    | Mandag, kl. 15 Vi har bestemt os for at have instrumenter med på rejsen. Kaare er glad for at spille Beatles-sange og har taget sin guitar med, men da guitaren er over målet for hvad der kan medbringes som håndbagage, har vi måttet slippe 1000 kr. for at få den tur/retur til Denver, en merudgift, javel, men i det store regnskab det værd, for der er ikke noget der kan skabe en god fælles stemning som sang og musik. Så nu må vi se, om vi kan finde en fælles puls. Jeg har medbragt min næsten nyindkøbte mandolin, som jeg den sidste måned dagligt har øvet mig på. Vi har så hver især printet 12-14 sange, og kan tage et par stykker om aftenen, når vi har været gennem dagens oplevelser. Vi havde således hver tre stk. bagage, og jeg var på nippet til at få problemer med at få både min lille trolley og mandolinen med som håndbagage, men med søde miner og overtagelse gik det. Problemet var, at flyet til London var helt booket op, så der var sparsom med plads i bagagerummene, men jeg lovede at have trolleyen under sædet foran. Det var noget af en øvelse at få den placeret og en endnu større øvelse for mig at få mine lange ben placeret. Men de to timers flyvning var til at overse. Større problem var det så heller ikke. Heathrow Airport er kendt for at være stor og uoverskuelig. Jeg er heller ikke i tvivl om at det ville være særdeles vanskeligt at finde rundt, hvis ikke det lige var sådan, at det faktisk er let, fordi alt er vældig pædagogisk indrettet. Vi kom hurtigt i den kø som skulle fragte os til Terminal 3, hvorfra vores fly skulle flyve. En bus kom og hentede os og turen til terminalen tog 12 minutter, altså samme tid som det tager mig at køre fra Smidstrup til Helsinge. Jeg kan derfor bare konstatere at det er sandt: Heathrow Airport er stor! Nu sidder vi så i en jumbojet på 37. række. Vi har 10 timers flyvning foran os inden vi lander i Denver kl. 18:30 (lokal tid). Det er lang tid at sidde i den samme stol, men heldigvis er det sådan, at vi har et tomt sæde i den række vi sidder i, så der er plads til ben, bøger, computer - og hvad vi i øvrigt har lyst til at have ved hånden. Vi er også så heldige at toilettet er lige bag os. Det er ofte en lettere irritationsfaktor at skulle kante sig gennem de smalle rækker for at komme til at stå kø ved toilettet. Nu har vi det bogstavelig talt lige ved hånden. |
For alle jer der har fulgt med i den rejse jeg foretog til Amerika for tre år siden sammen med min gode ven, Ole Tind, skal jeg måske lige præsentere min nye rejsekammerat, som er med på denne rejse.
Navnet er som før omtalt, Kaare. Det er et næsten livslangt bekendtskab jeg har med Kaare, omend vi ikke har set til hinanden i rigtig mange år. Vi startede i samme klasse i det Herrens år 1958, og i løbet af det andet skoleår blev vi venner, sådan som børn kan være det. Når skolen var forbi var vi enten hos mig eller hos ham. Vi har også været FDFere sammen i en del år, hvor vi også spillede tromme i samme FDF-tambourkorps. Også ferier har vi holdt sammen. Jeg var hvert år inviteret til at være med på ferie i hans families sommerhus ved Jægerspris. Og vi har leget. Når det var regnvejr var en af de fortrukne lege at rejste over prærien, den ene som indianer overskrævs på klaverbænken som havde fået æren af at være blevet til en hest, og den anden sad placeret for enden af min sovebriks, som i legen var blevet til en prærieskonnert. Yipiii! Og vi talte som amerikanerne gør, et kaudervælsk med rullende r’er. Så! Alt i alt kendte vi hinanden særdeles godt. Men så skete det, som det så ofte sker; da klassen blev skilt efter 5. skoleår, og vi kom på hver sin skole, begyndte venskabet at glide ud, og snart var vi inde i den forandring der følger med puberteten, og interessefællesskabet blev udvisket for til sidst at forsvinde.
Men så skete det at Kaare sidste sommer på en cykeltur kiggede forbi i Smidstrup. Jeg lagde penslerne og vi fik en snak på terrassen, hvor jeg fortalte om min rejse til Amerika og viste ham bøger og den CD jeg havde lavet om den rejse. Kaare fortalte sine brødre om sit besøg hos mig, og om hvad jeg havde bedrevet. Og så var det at to af Kaares storebrødre, som leder en forening af tidligere FDFere i Hillerød, spurgte mig, om jeg ville komme og fortælle om min rejse, og hvad den har betydet for mig. Jeg slog til. Da vi så i foredragets pause stod og snakkede, spurgte en af de fremmødte mig, om jeg så ikke havde lyst til at komme til Amerika igen. Det kunne jeg kun bekræfte, men at der var det problem, at jeg ikke lige havde en rejsekammerat og at det af flere årsager ville være bedst at være to. Her var det så at Kaare stod og rakte sin pegefinger i vejret og sagde: - Det vil jeg gerne!
Og det er ganske vist: Efter ikke at have været sammen i 54-55 år sidder vi nu ved siden af hinanden i fly nr. BAO219, et kæmpefly der med en fart af 857 km/t er på vej ud over Atlanterhavet på sin 8000 km lange tur mod Denver, Colorado.
Mandag, 27. august kl. 23
Vi har nu fløjet, så der kun er 2,5 time tilbage inden vi lander. Vi har været turen over det sydlige Grønland og Hudson Bay og er nu i luftrummet over Winnipeg Lake, Ontario, Canada. Jeg har siddet og forsøgt at sove lidt, men lyden fra maskinen har forhindret mig i at komme rigtigt ind i en søvntilstand, men OK, jeg har da hvilet mig, så de sidste timer af dagens lange rejse kan klares uden at det skulle blive alt for belastende.
Det er utroligt, hvad vi har været igennem på en dag som i dag. Man godkender det fordi det er muligt i de år vi lever i nu, men det er nærmest ufatteligt: Man vågner i Kastrup, Danmark, kører med metroen til lufthavnen, går gennem sikkerheds-skærsilden og gennem butiksområdet med alle de mest udsøgte mærkevarer, kommer gennem endnu en paskontrol og ud gennem en lang gang med navnet C og helt ud til gate nr. 27. Her møder jeg minsandten vores nye genboer som er på vej til Irland. Så bliver vi sikkerhedstjekket og pastjekket endnu en gang inden vi et fly og to timer senere flyver vi tæt forbi Buckingham Palace inden vi et par minutter senere står i den store lufthavn i London. Mængden af mennesker pølser sig ud af flyet og blander sig med en større pølse af mennesker fra andre fly og som alle sammen går mod nye fly for at nå et eller andet sted på Jorden. Så møder jeg sørme Jytte som jeg kender gennem en fælles bekendt. Morsomt! Jytte skal med sin mand til Seattle hvor de har lejet et motorhome for at køre rundt i Montana og Wyoming for at slutte rejsen i Denver. Næsten samme tur som Kaare og mig, blot med et andet sted at starte og med en uge mindre end os. Så op i en kæmpe jumbojet hvor vi indretter os til en 10 timer lang flyvetur, og hvor folk efterhånden får viklet sig ind i de tæpper man fra British Airways har lagt på deres sæde, Nogle ser film, andre hører musik eller følger flyets vej over den halve klode på vej mod Denver, et barn pylrer, der bliver flere gange delt ud af noget man kan spise og drikke og mumlen fra folk blander sig med den konstante larm fra flyet, som efter sigende skyldes vores placering umiddelbart bag den gigantisk store vinge. Og skulle jeg have befundet mig i Danmark netop nu hvor jeg sidder og skriver alle disse ting med min mac på den lille klap foran mig i flyet, ville klokken have været 00:30, men det er den så ikke fordi vi flyver med tiden, så vi er kun kommet til kl. 16:33 og har stadig flere timer foran os inden det bliver aften, så jeg er glad for også at have brugt et par timer på at lukke øjnene og lade hvilen falde på mig. Og netop på dette tidspunkt befinder vi os over Sioux-land (South Dakota) på Khéya Wíta (Skildpaddeøen) som Lakota-folket kaldte Amerika. Det navn kan jeg godt lide; Khèya Wita/ Skildpaddeøen; det klinger godt og er mere oprindeligt end Amerika.
Og så nåede vi til Denver. Lufthavnen er en meget flot en af slagsen; helt unik arkitektur. Her er Skildpaddeøens oprindelige befolkning blevet skubbet frem i rampelyset. Som skyline ligner lufthavnen en tipiby og når man træder ind i lufthavnen fra flyet er det stærke portrætter af historiske folk fra de forskellige præriestammer, mænd som kvinder.
Fra flyet går man over en runway på en bred, lukket bro og endte i slusen, som skulle lukke os ind i USA. I Denver foregår det med ny teknik. Flyets 500 passagerer bliver med pas og ESTA-papiret gelejdet hen til en skærm, hvor man tager en selfie og får taget fingeraftryk elektronisk. Processen afsluttes med et lille billeddokument som bliver printet ud. Det tager man så med til næste ’’sluse’’, den fysiske toldbetjent som i mit tilfælde blot godkendte de papirer jeg havde, stemplede efter at have spurgt hvor længe jeg ville opholde mig i USA. Vi troede så at alt var som det skulle være, men ved bagageudleveringen viste det sig at Kaares guitar ikke var kommet med fra London. Vores problem blev så at vi ikke har en adresse som de kan sende den til, for vi skal jo videre i en camper. Det som det endte med blev, at vi bliver nødt til at håbe på at den er med British Airways i dag og at vi derfor udsætter vores rejse nordpå til onsdag.
Vi tog toget ind til byen. Der går tog fra lufthavnen til det centrale Denver, og så havde Kaare hjemmefra spottet at vi kunne tage en gratis bus som kører i pendulfart på gågaden Mall Str.. Det gik også fint og vi blev sat af hvor vejen slutter. Her ville jeg gerne tage en taxi resten af vejen, men problemet var, at der ikke var en eneste taxi, så i næsten 30 ° stadsede vi af sted med kufferter og taske og mandolin ad East Colfax Ave. Der skulle ikke være så langt, men i betragtning af at vi havde rejst i næsten et døgn og temperaturen var så høj, var det en noget strabadserende tur i mørket mens vi kantede os forbi den ene arme sjæl efter den anden; de husvilde, narkomaner og hvad der ellers kan tænkes af forarmede sjæle. Men vi nåede hotellet som Kilroys Rasmus havde booket til os. Det kan ikke betegnes som andet end OK. Når jeg sammenligner med hvad jeg var blevet tildelt i Vancouver for tre år siden, er der en verden til forskel, men her er pænt og rent og natten har været stille.
Vi sov så længe vi kunne, dvs. til ved 2-tiden, som svarer til kl. 10 i vores indre ur som stadig er stillet til Dansk tid. Kl. 5 orkede vi ikke at ligge længere men stod op og lod dagen begynde.
For alle jer der har fulgt med i den rejse jeg foretog til Amerika for tre år siden sammen med min gode ven, Ole Tind, skal jeg måske lige præsentere min nye rejsekammerat, som er med på denne rejse.
Navnet er som før omtalt, Kaare. Det er et næsten livslangt bekendtskab jeg har med Kaare, omend vi ikke har set til hinanden i rigtig mange år. Vi startede i samme klasse i det Herrens år 1958, og i løbet af det andet skoleår blev vi venner, sådan som børn kan være det. Når skolen var forbi var vi enten hos mig eller hos ham. Vi har også været FDFere sammen i en del år, hvor vi også spillede tromme i samme FDF-tambourkorps. Også ferier har vi holdt sammen. Jeg var hvert år inviteret til at være med på ferie i hans families sommerhus ved Jægerspris. Og vi har leget. Når det var regnvejr var en af de fortrukne lege at rejste over prærien, den ene som indianer overskrævs på klaverbænken som havde fået æren af at være blevet til en hest, og den anden sad placeret for enden af min sovebriks, som i legen var blevet til en prærieskonnert. Yipiii! Og vi talte som amerikanerne gør, et kaudervælsk med rullende r’er. Så! Alt i alt kendte vi hinanden særdeles godt. Men så skete det, som det så ofte sker; da klassen blev skilt efter 5. skoleår, og vi kom på hver sin skole, begyndte venskabet at glide ud, og snart var vi inde i den forandring der følger med puberteten, og interessefællesskabet blev udvisket for til sidst at forsvinde.
Men så skete det at Kaare sidste sommer på en cykeltur kiggede forbi i Smidstrup. Jeg lagde penslerne og vi fik en snak på terrassen, hvor jeg fortalte om min rejse til Amerika og viste ham bøger og den CD jeg havde lavet om den rejse. Kaare fortalte sine brødre om sit besøg hos mig, og om hvad jeg havde bedrevet. Og så var det at to af Kaares storebrødre, som leder en forening af tidligere FDFere i Hillerød, spurgte mig, om jeg ville komme og fortælle om min rejse, og hvad den har betydet for mig. Jeg slog til. Da vi så i foredragets pause stod og snakkede, spurgte en af de fremmødte mig, om jeg så ikke havde lyst til at komme til Amerika igen. Det kunne jeg kun bekræfte, men at der var det problem, at jeg ikke lige havde en rejsekammerat og at det af flere årsager ville være bedst at være to. Her var det så at Kaare stod og rakte sin pegefinger i vejret og sagde: - Det vil jeg gerne!
Og det er ganske vist: Efter ikke at have været sammen i 54-55 år sidder vi nu ved siden af hinanden i fly nr. BAO219, et kæmpefly der med en fart af 857 km/t er på vej ud over Atlanterhavet på sin 8000 km lange tur mod Denver, Colorado.
Mandag, 27. august kl. 23
Vi har nu fløjet, så der kun er 2,5 time tilbage inden vi lander. Vi har været turen over det sydlige Grønland og Hudson Bay og er nu i luftrummet over Winnipeg Lake, Ontario, Canada. Jeg har siddet og forsøgt at sove lidt, men lyden fra maskinen har forhindret mig i at komme rigtigt ind i en søvntilstand, men OK, jeg har da hvilet mig, så de sidste timer af dagens lange rejse kan klares uden at det skulle blive alt for belastende.
Det er utroligt, hvad vi har været igennem på en dag som i dag. Man godkender det fordi det er muligt i de år vi lever i nu, men det er nærmest ufatteligt: Man vågner i Kastrup, Danmark, kører med metroen til lufthavnen, går gennem sikkerheds-skærsilden og gennem butiksområdet med alle de mest udsøgte mærkevarer, kommer gennem endnu en paskontrol og ud gennem en lang gang med navnet C og helt ud til gate nr. 27. Her møder jeg minsandten vores nye genboer som er på vej til Irland. Så bliver vi sikkerhedstjekket og pastjekket endnu en gang inden vi et fly og to timer senere flyver vi tæt forbi Buckingham Palace inden vi et par minutter senere står i den store lufthavn i London. Mængden af mennesker pølser sig ud af flyet og blander sig med en større pølse af mennesker fra andre fly og som alle sammen går mod nye fly for at nå et eller andet sted på Jorden. Så møder jeg sørme Jytte som jeg kender gennem en fælles bekendt. Morsomt! Jytte skal med sin mand til Seattle hvor de har lejet et motorhome for at køre rundt i Montana og Wyoming for at slutte rejsen i Denver. Næsten samme tur som Kaare og mig, blot med et andet sted at starte og med en uge mindre end os. Så op i en kæmpe jumbojet hvor vi indretter os til en 10 timer lang flyvetur, og hvor folk efterhånden får viklet sig ind i de tæpper man fra British Airways har lagt på deres sæde, Nogle ser film, andre hører musik eller følger flyets vej over den halve klode på vej mod Denver, et barn pylrer, der bliver flere gange delt ud af noget man kan spise og drikke og mumlen fra folk blander sig med den konstante larm fra flyet, som efter sigende skyldes vores placering umiddelbart bag den gigantisk store vinge. Og skulle jeg have befundet mig i Danmark netop nu hvor jeg sidder og skriver alle disse ting med min mac på den lille klap foran mig i flyet, ville klokken have været 00:30, men det er den så ikke fordi vi flyver med tiden, så vi er kun kommet til kl. 16:33 og har stadig flere timer foran os inden det bliver aften, så jeg er glad for også at have brugt et par timer på at lukke øjnene og lade hvilen falde på mig. Og netop på dette tidspunkt befinder vi os over Sioux-land (South Dakota) på Khéya Wíta (Skildpaddeøen) som Lakota-folket kaldte Amerika. Det navn kan jeg godt lide; Khèya Wita/ Skildpaddeøen; det klinger godt og er mere oprindeligt end Amerika.
Og så nåede vi til Denver. Lufthavnen er en meget flot en af slagsen; helt unik arkitektur. Her er Skildpaddeøens oprindelige befolkning blevet skubbet frem i rampelyset. Som skyline ligner lufthavnen en tipiby og når man træder ind i lufthavnen fra flyet er det stærke portrætter af historiske folk fra de forskellige præriestammer, mænd som kvinder.
Fra flyet går man over en runway på en bred, lukket bro og endte i slusen, som skulle lukke os ind i USA. I Denver foregår det med ny teknik. Flyets 500 passagerer bliver med pas og ESTA-papiret gelejdet hen til en skærm, hvor man tager en selfie og får taget fingeraftryk elektronisk. Processen afsluttes med et lille billeddokument som bliver printet ud. Det tager man så med til næste ’’sluse’’, den fysiske toldbetjent som i mit tilfælde blot godkendte de papirer jeg havde, stemplede efter at have spurgt hvor længe jeg ville opholde mig i USA. Vi troede så at alt var som det skulle være, men ved bagageudleveringen viste det sig at Kaares guitar ikke var kommet med fra London. Vores problem blev så at vi ikke har en adresse som de kan sende den til, for vi skal jo videre i en camper. Det som det endte med blev, at vi bliver nødt til at håbe på at den er med British Airways i dag og at vi derfor udsætter vores rejse nordpå til onsdag.
Vi tog toget ind til byen. Der går tog fra lufthavnen til det centrale Denver, og så havde Kaare hjemmefra spottet at vi kunne tage en gratis bus som kører i pendulfart på gågaden Mall Str.. Det gik også fint og vi blev sat af hvor vejen slutter. Her ville jeg gerne tage en taxi resten af vejen, men problemet var, at der ikke var en eneste taxi, så i næsten 30 ° stadsede vi af sted med kufferter og taske og mandolin ad East Colfax Ave. Der skulle ikke være så langt, men i betragtning af at vi havde rejst i næsten et døgn og temperaturen var så høj, var det en noget strabadserende tur i mørket mens vi kantede os forbi den ene arme sjæl efter den anden; de husvilde, narkomaner og hvad der ellers kan tænkes af forarmede sjæle. Men vi nåede hotellet som Kilroys Rasmus havde booket til os. Det kan ikke betegnes som andet end OK. Når jeg sammenligner med hvad jeg var blevet tildelt i Vancouver for tre år siden, er der en verden til forskel, men her er pænt og rent og natten har været stille.
Vi sov så længe vi kunne, dvs. til ved 2-tiden, som svarer til kl. 10 i vores indre ur som stadig er stillet til Dansk tid. Kl. 5 orkede vi ikke at ligge længere men stod op og lod dagen begynde.
RSS Feed