talte vi højt sammen. Det er i modsætning til, hvad vi danskere ellers har lært på de hjemlige himmelstrøg, hvor vi ved, at hvis vi vil opleve dyrene i skoven, skal vi være stille, så vi ikke bliver hørt, men vi har heller ikke bjørne i skoven. Debatten i Danmark angående ulve virker her fuldstændig hysterisk. Her er der store ulveflokke, men der er ikke en eneste advarsel om, hvordan man skal forholde sig, hvis man møder ulve. Årsagen er den enkle, at det gør man ikke, for ulve er sky.
Vi fulgte vandvejene, floderne, på vores vej vest ud af Yellowstone National Park; Yellowstone, Gibbon og Madison. Hele vejen fulgte vi en af floderne, som hver især tager sig fantastiske ud, mens de snor sig vestpå.
Vi nåede ud af parken til byen West Yellowstone, som er en traditionel westernby med så brede veje, at man kan vende rundt med et seks- eller ottespand heste. Facaderne er også lidt som man kender det i westernfilm; helt flade som en kulisse. Heste er der selvfølgelig ikke mere. Nu er det hestekræfter der fylde gadebilledet, men her er det så en fordel, at vejene er bygget som de blev, for der er god plads til køretøjer af enhver art, både på kørebanerne og til parkering langs vejene. Her behøver man ikke lave kantstensparkering, for der er så meget plads, at man blot kan stikke bilens næse ind mod fortovet. Selv den RV (sådan hedder et motorhome her i Amerika) vi kører i som er 25 fod lang (8 meter 30 cm), kan parkeres på den måde, og det var, hvad vi gjorde for at gå i supermarkedet for at supplere forsyningerne, som efter tre dage i Yellowstone Park efterhånden var blevet noget slunkne.
Med depoterne fyldte satte vi gps’en til at følge Hwg 20 til Upper Mesa falls. Vejen går først vest over, men drejer sydpå. Man kører først ind gennem Targhee Pass på 7072 fod (2357 meter), men kommer hurtigt til udpræget landbrugsland i Idaho. Markerne er store. Meget store. Og det bliver vandet med nogle enorme vandingsanlæg, måske 200 meter lange, som kører på hjul. Vandet er der nok af, for det kommer fra den nærliggende flod eller sø.
Fra Hgw 20 blev vi af den flinke gps-dame bedt om at dreje ned ad vej 47 og snart fandt vi ud af, at det flade land havde hemmeligheder at byde på, for vi bevægede os pludselig med en særdeles dyb kløft på vores højre side. Den side jeg sad på. Vejen var smal, og der var ingen autoværn. Min ængstelse for hvad der ville ske, hvis vi af en eller anden grund kom udenfoor vejen, holdt jeg helt og aldeles for mig selv. Vi har snart kørt 3000 km på denne rejse, og Kaare har været en god og ansvarsbevidst chauffør på hele turen, så der var heller ikke denn gang nogen som helst grund til at lade sig mærke med bekymringer. Selv når man, som på denne strækning, kørte på randen af en dyb kløft.
Gps-damen viste os med sikker og blid stemme frem til målet. Og hvilket fantastisk sted, vi havde spottet på kortet. Upper Mesa fall var virkelig værd at køre efter. Der var lavet en sikker trail med rækværk langs floden, Henry’s Fork, og denne fint anlagte sti førte helt ned til vandfaldet, som vi derfor kunne stå helt tæt på.
De store tinder i baggrunden er Grand Teton (det største af bjergene). De ligger her 60 km fra hvor jeg skød dette foto.
Ved vandfaldet var der i 20erne lavet en lille cafe, som har haft forskellige formål gennem tiderne. Nu er det et visitor center med forskellige souvenirers og et sted som vist må være lavet til undervisningsbrug; forskellige skind fra de dyr der er i området, plancher med hvad man kan finde i naturen. Sådan noget.
Vi kørte vider med en god fornemmelse af at have taget et godt valg tidligere ved ikke at bevæge os ind i Grand Teton National Park, men i stedet finde nogle interessante steder udenfor parken. Stedet vi besøgte, og som vi også fandt en campground med en super smuk beliggenhed hedder ifølge kortet Caribou-Targhee National Forest. Campgrounden ligger ikke langt fra Warm River. Til gengæld ligger den meget langt fra offentlig vej og af samme grund er her så fredeligt, som man kan ønske sig.
RSS Feed