Vernal Main Streat. Disse blomsteropsatser prydede hovedgaden i begge sider ca 1, 5 km.
Lørdag, 22. september
Dagen var sat af til at køre fra Vernal til Moab. Vi fortsatte ad Hgw. 191. I Ducheesne gik vejen først gennem redservatet Tribal Lands, Duchesne og videre gennem Ashley National forest, en fantastisk smuk strækning, hvor vejen følger en lang dal med smukke sandstensformationer og kløfter der skar sig ind fra både østlig og vestlig side. At kalde det en skov (forest) er måske ikke helt dækkende. Man kommer ganske vidst gennem områder med træer; lidt løv men mere nåletræer, men mest var området præget af ørken og busksteppevegetation .
Dagen var sat af til at køre fra Vernal til Moab. Vi fortsatte ad Hgw. 191. I Ducheesne gik vejen først gennem redservatet Tribal Lands, Duchesne og videre gennem Ashley National forest, en fantastisk smuk strækning, hvor vejen følger en lang dal med smukke sandstensformationer og kløfter der skar sig ind fra både østlig og vestlig side. At kalde det en skov (forest) er måske ikke helt dækkende. Man kommer ganske vidst gennem områder med træer; lidt løv men mere nåletræer, men mest var området præget af ørken og busksteppevegetation .
Vi kørte de mange miles sydover og temperaturen steg mærkbart udenfor. Temperaturen når op på næsten 30°om dagen selv om vi befinder os i en højde mellem 1 og 2 kilometers højde, men om natten nærmede vi os frysepunktet.. Kæmpe store temperatursvingninger.
Landskabet tog form af noget der mest af alt gav associationer til månelandskab; store næsten hvide sletteområder med udtørrede flodsenge og til den ene side urgamle eroderede bjergsider. Langt ude til den anden side var der også bjerge der som uregelmæssige blå tænder stak op mod den skyfri himmel. Disse egne ville det ikke være rart at skulle krydse før bilen var opfundet. Man ville formentlig have opfattet dette landskab som helt umuligt. Alene det, at der ikke findes vand ville gøre det umuligt at komme over. I dag er det ingen sag, og trafikken var da også temmelig heftig mens vi kørte med retning mod Green River. Hvad alle de mennesker skulle, når de valgte at køre her, kunne være interessant at vide, for umiddelbart virkede det absurd, at der så langt ude i en gudsforladt ørken skulle være så mange mennesker der havde et nødvendigt ærinde. Mit eget ærinde? – Jeg skulle bare ud at se og opleve noget specielt. Jeg skal love for jeg fik noget specielt at se på den tur på vejen fra Vernal til Moab.
Men lige som jeg troede, at jeg nu havde set de mest fantastiske landskaber, nærmede vi os Arches national Park, og så skal jeg ellers love for, at vi kørte ind i noget, der nærmest var hentet ud af et mærkværdigt drømmescenarie; naturens egne frembringelser i en skala der næsten ikke er til at forstå begyndte at tårne sig op foran os og til alle sider. Skulpturelle klippeformationer så store som højhuse og mange af dem sært forestillende forstenede figurer i en farve som var de alle brændt i rødler og placeret mellem de smukkeste træer, buske, græsser og blomster. jamen, jamen, jeg mangler ord. Aldrig har jeg set noget lignende, og der skal efterhånden noget til, når man medregner hvad jeg har set på denne rejse og tager den forrige med. Man skal se meget før øjnene triller ud af hovedet, men hvis det var sket her, var det ikke så mærkeligt. Mit kamera klikkede og klikkede mens Kaare med sikre hænder trillede bilen helt ud til Devils garden, som det yderste punkt på kørevejen rundt i nationalparken hedder.
Parken har fået sit navn fordi der blandt de spektakulære klippeformationer er en del, der er gennemhullet, så der fremkommer smukke hvælvede buer eller porte gennem den røde klippe. Og det er da i sig selv også mærkeligt og fantastisk at se disse store runde huller gennem klipperne, men med min optik er alle de andre klippeformationer faktisk mere spændende, fordi jeg får min fantasi sat i gang, når jeg ser disse sælsomme, forstenede figurer.
Om det nu er figurerne der fik varmen til at stige … ? … nej, det var det nok ikke, men temperaturen denne eftermiddag har været på den anden side af 35°. Vinduerne i bilen lod vi stå åbne, og selv om der blæste en temmelig hård vind ind i bilen, var varmen hård.
Kaare havde lyst til at komme ud og røre sig og se tingene fra en trail. Jeg sagde at det ville være helt OK, men selv havde jeg ikke mod eller lyst til at bevæge mig rundt i den varme, men lod de oplevelser jeg kunne få i nærheden af camperen og dens køleskab være optimalt for mig.
Snip, snap, snude. Jeg kan ikke nå mere i aften, men i morgen vil jeg satse på at kunne vise, hvordan disse forrygende landskaber ser ud, når solen synker ned bag skulpturerne.
RSS Feed