Jeg havde aftalt med Cruise Amerika at vi skulle hentes mellem kl. 8:30 og 9:30. Det blev kl. 9:30 at en stor, sort bil kørte ind på ved hotellet, hvor vi sad i solen og ventede med vores bagage. Skønt fuld sol, var det i nattens løb blevet betydeligt køligere og heldigvis for det, for den kvælende varme vi ankom med var ubehagelig.
Der var længere ud til Cruise Amerika, end jeg havde regnet med, men det er altid sådan her, at hvad der på et kort ser ud som kort afstand, det er i den virkelige verden meget længere, men vi nåede frem efter en god halv times kørsel og fik hurtigt derefter vores camper og kørte ud til lufthavnen for om muligt at få talt med enten den dame fra British Airways som vi talte med om aftenen eller en anden fra selskabet. Passet var alt andet lige det, vi var efter her, for guitaren, tja, hvis vi var heldige ville den komme med eftermiddagens fly fra London.
På vej til en P-plads var vi tæt på at havne i en ubehagelig situation, for ved lufthavnen kom vi kørende ad en ensrettet vej, som altså viste sig at ende i et P-hus som vores bil ikke kunne komme ind i. Vi måtte bakke et par hundrede meter for at komme fri af den blindgyde, og var heldige at det ikke var en trafikeret vej. Og så fandt vi en P-plads og gik ind i den fantastiske lufthavnsbygning endnu en gang. Bygningen og dens indretning er på mange leder og kanter en hyldest til landets oprindelige folkeslag. Ikke kun det ydre, som langt derfra ligner en tipi-by, også det indre af lufthavnen tager os med ind i Indianernes verden. Folk der stiger ind i bygningen efter at have fløjet bliver mødt af fotos af kendte Indianere og til lyden af indiansk musik , og længere inde i bygningener der både fotos og nutidskunst af og med de oprindelige folk.
Ovenstående malerier og fotoet af børnene der får undervisning er billeder der hænger på Denver International Airports vægge.
Passet var der ikke., så vi gik igen med uforrettet sag og håbede så, at vi senere, når vi skulle dertil igen for at se om guitaren skulle være kommet med eftermiddagsflyet, skulle være så heldige at den samme dame som vi talte med i går, måske havde lagt passet til side fordi hun vidste vi ville dukke op denne dag.
Vi kørte fra lufthavnen, fandt et Wallmart og fik købt ind til nogle dage Af de fleste fornødenheder, og fandt en campground med en placering blot 20 minutters kørsel fra lufthavnen.
Da klokken nærmede sig tiden hvor flyet skulle ankomme, tog vi igen, igen til lufthavnen – og minsandten! – guitaren var med. Passet derimod var ingen steder, så det er tabt.
Vi fandt så Det Kongelige Danske Konsulats adresse og telefonnummer, så onsdag er noget af det første der skal gøres , at få kontaktet det kontor, og så håber vi ellers meget på, at vi kan komme videre nordpå.
Eventyr er at få overraskelser, men denne slags overraskelser, som vi har startet denne rejse med, er ikke af den slags man ønsker sig.
Jeg har været i kontakt med Bill Matson som foreslår at vi lørdag samler Floyd Clown op på reservatet og tager til reservatets store Labour Day Powwow og derefter tager afsted for at se de steder, de ville vise os bl.a Deer Medicine Rock hvor Sitting Bull sammen med Lakota og Cheyenne afholdte deres soldans 14 dage før Slaget ved Little Bighorn, samme tid og sted hvor Crazy Horse ridsede sit drømmesyn af sin egen forestående død ind i en sandstensklippe. Tegningen skulle i detaljer vise, hvad der skete 17 måneder senere i Fort Robinson, Nebraska. Jeg ser i sandhed med spænding frem til den kommende weekends oplevelser.
Vi kørte fra lufthavnen, fandt et Wallmart og fik købt ind til nogle dage Af de fleste fornødenheder, og fandt en campground med en placering blot 20 minutters kørsel fra lufthavnen.
Da klokken nærmede sig tiden hvor flyet skulle ankomme, tog vi igen, igen til lufthavnen – og minsandten! – guitaren var med. Passet derimod var ingen steder, så det er tabt.
Vi fandt så Det Kongelige Danske Konsulats adresse og telefonnummer, så onsdag er noget af det første der skal gøres , at få kontaktet det kontor, og så håber vi ellers meget på, at vi kan komme videre nordpå.
Eventyr er at få overraskelser, men denne slags overraskelser, som vi har startet denne rejse med, er ikke af den slags man ønsker sig.
Jeg har været i kontakt med Bill Matson som foreslår at vi lørdag samler Floyd Clown op på reservatet og tager til reservatets store Labour Day Powwow og derefter tager afsted for at se de steder, de ville vise os bl.a Deer Medicine Rock hvor Sitting Bull sammen med Lakota og Cheyenne afholdte deres soldans 14 dage før Slaget ved Little Bighorn, samme tid og sted hvor Crazy Horse ridsede sit drømmesyn af sin egen forestående død ind i en sandstensklippe. Tegningen skulle i detaljer vise, hvad der skete 17 måneder senere i Fort Robinson, Nebraska. Jeg ser i sandhed med spænding frem til den kommende weekends oplevelser.
Onsdag, 29. august
I dag lykkedes at få styr på Kaares pas og myndighederne. En hurtig indsats fra to joviale betjente i lufthavnen og ikke mindst den danske konsul i Denver, Nana Smidt Nielsen, kom vi afsted fra konsulatet før middag med et udstedt midlertidigt pas.
Vi satte straks kursen nordover. Trafikken var i starten tæt, men efter en times kørsel tyndede det ud , og jo nærmere vi nåede grænsen til Wyoming, jo mere havde vi vejen den brede Interstate motorvej for os selv. Inde i bilen var temperaturen fin og behagelig, men da vi steg ud på en rasteplads, slog varmen os i hovedet da vi steg ud af bilen.
Efter frokost lod jeg så Kaare få sin ilddåb som chauffør i den store bil. Det var på det helt rigtige tidspunkt, det skete, for landskabet blev nu meget mere spændende end hvad vi før havde været igennem. De opdyrkede arealer forsvandt og den smukke prærie lå foran os hele kompasset rundt, gyldent som det må være efter måneders tørke og stærk varme, og med afvekslende bølgende bakker, slugter og udtørrede vandløb med cottonwood-træer langs bredderne. Sandstensklipper stikker frem fra det gyldne græs som tænder der har brudt gennem et tæppe.
Røgfanen fra en skovbrand viste sig ude vestpå og da vi nærmede os kunne vi fornemme omfanget af ildens hærgen og lysets brydning gennem røgen gav landskabet en sær, varm glød.
Vi havde sat GPS’en til at køre mod Fort Laramie, et af de kendteste historiske steder fra frontier-tiden; stedet som ligger ved North Platte River hvor ruten med navnet Oregon Trail løb forbi. Samme fort blev stedet hvor de vigtigste traktater med præriens stammer blev underskrevet (1851 og 1868).
Vi nåede frem til Fort Laramie sidst på eftermiddagen og indskrev os på en RV Campground i byen, ikke en skønhed af en campground men OK for en nat.
I dag lykkedes at få styr på Kaares pas og myndighederne. En hurtig indsats fra to joviale betjente i lufthavnen og ikke mindst den danske konsul i Denver, Nana Smidt Nielsen, kom vi afsted fra konsulatet før middag med et udstedt midlertidigt pas.
Vi satte straks kursen nordover. Trafikken var i starten tæt, men efter en times kørsel tyndede det ud , og jo nærmere vi nåede grænsen til Wyoming, jo mere havde vi vejen den brede Interstate motorvej for os selv. Inde i bilen var temperaturen fin og behagelig, men da vi steg ud på en rasteplads, slog varmen os i hovedet da vi steg ud af bilen.
Efter frokost lod jeg så Kaare få sin ilddåb som chauffør i den store bil. Det var på det helt rigtige tidspunkt, det skete, for landskabet blev nu meget mere spændende end hvad vi før havde været igennem. De opdyrkede arealer forsvandt og den smukke prærie lå foran os hele kompasset rundt, gyldent som det må være efter måneders tørke og stærk varme, og med afvekslende bølgende bakker, slugter og udtørrede vandløb med cottonwood-træer langs bredderne. Sandstensklipper stikker frem fra det gyldne græs som tænder der har brudt gennem et tæppe.
Røgfanen fra en skovbrand viste sig ude vestpå og da vi nærmede os kunne vi fornemme omfanget af ildens hærgen og lysets brydning gennem røgen gav landskabet en sær, varm glød.
Vi havde sat GPS’en til at køre mod Fort Laramie, et af de kendteste historiske steder fra frontier-tiden; stedet som ligger ved North Platte River hvor ruten med navnet Oregon Trail løb forbi. Samme fort blev stedet hvor de vigtigste traktater med præriens stammer blev underskrevet (1851 og 1868).
Vi nåede frem til Fort Laramie sidst på eftermiddagen og indskrev os på en RV Campground i byen, ikke en skønhed af en campground men OK for en nat.
 |  |
RSS Feed