Torsdag, 20.september
Selv om der stadig er 10 dage tilbage her i USA, kan det ikke nægtes, at jeg så småt gør klar til ’landing’: Vi er på vej sydover, for at kunne være i Denver og aflevere bilen 28. september, og inden den bliver afleveret , skal den være rengjort og fyldt op med gas og benzin. Det vil sige, at vi skal være i nærheden af Denver 27. september om eftermiddagen, så der er god til at få alt på plads. Vi har med andre ord en uge tilbage til de sidste eventyr, men det er også, som det skal være. Vi når de sidste mål der er sat, og kan allerede nu se tilbage på en aldeles interessant og begivenhedsrig rejse rundt i det historiske Midt-vesten.
Meget af rejsen var formet af den interesse jeg gennem de seneste tre år har bygget op vedrørende de folk, der boede her før europæerne flokkedes til Amerika.
For tre år siden, da jeg sammen med Ole rejste rundt i det Nordvestlige Amerika (Canada og USA), rejste jeg hele tiden med en sær fornemmelse af, at de oprindelige folk var meget nærværende. Det var en følelse, der er vanskelig at forklare, men følelen satte sig i mig og bevirkede, at jeg satte mig det mål, at ville finde ud af, hvad det var for folk, der boede i de egne, jeg havde besøgt. Jeg kendte i forvejen kun Indianerne fra de film Hollywood havde skabt, og det var selvsagt ikke noget brugbart billede. Jeg måtte læse om det. På dansk var der uendelig lidt litteratur. Jeg fandt antikvarisk Dee Browns bog, Begrav mit hjerte ved Woonded Knee. Den bog er fra 1970 og på dansk 1974.
I bogen gør Dee Brown det, at han billedligt talt vender sig 180°. Vi fra vores del af verden er som bekendt vant til at se historien om Amerika med øjnene rettet mod vest: Columbus opdagedeAmerika. Det var den nyeverden, helt jomfruelig, stor og fuld af muligheder, for ingenejede den nye verden. Den lå bare der klar til at blive indtaget af mennesker med drømme om en bedre tilværelse end de havde haft i Europa. Jo, jo, I Amerika var der var da godt nok de der indianere, men de var ikke at regne som andet end vilde, uciviliserede og utæmmede, som naturen omkring dem.
Men det er en særdeles subjektiv fortælling. Det er sejrherrernes udlægning, og den er fordrejet, fuld af lodrette løgne og fortielser. Set med ansigtet rettet mod øst, ser historien helt anderledes ud. Den kan også indeholde mange subjektive beskrivelser, men det store billede der åbner sig, er historien om, hvordan de mange nationer der beboede Skildpaddeøen (som kontinentet blev kaldt af dets beboere, dem vi Europæere med en fællesbetegnelse kaldte indianere), fik frataget deres land ved hjælp af folkedrab, snyd og svindel, traktatbrud og utallige forsøg på at udnytte, og udslette disse forskellige folkeslag, som naturligvis forsvarede deres familier og samfund mod de overgreb, de blev udsat for. Alt sammen gjort af mennesker, der sagde de af Gud havde fået lov til at besidde kontinentet, og derfor måtte de folkeslag der altid havde boet på kontinentet underkaste sig eller dø. Manifest Destinyvar et officielt slogan som dækkede over netop denne forståelse, og som blev brugt på højeste sted i Washington DC. Et andet yndet slogan i de politiske kredse i Washington var ”Save the man – kill the indian”. Dette slogan blev brugt op gennem 20. århundrede. Indianeren skulle lære at leve som de hvide: Jorden delt op i parceller, beboelse i firkantede huse, de skulle skifte det frie nomadeliv ud blive fastboende og dyrke jorden. Det lange hår skulle klippes. De skulle have samme slags tøj på som amerikanerne. Børnene blev taget fra forældrene og sat i kostskole langt fra deres forældre. Her fik de nye navne og de måtte ikke tale deres modersmål men kun engelsk. De blev straffet hårdt hvis de forbrød sig mod reglerne (Tugt af børn blev ikke benyttet i de oprindelige kulturer).
De kristne hvide menneskers fremfærd var på alle måder en hån mod det kristne næstekærlighedsbud, som de mente de levede efter.
Begrav mit hjerte ved Woonted Knee var en øjenåbner, og jeg følte, jeg måtte vide mere. Jeg søgte herefter læsestof, der var egentlige kilder, hvor det var indianere selv, der kom til orde, fortalte om det liv der var deres, før det blev ødelagt af de hvide herrer i Washington. Jeg fandt først et par autobiografier, en hvor Absalooke (Crow) høvdingen Plenty Coups (1842 – 1934) som gammel mand gennem en række samtaler med Frank B. Lindeman (af Plenty Coups kaldet Sign Talker) fortæller om sit liv som barn, ung kriger og livet som det senere formede sig. I en anden autobiografi er det Medicin-kvinden Pretty Shields, der fortæller om sit liv til samme Frank B. Lindemann.
Yderst interessant læsning som kun vagte min interesse yderligere.
De følgende par år blev det til en lille meter bøger, som jeg tyggede mig gennem. På engelsk. Jeg havde ikke i mit voksne liv læst noget som helst på engelsk, men nu blev jeg nødt til det, hvis jeg ville vide noget om de oprindelige folk i Amerika. Og det ville jeg.
Efterhånden som jeg kom ind i stoffet og fik større viden om indianernes kulturer, og ikke mindst om de historiske begivenheder der i sidste halvdel af 19. århundrede ændrede disse folks liv radikalt, fik jeg sat cirkler på landkortet om steder, jeg havde lyst til at besøge: Fort Laramie (hvor alle de vigtige traktater blev underskrevet af henholdsvis USA og den nordlige præries nationer), Fort Robinson som var centrum for Chief Red Clouds agentur (reservat), og ikke mindst blev stedet den store høvding Tasunke Witko (Crazy Horse) blev dræbt i 1877. Der var slagmarkerne ved Rosebud og Little Bighorn (jeg havde ikke fået det hele set første gang, jeg var derovre), der var Sand Creek, stedet hvor en hel indianerlejr blev massakreret, og som startede det dybe fjendskab med de hvide. Der var også steder, som kom til at blive kendte, da Nez Percé-høvdingen Chief Joseph med sit folk i 1877 måtte flygte fra de amerikanske tropper, men disse steder, samt Sand Creek ville desværre komme til at få en kommende rejse til at strække sig over alt for stort geografisk område, så de blev i mine forberedelser til en ny Amerikarejse sat i bero.
I starten af sommeren fik jeg kontakt med Crazy Horses slægtninge, Floyd Clown og Doug War Eagle samt deres hvide hjælper, forfatter og dokumentarfilmmand William B. Matson, der for Crazy Horse-familien havde taget imod opgaven at få samlet deres historie, herunder hvad der havde ligget af hemmeligheder om deres oldefar. De tilbød mig at vise Deer Medicine Rock, stedet Hunkpapa-høvdingen Sitting Bull og Ogallala-høvdingen Crazy Horse havde ridset/ tegnet deres visioner ind i en sandstensklippe ved det sted, de og 12 – 15.000 indianere 14 dage før slaget ved Little Bighorn havde holdt soldans. Den gestus tog jeg med stor glæde imod, ikke mindst fordi man som turist ikke kan komme til området uden tilladelse, for det ligger i dag på privat grund uden skiltning til stedet. Det var et virkelig generøst tilbud som derfor kom til at stå øverst på ønskelisten, da rejsen var blevet en realitet. De samme folk tilbød også at tage mig med til Labour Day powwow i Cheyenne River Reservatet i det østligste South Dakota; årets største fest for de folk der lever i det reservat.
Hele første del af rejsen kom på den måde til at handle om præriefolkenes historie og nutid.
Selv om der stadig er 10 dage tilbage her i USA, kan det ikke nægtes, at jeg så småt gør klar til ’landing’: Vi er på vej sydover, for at kunne være i Denver og aflevere bilen 28. september, og inden den bliver afleveret , skal den være rengjort og fyldt op med gas og benzin. Det vil sige, at vi skal være i nærheden af Denver 27. september om eftermiddagen, så der er god til at få alt på plads. Vi har med andre ord en uge tilbage til de sidste eventyr, men det er også, som det skal være. Vi når de sidste mål der er sat, og kan allerede nu se tilbage på en aldeles interessant og begivenhedsrig rejse rundt i det historiske Midt-vesten.
Meget af rejsen var formet af den interesse jeg gennem de seneste tre år har bygget op vedrørende de folk, der boede her før europæerne flokkedes til Amerika.
For tre år siden, da jeg sammen med Ole rejste rundt i det Nordvestlige Amerika (Canada og USA), rejste jeg hele tiden med en sær fornemmelse af, at de oprindelige folk var meget nærværende. Det var en følelse, der er vanskelig at forklare, men følelen satte sig i mig og bevirkede, at jeg satte mig det mål, at ville finde ud af, hvad det var for folk, der boede i de egne, jeg havde besøgt. Jeg kendte i forvejen kun Indianerne fra de film Hollywood havde skabt, og det var selvsagt ikke noget brugbart billede. Jeg måtte læse om det. På dansk var der uendelig lidt litteratur. Jeg fandt antikvarisk Dee Browns bog, Begrav mit hjerte ved Woonded Knee. Den bog er fra 1970 og på dansk 1974.
I bogen gør Dee Brown det, at han billedligt talt vender sig 180°. Vi fra vores del af verden er som bekendt vant til at se historien om Amerika med øjnene rettet mod vest: Columbus opdagedeAmerika. Det var den nyeverden, helt jomfruelig, stor og fuld af muligheder, for ingenejede den nye verden. Den lå bare der klar til at blive indtaget af mennesker med drømme om en bedre tilværelse end de havde haft i Europa. Jo, jo, I Amerika var der var da godt nok de der indianere, men de var ikke at regne som andet end vilde, uciviliserede og utæmmede, som naturen omkring dem.
Men det er en særdeles subjektiv fortælling. Det er sejrherrernes udlægning, og den er fordrejet, fuld af lodrette løgne og fortielser. Set med ansigtet rettet mod øst, ser historien helt anderledes ud. Den kan også indeholde mange subjektive beskrivelser, men det store billede der åbner sig, er historien om, hvordan de mange nationer der beboede Skildpaddeøen (som kontinentet blev kaldt af dets beboere, dem vi Europæere med en fællesbetegnelse kaldte indianere), fik frataget deres land ved hjælp af folkedrab, snyd og svindel, traktatbrud og utallige forsøg på at udnytte, og udslette disse forskellige folkeslag, som naturligvis forsvarede deres familier og samfund mod de overgreb, de blev udsat for. Alt sammen gjort af mennesker, der sagde de af Gud havde fået lov til at besidde kontinentet, og derfor måtte de folkeslag der altid havde boet på kontinentet underkaste sig eller dø. Manifest Destinyvar et officielt slogan som dækkede over netop denne forståelse, og som blev brugt på højeste sted i Washington DC. Et andet yndet slogan i de politiske kredse i Washington var ”Save the man – kill the indian”. Dette slogan blev brugt op gennem 20. århundrede. Indianeren skulle lære at leve som de hvide: Jorden delt op i parceller, beboelse i firkantede huse, de skulle skifte det frie nomadeliv ud blive fastboende og dyrke jorden. Det lange hår skulle klippes. De skulle have samme slags tøj på som amerikanerne. Børnene blev taget fra forældrene og sat i kostskole langt fra deres forældre. Her fik de nye navne og de måtte ikke tale deres modersmål men kun engelsk. De blev straffet hårdt hvis de forbrød sig mod reglerne (Tugt af børn blev ikke benyttet i de oprindelige kulturer).
De kristne hvide menneskers fremfærd var på alle måder en hån mod det kristne næstekærlighedsbud, som de mente de levede efter.
Begrav mit hjerte ved Woonted Knee var en øjenåbner, og jeg følte, jeg måtte vide mere. Jeg søgte herefter læsestof, der var egentlige kilder, hvor det var indianere selv, der kom til orde, fortalte om det liv der var deres, før det blev ødelagt af de hvide herrer i Washington. Jeg fandt først et par autobiografier, en hvor Absalooke (Crow) høvdingen Plenty Coups (1842 – 1934) som gammel mand gennem en række samtaler med Frank B. Lindeman (af Plenty Coups kaldet Sign Talker) fortæller om sit liv som barn, ung kriger og livet som det senere formede sig. I en anden autobiografi er det Medicin-kvinden Pretty Shields, der fortæller om sit liv til samme Frank B. Lindemann.
Yderst interessant læsning som kun vagte min interesse yderligere.
De følgende par år blev det til en lille meter bøger, som jeg tyggede mig gennem. På engelsk. Jeg havde ikke i mit voksne liv læst noget som helst på engelsk, men nu blev jeg nødt til det, hvis jeg ville vide noget om de oprindelige folk i Amerika. Og det ville jeg.
Efterhånden som jeg kom ind i stoffet og fik større viden om indianernes kulturer, og ikke mindst om de historiske begivenheder der i sidste halvdel af 19. århundrede ændrede disse folks liv radikalt, fik jeg sat cirkler på landkortet om steder, jeg havde lyst til at besøge: Fort Laramie (hvor alle de vigtige traktater blev underskrevet af henholdsvis USA og den nordlige præries nationer), Fort Robinson som var centrum for Chief Red Clouds agentur (reservat), og ikke mindst blev stedet den store høvding Tasunke Witko (Crazy Horse) blev dræbt i 1877. Der var slagmarkerne ved Rosebud og Little Bighorn (jeg havde ikke fået det hele set første gang, jeg var derovre), der var Sand Creek, stedet hvor en hel indianerlejr blev massakreret, og som startede det dybe fjendskab med de hvide. Der var også steder, som kom til at blive kendte, da Nez Percé-høvdingen Chief Joseph med sit folk i 1877 måtte flygte fra de amerikanske tropper, men disse steder, samt Sand Creek ville desværre komme til at få en kommende rejse til at strække sig over alt for stort geografisk område, så de blev i mine forberedelser til en ny Amerikarejse sat i bero.
I starten af sommeren fik jeg kontakt med Crazy Horses slægtninge, Floyd Clown og Doug War Eagle samt deres hvide hjælper, forfatter og dokumentarfilmmand William B. Matson, der for Crazy Horse-familien havde taget imod opgaven at få samlet deres historie, herunder hvad der havde ligget af hemmeligheder om deres oldefar. De tilbød mig at vise Deer Medicine Rock, stedet Hunkpapa-høvdingen Sitting Bull og Ogallala-høvdingen Crazy Horse havde ridset/ tegnet deres visioner ind i en sandstensklippe ved det sted, de og 12 – 15.000 indianere 14 dage før slaget ved Little Bighorn havde holdt soldans. Den gestus tog jeg med stor glæde imod, ikke mindst fordi man som turist ikke kan komme til området uden tilladelse, for det ligger i dag på privat grund uden skiltning til stedet. Det var et virkelig generøst tilbud som derfor kom til at stå øverst på ønskelisten, da rejsen var blevet en realitet. De samme folk tilbød også at tage mig med til Labour Day powwow i Cheyenne River Reservatet i det østligste South Dakota; årets største fest for de folk der lever i det reservat.
Hele første del af rejsen kom på den måde til at handle om præriefolkenes historie og nutid.
Torsdag, 20. september. Dagen.
Endnu engang vågnede jeg og erfarede, at Kaare var oppe og var i gang, eller … Kaare sad og havde lavet sig en kop kaffe. Vi havde sovet på den mest stille campground, vi endnu havde været på; der var kun os. Stedet var rigtig nydeligt med kortklippet græs og i receptionen, som også var stedets café, var der wifi - oven i købet et hurtigt et af slagsen. Vi befandt os ellers meget langt ude på landet, havde kørt meget langt ad en mindre vej, gennem landbrugsland, hvor markerne lå ny-høstede med lyse, smukke stubbe. Idaho har et slogan jeg har grinet meget af; ”famous potatoes”. Men når man rejser rundt i Idaho, finder man hurtigt ud af, at denne stat er en ihærdig landbrugsstat, hvor landet over store strækninger ligner det vi kender som Jylland.
Vi startede bilen som dagen før, kl. 9:15. Fra starten var der ingen netadgang, men snart var der fuld dækning, og gps-damen fik lidt at lave, idet vi satte maskinen til at lede os til Jackson, som ligger umiddelbart syd for Grand Teton national Park (som vi havde valgt at droppe fordi vi nok mente vi kunne få lige så gode oplevelser udenfor denne nationalpark.
Endnu engang vågnede jeg og erfarede, at Kaare var oppe og var i gang, eller … Kaare sad og havde lavet sig en kop kaffe. Vi havde sovet på den mest stille campground, vi endnu havde været på; der var kun os. Stedet var rigtig nydeligt med kortklippet græs og i receptionen, som også var stedets café, var der wifi - oven i købet et hurtigt et af slagsen. Vi befandt os ellers meget langt ude på landet, havde kørt meget langt ad en mindre vej, gennem landbrugsland, hvor markerne lå ny-høstede med lyse, smukke stubbe. Idaho har et slogan jeg har grinet meget af; ”famous potatoes”. Men når man rejser rundt i Idaho, finder man hurtigt ud af, at denne stat er en ihærdig landbrugsstat, hvor landet over store strækninger ligner det vi kender som Jylland.
Vi startede bilen som dagen før, kl. 9:15. Fra starten var der ingen netadgang, men snart var der fuld dækning, og gps-damen fik lidt at lave, idet vi satte maskinen til at lede os til Jackson, som ligger umiddelbart syd for Grand Teton national Park (som vi havde valgt at droppe fordi vi nok mente vi kunne få lige så gode oplevelser udenfor denne nationalpark.
Inden Jackson kørte vi op gennem Teton Pass, som ligger i 8431 fods højde (2810 m). Teton Pass har haft stor betydning som stedet de første hvide mennesker, der ville til de nordvestlige egne, kunne komme igennem. Men det var dengang en meget vanskelig sag at komme gennem passet. Det var dengang en to ugers rejse at komme igennem. Passet har - forskellige arkæologiske fund har vist det - været benyttet af Indianere i mere end 9000 år, og det har da også været det spor de første hvide mennesker benyttede, når de fulgte Oregon Trail fra Fort Laramie og skulle gennem de høje bjerge. Det er godt 200 år siden de første hvide mennesker tog turen over Rocky Mountains på dette sted. I dag er vejen naturligvis ny og farbar for al trafik, og vi havde da heller ingen problemer med at lade camperen slide sig op gennem passet og videre sydpå langs Hoback River.
Hvor det i går i udpræget grad var vandvejene, vi havde øje for på vores vej fra Yellowstone, var det denne torsdag i udpræget grad efterårets farver, som nu her i bjergene lyser i stærke gyldne farver, især birk og asp skinner om kap med granernes mørkegrønne farve som baggrund. Vi havde stadigvæk vandvejene ved siden af os; de gamle trails gik langs floderne, dels fordi man på den måde ikke behøvede at tænke på rent vand til heste og mennesker, dels fordi floderne skærer sig gennem landskabet på de lavest liggende områder, og derfor – alt andet lige - var det letteste terræn at komme frem ad.
Mens vi kørte langs Hoback River opdagede vi at der var en større brand forude og vi opdagede snart, at der var tale om en omfattende naturbrand. Himlen blev tæt af røgudviklingen og snart kunne vi ikke fornemme at vi faktisk havde en dag med fuld sol. Fly så vi fra tid til anden på himlen med en stor pose for enden af en lang line. Flyene samlede vand op fra en sø og smed de store poser vand ned på ilden. Slukningsarbejdet så vi ikke, for det var alligevel for langt fra, hvor vi kørte.
Så pludselig stod der en større flok geder på og ved vejen. Der er fra tid til anden et skilt der fortæller om at der kan være dyr på vejen, men at der pludselig skulle befinde sig vilde geder på den vej, vi kørte ad, var meget overraskende. Himlen over os blev helt dækket af røg, og det var et sælsomt syn at køre gennem.
Gps-damen havde efter Jackson, hvor vi havde fået frisk benzin på bilen, fået en ny destination, hun skulle føre os til. Museum of the Mountain Men i den lille by Pinedale ved vej Hgw. 191.
Museet blev åbnet i 1990 og er med andre ord særdeles nyt. Det var et rigtig godt besøg. Museet har sin placering i Pinedale, fordi det var i nærheden af hvor denne by kom til at ligge, at pelsjægerne gennem en årrække mødtes til et rendezvous.
Pelsjægerne bevægede sig rundt i det store land, ofte uden at andre kunne anvise dem, hvordan man skulle kunne overleve i hvad der for Euro-amerikanere var vildmark. Rigtig mange af dem blev drevet af trangen til eventyr, og måske også hurtige penge, men det var en ualmindelig farefuld tilværelse og et stort men ukendt antal af dem døde hurtigt, enten af sygdom, i kamp med Indianere eller i kamp med vilde dyr. Men der var også dem, der overlevede i rigtig mange år, f.eks Jim Bridger, som er en af de kendteste mountainmen.
Efter museumesbesøget fandt vi en campground men valgte at køre tilbage til museet og campere, for den campground vi havde mulighed for at være på, havde hverken vand, el eller kloaktilslutning, og så kunne vi lige så godt spare de $16, ikke mindst fordi damerne i museets reception havde givet os lov til at campere på museets p-plads.
Inden vi nåede Pinedale, havde vi over et langt stræk kørt gennem et område, hvor en større naturbrand hærgede. Kraftige røgfaner steg op over bakkerne omkring os og dækkede for solen, og da vi nåede Pinedale var vesthimlen dækket som var der tale om overskyet vejr.
Aftenen blev præget af en solnedgang der gav mindelser til Munchs ’Skriget’. Brandens røg dækkede for solen og himlen lyste rødt på en måde, jeg aldrig før har set; skræmmende og flot på samme tid.
Museet blev åbnet i 1990 og er med andre ord særdeles nyt. Det var et rigtig godt besøg. Museet har sin placering i Pinedale, fordi det var i nærheden af hvor denne by kom til at ligge, at pelsjægerne gennem en årrække mødtes til et rendezvous.
Pelsjægerne bevægede sig rundt i det store land, ofte uden at andre kunne anvise dem, hvordan man skulle kunne overleve i hvad der for Euro-amerikanere var vildmark. Rigtig mange af dem blev drevet af trangen til eventyr, og måske også hurtige penge, men det var en ualmindelig farefuld tilværelse og et stort men ukendt antal af dem døde hurtigt, enten af sygdom, i kamp med Indianere eller i kamp med vilde dyr. Men der var også dem, der overlevede i rigtig mange år, f.eks Jim Bridger, som er en af de kendteste mountainmen.
Efter museumesbesøget fandt vi en campground men valgte at køre tilbage til museet og campere, for den campground vi havde mulighed for at være på, havde hverken vand, el eller kloaktilslutning, og så kunne vi lige så godt spare de $16, ikke mindst fordi damerne i museets reception havde givet os lov til at campere på museets p-plads.
Inden vi nåede Pinedale, havde vi over et langt stræk kørt gennem et område, hvor en større naturbrand hærgede. Kraftige røgfaner steg op over bakkerne omkring os og dækkede for solen, og da vi nåede Pinedale var vesthimlen dækket som var der tale om overskyet vejr.
Aftenen blev præget af en solnedgang der gav mindelser til Munchs ’Skriget’. Brandens røg dækkede for solen og himlen lyste rødt på en måde, jeg aldrig før har set; skræmmende og flot på samme tid.
Nogle vil måske mene, at jeg har 'pillet' ved farverne på fotoet herover og de følgende. Det har jeg ikke; de er nøjagtigt gengivet, helt som det tog sig ud.
RSS Feed