Fra Fort Laramie, Wyoming til Fort Robinson, Nebraska

​Det var anden gang vi havde fundet ind på en campground hvor det viste sig at der var en travl jernbane umiddelbart bagved, hvor de store godslokomotiver fra tid til anden kom forbi og trak i hornet, så man var ved at tro at verden var ved at falde sammen om ørerne på os, så det var med bange anelser at vi gik til ro, men pessimismen vandt ikke denne gang, for natten blev faktisk god og vi kunne begynde dagen med friske kræfter.
 
Det historiske Fort Laramie lå 3 km fra byen (som blev afløseren for det gamle da jernbanen i 1880 blev anlagt langs North Platte River).  Fra at have været en kølig morgen stegvarmen hastigt. Allerede kl. 9 mens vi gjorde holdt ved floden for at gå en tur langs den, kunne vi klart fornemme at det ville blive en meget varm dag.  North Platte River gled uden en lyd af sted med en rivende strøm og langs bredderne spillede sollyset i de mange græsser mens cikader og græshopper lavede en symfoni mens cottenwood-træernes løv raslede i vinden.
 

​Det historiske Fort Laramie blev bygget i 1832 og blev det vigtigste punkt i forbindelse med Oregon-sporet vestpå. Indtil dette sted ved North Platte River var sporet samlet, men deltes så, så et gik mod Californien og da der blev fundet guld længere nordpå blev et andet som gik mod Oregon lavet. I 1860erne blev endnu et spor indviet og fik navnet Bozeman-sporet. Dette spor, som gik mod guldminerne i Montana, da der blev fundet guld her ca. 1860, skabte stor vrede blandt lakota (Sioux), for det brød med de traktat der var blevet underskrevet i Fort Laramie og som skulle sikre at Lakotas land ikke blev krænket. Resultatet blev, at der opstod krig mellem Lakota og USA, det der har fået navnet Red Clouds War, opkaldt efter høvdingen, Red Cloud, som var den der på dette tidspunkt var hovedforhandler med de amerikanske myndigheder.
Fortet kom i 1868 igen til at danne ramme om endnu en historisk traktat mellem Sioux (lakota) og USA. Igen blev Indianerne lovet fred i det der fik betegnelsen Det Store Sioux-reservat, et område der strakte sig fra vestsiden af Black Hills og gik ned til North Platte River og østpå til Mississippi River; et meget stort område som blev garanteret disse frie nomadiske stammefolk. Også denne traktat mellem Lakota-nationen og den amerikanske nation blev som alle andre traktater Amerika i tidens løb lavede med de indianske nationer brudt og var ikke det papir værd som det var skrevet på.

Vi gik rundt på fortet, så det restaurerede kavaleris forlægning/ barakbygning, som var forsynet med det oprindelige møblement. 
Også andre markante bygninger var blevet restaureret efter at fortet i 1938 blev betragtet som historisk og særdeles bevaringsværdigt. Nogle bygninger er dog revet ned, bl.a. et hotel som havde været bygget på området for at betjene de tilstrømmende guldgravere og lykkejægere der var på vej til områderne i  Rocky Mountains.

Baren I Fort Laramie blev passet af denne autentisk udseende mand. Om det er udseendet der har givet ham stillingen, vides ikke, men han var en utrolig behagelig mand med mange historier at fortælle.

​Først på eftermiddagen kørte vi videre mod Fort Robinson, Nebraska. Vi kørte på den vej der nu er lavet hvor Oregon-sporet tidligere lå i North Platte dalen, en meget bred og frodig – og meget flad – dal med flere mindre byer og udpræget landbrugsland som ligger i 1200 meter højde.
Tanken på bilen var ved at være tom og køleskabet begyndte at have tomme hylder, så vi fik tanket op af hvad der var brug for inden vi fandt vej 71 North og som vi fulgte godt 75 km. Landskabet ændrede sig. Fra det frodige dalterræn ved North Platte blev det nu igen prærieland; bløde, bølgende bakker og gyldent, afsveden græs så langt øjet rækker, ofte måske 50 km. Man fatter først hvordan et landskab som dette er, når man befinder sig i det, og jeg har ingen vanskeligheder med at forstå hvorfor prærien blev sammenlignet med et hav eller en ørken, som ingen hvide mennesker var interesseret i at begive sig ud i; jordbunden minder om det vi kender i klitområderne ved Vesterhavet. Her strækker de sig blot over tusindevis og atter tusindvis af kvadratkilometer.
Men som vi alle ved, fik de hvide sværme af mennesker som invaderede kontinentet i 19. århundrede til syvende og sidst lyst til at komme gennem dette tilsyneladende gudsforladte og skrækindjagende land, for da man fandt det gule, skinnende metal i bjergene mod vest, kunne intet standse masserne af indvandrere. 

​Der er i dag bønder på prærien;  opdrættere af kødkvæg. Af og til ser man en mindre flok kvæg på den gigantiske slette og med en afstand på 20 – 30 km ligger der en går eller en grusvej skærer sig ind gennem præriegræsset og signalerer at der må være en bebyggelse et eller andet sted for enden af grusvejen. Men befolkningstætheden er næsten ikke eksisterende, det er stadig mest uberørt prærie – utæmmet natur.
Så pludselig kommer man over en bakkekam og så stikker sandstensklipperne op af græsset og danner fantastiske figurationer; urgamle klipper hvor  erosionen har drysset klipperasterne ned for foden hvor de ligger som krummer langs de stejle, kridhvide klipper.

​Kort efter kl. 17 nåede vi Fort Robinson, hvor vi installerede os på den campground der har fået navnet Soldier Creek Campground, en særdeles smuk en af slagsen som er placeret blot 200 meter fra det sted hvor Tasunke Witko (Crazy Horse) blev dræbt 5. september 1877.  Det var selvfølgelig det første sted jeg gik hen efter at være steget ud af bilen, og jeg må tilstå at det var en sær fornemmelse at stå på det selvsamme sted, hvor den ikoniske kriger blev stukket ned af en soldat for – om 6 dage - nøjagtigt 141 år siden, efter at være lokket til stedet med løfte om at få tildelt reservat i Black Hills. I stedet for at få indfriet løftet, blev han lokket i en fælde, hvor de amerikanske myndigheder ville sætte ham i arresthuset. Det er umiddelbart uden for dette arresthus han blev dræbt da han forsøgte at slippe fri.

Her tæt ved de hvide klipper, havde Crazy Horse og hans stamme slået lejr da de var nået til Fort Robinson. Det er ikke helt tæt ved fortet og det var med omtanke at han valgte at placere lejren lidt væk, for han vidste at han havde fjender blandt indianerne, bl.a. red Cloud som var jaloux på den opmærksomhed der var opstået omkring Crazy Horse og Crazy Horse vidste at der var folk omkring red Cloud der havde i sinde at dræbe ham.
Da Crazy Horse og hans følge af et par hundrede krigere red ind i Fort Robinson var der trængsel omkring ham og følget og det siges at luften var tyk af ond stemning. Alligevel fortsatte han, for det havde han lovet.

Cikadernes lyd er nu, mens jeg skriver dette indlæg, næsten øredøvende; det kvækker overalt omkring mig og luften er lun. Jeg fik ikke taget billeder af Fort Robinson i dag, så de kommer i morgen.