Fredag, 28. september 
​
Det er altså forunderligt; vi tog fra Danmark 27. august og her på min kalender siger datoen 28. september … og  rejsen rundt i ’The West’; Colorado, South Dakota, Wyoming, Montana, Wyoming igen, Idaho, Wyoming igen, Utah og Colorado igen, hele turen er foregået i enten fuld solskin eller med drivende, hvide skyer. Kun en enkel gang har der været regn og det var i South Dakota, da vi om aftenen kørte sammen med Bill Matson, Floyd Clown og Mai tilbage til Spearfish, South Dakota fra vores tur til Deer Medicine Rock i Montana. Det var den thunderstorm jeg delte på Facebook. En halv time, så var torden og lynild og regn forbi, og det har altså holdt resten af denne fantastiske rejse. Det ærgrer mig lidt, at billederne er todimensionale og begrænset af billedets fire afskæringer, for jeg ville rigtig gerne have vist jer alle sammen, hvilket fantastisk land jeg har været gennem de seneste 5 uger. Det lader sig ikke gøre, men jeg kan kun anbefale at tage en tur rundt her i Amerika; opleve de mange utrolige landskaber, de store vidder, de mange meget forskellige klimazoner og hvad de betyder for vegetation og dyreliv, opleve hvor meget vildt dyreliv af forskellige arter her er, men også opleve amerikanerne, som i de egne jeg har rejst rundt i har egenskaber, vi kunne lære meget af hjemme i lilleputlandet. Her har man åbne arme overfor et par danske pensionister og interesse for, hvor vi kommer  fra, og hvem vi er. Her er man hjælpsomme helt ned til de helt små detaljer som når man f.eks. står og mangler lidt til vaskemaskinen fordi man kun har store sedler, så er der ikke noget med at veksle, næ, her får man bare, hvad man mangler. ”We are in America!” var svaret, da jeg stod og vil finde ud af at veksle. Og det er ikke enestående, for jeg var ude for det samme for tre år siden under min første rejse her.
​

​Her på falderebet af denne rejse, oplever jeg det igen. Mogens og Sheila har med åbne arme taget imod Kaare og mig. Mogens har oven i købet taget fri fra arbejdet en halv uge for at være vært for os, og jeg skal måske lige indskyde en pointe her: Mogens kendte jeg faktisk kun sporadisk, da han på et besøg i Danmark kom og besøgte mig en eftermiddag. Her i Colorado har Mogens og Sheila stået klar med morgenkaffe og middag, Mogens har kørt os rundt hver dag og vist os seværdige ting i området nord for Denver, hvor de bor, og det skete også i dag, hvor han kørte os gennem en dal, hvor der findes et boligmiljø, der lidt ligner det, vi kender fra Christiania; folk der vil leve et friere liv end de fleste og som derfor bygger deres huse lidt primitivt men spændende og uhyre kreativt. Og midt i det miljø ligger en restaurant med en helt speciel atmosfære. Se selv billederne her:

Lyset skinnede fantastisk gennem aspentræerne. Efteråret er her i Aspen Park på sit højeste. På turen hjem fra eftermiddagens tur, fik jeg taget nogle fotos af dette fantastisk gyldne lysshow. Se bare her:
​

​Mogens havde fundet ud af at der i aften på den legendariske bar Little Bear i Evergreen er musik med et band der spiller musik af Greatful Dead. Det bliver en meget fin afslutning på vores rejse. Bilen gjorde vi ren i formiddags; vasket ind- og udvendigt så man skulle tro den er helt ny. I morgen kører vi til Denver og afleverer den og så er der kun hjemturen tilbage. 

Torsdag, 27. september 
​
Og så fik vi en ordentlig oplevelse mere i dag, men dagen startede i god ro og mag. Ingen hastværk. Aftenens margaritha blev til flere og Mogens havde brug for et ekstra hvil her til morgen. Vi andre nød også det afslappede tempo, så jeg fik spillet lidt på min mandolin efter morgenmaden. 
Da Mogens viste sig på arenaen, havde han en idé i ærmet. Vi andre tog bare imod, for vi er her jo for at opleve noget. Jeg hørte at Mogens sagde til Sheila, at han havde tænkt sig at vise os The Red Rocks. Jeg tænkte at det ville være OK, men også at vi jo lige havde set røde klipper i Utah.

​Temperaturen her på bjerget var til lange bukser og varm trøje, men Mogens havde tjekket temperaturen der, hvor vi skulle hen, og den skulle være 10°højere, så de korte bukser blev taget på. det var da også meget mærkbart efterhånden som vi trillede ned ad bjergets snoede veje, at vi kunne mærke temperaturstigningen.
Vi er i den østligste del af Rocky Mountains, og Denver ligger på grænsen mellem bjergene og prærien i 1,5 km højde. One Mile City bliver byen kaldt. At den ligger så højt, mærker man på denne årstid ikke som sådan. Kun at der er tyndere luft, end vi er vant til i Danmark, kan mærkes. Her er stadig varmt, selv i den højde, for vi er i Denver lige så tæt på ækvator, som hvis vi var på Tenerife.
​ 

​Mogens kørte ad andre veje end i går, så vi kunne se lidt andet, men det var først da de røde klipper viste sig, at vi spærrede øjnene op og udbrød: 
”Hold kæft mand, hvor er det vildt!”
”Så bare vent til vi kommer op på toppen,” sagde Mogens mens han kørte rundt og rundt for at finde vejen, der går helt op på toppen af bjerget, som er lavet af disse røde klipper. 
​

Vi fik parkeret bilen og gik ind i et amfiteater med navnet Red Rock Ampfietheather, og her blev man for alvor taget. ”Hold kæft mand”, var slet ikke dækkende. Ned ad bjergsiden havde man bygget et helt enestående amfiteater med disse røde klipper som kulisse. Amfiteateret blev bygget  allerede i 1911, men er senere blevet udbygget med et museum og renoveret, så det er helt up-to-date. Her har alverdens bands og solister spillet; Beatles f.eks,  spillede her 26. august 1964, men alverdens store navne har været på plakaten og spillet på denne scene én eller flere gange. Det siges at være et fantastisk sted at spille, for akustikken skulle være helt i top. 
mens vi gik rundt i teateret, blev der stillet op til aftenens koncert, og lige som os var der folk der nød at være her. Nogle tog sig en løbetur mellem rækkerne. e startede fra bunden af teatrets trapperækker, og løb den ene række efter den anden helt op til toppen. Det tror jeg må være en lang tur, for der er siddepladser til 9525 koncertgæster. Bruger hver person en halv meter, må det så være  en løbetur på 4762 meter i tynd luft. 
Helt oppe ved de øverste siddepladser kunne man se østpå ud over Denver og videre ud til Denver International Airport. Et fantastisk skue. 
​

​Vi kørte fra Red Rock Amphitheater nordpå forbi de såkaldte hogbacks (ornerygge), som er blandt verdens ældste bjerge, eller mere præcist bjergformationer. De er små 'skarpryggede' klippebuler, som stikker op gennem græslaget. Men de er gamle. Og det er også her i området, at man har fundet forstenede dinosauerspor. Jo vi er skam i et område med historie. Oven i købet en historie der er væsentlig ældre end kongeriget Danmarks historie. Vi kørte forbi disse meget gamle klipper, der stak 'orneryggen' op gennem græsset og kørte til Golden, en lille by som efter Mogens udsagn tidligere var Colorados hovedstad inden Denver overtog den status.
Golden var en rigtig hyggelig by med mange butikker og hyggelige restauranter. Her spiste vi frokost, inden Mogens på vejen retur kørte os op ad endnu et bjerg, Lookout Mountain Park, der – som navnet mere end antyder – også havde en fabelagtig udsigt, både mod øst til Denversiden og til vest ned i en dyb dal og mod de højere bjerge i Rocky Mountains. 

​Vi afsluttede dagen i Evergreen. Denne lille, hyggelige by var tidligere en by bræget  af en varm hippiekultur, men når der er gode vibrationer i sådan en lille by sker det, at folk med penge falder for charmen og så stiger priserne på huse i byen og charmen begynder at blive slækket. Men … byen er stadig hyggelig med mange små restauranter og spillesteder. Et af disse spillesteder som tidligere var ejet af en mand med sans for musik, fik mange af de store amerikanske folk, country, blues og singer-songwritere til at stille op i hans lille restaurant, Little Bear. Der var f.eks. navne som Willie Nelsson (som i øvrigt boede i byen), Taj Mahal og Keb Mo, men også mange andre amerikanske ikoner. 
 

​Onsdag, 26. september 
​
En ting der ikke er gået forbi mig , er den imødekommenhed og gæstfrihed man møder, når man kommer rundt i USA. Som jeg sluttede mit skriv i går  skete det også onsdag, hvor vi kort før det blev mørkt nåede frem til Mogens og Sheila i Conifer, en lille by en times kørsel fra Denver. 
I dag havde Mogens så taget fri fra arbejde, og foreslog – hvis vi skulle have lyst – at tage os en tur op på et af de højeste bjerge i Amerika, faktisk det bjerg på kontinentet som har asfalteret vejen højest op; ca. 4 km. Det forslag var vi selvfølgelig helt med på at tage imod, så Mogens pakkede en taske med drikkevarer - og ilt! og startede sin bil og vi kørte afsted. Mogens er maler og gav os undervejs en mundtlig sightseeing; huse han har malet indvendigt, udvendigt eller begge dele, specielle views i det helt fantastiske bjerglandskab, som er langt mere bebygget, end man umiddelbart fornemmer, når man kører på de ofte meget snoede veje. 

​OK, det hjælper nok også på humøret, når man her oppe, hvorfra man følte man kunne se det meste af Amerika,  er glad for at nå målet og er så tæt på himlen man kan komme det. 
Sådan havde jeg det ikke. Jeg var glad for at se det her fantastiske syn, men jeg manglede ilt. Godt, at Mogens havde tænkt på det og havde taget en flaske ilt med. Den hjalp godt på mit velbefindende. Og smittede positivt af på oplevelsen, selvfølgelig.
Vej ned ad bjerget var fantastisk. Solen havde vi i ryggen og jeg sad det meste af tiden tættest på den ydre vejkant og kunne sidde og fotografere det fantastiske skue.
På vej ind i Evergreen stod der foran os på den lokale golfbane en større gruppe elk/ Wapiti-hjorte, de største hjorte i Amerika. En stor syvtakket han og hans harem på ca. 30 hinder.  Fantastisk skue. Lidt senere kørte vi også forbi tre mule-deer (en lys hjort med meget store ører).
​

​Sikken en tur. Og så blev dagen endda sluttet af med manér: Mogens og Sheila lavede en fantastisk mexicansk middag med en hjemmelavet margaritha (gin + lime). Jo, gæstfriheden er absolut i top nu, hvor Kaares og mit Amerika-eventyr er ved at lakke mod enden. Der er godt nok et par dage mere til oplevelser, men vi føler klart, at vi snart skal hjem. Det glæder vi os også til, for efter snart frem ugers oplevelser, er det tid til at få det alt sammen fordøjet.  
 

Tirsdag, 25. september 
Coloradofloden strømmede forbi os . Vinden i de store cottonwood-træer ved siden af os hviskede natten igennem, så man skulle tro det regnede.  Det gjorde det ikke, for det var skyfrit. Og luften ganske lun. Det var en hyggelig campground denne Hittle Campground,  men vi skulle videre og vi fik gjort os klare og fulgte Colorado River modstrøms, først ca. 50 km mens vi kørte inde i den dybe, røde canyon, derefter et par hundrede kilometer østpå, først på en almindelig highway, så et stykke på en smal vej der gik forbi Cisco, en lille by som nu er spøgelsesby. 

​Kort tid efter kørte vi ind på Interstate 70 East med næsen vendt mod Denver, stadigvæk med Coloradofloden på den ene side, men nu på en fantastisk anlagt motorvej, som på lange stræk havde den modsatte vejbane anlagt i et andet niveau og på andre strækninger så langt fra det østgående spor som vi kørte i, at man ikke kunne se det vestgående spor. Begrebet midterrabat har her en anden betydning end hvad vi kender til i Europa. En cykelsti var der også anlagt i forbindelse med denne Interstate-strækning. Denne cykelsti snoede sig snart på den ene side af vejen, snart under vejbanen, når pladsen mellem flod og bjergvæg gjorde pladsen snæver, og senere så vi cykelstien mellem de vestgående spor og de østgående, stadig væk ikke bare i en ret linje men bølgende og snoet mellem klipper mens den fulgte terrænet. Meget imponerende.
​

​Eftersom Coloradofloden hele tiden løb mod os, kørte vi hele tiden opad, og snart var det de seriøst store bjerge, der rejste sig foran os.,Rocky Mountains. Vi kørte op i det ene pas efter det andet. 9.100 fod, senere 10.400 fod. Altså over 3 km.
​

​​Målet denne dag var at køre frem til hvor en af mine bekendte, Mogens Jørgensen bor med sin amerikanske kone. Takket være sms-systemet kunne vi hele dagen være i kontakt med ham, så vi ikke dukkede uventet op. Mogens har i længere tid  vidst, at vi ville dukke op. Jeg har glædet mig til at se hans amerikanske hjem og hilse på hans kone. Jeg fornemmede også at også Mogens har set frem til besøg fra Danmark, som vist ikke sker så ofte.
Fra Interstate 70 blev vi af vores trofaste gps-dame dirigeret videre ad veje, der fra at have været pænt store til en ganske smal – men dog asfalteret – skovvej. I vejkanten lå pludselig en stor elk og rodede rundt. Vi fik ikke taget et foto af den enorme hjort, men var igen mere påpasselig med at se efter hvad der kunne finde på at komme ud på vejen fra skoven eller buskadset. Der viste sig nu ikke andre dyr og ikke længe efter fortalte den venlige dame os, at vi havde nået målet.
Vi blev taget varmt imod af Mogens og hans kone, Sheila, og med det samme gik snakken som var det gamle venner vi var kommet til.  Aftenen havde også snart fået timerne til at gå og vi takkede af, så Sheila kunne komme op på arbejde.

Mandag, 24. september 
Canyonlands National Park er delt op i tre meget store områder. Opdelingen er frembragt af to floder, Green River og Colorado River, der løber sammen i midten af disse tre områder, Island In the Sky (som jeg skrev om i går), Canyonlands (som vi ikke har besøgt fordi det kræver en mere terrængående bil) og endelig The Needles. The Needles kørte vi til i dag. Turen dertil fra Moab, som vi igen camperede i, er lang, ogs¨fordi vi skulle samme vej tilbage til Moab for at komme videre til Denver, Colorado og afslutningen på 5 fantastiske uger fyldt med oplevelser. 
Needles har fået det navn, fordi der i den ende af det store naturreservat er mange klippeformationer der som nåle stikker op i luften. Den del af nationalparken er ikke så besøgt som Island In the Sky. Årsagen er den lange køretur, som får mange til at springe denne del over. Det valg tog vi ikke og det er jeg rigtig godt tilfreds med, for igen i dag fik vi os nogle fantastiske naturoplevelser. Området har meget andet at byde på end de nåleformede klipper. Her er de gigantiske lodrette, røde klipper som ved fødderne er dækket af forvitret klippe. Her er røde klipper som sætter fantasien i gang, for mange af dem ligner figurer; dyr og mennesker. Her var også en væg hvor mennesker i anslået 2000 år har indridset billeder som fremstår meget tydeligt, fordi det yderste lag, som tegnerne har ridset af, er mørkt, og det inde under lyst. Tegningerne står derfor klart lyse på den ellers næsten sorte klippevæg.
Vejret i dag har været med drivende skyer. Skyggerne på jorden var derfor med til at danne underfundige skygger på klipperne, og en spændende lys som projektører viste sig forskellige steder i landskabet.
​

​Vi kom til et sted, hvor det ikke var de ellers så karakteristiske røde bjerge der var dominerende, men nogle blødt afrundede, flade meget lyse sandstensklipper, der gav mindelser om Henry Moores store skulpturer. De her var blot enormt meget større. De kunne også give mindelser om Salvador Dalis mærkværdige landskaber. Disse runde kæmpeklipper lå på en lige så hvid og fast og afrundet klippegrund, hvor der var dannet små, naturlige bassiner, som – når det har regnet – giver liv til mange forskellige små dyr; orme, biller, larver. Nu i dag, var de helt udtørret som mange af vandløbene også var. Det er sidst på en tør sommer, men om foråret kan jeg forestille mig et helt anderledes liv her, hvor vegetationen er tilpasset de ekstreme klimatiske forhold, meget koldt om vinteren, ekstremt varmt om sommeren. I dag var solen hård, når den tittede frem fra en sky, og man var helt glad, når den igen gled ind bag en sky.

​Tilbagevejen til Moab var lige så interessant som vejen ud, for når man vender sig 180°er der nu helt andre ting, man ser. Kameraet klikkede derfor lige så  lystigt på tilbageturen som på udturen.
​ 

I Moab drejede vi ved Coloradofloden og kørte ad vej # 128 som følger floden ind gennem en dyb rødklippet canyon. Her langs floden er der en del campgrounds, ikke dem med ’hook up’, men af den type hvor man tager en kuvert i en boks, udfylder den med de oplysninger der kræves, lægger overnatningsbeløbet i og lægger kuverten i en forseglet boks. $ 15 koster det at overnatte her, men så er der også ’das’, frisk brænde til at lægge på ildstedet, og en grøn Colorado River der løber forbi med en rivende strøm. Og vi har stadig de fantastiske røde klipper rundt om os og nu, mens jeg skriver disse linjer, farves klipperne i en orangegylden tone. Ualmindelig flot. 
​

​Vi kørte camperen ind ved siden af en lille stenruin. På en trætavle fik vi at vide, at ruinen engang havde været et lille hus, et homestead for Tom Kitsen og hans familie. Hvis de sten, vi kan se i dag, har været fundamentet på hans hus, har der ikke været meget plads, for huset har ikke været på mere end 15 m2. Men her levede de altså. Tom Kitsen bragte posten frem mellem postkontorerne i henholdsvis Cisco og Castleton, er det ikke vanskeligt at sætte sig ind i, hvor stor en opgave det var i begyndelsen af 20. århundrede.   Der er på stedet en gravplads. Det var Kitsens mor, der ligger begravet her. Hun døde af lungebetændelse efter at være faldet i floden en dag hun bare var ude efter vand. Gravstedet er her endnu, og der bliver også stadig lagt blomster på graven. Men mon ikke det nu er den ranger der passer den campground der nu knytter sig til stedet, som også passer graven? Det er mit gæt.
Stedet blev efter Tom Kitsen i 1923  overtaget af en Oscar Hittle. Oscar Hittle udvidede stedet med en lade og en stald til sine 45 stk. kvæg. Disse bygninger pillede han ned og tog med sig, da han og familien i 1930 flyttede til et andet sted. Herefter blev det overtaget af en tysk ungkarl, Henry Voss, som med en lille båd sejlede rundt på floden som guldgraver. Voss døde i 1967 og siden har stedet kun været benytte af fritidsfolk som rampe til at sætte båd ud. 
Jo da, der er også her en lille historie der knytter sig til et ganske bestemt undseeligt sted langs Coloradofloden langt borte fra bysamfund. 
 Jeg vil derfor slutte denne dags skriveri og gå ud og nyde aftenlyset.
Ordene her kan jeg ikke uploade som jeg plejer, for vi er udenfor tilgang til wifi. Det bliver derfor postet på et senere tidspunkt. 

Søndag, 23. september 
”Alt optaget, men måske I kan være heldige længere fremme.”
Det var blevet mørkt, inden vi kom ud af Arches National Park. Oplevelserne var så overvældende, at vi ikke havde tid til at beskæftige os særligt med, hvor vi skulle finde plads til camperen for natten. Nogle spørger, om man da ikke bare kan køre ind til siden eller sætte den på en P-plads og overnatte der? Svaret på det spørgsmål er, at det kan man mange steder, men her, hvor nationalparkerne ligger ’dør om dør’, må man ikke, så vi var tvunget til at finde en campground, hvor der var plads. Det lykkedes sørme så. Vi fik ikke et ’hook up’ (el, vand, kloakafløb), men vi fik lov at parkere på en campgrounds P-plads, hvor vi havde adgang til pladsens toiletter og baderum, og hvor vi kunne få opladet computer og batteri til kamera, så vi manglede intet. Prisen: $ 20 (ca. 130 kr.) som er noget af det billigste, vi har betalt indtil videre. Som vi også oplever det hjemme, stiger priserne også her, og det gælder selvfølgelig også overnatningerne på campingpladserne.
Den campground vi så hurtigt fandt i mørket, lå oven i købet så centralt i forhold til de andre nationalparker, at vi besluttede os for at blive der den næste eller de følgende par nætter, afhængig af hvor meget vi ville få set denne søndag.

​

​Søndag, 23. september 
”Alt optaget, men måske I kan være heldige længere fremme.”
Det var blevet mørkt, inden vi kom ud af Arches National Park. Oplevelserne var så overvældende, at vi ikke havde tid til at beskæftige os særligt med, hvor vi skulle finde plads til camperen for natten. Nogle spørger, om man da ikke bare kan køre ind til siden eller sætte den på en P-plads og overnatte der? Svaret på det spørgsmål er, at det kan man mange steder, men her, hvor nationalparkerne ligger ’dør om dør’, må man ikke, så vi var tvunget til at finde en campground, hvor der var plads. Det lykkedes sørme så. Vi fik ikke et ’hook up’ (el, vand, kloakafløb), men vi fik lov at parkere på en campgrounds P-plads, hvor vi havde adgang til pladsens toiletter og baderum, og hvor vi kunne få opladet computer og batteri til kamera, så vi manglede intet. Prisen: $ 20 (ca. 130 kr.) som er noget af det billigste, vi har betalt indtil videre. Som vi også oplever det hjemme, stiger priserne også her, og det gælder selvfølgelig også overnatningerne på campingpladserne.
Den campground vi så hurtigt fandt i mørket, lå oven i købet så centralt i forhold til de andre nationalparker, at vi besluttede os for at blive der den næste eller de følgende par nætter, afhængig af hvor meget vi ville få set denne søndag.
​

Da Powel kom til denne egn skrev han: ”Vi glider afsted langs et mærkeligt, sært, grandiøst område. Landskabet, der strækker sig bort fra floden, er overalt kun klippe.”
Så skulle han prøve at stå oppe på mesa’en og kigge ud over landskabet, for herfra ser det ikke mindre mærkeligt, sært og grandiost ud, er jeg sikker på. 
Arkæologiske fund har vist, at Indianerne kom og benyttede området. Til hvad ved man ikke, men ikke langt derfra i en canyon med navnet Horseshoe Canyon, er der fundet mandsstore vægmalerier, petroglypher, som folk har lavet for måske hundredevis af år siden, og det tyder så på, at stedet har haft stor spirituel betydning for disse folk, hvad der er nemt at lade sig overbevise om, for stedet udstråler power, som råber på respekt for de store kræfter, man helt naturligt bliver en del af, når man kommer her. Selv i dag når man ankommer i et bekvemt køretøj med alle de nødvendige forsyninger, får man følelsen af at være en meget lille del af noget ubegribeligt stort, noget hvor meget større kræfter end man kan fatte er på spil.
​

​Lørdag, 22. september 
​
Dagen var sat af til at køre fra Vernal til Moab. Vi fortsatte ad Hgw. 191. I Ducheesne gik vejen først gennem redservatet Tribal Lands, Duchesne og videre gennem Ashley National forest, en fantastisk smuk strækning, hvor vejen følger en lang dal med smukke sandstensformationer og kløfter der skar sig ind fra både østlig og vestlig side. At kalde det en skov (forest) er måske ikke helt dækkende. Man kommer ganske vidst gennem områder med træer; lidt løv men mere nåletræer, men mest var området præget af  ørken og busksteppevegetation .

Vi kørte de mange miles sydover og temperaturen steg mærkbart udenfor. Temperaturen når op på næsten 30°om dagen selv om vi befinder os i en højde mellem 1 og 2 kilometers højde, men om natten nærmede vi os frysepunktet.. Kæmpe store temperatursvingninger.
​

Landskabet tog form af noget der mest af alt gav associationer til månelandskab; store næsten hvide sletteområder med udtørrede flodsenge og til den ene side urgamle eroderede bjergsider. Langt ude til den anden side var der også bjerge der som uregelmæssige blå tænder stak op mod den skyfri himmel. Disse egne ville det ikke være rart at skulle  krydse før bilen var opfundet. Man ville formentlig have opfattet dette landskab som helt umuligt. Alene det, at der ikke findes vand ville gøre det umuligt at komme over. I dag er det ingen sag, og trafikken var da også temmelig heftig mens vi kørte med retning mod Green River. Hvad alle de mennesker skulle, når de valgte at køre her, kunne være interessant at vide, for umiddelbart virkede det absurd, at der så langt ude i en gudsforladt ørken skulle være så mange mennesker der havde et nødvendigt ærinde. Mit eget ærinde? – Jeg skulle bare ud at se og opleve noget specielt. Jeg skal love for jeg  fik noget specielt at se på den tur på vejen fra Vernal til Moab.
​

​Men lige som jeg troede, at jeg nu havde set de mest fantastiske landskaber, nærmede vi os Arches national Park, og så skal jeg ellers love for, at vi kørte ind i noget, der nærmest var hentet ud af et mærkværdigt drømmescenarie; naturens egne frembringelser i en skala der næsten ikke er til at forstå begyndte at tårne sig op foran os og til alle sider. Skulpturelle klippeformationer  så store som højhuse og mange af dem sært forestillende forstenede figurer i en farve som var de alle brændt i rødler og placeret mellem de smukkeste træer, buske, græsser og blomster. jamen, jamen, jeg mangler ord. Aldrig har jeg set noget lignende, og der skal efterhånden noget til, når man medregner hvad jeg har set på denne rejse og tager den forrige med. Man skal se meget før øjnene triller ud af hovedet, men hvis det var sket her, var det ikke så mærkeligt. Mit kamera klikkede og klikkede mens Kaare med sikre hænder trillede bilen  helt ud til Devils garden, som det yderste punkt på kørevejen rundt i nationalparken hedder. 
Parken har fået sit navn fordi der blandt de spektakulære klippeformationer er en del, der er gennemhullet, så der fremkommer smukke hvælvede buer eller porte gennem den røde klippe. Og det er da i sig selv også mærkeligt og fantastisk at se disse store runde huller gennem klipperne, men med min optik er alle de andre klippeformationer faktisk mere spændende, fordi jeg får min fantasi sat i gang, når jeg ser disse sælsomme, forstenede figurer.
Om det nu er figurerne der fik varmen til at stige … ? … nej, det var det nok ikke, men temperaturen denne eftermiddag har været på den anden side af 35°. Vinduerne i bilen lod vi stå åbne, og selv om der blæste en temmelig hård vind ind i bilen, var varmen hård. 
Kaare havde lyst til at komme ud og røre sig og se tingene fra en trail. Jeg sagde at det ville være helt OK, men selv havde jeg ikke mod eller lyst til at bevæge mig rundt i den varme, men lod de oplevelser jeg kunne få i nærheden af camperen og dens køleskab være optimalt for mig.
 
 

Snip, snap, snude. Jeg kan ikke nå mere i aften, men i morgen vil jeg satse på at kunne vise, hvordan disse forrygende landskaber ser ud, når solen synker ned bag skulpturerne.

Fredag, 21.september 
​
Pinedale har ikke roaming-dækning,  og vi sov på P-pladsen til Mountainman-museet, hvor der ingen wifi var at hente. Da vi havde gjort os klar, kørte vi ned i Pinedale og fandt byens fine bibliotek, for at sende beskeder og uploade til bloggen. Dørene til biblioteket stod åben da vi kom kl. 9, men en meget venlig bibliotekar fortalte, at der faktisk var lukket indtil kl.10, men at vi ville kunne få wifi i byens visitor center rundt om hjørnet, en blok væk. Her var personalet utrolig imødekommende. Vi satte os begge to med vores computer og fik ladet den op samtidig. Jeg fik sat mig i en vældig behagelig gyngestol og havde en stor,udstoppe grizly stående ved siden af mig mens jeg fik uploaded dagens skriv og fotos.

​kl. 10 satte vi os igen i camperen og kørte ad Hgw 191 South og befandt os snart i Little Colorado Desert, en endeløs slette med små, meget spredte salvie-buske. Kilometer efter kilometer fortsatte dette landskab. Vi stoppede bilen ved en historisk marker, som fortalte om Oregon Trail som på netop dette sted krydsede den store vej, vi kørte ad. Sporene var der stadig og skar sig gennem ørkenen. Netop på dette sted havde man også et nyt spor, som var en forbedring af den gamle trail, en forbedring der gik ud på at forkorte ruten fra Fort Laramie til målet i Oregon med 7 dage. da Oregon Trail var på sit højeste trillede i gennemsnit 300 vogne vestpå af dette spor. Datidens motorvej. Det er helt forståeligt at præriens stammer var forbitrede over den trafik, som forstyrrede dyrenes adfærd, så de forsvandt fra deres traditionelle jagtmarker, ligesom de mange mennesker der kom ad Oregon Trail formentlig også tog godt for sig af det vildt, de mødte på deres vej.
 

Hgw. 191 løber ind i byen Rocks Spring. Vi tænkte at vi kunne finde et visitor-center i byen, som med en befolkning på 20.000 indbyggere er en temmelig stor by i denne egn af USA. Vi cirklede lidt rundt i byen uden at kunne finde ud af hvor centrum var, men der var et stort skilt der bød os velkommen i Rock Springs Downtown. Vi gik lidt rundt, men kunne bare konstatere, at her var tale om en by, der har haft sin stordhedstid mens man endnu havde kulminedrift. Nu var der ikke andet tegn på liv end de mange biler, der stod parkeret på gader og P-pladser. Vi fandt derfor tilbage til vores kørende hjem og satte igen kursen sydpå ad Hgw. 191 mod Utah.
​ 

​Lad mig sige det uden omsvøb: Hvis man vil give sig en uforglemmelig oplevelse med utallige scenerier man ikke troede fandtes, skal man tage nogle uger og køre rundt i USA og Canada. Det er bare hele tiden, at man kommer ind i nye landskaber, som ændrer sig i variationer, som virker helt ufattelige. Selv de umiddelbart flade og langstrakte prærier, har masser af variationer; bakker, klipper der pludseligt stikker op gennem græsset eller salviebuskene. Og bjergene er alle sammen forskellige, i farver som i formationer. Helt ufatteligt smukke. Jeg gør, hvad jeg kan for at give dig en fornemmelse af, hvad det er, jeg oplever her på Skildpaddeøen, men jeg ved også, at fotos ikke kan gengive det, jeg ser. Fotos gengiver ikke stemningen og heller ikke den kolossale storladenhed de Amerikanske landskaber rummer. Man siger at alt er større i Amerika, og det er ikke en talemåde, som er grebet ud af den blå luft. Køb en fersken og den er 25% større end nogen fersken du kan købe i Danmark. Supermarkedet du køber ferskenen i er også dimensioneret anderledes stort i Amerika. Skal du krydse en vej i en Amerikansk by skal du give dig tid, for de er ofte 3 x vejbredden i en dansk by. Bilerne er større, campingudstyret er gigantisk selv målt med de største danske campingvogne. I Amerika regner man ikke en afstand på 200 km for noget særligt; den afstand tager man gerne for at købe ind! Alt er formet efter et andet mål, end vi er vant til i lille Danmark.
Sådan er det også med de fotos du ser, jeg viser dig: Fotoet kommer til kort. Det er begrænset af sin todimensionalitet og sin firkantede ramme. Naturen her i Amerika har ingen begrænsning. Man går eller kører gennem helt uberørt natur så langt som øjet rækker. Uberørt natur! Læs det lige igen. I Danmark er det kun det sidste skvulp ind på Lønstrup Klit der er uberørt, al det andet er kultiveret og endevendt gennem tusinder af år. I Wyoming kan du stadig se hjulsporene af de prærievogne der har formet et spor hen over sletterne for 150 år siden, og det er tydeligt, at det stadigvæk er et indgreb i den uberørte natur der ligger lige ved siden af. 

I dag er der lavet veje, som binder det store kontinent sammen. Asfalt over prærien og over bjergpassene på kryds og tværs af landet har sat spor, der ikke eksisterede for mindre end 100 år siden, men som i dag gør livet ufatteligt let, og som er forudsætningen for, at du og jeg kan opleve dette kæmpe store kontinent. 
Hvis du overhovedet har muligheden så kan jeg kun opfordre dig til at få set dette fantastiske store, smukke land (og glem Trump, han er ikke her).
​
Vi kørte i dag ad Hgw. 191 sydpå. Det var et meget langt træk gennem en ørken på en vej der kun sporadisk lavede et drej eller en snoning, men to steder på vejen kørte vi forbi en cyklist, først en mandlig cyklist med fuld oppakning og 100 km længere fremme overhalede vi en kvindelig cyklist med en lignende oppakning på sin cykel: Se her, hvor de stamper i pedalerne. Jeg tænkte bare at det må være meget vanskeligt at tage den tur på cykel, for efter du har kørt måske 10 km ned af bakke, begynder opturen på den næste bakke, en strækning der er måske 15 km lang, og med den sidste tredjedel med en endnu større stigning end hvad du har prøvet at tage anstrengelserne op med på noget andet tidspunkt.

Vi nåede det sydligste sted i Wyoming og trillede stille ind i Utah. So om der var tændt et signal; alle landskaber ændre sig om. Helt ufattelige landskabs-scenerier kom og gik foran os: Noget havde vi set på anden vis tidligere mens andet – det meste – var helt nyt, og netop som man var ved at vende sig til de nye landskabsformationer, startede nogle nye, og man tænkte: Kan det være rigtigt, det, jeg ser? Det var det, og virkeligheden spiller os ikke et pust!
Landskaberne bar os nærmest sydpå til Vernal, Utah. Det er en større by og i modsætning til Rock Springs ser Vernal ikke ud til at mangle noget. Den blomstrer. Også helt konkret. Aldrig har jeg været gennem en by med så mange blomsterudsmykninger på hovedgaden som man har forsynet Vernal Main Streat med. Foto af den gade kommer med næste postering her på kanalen, for da vi kørte gennem denne hovedgade, var mit kamera løbet tør for strøm. Men her er lidt billeder fra turen ud af Wyoming og ind i Utah.
​:

Torsdag, 20.september 
 
Selv om der stadig er 10 dage tilbage her i USA, kan det ikke nægtes, at jeg så småt gør klar til ’landing’: Vi er på vej sydover, for at kunne være i Denver og aflevere bilen 28. september, og inden den bliver  afleveret , skal den være rengjort og fyldt op med gas og benzin. Det vil sige, at vi skal være i nærheden af Denver 27. september om eftermiddagen, så der er god til at få alt på plads. Vi har med andre ord en uge tilbage til de sidste eventyr, men det er også, som det skal være. Vi når de sidste mål der er sat, og kan allerede nu se tilbage på en aldeles interessant og begivenhedsrig rejse rundt i det historiske Midt-vesten. 
Meget af rejsen var formet af den interesse jeg gennem de seneste tre år har bygget op vedrørende de folk, der boede her før europæerne flokkedes til Amerika. 
For tre år siden, da jeg sammen med Ole rejste rundt i det Nordvestlige Amerika (Canada og USA), rejste jeg hele tiden med en sær fornemmelse af, at de oprindelige folk var meget nærværende. Det var en følelse, der er vanskelig at forklare, men følelen satte sig i mig og bevirkede, at jeg satte mig det mål, at ville finde ud af, hvad det var for folk, der boede i de egne, jeg havde besøgt. Jeg kendte i forvejen kun Indianerne fra de film Hollywood havde skabt, og det var selvsagt  ikke noget brugbart billede. Jeg måtte læse om det. På dansk var der uendelig lidt litteratur. Jeg fandt antikvarisk Dee Browns bog, Begrav mit hjerte ved Woonded Knee. Den bog er fra 1970  og på dansk 1974. 
I bogen gør Dee Brown det, at han billedligt talt vender sig 180°. Vi fra vores del af verden er som bekendt vant til at se historien om Amerika med øjnene rettet mod vest: Columbus opdagedeAmerika. Det var den nyeverden, helt jomfruelig, stor og fuld af muligheder, for ingenejede den nye verden. Den lå bare der klar til at blive indtaget af mennesker med drømme om en bedre tilværelse end de havde haft i Europa. Jo, jo, I Amerika var der var da godt nok de der indianere, men de var ikke at regne som andet end vilde, uciviliserede og utæmmede, som naturen omkring dem. 
Men det er en særdeles subjektiv fortælling. Det er sejrherrernes udlægning, og den er fordrejet, fuld af lodrette løgne og fortielser. Set med ansigtet rettet mod øst, ser historien helt anderledes ud. Den kan også indeholde mange subjektive beskrivelser, men det store billede der åbner sig, er historien om, hvordan de mange nationer der beboede  Skildpaddeøen (som kontinentet blev kaldt af dets beboere, dem vi Europæere med en fællesbetegnelse kaldte indianere), fik frataget deres land ved hjælp af folkedrab, snyd og svindel, traktatbrud og utallige forsøg på at udnytte, og udslette disse forskellige folkeslag, som naturligvis forsvarede deres familier og samfund mod de overgreb, de blev udsat for. Alt sammen gjort af mennesker, der sagde de af Gud havde fået lov til at besidde kontinentet, og derfor måtte de folkeslag der altid havde boet på kontinentet underkaste sig eller dø. Manifest Destinyvar et officielt slogan som dækkede over netop denne forståelse, og som blev brugt på højeste sted i Washington DC. Et andet yndet slogan i de politiske kredse i Washington var ”Save the man – kill the indian”. Dette slogan blev brugt op gennem 20. århundrede. Indianeren skulle lære at leve som de hvide: Jorden delt op i parceller, beboelse i firkantede huse, de skulle skifte det frie nomadeliv ud blive fastboende og dyrke jorden. Det lange hår skulle klippes. De skulle have samme slags tøj på som amerikanerne. Børnene blev taget fra forældrene og sat i kostskole langt fra deres forældre. Her fik de nye navne og de måtte ikke tale deres modersmål men kun engelsk. De blev straffet hårdt hvis de forbrød sig mod reglerne (Tugt af børn blev ikke benyttet i de oprindelige kulturer). 
De kristne hvide menneskers fremfærd var på alle måder en hån mod det kristne næstekærlighedsbud, som de mente de levede efter. 
Begrav mit hjerte ved Woonted Knee var en øjenåbner, og jeg følte, jeg måtte vide mere. Jeg søgte herefter læsestof, der var egentlige kilder, hvor det var indianere selv, der kom til orde, fortalte om det liv der var deres, før det blev ødelagt af de hvide herrer i Washington. Jeg fandt først et par autobiografier, en hvor Absalooke (Crow) høvdingen Plenty Coups (1842 – 1934) som gammel mand gennem en række samtaler med Frank B. Lindeman (af Plenty Coups kaldet Sign Talker) fortæller om sit liv som barn, ung kriger og livet som det senere formede sig.  I en anden autobiografi er det Medicin-kvinden Pretty Shields, der fortæller om sit liv til samme Frank B. Lindemann. 
Yderst interessant læsning som kun vagte min interesse yderligere. 
De følgende par år blev det til en lille meter bøger, som jeg tyggede mig gennem. På engelsk. Jeg havde ikke i mit voksne liv læst noget som helst på engelsk, men nu blev jeg nødt til det, hvis jeg ville vide noget om de oprindelige folk i Amerika. Og det ville jeg.
Efterhånden som jeg kom ind i stoffet og fik større viden om indianernes kulturer, og ikke mindst om de historiske begivenheder der i sidste halvdel af 19. århundrede ændrede disse folks liv radikalt, fik jeg sat cirkler på landkortet om steder, jeg havde lyst til at besøge: Fort Laramie (hvor alle de vigtige traktater blev underskrevet af henholdsvis USA og den nordlige præries nationer), Fort Robinson som var centrum for Chief Red Clouds agentur (reservat), og ikke mindst blev stedet den store høvding Tasunke Witko (Crazy Horse) blev dræbt i 1877. Der var slagmarkerne ved Rosebud og Little Bighorn (jeg havde ikke fået det hele set første gang, jeg var derovre), der var Sand Creek, stedet hvor en hel indianerlejr blev massakreret, og som startede det dybe fjendskab med de hvide. Der var også steder, som kom til at blive kendte, da Nez Percé-høvdingen Chief Joseph med sit folk i 1877 måtte flygte fra de amerikanske tropper, men disse steder, samt Sand Creek ville desværre komme til at få en kommende rejse til at strække sig over alt for stort geografisk område, så de blev i mine forberedelser til en ny Amerikarejse sat i bero. 
I starten af sommeren fik jeg kontakt med Crazy Horses slægtninge, Floyd Clown og Doug War Eagle samt deres hvide hjælper, forfatter og dokumentarfilmmand William B. Matson, der for Crazy Horse-familien havde taget imod opgaven at få samlet deres historie, herunder hvad der havde ligget af hemmeligheder om deres oldefar. De tilbød mig at vise Deer Medicine Rock, stedet Hunkpapa-høvdingen Sitting Bull og Ogallala-høvdingen Crazy Horse havde ridset/ tegnet deres visioner ind i en sandstensklippe ved det sted, de og 12 – 15.000 indianere 14 dage før slaget ved Little Bighorn havde holdt soldans. Den gestus tog jeg med stor glæde imod, ikke mindst fordi man som turist ikke kan komme til området uden tilladelse, for det ligger i dag på privat grund uden skiltning til stedet. Det var et virkelig generøst tilbud som derfor kom til at stå øverst på ønskelisten, da rejsen var blevet en realitet. De samme folk tilbød også at tage mig med til Labour Day powwow i Cheyenne River Reservatet i det østligste South Dakota; årets største fest for de folk der lever i det reservat.
Hele første del af rejsen kom på den måde til at handle om præriefolkenes historie og nutid. 

Torsdag, 20. september. Dagen. 

Endnu engang vågnede jeg og erfarede, at Kaare var oppe og var i gang, eller … Kaare sad og havde lavet sig en kop kaffe. Vi havde sovet på den mest stille campground, vi endnu havde været på; der var kun os. Stedet var rigtig nydeligt med kortklippet græs og i receptionen, som også var stedets café, var der wifi - oven i købet et hurtigt et af slagsen. Vi befandt os ellers meget langt ude på landet, havde kørt meget langt ad en mindre vej, gennem landbrugsland, hvor markerne lå ny-høstede med lyse, smukke stubbe. Idaho har et slogan jeg har grinet meget af; ”famous potatoes”. Men når man rejser rundt i Idaho, finder man hurtigt ud af, at denne stat er en ihærdig landbrugsstat, hvor landet over store strækninger ligner det vi kender som Jylland. 
Vi startede bilen som dagen før, kl. 9:15. Fra starten var der ingen netadgang, men snart var der fuld dækning, og gps-damen fik lidt at lave, idet vi satte maskinen til at lede os til Jackson, som ligger umiddelbart syd for Grand Teton national Park (som vi havde valgt at droppe fordi vi nok mente vi kunne få lige så gode oplevelser udenfor denne nationalpark.

​Inden Jackson kørte vi op gennem Teton Pass, som ligger i 8431 fods højde (2810 m). Teton Pass har haft stor betydning som stedet de første hvide mennesker, der ville til de nordvestlige egne, kunne komme igennem. Men det var dengang en meget vanskelig sag at komme gennem passet. Det var dengang en to ugers rejse at komme igennem. Passet har - forskellige arkæologiske fund har vist det - været benyttet af Indianere i mere end 9000 år, og det har da også været det spor de første hvide mennesker benyttede, når de fulgte Oregon Trail  fra Fort Laramie og skulle gennem de høje bjerge. Det er godt 200 år siden de første hvide mennesker tog turen over Rocky Mountains på dette sted. I dag er vejen naturligvis ny og farbar for al trafik, og vi havde da heller ingen problemer med at lade camperen slide sig op gennem passet og videre sydpå langs Hoback River.
​

Hvor det i går i udpræget grad var vandvejene, vi havde øje for på vores vej fra Yellowstone, var det denne torsdag i udpræget grad efterårets farver, som nu her i bjergene lyser i stærke gyldne farver, især birk og asp skinner om kap med granernes mørkegrønne farve som baggrund. Vi havde stadigvæk vandvejene ved siden af os; de gamle trails gik langs floderne, dels fordi man på den måde ikke behøvede at tænke på rent vand til heste og mennesker, dels fordi floderne skærer sig gennem landskabet på de lavest liggende områder, og derfor – alt andet lige - var det letteste terræn at komme frem ad.
​

Mens vi kørte langs Hoback River opdagede vi at der var en større brand forude og vi opdagede snart, at der var tale om en omfattende naturbrand. Himlen blev tæt af røgudviklingen og snart kunne vi ikke fornemme at vi faktisk havde en dag med fuld sol. Fly så vi fra tid til anden på himlen med en stor pose for enden af en lang line. Flyene samlede vand op fra en sø og smed de store poser vand ned på ilden. Slukningsarbejdet så vi ikke, for det var alligevel for langt fra, hvor vi kørte.

Gps-damen havde efter Jackson, hvor vi havde fået frisk benzin på bilen, fået en ny destination, hun skulle føre os til. Museum of the Mountain Men i den lille by Pinedale ved vej Hgw. 191. 
Museet blev åbnet i 1990 og er med andre ord særdeles nyt. Det var et rigtig godt besøg. Museet har sin placering i Pinedale, fordi det var i nærheden af hvor denne by kom til at ligge, at pelsjægerne gennem en årrække mødtes til et rendezvous.
Pelsjægerne bevægede sig rundt i det store land, ofte uden at andre kunne anvise dem, hvordan man skulle kunne overleve i hvad der for Euro-amerikanere var vildmark. Rigtig mange af dem blev drevet af trangen til eventyr, og måske også hurtige penge, men det var en ualmindelig farefuld tilværelse og et stort men ukendt antal af dem døde hurtigt, enten af sygdom, i kamp med Indianere eller i kamp med vilde dyr. Men der var også dem, der overlevede i rigtig mange år, f.eks Jim Bridger, som er en af de kendteste mountainmen.
Efter museumesbesøget fandt vi en campground men valgte at køre tilbage til museet og campere, for den campground vi havde mulighed for at være på, havde hverken vand, el eller kloaktilslutning, og så kunne vi lige så godt spare de $16, ikke mindst fordi damerne i museets reception havde givet os lov til at campere på museets p-plads.
Inden vi nåede Pinedale, havde vi over et langt stræk kørt gennem et område, hvor en større naturbrand hærgede. Kraftige røgfaner steg op over bakkerne omkring os og dækkede for solen, og da vi nåede Pinedale var vesthimlen dækket som var der tale om overskyet vejr.
Aftenen blev præget af en solnedgang der gav mindelser til Munchs ’Skriget’. Brandens røg dækkede for solen og himlen lyste rødt på en måde, jeg aldrig før har set; skræmmende og flot på samme tid. 
​

Onsdag, 19. september 
Jeg vågnede ved at camperen kørte. Kaare var oppe på denne frostklare dag og kørte til campgroundens ’dump station’, stedet man kan tømme bilens tanke for spildevand og andet flydende affald. Der var gået så lang tid, at den grå tank, den med spildevand, var fyldt, så det begyndte at stige ud i brusenichen.
Frisk vand på tankene fik vi ikke fyldt ved samme lejlighed, for nattens frost havde sørget for is i vandledningen, så det måtte klares senere.
Vi besluttede os for at ændre planerne, for vi har på tre dage fået oplevet det, vi tog til Yellowstone for at se, så vi kunne lige så godt tage videre. Grand Teton National Park besluttede vi så også at springe over, for dels skal man betale penge for at køre ind i parken, dels så det ikke ud som om parken ville byde på større oplevelser end dem vi kan få udenfor.
​

9:15 trillede vi afsted. Endnu en pragtfuld solskinsdag med klar og kølig morgenluft. Vi kom igen forbi Mud Vulcano og tog et kig ned over Yellowstonefloden som glinsede i morgensolen mens det sydede og boblede fra huller i jorden. En sidste gang kørte vi igennem den enorme slette som breder sig ud med floden løbende igennem og langt ude skridtede to buffalo sig gennem sletten.
På vejen vestpå i Yellowstone, standsede vi bilen og gik en formiddagstur til et lille vandfald med navnet Gibbon Falls. I starten af ruten kunne støjen fra bilerne ved vejen, som vi havde forladt, høres som den velkendte baggrundsstøj, men langsomt fortonede den brummende lyd sig, så det kun var lyden fra de små egern og nogle enkelte fugle, der kunne høres.
​

Vi havde taget bear-spray med i det tilfælde, at vi skulle støde på en bjørn, men også denne gang var der ingen større dyr at se og heller ikke spor eller efterladenskaber fra dem. Men da man bliver rådet til at give lyd fra sig, med det formål at fortælle en evt. bjørn, at vi er i området, så den har mulighed for at fortrække, talte vi højt sammen. Det er i modsætning til, hvad vi danskere ellers har lært på de hjemlige himmelstrøg, hvor vi ved, at hvis vi vil opleve dyrene i skoven, skal vi være stille, så vi ikke bliver hørt, men vi har heller ikke bjørne i skoven. Debatten i Danmark angående ulve virker her fuldstændig hysterisk. Her er der store ulveflokke, men der er ikke en eneste advarsel om, hvordan man skal forholde sig, hvis man møder ulve. Årsagen er den enkle, at det gør man ikke, for ulve er sky.
​

​Vi fulgte vandvejene, floderne, på vores vej vest ud af Yellowstone National Park;  Yellowstone, Gibbon og Madison. Hele vejen fulgte vi en af floderne, som hver især tager sig fantastiske ud, mens de snor sig vestpå. 
​

​Vi  nåede ud af parken til byen West Yellowstone, som er en traditionel westernby med så brede veje, at man kan vende rundt med et seks- eller ottespand heste. Facaderne er også lidt som man kender det i westernfilm; helt flade som en kulisse. Heste er der selvfølgelig ikke mere. Nu er det hestekræfter der fylde gadebilledet, men her er det så en fordel, at vejene er bygget som de blev, for der er god plads til køretøjer af enhver art, både på kørebanerne og til parkering langs vejene. Her behøver man ikke lave kantstensparkering, for der er så meget plads, at man blot kan stikke bilens næse ind mod fortovet. Selv den RV  (sådan hedder et motorhome her i Amerika) vi kører i som er 25 fod lang (8 meter 30 cm), kan parkeres på den måde, og det var, hvad vi gjorde for at gå i supermarkedet for at supplere forsyningerne, som efter tre dage i Yellowstone Park efterhånden var blevet noget slunkne. 
​

Med depoterne fyldte satte vi gps’en til at følge Hwg 20 til Upper Mesa falls. Vejen går først vest over, men drejer sydpå. Man kører først ind gennem Targhee Pass på 7072 fod (2357 meter), men kommer hurtigt til udpræget landbrugsland i Idaho. Markerne er store. Meget store. Og det bliver vandet med nogle enorme vandingsanlæg, måske 200 meter lange, som kører på hjul. Vandet er der nok af, for det kommer fra den nærliggende flod eller sø. 
​

Gps-damen viste os med sikker og blid stemme frem til målet. Og hvilket fantastisk sted, vi havde spottet på kortet. Upper Mesa fall var virkelig værd at køre efter. Der var lavet en sikker trail med rækværk langs floden, Henry’s Fork, og denne fint anlagte sti førte helt ned til vandfaldet, som vi derfor kunne stå helt tæt på. 
​

​Ved vandfaldet var der i 20erne lavet en lille cafe, som har haft forskellige formål gennem tiderne. Nu er det et visitor center med forskellige souvenirers og et sted som vist må være lavet til undervisningsbrug; forskellige skind fra de dyr der er i området, plancher med hvad man kan finde i naturen. Sådan noget. 
Vi kørte vider med en god fornemmelse af at have taget et godt valg tidligere ved ikke at bevæge os ind i Grand Teton National Park, men i stedet finde nogle interessante steder udenfor parken. Stedet vi besøgte, og som vi også fandt en campground med en super smuk beliggenhed hedder ifølge kortet Caribou-Targhee National Forest. Campgrounden ligger ikke langt fra Warm River. Til gengæld ligger den meget langt fra offentlig vej og af samme grund er her så fredeligt, som man kan ønske sig.