Lørdag, 8. september
Kender du filmen Butch Cassidy & The Sundance Kid? Filmen som handlede om et par charmerende amerikanske bankrøvere? Nå, jeg kender ikke dit svar, men her til aften er Kaare og jeg landet i byen Sundance som den ene af de to røvere er opkaldt efter fordi han var fra denne lille prærieby i det østligste Wyoming. Der er ingen stemning af bankrøveri eller andet kriminelt i Sundance. Her er fantastisk stille og fredeligt, og det kunne være lidt interessant at vide, hvad der i slutningen af det 19. århundrede drev en ung mand til at søge lykken for enden af regnbuen. Var livet for kedeligt her ude på prærien? Havde han ikke udfordringer nok? … eller tiltalte de ham bare ikke, dem der var? Tja, hvem ved? I hvert fald er stedet i sig selv ikke et der lægger op til uro og kriminalitet, tværtimod
Kender du filmen Butch Cassidy & The Sundance Kid? Filmen som handlede om et par charmerende amerikanske bankrøvere? Nå, jeg kender ikke dit svar, men her til aften er Kaare og jeg landet i byen Sundance som den ene af de to røvere er opkaldt efter fordi han var fra denne lille prærieby i det østligste Wyoming. Der er ingen stemning af bankrøveri eller andet kriminelt i Sundance. Her er fantastisk stille og fredeligt, og det kunne være lidt interessant at vide, hvad der i slutningen af det 19. århundrede drev en ung mand til at søge lykken for enden af regnbuen. Var livet for kedeligt her ude på prærien? Havde han ikke udfordringer nok? … eller tiltalte de ham bare ikke, dem der var? Tja, hvem ved? I hvert fald er stedet i sig selv ikke et der lægger op til uro og kriminalitet, tværtimod
Vores dag startede ikke i Sundance, men på en campground lige uden for byen Custer I South Dakota, hvor vi har boet de seneste tre døgn. Disse bjerge er helt unikke. Intet sted på jorden har man bjerge der er rundede og formet som Black Hills. Bjergene er derudover nogle af verdens ældste bjerge. En tredje årsag til at de er helt specielle er hvad der er under bjergene, for her er nogle af verdens største huler. Jeg skrev i går om en af hulerne, Wind cave, men det er blot en af flere. I dag kørte vi til en af de andre huler, Jewel Cave, som med sine 270 km gange er den tredje største hule i verden.
Hulen blev fundet i begyndelsen af 19-hundredetallet. den del af den enorme hule vi som gæster får lov at opleve, blev åbnet i 1972 efter 7 års arbejde med at lave en sti med trapper op og ned i et helt mærkværdigt landskab 100 meter nede under jordens/ bjergets overflade. Der er nu lavet en elevator, so transporterer os gæster ned til den del af hulen, som der er lavet en rute rundt i.
Hulen blev fundet i begyndelsen af 19-hundredetallet. den del af den enorme hule vi som gæster får lov at opleve, blev åbnet i 1972 efter 7 års arbejde med at lave en sti med trapper op og ned i et helt mærkværdigt landskab 100 meter nede under jordens/ bjergets overflade. Der er nu lavet en elevator, so transporterer os gæster ned til den del af hulen, som der er lavet en rute rundt i.
Der forskes stadig med at finde nye gange i Jewel cave. Hele tiden finder folk der melder sig som huleforskere nye gange i det gigantiske hulesystem og det er ikke betalte akademikere der arbejder med dette arbejde; det er frivillige mennesker der uden betaling bruder 4 – 5 dage med at krybe længere og længere ind i hulen og kortlægge, hvad de finder. Som det er nu tager det 15 timer bare at komme frem til det sted hvorfra deres undersøgelser begynder. Herefter bruger de så tre – fire døgn i hulen, og når de forlader hulen, har e alt med sig tilbage; intet affald. Urin og afføring tages med retur, når de igen skal op til overfladen. De mennesker der vælger at lave dette arbejde kommer fra mange retninger af erhvervslivet. Hvad der samler dem er passionen for at komme steder hen, hvor intet menneske før dem har befundet sig. Som rangeren der viste oss rundt i hulen i 1,5 time sagde: - Man behøver ikke tage til månen for at opleve steder intet andet menneske har været. man skal bare være hule-udforsker.
Fra Jewel Cave (opkaldt efter de krystaller vand og kemiske stoffer har dannet dernede), kørte vi til Mt. Rushmore, bjerget hvor der er lavet et meget stort og verdenskendt skulpturarbejde, portrætter af de præsidenter der har haft størst betydning for oprettelsen og udbygningen af Amerika; george Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln.
Jeg vil tro at alle mennesker i Danmark har set fotos af dette storslåede kunstværk, som blev skabt i årene 1927 – 41.
Ideen til dette kunstværk blev til for at tiltrække turister til South Dakota. Godt tænkt, kan man kun konstatere, for det er kendt overalt i verden og bliver hvert år besøgt af mere end to millioner mennesker. Der er bare også en skyggeside ved dette værk; det ligger i lakotaland og det er hugget ud i en af Lakotas hellige bjerge. Billedligt talt er det med dette værk som hvis man træder en i forvejen såret mand i øjet med sin hæl. Oven i købet ved at lade som om man ikke vidst, hvad der skete, og når det går op for den skyldige, hvad et er man har gjort, skynder man sig bort. Ingen undskyldning. De som blev dybt krænket, lod man bare som om man ikke hørte.
Det er med andre ord endnu en af de næsten ubegribelige overgreb det officielle Amerika har udført overfor de folkeslag der levede på det land disse mennesker kaldte Skildpaddeøen, og som vi har lært hedder Amerika.
Vi blev ikke længe ved Mt. Rushmore, men fortsatte til Rapid City for at se museet The Journey Museum, som er et museum som samler historien fra The Big Bang over livet gennem de forskellige tidsaldre til nutiden. Lakota og den prærieindianske befolkning fylder meget, og deler fylde med den hvide indvandring i det der var lakota-land. Udstillingen stopper ved begyndelsen af 20. århundrede, da det ikke længere var pioner-land.
Jeg vil tro at alle mennesker i Danmark har set fotos af dette storslåede kunstværk, som blev skabt i årene 1927 – 41.
Ideen til dette kunstværk blev til for at tiltrække turister til South Dakota. Godt tænkt, kan man kun konstatere, for det er kendt overalt i verden og bliver hvert år besøgt af mere end to millioner mennesker. Der er bare også en skyggeside ved dette værk; det ligger i lakotaland og det er hugget ud i en af Lakotas hellige bjerge. Billedligt talt er det med dette værk som hvis man træder en i forvejen såret mand i øjet med sin hæl. Oven i købet ved at lade som om man ikke vidst, hvad der skete, og når det går op for den skyldige, hvad et er man har gjort, skynder man sig bort. Ingen undskyldning. De som blev dybt krænket, lod man bare som om man ikke hørte.
Det er med andre ord endnu en af de næsten ubegribelige overgreb det officielle Amerika har udført overfor de folkeslag der levede på det land disse mennesker kaldte Skildpaddeøen, og som vi har lært hedder Amerika.
Vi blev ikke længe ved Mt. Rushmore, men fortsatte til Rapid City for at se museet The Journey Museum, som er et museum som samler historien fra The Big Bang over livet gennem de forskellige tidsaldre til nutiden. Lakota og den prærieindianske befolkning fylder meget, og deler fylde med den hvide indvandring i det der var lakota-land. Udstillingen stopper ved begyndelsen af 20. århundrede, da det ikke længere var pioner-land.
Jeg må indrømme, at jeg bliver blød i knæene af at se sådan et køretøj, som dette, som stod på parkeringspladsen ved Mt. Rushmore. Og kølerfiguren er bare sket, sket ikke til afstå for. jeg tænker også: Hvad foregår dr i hovedet på mennesker, der kan finde på noget som det her?
Kort før vi forlod Black Hills for igen at køre ud på prærien, kom vi gennem denne tunnel.
Vejret havde i den tid vi havde været inde på museet ændret sig en del. et var stadig varmt. Måske var det nu endnu varmere, men store skydannelser varslede regn, måske torden, Vi kørte fra rapid City i retning af Sundance ad vejen vi havde kørt for en lille uge siden, Interstate 90, kom forbi Spearfish. Jeg sad og blev optaget
Efter en time og ti minutters kørsel ankom vi kl 17 til denne campground ved Sundance med navnet Mountain View RV Park & Campground.
| | |
Billederne herover tog jeg, da vejret begyndte at true med regn og torden. Byger begyndte at falde, men det blev ikke det store vejr-drama. Men nu i skrivende stund, bleser vinden omkring vores camper, så man tror man er i Sibirien midt i en vinterstorm. Sådan er det heldigvis ikke; her er sillle og jeg glæder mig til at ,møde noget af det sjældne; ulv, præriesalnge.
RSS Feed