Fredag, 7. september
En strålende morgen på Custer’s Gulch Campground. Alt omkring os er fuldstændig fredfyldt, kun naturens egne lyde kan høres.
Meget her omkring er opkaldt efter Oberstløjtnant George Amstrong Custer som levede fra 1839 til han i sommeren 1876 døde i Slaget ved Little Bighorn. Vi er slet ikke kommet til Little Bighorn i vores rejse. det kommer vi til i næste uge. Her i Black Hills er han benævnt så mange steder, fordi han stod i spidsen for den såkaldte ekspedition han i 1874 blev sat til at lede af ledelsen i Washington, som var desperat efter at få spækket unionens statskasse, og derfor lod traktat være traktat og lavede det eklatante traktatbrud for at lade Custer drage ind i Lakotas paha Sapa og få bekræftet at der var masser af det gyldne metal som gør hvide mennesker ustyrlige. Trail of thiefs, som Lakota kalder ekspeditionen. Allerede året efter havde guldgravere og lykkejægere væltet ind gennem Lakota-land til Black Hills og befolkede de hellige bjerge, ”Altings hjerte,” som Sitting Bull kaldte disse bjerge som er hellige fordi mennesker og buffalos kommer herfra, fra Wind Cave, og fordi verdens centrum - ifølge Lakota - er her (Black Elk Peak) og ffordi Black Hills gennem hundreder, ja måske tusinder af år, har været begravelsesplads for Lakota, så der er nok af årsager til at behandle Black Hills med lige så stor omtanke og ærefrygt som man gør ved at besøge Alaksa-moskéen eller Peterskirken. Men mange ting har det hvide samfund opkaldt efter denne gæve oberstløjtnant. Vi bor på Custer’s Gulch Campground, byen 5 km herfra hedder Custer, Den campground der er tættest herved hedder 7th Cavelry Campground (opkaldt efter kavaleriet Custer stod i spidsen af) og den statspark vi besøgte i dag hedder Custer State Park. Det er kun få eksempler på de steder der bærer Custers navn.
Dagens program for os blev at køre gennem Custer State Park til Wind Cave og derefter køre en rundtur i Custer State Park for om muligt at se vilde dyr.
Med et fantastisk strålende vejr og en vejrudsigt der lovede 25°, var vi godt tilfredse med at det ikke var denne dag vi skulle til Black Elk Peak, for det ville have været om end endnu hårdere end det jeg udsatte mig for i går.
I dag kunne vi nyde den relativt korte tur, som alligevel blev til en hel dag med endnu en omgang store oplevelser.
Vi startede fra Custer’s Gulch Campground kl 10 og kørte ind i statsparken hvor den maximale hastighed ligger på 35 miles/t = ca. 50 km/t og mange steder lavere. der er relativt smalle veje og der er overalt risiko for at køre dyr ned, så det er helt fornuftigt med den hastighedsbegrænsning. Og så får man set en del mere.
En strålende morgen på Custer’s Gulch Campground. Alt omkring os er fuldstændig fredfyldt, kun naturens egne lyde kan høres.
Meget her omkring er opkaldt efter Oberstløjtnant George Amstrong Custer som levede fra 1839 til han i sommeren 1876 døde i Slaget ved Little Bighorn. Vi er slet ikke kommet til Little Bighorn i vores rejse. det kommer vi til i næste uge. Her i Black Hills er han benævnt så mange steder, fordi han stod i spidsen for den såkaldte ekspedition han i 1874 blev sat til at lede af ledelsen i Washington, som var desperat efter at få spækket unionens statskasse, og derfor lod traktat være traktat og lavede det eklatante traktatbrud for at lade Custer drage ind i Lakotas paha Sapa og få bekræftet at der var masser af det gyldne metal som gør hvide mennesker ustyrlige. Trail of thiefs, som Lakota kalder ekspeditionen. Allerede året efter havde guldgravere og lykkejægere væltet ind gennem Lakota-land til Black Hills og befolkede de hellige bjerge, ”Altings hjerte,” som Sitting Bull kaldte disse bjerge som er hellige fordi mennesker og buffalos kommer herfra, fra Wind Cave, og fordi verdens centrum - ifølge Lakota - er her (Black Elk Peak) og ffordi Black Hills gennem hundreder, ja måske tusinder af år, har været begravelsesplads for Lakota, så der er nok af årsager til at behandle Black Hills med lige så stor omtanke og ærefrygt som man gør ved at besøge Alaksa-moskéen eller Peterskirken. Men mange ting har det hvide samfund opkaldt efter denne gæve oberstløjtnant. Vi bor på Custer’s Gulch Campground, byen 5 km herfra hedder Custer, Den campground der er tættest herved hedder 7th Cavelry Campground (opkaldt efter kavaleriet Custer stod i spidsen af) og den statspark vi besøgte i dag hedder Custer State Park. Det er kun få eksempler på de steder der bærer Custers navn.
Dagens program for os blev at køre gennem Custer State Park til Wind Cave og derefter køre en rundtur i Custer State Park for om muligt at se vilde dyr.
Med et fantastisk strålende vejr og en vejrudsigt der lovede 25°, var vi godt tilfredse med at det ikke var denne dag vi skulle til Black Elk Peak, for det ville have været om end endnu hårdere end det jeg udsatte mig for i går.
I dag kunne vi nyde den relativt korte tur, som alligevel blev til en hel dag med endnu en omgang store oplevelser.
Vi startede fra Custer’s Gulch Campground kl 10 og kørte ind i statsparken hvor den maximale hastighed ligger på 35 miles/t = ca. 50 km/t og mange steder lavere. der er relativt smalle veje og der er overalt risiko for at køre dyr ned, så det er helt fornuftigt med den hastighedsbegrænsning. Og så får man set en del mere.
De små præriehunde så vi overalt i dag. Det er de små, vimse pattedyr der lever i huler på prærien. De piler rundt hvor der er meget kort græs og mange sidder på rumpen med rejst overkrop og kigger efter om der skulle være fare på færde. Hvis en ser noget mistænkeligt piber/ bjæffer den højt til de andre og er hurtigt nede i deres hule.
Vi så også pronghorn. Google translate kalder pronghorn for gaffelbuk på dansk. Det vælger jeg at tro på, så herefter hedder denne hjort en gaffelbuk. Disse gaffelbukke er meget almindelige og på denne tur så vi dem flere gange, hvor de stod i mindre flokke ude på prærien og en enkelt gang var der en, der stod ved vejkanten mens vi listede forbi den.
To af præriens hunde; ulv og prærieulv, så vi af gode grunde ikke, dels fordi det er sky dyrearter, dels fordi de ikke er aktive om dagen mens solen skinner og temperaturen er høj. Fornuftige dyr!
Men Ørne kredsede sidst på dagen i flokke på himlen over os.
Bison er måske det dyr man tænker på først og fremmest, når man forestiller sig dyr på prærien. I sidste halvdel af 19. århundrede sørgede de hvide myndigheder for at få dræbt, ja næsten udryddet disse kæmpestore okser fra jordens overflade, så Indianerne blev tvunget til at forlade det traditionelle liv de havde levet fra tidernes morgen og underlægge sig hvad de hvide mennesker bestemte. Man regner med at der i 1850 var mellem 50 og 60.000.000 bisoner på prærien fra Texas til Canada. Fire årtier senere kunne der tælles mindre end 500 stykker. Det var det største drab på store pattedyr der nogensinde er sket, og bare en af de mange forbrydelser amerikanske myndigheder i tidens løb har begået.
I dag er bestanden af bisoner – eller buffalo som de kaldes på disse kanter – igen på vej op. Store handlingsprogrammer er sat ind for at genopdrætte bisonbestanden. Bl.a. i Custer State Park er der nu en voksende bestand af bison. Disse prægtige dyr så vi også på vores tur rundt i parken.
Et par slanger så vi også, ikke prærieklapperslangen, som er den eneste giftige slange i South Dakota, men et par andre. Den ene var en mindre slange som vi ikke kender navnet på, og den anden har her i Amerika navnet bull snake. Det eksemplar vi så, var omkring en meter lang. Den så vi ved Wind Cave.
Vi så også pronghorn. Google translate kalder pronghorn for gaffelbuk på dansk. Det vælger jeg at tro på, så herefter hedder denne hjort en gaffelbuk. Disse gaffelbukke er meget almindelige og på denne tur så vi dem flere gange, hvor de stod i mindre flokke ude på prærien og en enkelt gang var der en, der stod ved vejkanten mens vi listede forbi den.
To af præriens hunde; ulv og prærieulv, så vi af gode grunde ikke, dels fordi det er sky dyrearter, dels fordi de ikke er aktive om dagen mens solen skinner og temperaturen er høj. Fornuftige dyr!
Men Ørne kredsede sidst på dagen i flokke på himlen over os.
Bison er måske det dyr man tænker på først og fremmest, når man forestiller sig dyr på prærien. I sidste halvdel af 19. århundrede sørgede de hvide myndigheder for at få dræbt, ja næsten udryddet disse kæmpestore okser fra jordens overflade, så Indianerne blev tvunget til at forlade det traditionelle liv de havde levet fra tidernes morgen og underlægge sig hvad de hvide mennesker bestemte. Man regner med at der i 1850 var mellem 50 og 60.000.000 bisoner på prærien fra Texas til Canada. Fire årtier senere kunne der tælles mindre end 500 stykker. Det var det største drab på store pattedyr der nogensinde er sket, og bare en af de mange forbrydelser amerikanske myndigheder i tidens løb har begået.
I dag er bestanden af bisoner – eller buffalo som de kaldes på disse kanter – igen på vej op. Store handlingsprogrammer er sat ind for at genopdrætte bisonbestanden. Bl.a. i Custer State Park er der nu en voksende bestand af bison. Disse prægtige dyr så vi også på vores tur rundt i parken.
Et par slanger så vi også, ikke prærieklapperslangen, som er den eneste giftige slange i South Dakota, men et par andre. Den ene var en mindre slange som vi ikke kender navnet på, og den anden har her i Amerika navnet bull snake. Det eksemplar vi så, var omkring en meter lang. Den så vi ved Wind Cave.
Lakota kalder den underjordiske hule Onija Oshaka som direkte oversat betyder ”Ånder indefra”. Nu hedder hulen Wind Cave, og det navn relaterer til det samme som Lakotas navn, altså at hulen trækker vejret. På grund af forskelle på det atmosfæriske tryk inde i hulen og trykket udenfor, enten blæser der luft ud eller der suges luft ind fra hulens åbning. I dag ved man at det hænger sådan sammen, at hvis der er højtryk, så blæser luften ud fra hulen, og er der lavtryk, så suges luft ind i hulen. Det er meget specielt at opleve, og det er logisk at Lakota opfattede det som et bevis på at Grandmother Earths er levende. De må i øvrigt have kendt de omfattende gange som hulen består af, for de vidste at der kunne tegnes en buffalo ud fra hulens kortlægning på samme måde som man kan tegne figurer ud fra stjernes placering, stjernetegn. (se billedet). Hvordan de har båret sig ad med det … ? … det er i sig selv en gåde. De må selvfølgelig have benyttet fakler (hvor den første hvide huleforsker benyttede et stearinlys i en dåse.
Hulen er forbundet med Lakotas skabelsesberetning. Fortællingen er først i nyeste tid blevet skrevet ned, for Lakota havde ikke noget skriftsprog. Derfor har fortællingen flere versioner, men de vigtigste elementer af fortællingen er de samme i alle beretningerne. Jeg vil i det følgende skrive fortællingen, som den er leveret af Sine Bear Eagle. Hvis du vil høre hende fortælle historien kan du finde den på https://www.nps.gov/wica/learn/historyculture/the-lakota-emergence-story.ht
Hulen er forbundet med Lakotas skabelsesberetning. Fortællingen er først i nyeste tid blevet skrevet ned, for Lakota havde ikke noget skriftsprog. Derfor har fortællingen flere versioner, men de vigtigste elementer af fortællingen er de samme i alle beretningerne. Jeg vil i det følgende skrive fortællingen, som den er leveret af Sine Bear Eagle. Hvis du vil høre hende fortælle historien kan du finde den på https://www.nps.gov/wica/learn/historyculture/the-lakota-emergence-story.ht
 |  |
Lakotas skabelses-fortælling
Denne historie begynder på en tid hvor planter og dyr stadig er ved at blive skabt, men der var ingen mennesker eller bison på jorden. På den tid levede folk nede under jorden i Tunkan Tipien – åndeboligen – og ventede mens jorden blev forberedt så de kunne komme til at leve oppe på Jorden.
For at komme til Åndeboligen må man tage gennem en passage som forfædrene kaldte Onija Oshoka, der hvor Jorden ”indefra trækker vejret”. Dette sted er i dag kendt under navnet Wind Cave (Vind Hulen) og i moderne Lakota Maka Oniye eller ”Åndende Jord”. Et eller andet sted på den anden side af indgangen er der en portal til Åndernes-bolig og åndeverdenen.
To ånder levede på jordens overflade: Iktomi og Anog-Ite. Iktomi, edderkoppen, var lurendrejer-ånden. Før han blev til Iktomi hed han Woksape – ”Visdom” - men mistede sit navn og position da han hjalp den onde ånd Gnaskinyan med at lave et nummer med alle de andre ånder.. Anog-Ite, kvinden med to ansigter. På den ene side af hovedet var hendes ansigt meget smukt, der kan konkurrere alle andre kvinder der var til. På den anden side af hovedet havde hun et hæsligt udseende ansigt som var fordrejet og knudret. Hvis man så det ansigt ville man få kuldegysninger ned ad ryggen.
Anog-Ite var engang Ite, vind-ånden Tates menneske-kone. Hun længtes selv efter at blive til ånd, så da den onde Gnaskinyan sagde at hvis hun klædte sig ud som måne-ånden, Ville Hanvi lade hendes ønske gå i opfyldelse, og uden spørgsmål fulgte hun anvisningen. Gnaskinyan benyttede såvel Ite som Woksape som brikker til at udføre sit trick overfor de andre ånder. Skaberen, Takuskanskan, besluttede sig for ikke at straffe Gnaskinyan for dette trick, fordi det onde kun gør hvad der er dets naturlig.. Woksape og Ite blev begge straffet fordi de lod deres stolthed afhænge af deres handlinger og lade sig vejlede af det onde, hvor de begge burde have vidst bedre. Takuskanskan forvandlede de to til at blive Iktomi og Anog-Ite, tillod Iktomi at lave numre i al evighed og Anog-Ite at blive den ånd hun havde længtes efter at blive.. Begge to blev forvist til jordens overflade.
Iktomi og Anog-Ite havde kun hinanden som selskab. Iktomi brugte sin tid på at lave numre med Anog-Ite, Pinte hende og lod hende aldrig i fred, men dette tidsfordriv begyndte snart at kede ham. Han ville have nye folk han kunne lave numre med, så han begyndte at kigge til menneskene. Til det trick han ville udføre behøvede han hjælp; han bad Anog-Ite hjælpe sig mod aldrig mere at pine hende. Hun gik med på de betingelser der var sat hende i udsigt, og begyndte at fylde en Lædersæk. Hun fyldte sækken med beklædningsstykker af bukkeskind som var smykket med indviklede broderinger af piggene fra hulepindsvin., forskellige slags bær samt tørret kød. Hun bandt derefter sækken fast til ryggen af hendes ulve-ven, Sangmanitu Tanka. da ulven var gjort klar, førte Iktomi ham til et hul i jorden, og sendte ulven ind i Oniya Oshoka for at finde menneskene. Ulven fulgte gangene i hulen, til den fandt menneskene.
Da han omsider var kommet frem, fortalte han menneskene om de vidunderlige ting der var på Jordens overflade og viste dem sækken den havde på ryggen. En mand tog bukkeskinds-tøjet og mærkede det bløde skind. Hans kone prøvede at tage en kjole på og da han så hende med det på, syntes han at kjolen fremhævede hendes skønhed. Det næste det trak frem var kødet, smagte på det, og lod det gå videre til nogle af de andre mennesker. Kødet gav dem nøkker. De havde aldrig før gået på jagt, og havde aldrig før smagt noget der smagte som kød. De ville have mere.
Ulven sagde til dem, at hvis de ville følge ham op til Jordens overflade, ville han vise dem hvor de kunne finde kød og alt det andet han havde bragt til dem.
Menneskenes leder var en mand der hed Tokahe – ”Den Første” – og han nægtede at gå med ulven.
Han protesterede og sagde at Skaberen havde instrueret ham om at forblive i undergrunden, og det var hvad han ville gøre. De fleste folk blev hos Tokahe, men alle der havde smagt kødet, fulgte med ulven til jordens overflade.
Vejen til Jordens overflade var lang og besværlig. Da de nåede hullet ud af hulen var det første folkene så den fantastisk store blå himmel oven over dem. Jordens overflade var lys og det var sommer, så alle blomsterne stod i fuld flor. Folkene så sig omkring og fandt at Jordens overflade var det smukkeste sted de nogensinde havde set.
Ulven ledte folkene til Anog-Ites bolig. Hun havde forklædt sig. Hendes sina – ”sjal” – havde hun viklet over sit hoved, så hun skjulte det forfærdelige ansigt, så det kun var det smukke ansigt der kunne ses. Anog-Ite var i første omgang meget venlig. Hun lærte folkene hvordan de skulle jage og hvordan de skulle arbejde og ordne dyrenes skind.
Arbejdet var imidlertid vanskeligt. Folkene havde aldrig måtte kæmpe med tingene på denne måde mens de boede i deres ånde-bolig. De blev let trætte og arbejdede derfor langsomt. Tiden gik; sommer blev til efterår og derefter blev det vinter. Folkene kendte intet til Jordens årstider, og de havde arbejdet så langsomt, at da den første sne faldt, havde de ikke nok tøj eller mad til alle. De var kolde og sultne.
De vendte tilbage til Anog-Ites bolig for at bede om hjælp, men det var netop da, at hun afslørede sine sande hensigter. Hun trak sjalet bort fra sit hoved hvorved hendes hæslige ansigt blev vist frem, og med begge ansigter – det smukke og det skrækkelige – lo hun af folkene. Folkene veg tilbage i rædsel og løb bort, så hun sendte sin ulv efter dem for at jagte og snappe dem i haserne. De løb tilbage til der hvor hullet som de var kommet ud fra var, men fandt ud af at det var blevet dækket til, hvorfor de var fanget på overfladen.
Folkene vidste ikke ud eller ind eller hvor de skulle gå hen, så de satte sig simpelt hen ned på jorden og græd. Netop da hørte Skaberen dem, og spurgte havd de lavede der. De forklarede hele historien om ulven og Anog-Ite, men Skaberen blev vred.
Skaberen sagde: - I skulle ikke have været ulydige overfor mig; nu bliver jeg nødt til at straffe jer.
Måden Skaberen straffede dem på var ved at lave dem om – skabte dem om fra mennesker til disse store, vilde dyr, og sådan blev den første bisonflok skabt.
Endelig var Jorden klar til at menneskene kunne leve på den. Skaberen instruerede Tokahe i hvordan han skulle føre sit folk gennem hulens åbning og ud til overfladen af Jorden. På vejen ud stoppede de fire gange for at bede, sidste gang var ved åbningen.
Oppe på Jorden så folkene de spor bisonen havde sat. Skaberen instruerede dem til at følge efter den bison. Fra den kunne de få alt hvad de havde behov for for at overleve på Jorden – mad, redskaber, tøj og ly.
Da de forlod hulen, lod Skaberen hullet skrumpe ind fra den størrelse en mand har, til den størrelse den har nu, for lille til at de fleste mennesker kan komme ind med det formål at minde folk om at de aldrig skal glemme hvorfra de er kommet.
Denne historie begynder på en tid hvor planter og dyr stadig er ved at blive skabt, men der var ingen mennesker eller bison på jorden. På den tid levede folk nede under jorden i Tunkan Tipien – åndeboligen – og ventede mens jorden blev forberedt så de kunne komme til at leve oppe på Jorden.
For at komme til Åndeboligen må man tage gennem en passage som forfædrene kaldte Onija Oshoka, der hvor Jorden ”indefra trækker vejret”. Dette sted er i dag kendt under navnet Wind Cave (Vind Hulen) og i moderne Lakota Maka Oniye eller ”Åndende Jord”. Et eller andet sted på den anden side af indgangen er der en portal til Åndernes-bolig og åndeverdenen.
To ånder levede på jordens overflade: Iktomi og Anog-Ite. Iktomi, edderkoppen, var lurendrejer-ånden. Før han blev til Iktomi hed han Woksape – ”Visdom” - men mistede sit navn og position da han hjalp den onde ånd Gnaskinyan med at lave et nummer med alle de andre ånder.. Anog-Ite, kvinden med to ansigter. På den ene side af hovedet var hendes ansigt meget smukt, der kan konkurrere alle andre kvinder der var til. På den anden side af hovedet havde hun et hæsligt udseende ansigt som var fordrejet og knudret. Hvis man så det ansigt ville man få kuldegysninger ned ad ryggen.
Anog-Ite var engang Ite, vind-ånden Tates menneske-kone. Hun længtes selv efter at blive til ånd, så da den onde Gnaskinyan sagde at hvis hun klædte sig ud som måne-ånden, Ville Hanvi lade hendes ønske gå i opfyldelse, og uden spørgsmål fulgte hun anvisningen. Gnaskinyan benyttede såvel Ite som Woksape som brikker til at udføre sit trick overfor de andre ånder. Skaberen, Takuskanskan, besluttede sig for ikke at straffe Gnaskinyan for dette trick, fordi det onde kun gør hvad der er dets naturlig.. Woksape og Ite blev begge straffet fordi de lod deres stolthed afhænge af deres handlinger og lade sig vejlede af det onde, hvor de begge burde have vidst bedre. Takuskanskan forvandlede de to til at blive Iktomi og Anog-Ite, tillod Iktomi at lave numre i al evighed og Anog-Ite at blive den ånd hun havde længtes efter at blive.. Begge to blev forvist til jordens overflade.
Iktomi og Anog-Ite havde kun hinanden som selskab. Iktomi brugte sin tid på at lave numre med Anog-Ite, Pinte hende og lod hende aldrig i fred, men dette tidsfordriv begyndte snart at kede ham. Han ville have nye folk han kunne lave numre med, så han begyndte at kigge til menneskene. Til det trick han ville udføre behøvede han hjælp; han bad Anog-Ite hjælpe sig mod aldrig mere at pine hende. Hun gik med på de betingelser der var sat hende i udsigt, og begyndte at fylde en Lædersæk. Hun fyldte sækken med beklædningsstykker af bukkeskind som var smykket med indviklede broderinger af piggene fra hulepindsvin., forskellige slags bær samt tørret kød. Hun bandt derefter sækken fast til ryggen af hendes ulve-ven, Sangmanitu Tanka. da ulven var gjort klar, førte Iktomi ham til et hul i jorden, og sendte ulven ind i Oniya Oshoka for at finde menneskene. Ulven fulgte gangene i hulen, til den fandt menneskene.
Da han omsider var kommet frem, fortalte han menneskene om de vidunderlige ting der var på Jordens overflade og viste dem sækken den havde på ryggen. En mand tog bukkeskinds-tøjet og mærkede det bløde skind. Hans kone prøvede at tage en kjole på og da han så hende med det på, syntes han at kjolen fremhævede hendes skønhed. Det næste det trak frem var kødet, smagte på det, og lod det gå videre til nogle af de andre mennesker. Kødet gav dem nøkker. De havde aldrig før gået på jagt, og havde aldrig før smagt noget der smagte som kød. De ville have mere.
Ulven sagde til dem, at hvis de ville følge ham op til Jordens overflade, ville han vise dem hvor de kunne finde kød og alt det andet han havde bragt til dem.
Menneskenes leder var en mand der hed Tokahe – ”Den Første” – og han nægtede at gå med ulven.
Han protesterede og sagde at Skaberen havde instrueret ham om at forblive i undergrunden, og det var hvad han ville gøre. De fleste folk blev hos Tokahe, men alle der havde smagt kødet, fulgte med ulven til jordens overflade.
Vejen til Jordens overflade var lang og besværlig. Da de nåede hullet ud af hulen var det første folkene så den fantastisk store blå himmel oven over dem. Jordens overflade var lys og det var sommer, så alle blomsterne stod i fuld flor. Folkene så sig omkring og fandt at Jordens overflade var det smukkeste sted de nogensinde havde set.
Ulven ledte folkene til Anog-Ites bolig. Hun havde forklædt sig. Hendes sina – ”sjal” – havde hun viklet over sit hoved, så hun skjulte det forfærdelige ansigt, så det kun var det smukke ansigt der kunne ses. Anog-Ite var i første omgang meget venlig. Hun lærte folkene hvordan de skulle jage og hvordan de skulle arbejde og ordne dyrenes skind.
Arbejdet var imidlertid vanskeligt. Folkene havde aldrig måtte kæmpe med tingene på denne måde mens de boede i deres ånde-bolig. De blev let trætte og arbejdede derfor langsomt. Tiden gik; sommer blev til efterår og derefter blev det vinter. Folkene kendte intet til Jordens årstider, og de havde arbejdet så langsomt, at da den første sne faldt, havde de ikke nok tøj eller mad til alle. De var kolde og sultne.
De vendte tilbage til Anog-Ites bolig for at bede om hjælp, men det var netop da, at hun afslørede sine sande hensigter. Hun trak sjalet bort fra sit hoved hvorved hendes hæslige ansigt blev vist frem, og med begge ansigter – det smukke og det skrækkelige – lo hun af folkene. Folkene veg tilbage i rædsel og løb bort, så hun sendte sin ulv efter dem for at jagte og snappe dem i haserne. De løb tilbage til der hvor hullet som de var kommet ud fra var, men fandt ud af at det var blevet dækket til, hvorfor de var fanget på overfladen.
Folkene vidste ikke ud eller ind eller hvor de skulle gå hen, så de satte sig simpelt hen ned på jorden og græd. Netop da hørte Skaberen dem, og spurgte havd de lavede der. De forklarede hele historien om ulven og Anog-Ite, men Skaberen blev vred.
Skaberen sagde: - I skulle ikke have været ulydige overfor mig; nu bliver jeg nødt til at straffe jer.
Måden Skaberen straffede dem på var ved at lave dem om – skabte dem om fra mennesker til disse store, vilde dyr, og sådan blev den første bisonflok skabt.
Endelig var Jorden klar til at menneskene kunne leve på den. Skaberen instruerede Tokahe i hvordan han skulle føre sit folk gennem hulens åbning og ud til overfladen af Jorden. På vejen ud stoppede de fire gange for at bede, sidste gang var ved åbningen.
Oppe på Jorden så folkene de spor bisonen havde sat. Skaberen instruerede dem til at følge efter den bison. Fra den kunne de få alt hvad de havde behov for for at overleve på Jorden – mad, redskaber, tøj og ly.
Da de forlod hulen, lod Skaberen hullet skrumpe ind fra den størrelse en mand har, til den størrelse den har nu, for lille til at de fleste mennesker kan komme ind med det formål at minde folk om at de aldrig skal glemme hvorfra de er kommet.
Den åbning ind til Wind Cave som Skaberen lod blive mindre så man ikke kunne komme tilbage til hulen
Se, nu ved du, hvor vi er kommet fra, og jeg har i dag stået udenfor det hul menneskene er kommet fra. Jeg har også været inde i hulen og jeg kan uden at blinke skrive under på, at den hule er en levende organisme som ånder og inde i hulen er der nogle steder dråber som stammer fra åndedrættet.
For mig er dagen gået. Det er blevet helt mørkt. Uglen som har siddet og tudet med en dyb stemme, siger ikke mere noget og jeg vil også slutte beretningen fra denne fredag i Paha Sapa og lade nattens ånde bringe hvile, for i morgen skal vi lave den sidste rejse i De Sorte Bakker, inden turen går til Devils Tower og videre til Greasy Grass (som præriens folk kalder Little Bighorn River).
For mig er dagen gået. Det er blevet helt mørkt. Uglen som har siddet og tudet med en dyb stemme, siger ikke mere noget og jeg vil også slutte beretningen fra denne fredag i Paha Sapa og lade nattens ånde bringe hvile, for i morgen skal vi lave den sidste rejse i De Sorte Bakker, inden turen går til Devils Tower og videre til Greasy Grass (som præriens folk kalder Little Bighorn River).
RSS Feed