Lørdag, 1. september
”Vil du ikke med ind til byen?” Kaare havde spottet at Sturgis netop denne lørdag var rammen for et stort Fort Mustang Ralley. Jeg er på ingen måder motorinteresseret, men syntes alligevel godt jeg ville have den oplevelse med, for Mustang er så gennem amerikansk som det kan blive. Vi lod vores camper stå og gik op i byen, og jeg må indrømme, at jeg blev imponeret ud over det sædvanelige, for de 2.000 Mustanger stod alle med kølerhjælmen åben og skinnede og så ud som helt nye biler der aldrig havde været på vejen. Og ved de forskellige biler var ejerne i gang med at efterpolere lak og krom, og fjerne selv den mindste olieplet, så vatpinde og tandbørste var en del af værktøjet sammen med klude og polérmidler, polish og hvad der eller kunne tænkes at være i de flasker og dunke de havde med.
”Vil du ikke med ind til byen?” Kaare havde spottet at Sturgis netop denne lørdag var rammen for et stort Fort Mustang Ralley. Jeg er på ingen måder motorinteresseret, men syntes alligevel godt jeg ville have den oplevelse med, for Mustang er så gennem amerikansk som det kan blive. Vi lod vores camper stå og gik op i byen, og jeg må indrømme, at jeg blev imponeret ud over det sædvanelige, for de 2.000 Mustanger stod alle med kølerhjælmen åben og skinnede og så ud som helt nye biler der aldrig havde været på vejen. Og ved de forskellige biler var ejerne i gang med at efterpolere lak og krom, og fjerne selv den mindste olieplet, så vatpinde og tandbørste var en del af værktøjet sammen med klude og polérmidler, polish og hvad der eller kunne tænkes at være i de flasker og dunke de havde med.
Da vi havde set os mætte på lak og krom og store motorer og bilernes ejere, gik vi tilbage til vores campground. Kaare kom i snak med pladsens kvindelige vært og fortalte lidt om vores kommende møde med Crazy Horses efterkommere. Hun blev fyr og flamme, så Kaare vinkede mig ind på kontoret hvor jeg blev spurgt om jeg ville fortælle om vores møde i morgen mens hun filmede hvad jeg sagde. Hun ville bruge det som indslag i en site som dækker hvad der sker i Sturgis. Jeg gik med på interviewet og gav hende navnet på min hjemmeside, som hun ville lægge ud på dette lokale site.
Vi lettede anker og rullede mod Mato Paha/ eller Bear Butte som det hedder på engelsk, et vulkansk dannet bjerg som fra afstand blot ligner en stor knold der stikker 400 meter op fra den ellers temmelig flade prærie. Lakotaerne har dette bjerg som et af deres hellige steder, et ud af syv punkter i og ved Paha Sapa/ The Black Hills som tilsammen danner samme figur som stjernetegnet Plejaderne. I Lakotas traditionelle tro/ tænkning kommer Lakota-folket fra Plejaderne og punkterne her i og ved Black Hills er derfor hellige på samme måde som katedraler er for de kristne.
Området ved Bear Butte har i dag status som statepark og man betaler $ 6 for at køre ind på området hvor der går bisoner og hvor naturen i øvrigt får lov til at passe sig selv uden indblanding; ingen klipning af buske og træer og ingen kortklippet græs.
Vi satte bilen og gjorde os klar til at gå op ad bjerget; rygsæk på med vand, banan, fotoapparat og kikkert og på fødderne gode sko.
Ved foden af bjerget havde parktjenesten lavet forskellige opslag for, hvad man forventer af de besøgende, bl.a. respekten for at det er hellig grund man befinder sig på, så der henstilles til samme adfærd som i templer, kirker og moskéer. Bånd i de fire farver sort, rød, hvid og grøn, samt ind imellem tobak, hænger på mange af træerne som gaver Det Store Mysterium, Moder Jord og ånderne fra de fire verdenshjørner langs den smalle sti der fører op til toppen af bjerget.. De er hængt op efter individuelle renselsesceremonier.
Halvejs oppe gav jeg op. Stiens beskaffenhed var flere steder særdeles dårlig med løse sten og højden gjorde mig anspændt, så jeg lod Kaare fortsætte, vendte om og tog nedturen i langsomt tempo med flere ophold, hvor jeg med den varme prærievind i ansigtet bare nød den helt fantastiske udsigt og vegetationen på bjerget; blomster, amerikanske chokecherries og forskellige fantastisk smukke græsser der stod i en meters højde.
Selvom vi nu er kravlet ind i september måned, er alt omkring os for det meste grønt og det skyldes, siger de lokale, at det denne sommer har regnet usædvanligt meget i South Dakota.
80 % af Bear Butte blev hærget af en brand iBear Butte i 1998 som også ødelagde en del af den anlagte sti op ad bjerget og den megen regn i år har kun forværret skaderne, så det var ikke mærkeligt at jeg visse steder følte mig nervøs ved at gå på den sti.
Min adrætte rejsefælle tog turen helt til toppen og sprang retur, så jeg var målløs over hvor hurtig han var tilbage.
Vi lettede anker og rullede mod Mato Paha/ eller Bear Butte som det hedder på engelsk, et vulkansk dannet bjerg som fra afstand blot ligner en stor knold der stikker 400 meter op fra den ellers temmelig flade prærie. Lakotaerne har dette bjerg som et af deres hellige steder, et ud af syv punkter i og ved Paha Sapa/ The Black Hills som tilsammen danner samme figur som stjernetegnet Plejaderne. I Lakotas traditionelle tro/ tænkning kommer Lakota-folket fra Plejaderne og punkterne her i og ved Black Hills er derfor hellige på samme måde som katedraler er for de kristne.
Området ved Bear Butte har i dag status som statepark og man betaler $ 6 for at køre ind på området hvor der går bisoner og hvor naturen i øvrigt får lov til at passe sig selv uden indblanding; ingen klipning af buske og træer og ingen kortklippet græs.
Vi satte bilen og gjorde os klar til at gå op ad bjerget; rygsæk på med vand, banan, fotoapparat og kikkert og på fødderne gode sko.
Ved foden af bjerget havde parktjenesten lavet forskellige opslag for, hvad man forventer af de besøgende, bl.a. respekten for at det er hellig grund man befinder sig på, så der henstilles til samme adfærd som i templer, kirker og moskéer. Bånd i de fire farver sort, rød, hvid og grøn, samt ind imellem tobak, hænger på mange af træerne som gaver Det Store Mysterium, Moder Jord og ånderne fra de fire verdenshjørner langs den smalle sti der fører op til toppen af bjerget.. De er hængt op efter individuelle renselsesceremonier.
Halvejs oppe gav jeg op. Stiens beskaffenhed var flere steder særdeles dårlig med løse sten og højden gjorde mig anspændt, så jeg lod Kaare fortsætte, vendte om og tog nedturen i langsomt tempo med flere ophold, hvor jeg med den varme prærievind i ansigtet bare nød den helt fantastiske udsigt og vegetationen på bjerget; blomster, amerikanske chokecherries og forskellige fantastisk smukke græsser der stod i en meters højde.
Selvom vi nu er kravlet ind i september måned, er alt omkring os for det meste grønt og det skyldes, siger de lokale, at det denne sommer har regnet usædvanligt meget i South Dakota.
80 % af Bear Butte blev hærget af en brand iBear Butte i 1998 som også ødelagde en del af den anlagte sti op ad bjerget og den megen regn i år har kun forværret skaderne, så det var ikke mærkeligt at jeg visse steder følte mig nervøs ved at gå på den sti.
Min adrætte rejsefælle tog turen helt til toppen og sprang retur, så jeg var målløs over hvor hurtig han var tilbage.
Fra Bear Butte kørte vi en tur til Deadwood, som er en by med historie selv om den er kort. Historien er den, at General Custer i 1874 blev sendt afsted på en såkaldt ekspedition til Black Hills for at finde ud af om rygterne talte sandet, at der skulle være guld i disse bjerge. Årsagen til at washingtonregeringen sendte denne ekspedition afsted var, at USA var på nippet til bankerot som følge af den meget dyre borgerkrig. Der var ”bare” et alvorligt problem i forbindelse med den beslutning; Black Hills var en del af Lakota-nationens land, endda det helligste område i Lakotas Great Sioux Reservation og ekspeditionen var et eklatant brud på den traktat som var skrevet kun 6 år tidligere i Fort Laramie.
Det skete så at der blev fundet guld, endda i så store mængder at Custer lod ekspeditionens medfølgende journalist give den gas, så den amerikanske offentlighed kunne snart læse i deres avis at Custers ekspedition havde fundet guld og endda i så store mængder at man bare skulle sparke en græstørv bort for at kunne samle en klump op.
Før dette skete havde de amerikanske myndigheder lovet Lakota at de ville sørge for at hvide nybyggere og lykkejægere blev holdt uden for det store reservats område, men med en nyhed som den de amerikanske borgere nu kunne læse i avisen, var der intet der kunne stoppe strømmen af mennesker der ville mod vest for at få del i det meget guld der blev skrevet om. Det vidste Custer ville ske, men det var også meningen. Snart strømmede det med hvide lykkejægere og godtfolk til Black Hills. Lakota kaldte Custers ekspedition for ”tyvenes spor”.
Dette var som nævnt i 1874. To år senere, samme år som slaget ved Little Bighorn udspillede sig, blev Deadwoods historie som by grundlagt.
I de følgende år udviklede byen sig hastigt. Den fik telegraf, der blev oprettet diligencetjeneste til byen, så kom der telefon og elektricitet til byens borgere og bare to årtier efter at de første huse blev tømret sammen var byen en driftig og efter datidens normer meget moderne by med faciliteter som ellers var kendetegnende for de store metropoler.
I dag lever byen af syt ry og rygte; af at Wild Bill Hickock og Calamity Jane boede her og at der blev gravet guld i ufatteligt store mængder. Og at det juridisk set stadig er Lakotas land, tja, det er der ikke mange andre end Lakota-folket der tænker over i dag. Sagen er ikke død. Lakotas egne advokater arbejder stadig for at få Black Hills erklæret Lakotaland, for som de høvdinge der forhandlede med de hvide regeringsforhandlere har sagt og stadig holder fast i: Black Hills er ikke til salg! Punktum! Washington har tilbudt Lakota et beløb der lyder stort for dette område. 50.000.000 $ mener jeg at huske at beløbet er. Men set i forhold til at der er gravet guld i det tyvstjålne land for 150.000.000.000 $ er det ikke vanskeligt at forstå at regnestykke slet ikke går op.
Nu denne første aften i September sidder vi i Udkandten af Spearfish i den aller nordligste del af Black Hills. Det er i morgen formiddag at vi skal mødes med Bill Matson og hente Floyd Clown.
Det skete så at der blev fundet guld, endda i så store mængder at Custer lod ekspeditionens medfølgende journalist give den gas, så den amerikanske offentlighed kunne snart læse i deres avis at Custers ekspedition havde fundet guld og endda i så store mængder at man bare skulle sparke en græstørv bort for at kunne samle en klump op.
Før dette skete havde de amerikanske myndigheder lovet Lakota at de ville sørge for at hvide nybyggere og lykkejægere blev holdt uden for det store reservats område, men med en nyhed som den de amerikanske borgere nu kunne læse i avisen, var der intet der kunne stoppe strømmen af mennesker der ville mod vest for at få del i det meget guld der blev skrevet om. Det vidste Custer ville ske, men det var også meningen. Snart strømmede det med hvide lykkejægere og godtfolk til Black Hills. Lakota kaldte Custers ekspedition for ”tyvenes spor”.
Dette var som nævnt i 1874. To år senere, samme år som slaget ved Little Bighorn udspillede sig, blev Deadwoods historie som by grundlagt.
I de følgende år udviklede byen sig hastigt. Den fik telegraf, der blev oprettet diligencetjeneste til byen, så kom der telefon og elektricitet til byens borgere og bare to årtier efter at de første huse blev tømret sammen var byen en driftig og efter datidens normer meget moderne by med faciliteter som ellers var kendetegnende for de store metropoler.
I dag lever byen af syt ry og rygte; af at Wild Bill Hickock og Calamity Jane boede her og at der blev gravet guld i ufatteligt store mængder. Og at det juridisk set stadig er Lakotas land, tja, det er der ikke mange andre end Lakota-folket der tænker over i dag. Sagen er ikke død. Lakotas egne advokater arbejder stadig for at få Black Hills erklæret Lakotaland, for som de høvdinge der forhandlede med de hvide regeringsforhandlere har sagt og stadig holder fast i: Black Hills er ikke til salg! Punktum! Washington har tilbudt Lakota et beløb der lyder stort for dette område. 50.000.000 $ mener jeg at huske at beløbet er. Men set i forhold til at der er gravet guld i det tyvstjålne land for 150.000.000.000 $ er det ikke vanskeligt at forstå at regnestykke slet ikke går op.
Nu denne første aften i September sidder vi i Udkandten af Spearfish i den aller nordligste del af Black Hills. Det er i morgen formiddag at vi skal mødes med Bill Matson og hente Floyd Clown.
RSS Feed