• Gallery
    • The West
    • Nature
    • Art of the mind
    • The mythical ravens & other crow byrds
    • Tour de France
  • Biografi
  • Activity
  • Contact
  • video
  • AMERIKA NV 2015
  • The West 2018
Per Christoffersen
PER CHRISTOFFERSEN - ARTIST

Canyonlands National Park. The Needles

9/25/2018

0 Comments

 
Picture
Mandag, 24. september 
Canyonlands National Park er delt op i tre meget store områder. Opdelingen er frembragt af to floder, Green River og Colorado River, der løber sammen i midten af disse tre områder, Island In the Sky (som jeg skrev om i går), Canyonlands (som vi ikke har besøgt fordi det kræver en mere terrængående bil) og endelig The Needles. The Needles kørte vi til i dag. Turen dertil fra Moab, som vi igen camperede i, er lang, ogs¨fordi vi skulle samme vej tilbage til Moab for at komme videre til Denver, Colorado og afslutningen på 5 fantastiske uger fyldt med oplevelser. 
Needles har fået det navn, fordi der i den ende af det store naturreservat er mange klippeformationer der som nåle stikker op i luften. Den del af nationalparken er ikke så besøgt som Island In the Sky. Årsagen er den lange køretur, som får mange til at springe denne del over. Det valg tog vi ikke og det er jeg rigtig godt tilfreds med, for igen i dag fik vi os nogle fantastiske naturoplevelser. Området har meget andet at byde på end de nåleformede klipper. Her er de gigantiske lodrette, røde klipper som ved fødderne er dækket af forvitret klippe. Her er røde klipper som sætter fantasien i gang, for mange af dem ligner figurer; dyr og mennesker. Her var også en væg hvor mennesker i anslået 2000 år har indridset billeder som fremstår meget tydeligt, fordi det yderste lag, som tegnerne har ridset af, er mørkt, og det inde under lyst. Tegningerne står derfor klart lyse på den ellers næsten sorte klippevæg.
Vejret i dag har været med drivende skyer. Skyggerne på jorden var derfor med til at danne underfundige skygger på klipperne, og en spændende lys som projektører viste sig forskellige steder i landskabet.
​
Picture

Picture

Picture

​Vi kom til et sted, hvor det ikke var de ellers så karakteristiske røde bjerge der var dominerende, men nogle blødt afrundede, flade meget lyse sandstensklipper, der gav mindelser om Henry Moores store skulpturer. De her var blot enormt meget større. De kunne også give mindelser om Salvador Dalis mærkværdige landskaber. Disse runde kæmpeklipper lå på en lige så hvid og fast og afrundet klippegrund, hvor der var dannet små, naturlige bassiner, som – når det har regnet – giver liv til mange forskellige små dyr; orme, biller, larver. Nu i dag, var de helt udtørret som mange af vandløbene også var. Det er sidst på en tør sommer, men om foråret kan jeg forestille mig et helt anderledes liv her, hvor vegetationen er tilpasset de ekstreme klimatiske forhold, meget koldt om vinteren, ekstremt varmt om sommeren. I dag var solen hård, når den tittede frem fra en sky, og man var helt glad, når den igen gled ind bag en sky.

Picture

Picture

Picture

​Tilbagevejen til Moab var lige så interessant som vejen ud, for når man vender sig 180°er der nu helt andre ting, man ser. Kameraet klikkede derfor lige så  lystigt på tilbageturen som på udturen.
​ 
Picture

I Moab drejede vi ved Coloradofloden og kørte ad vej # 128 som følger floden ind gennem en dyb rødklippet canyon. Her langs floden er der en del campgrounds, ikke dem med ’hook up’, men af den type hvor man tager en kuvert i en boks, udfylder den med de oplysninger der kræves, lægger overnatningsbeløbet i og lægger kuverten i en forseglet boks. $ 15 koster det at overnatte her, men så er der også ’das’, frisk brænde til at lægge på ildstedet, og en grøn Colorado River der løber forbi med en rivende strøm. Og vi har stadig de fantastiske røde klipper rundt om os og nu, mens jeg skriver disse linjer, farves klipperne i en orangegylden tone. Ualmindelig flot. 
​
Picture

Picture

​Vi kørte camperen ind ved siden af en lille stenruin. På en trætavle fik vi at vide, at ruinen engang havde været et lille hus, et homestead for Tom Kitsen og hans familie. Hvis de sten, vi kan se i dag, har været fundamentet på hans hus, har der ikke været meget plads, for huset har ikke været på mere end 15 m2. Men her levede de altså. Tom Kitsen bragte posten frem mellem postkontorerne i henholdsvis Cisco og Castleton, er det ikke vanskeligt at sætte sig ind i, hvor stor en opgave det var i begyndelsen af 20. århundrede.   Der er på stedet en gravplads. Det var Kitsens mor, der ligger begravet her. Hun døde af lungebetændelse efter at være faldet i floden en dag hun bare var ude efter vand. Gravstedet er her endnu, og der bliver også stadig lagt blomster på graven. Men mon ikke det nu er den ranger der passer den campground der nu knytter sig til stedet, som også passer graven? Det er mit gæt.
Stedet blev efter Tom Kitsen i 1923  overtaget af en Oscar Hittle. Oscar Hittle udvidede stedet med en lade og en stald til sine 45 stk. kvæg. Disse bygninger pillede han ned og tog med sig, da han og familien i 1930 flyttede til et andet sted. Herefter blev det overtaget af en tysk ungkarl, Henry Voss, som med en lille båd sejlede rundt på floden som guldgraver. Voss døde i 1967 og siden har stedet kun været benytte af fritidsfolk som rampe til at sætte båd ud. 
Jo da, der er også her en lille historie der knytter sig til et ganske bestemt undseeligt sted langs Coloradofloden langt borte fra bysamfund. 
 Jeg vil derfor slutte denne dags skriveri og gå ud og nyde aftenlyset.
Ordene her kan jeg ikke uploade som jeg plejer, for vi er udenfor tilgang til wifi. Det bliver derfor postet på et senere tidspunkt. 
Picture
Picture
Overalt bliver fantasien sat i sving. Klipperne bliver nemt til naturens egne skulpturer og relieffer. Her er et lille udpluk af de mange, mange finurlige naturskabte frembringelser jeg har fundet med mit kamera.
0 Comments



Leave a Reply.

    Forfatter

    Per Christoffersen. Kunstmaler med stor interesse for Amerikas oprindelige befolkning. 
    ​Foredrag kan aftales.

    Archives

    September 2018
    August 2018

    Categories

    All

    RSS Feed

Proudly powered by Weebly