Alle steder man kommer frem i disse egen af USA, bliver man mødt af mennesker der er åbne, nysgerrige ( - Where do you guys come from? We are from Denmark! - really? ... Oh my god!). Vores naboer i Fort robinson var et ældre par i en kæmpe stor RV (redential vehichele = en autocamper), så stor som en Movia-bus. De var farmere, kom sydfra og havde ferie. Der var lige blevet høstet og inden de var taget af sted på deres ferie havde den ældre bonde havde kørt 40 miles med sin høstmaskine på en vej hjem fra markerne. han havde følt sig meget træt da han kom hjem, for han havde skulle holde øje med midterstriben på vejen og afslutningen ved rabatten, for maskinen fyldte hele vejens bredde, så 40 miles (60 km) er langt at sidde og holde tungen lige i munden - især når man er en mand godt oppe i 70erne. Nå, men den mand og hans kone var meget snakkesalige, og jeg havde ikke spor travlt, for det var bare så hyggeligt at sidde og snakke med de meget varme og behagelige mennesker.
En anden oplevelse på samme campground var bemærkelsesværdig: Der var et par mennesker der sad ved en meget lille campingvogn. jeg havde set en campingvogn magen til da jeg for tre år siden var i Amerika. Det var i byen Columbus, Montana, hvor jeg havde mødt en mand, Bear, som havde rejst rundt i en camper fuldstændig magen til denne her i Fort Robinson. jeg hilste på de to mennesker der havde denne camper. " Nice camper you've got," sagde jeg, og straks var vi i gang med en samtale. Jeg fortalte så at jeg havde set en magen til for tre år siden, og inden der var gået et minut vidste manden hvem jeg talte om. " Var det en fyr med langt hår?" Det måtte jeg bekræfte og manden kunne derefter fortælle at det var en fyr han havde mødt en enkelt gang, at det var sidste år i september, at Bear havde fået en kæreste o.s.v. .
Jeg var næsten målløs! jeg er i et land med 325.000.000 mennesker, og så møder man et menneske som kender en mand jeg også kender. det oplever vi i danmark fra tid til anden, men der er vi og kun ca. 6.000.000 mennesker, så det er noget ganske andet her i USA. Nå, jeg bad ham hilse Bear hvis han skulle træffes at støde ind i ham på et eller andet tidspunkt.

Turen denne sidste dag i august gik nordpå i retning af Black Hills (Lakota:Paha Sapa); South Dakota, "The heart of everything that is." som Lakota benævner disse bjerge. navnet har det fået fordi de mange fyrtræer gør bakkerne/ bjegene sorte.
På vejen fra Fort Robinson kørte vi til Pine Ringe Reservatet, som er Ogllala- Siouxs reservat. I dette reserver ved stedet kaldet Woonted Knee foretog den amerikanske hær i december 1890 en massakre på en Indiansk lejr. Fra Wikipedia er noteret følgende:Massakren skete i forbindelse med, at sioux-krigerne, som på det tidspunkt for længst var blevet henvist til et reservat, var begyndt at danse åndedans. Den ville ifølge dens tilhængere få de hvide til at forsvinde fra prærien og bisonerne til at vende tilbage. De hvide opfattede derimod dansen som krigsdans og sendte det 7. kavaleri under ledelse af oberst James Forsyth ud for at stoppe løjerne. Om morgenen d. 29. december åbnede regimentet uden varsel ild mod lejren, bl.a. med moderne hurtigtskydende Hotchkiss-kanoner.
Resultatet var 150 dødeindianere på under en time, heriblandt mange kvinder og børn og stammens høvding, Big Foot. Soldaterne mistede til sammenligning 25 mand.

Dette sted besøgte vi. Det var, som det er når man har levet sig godt ind i historien, en speciel følelse at stå på stedet hvor en så modbydelig handling havde fundet sted. Ved vejen nedenfor stedet hvor de dræbte blev puttet i en fællesgrav, sad en Lakota-kvinde og hendes søn og solgte små håndlavede smykker. Vi faldt i snak. Hun fortalte om sit liv, om at hun ikke havde arbejde og at hun måtte leve af de penge hun kunne tjene ved at sælge sine smykker. Jeg købte en drømmefanger af hende. Jeg har altid haft det mærkeligt når jeg ved helsekostbutikker og New Age- folks torveboder så drømmefangere til salg, men her var det noget anderledes, for den lille dømmefanger blev, ud over et minde om den oplevelse jeg fik med mig hjem ved at snakke med dette menneske, også et beskedent bidrag til netop dette fine menneskes mulighed for at opretholde livet.

En anden sælger af håndlavede ting sad i sin bil da vi gik ned far Woonded Knees begravelsesplads og kirkegård. Jeg købte også en ting af ham, ikke fordi den havde den store værdi som sådan, men mest fordi jeg ville støtte fyren.

Fra Woonded Knee kørte vi gennem Pinde Ridge reservatet mod Badlands og efter en halv tids kørsel ud ad en helt lige vej, dukkede de selsomste klippefigurationer frem. Badlands. Som navnet signalerer er Bad Lands ikke egnet til noget som helst fornuftigt; her er det ikke muligt at dyrke jorden, så i stedet for brugte det tamerkanske luftvåben området til at øve sig i at kaste bomber udner II vedenskrig.

Ved Rapid city gik turen fra Hwg 44 til Interstate 90 North og 30 km oppe i Sturgis sluttede dagens tur. 
Her er mange store campere med lukkede kassetrailere. Årsagen til disse trailere skyldtes at der i kassen stod en Ford Mustang af en eller anden type, for i weekenden er der Ford Mustang-træf i byen.

The White River, øst for Rapid City

Trafikken ved Rapid City bliver tæt, og naturen blev afløst af master og gigantiske billboards. Vi valgte at gemme besøget her og  den sydlige ende af Black Hills til næste uge, for vi skal mødes med Bill Matson og Floyd Clown (fra Crazy Horse-familien) søndag.

​Morgenen var skøn denne fredag. Det første der skulle ske var at få taget billeder af stedet, så det blev til en meget behagelig tur rundt på fortet, som har tjent som fort til efter II Verdenskrig. Fortet blev opført på det der i 1870erne blev til Red Cloud Agency (Red Cloud reservatet, som senere blev flyttet til South Dakota hvor det fik navnet Pine Ridge Reservation). 
Det var i dette Red Cloud Agency at Crazy Horse overgav sig i maj 1877, hvor han og hans ogallala-folk slog lejr ved lidt nord for byen Crawford ca. 40 km fra Fort Robinson. Han valgte netop at slå lejr i afstand til Red Cloud og hans følgere, fordi der var opstået dårlige vibrationer mellem  Crazy Horse og Red Cloud, som følte sin status og position truet af den meget yngre Chief Crazy Horse. Da Crazy Horse 5. september valgte at komme til Fort Robinson i den tro at der skulle forhandles et Agency (reservat) i hans navn med placering i Black Hills, lod Red Cloud  rygterne løbe, at Crazy Horse ville genoptage krigen mod de hvide. Derfor valgte general Crook at udstede en arrastordre på Crazy Horse, så han i sikker forvaring kunne blive ført til Fort Laramie og derfra til Cheyenne hvor han så skulle transporteres til Chicago hvor forhandlingerne med de Amerikanske myndigheder om et Crazy Horce Agency skulle føres. Crook skulle have garanteret at der ikke skulle ske Crazy Horse nogen overlast. 
Hele denne plan gik - som det kan forstås – i vasken, for Crazy Horse modsatte sig at blive anbragt i arresten, og det var i det håndgemen at en vagt stak en bajonet i ryggen på Crazy Horse, som altså så døde ud på natten.

Året efter, i 1878 havde man i Fort Robinson interneret 49 Cheyenne-indianere under høvding Dull Knife. Forholdene for indianerne var så ringe, og det lykkedes disse Cheyenne at flygte, men i sidste ende lykkedes det hæren at finde indianerne som alle blev dræbt.
Som sagt blev fortet også i 20. århundrede benyttet. I 1942 blev der oprettet en træningslejr for krigshunde, så der har været såvel kennel som hundehospital. Derudover blev tyske krigsfanger interneret på dette fort.

Man skal ikke mange skridt udenfor fortets friserede område, før det er naturen der bestemmer æstetikken, og Moder Jord har sans og standart for den slags på en helt anden måde end det vi mennesker fra den såkaldte civiliserede verden gør, når vi synes der skal se pænt ud. Billederne herudner er taget lige udenfor fortet. 

Mens vi har været her i USA har flaget vejret på halv stang. Vi måtte spørge hvad det skyldes, om der var sket et frab på præsidenten eller ...? Det viste sig at det skyldes senator John Kerrys død. Den slags makante personligheder ærer man åbenbart overalt i staterne, når de forlader denne jord. Det samme kunne sket ikke tænkes i Danmark når en folketingspolitiker dør, men jeg tænker også at det ikke ville passe mit temperament og formentlig heller ikke de fleste danskeres. 

​Det var anden gang vi havde fundet ind på en campground hvor det viste sig at der var en travl jernbane umiddelbart bagved, hvor de store godslokomotiver fra tid til anden kom forbi og trak i hornet, så man var ved at tro at verden var ved at falde sammen om ørerne på os, så det var med bange anelser at vi gik til ro, men pessimismen vandt ikke denne gang, for natten blev faktisk god og vi kunne begynde dagen med friske kræfter.
 
Det historiske Fort Laramie lå 3 km fra byen (som blev afløseren for det gamle da jernbanen i 1880 blev anlagt langs North Platte River).  Fra at have været en kølig morgen stegvarmen hastigt. Allerede kl. 9 mens vi gjorde holdt ved floden for at gå en tur langs den, kunne vi klart fornemme at det ville blive en meget varm dag.  North Platte River gled uden en lyd af sted med en rivende strøm og langs bredderne spillede sollyset i de mange græsser mens cikader og græshopper lavede en symfoni mens cottenwood-træernes løv raslede i vinden.
 

​Det historiske Fort Laramie blev bygget i 1832 og blev det vigtigste punkt i forbindelse med Oregon-sporet vestpå. Indtil dette sted ved North Platte River var sporet samlet, men deltes så, så et gik mod Californien og da der blev fundet guld længere nordpå blev et andet som gik mod Oregon lavet. I 1860erne blev endnu et spor indviet og fik navnet Bozeman-sporet. Dette spor, som gik mod guldminerne i Montana, da der blev fundet guld her ca. 1860, skabte stor vrede blandt lakota (Sioux), for det brød med de traktat der var blevet underskrevet i Fort Laramie og som skulle sikre at Lakotas land ikke blev krænket. Resultatet blev, at der opstod krig mellem Lakota og USA, det der har fået navnet Red Clouds War, opkaldt efter høvdingen, Red Cloud, som var den der på dette tidspunkt var hovedforhandler med de amerikanske myndigheder.
Fortet kom i 1868 igen til at danne ramme om endnu en historisk traktat mellem Sioux (lakota) og USA. Igen blev Indianerne lovet fred i det der fik betegnelsen Det Store Sioux-reservat, et område der strakte sig fra vestsiden af Black Hills og gik ned til North Platte River og østpå til Mississippi River; et meget stort område som blev garanteret disse frie nomadiske stammefolk. Også denne traktat mellem Lakota-nationen og den amerikanske nation blev som alle andre traktater Amerika i tidens løb lavede med de indianske nationer brudt og var ikke det papir værd som det var skrevet på.

Vi gik rundt på fortet, så det restaurerede kavaleris forlægning/ barakbygning, som var forsynet med det oprindelige møblement. 
Også andre markante bygninger var blevet restaureret efter at fortet i 1938 blev betragtet som historisk og særdeles bevaringsværdigt. Nogle bygninger er dog revet ned, bl.a. et hotel som havde været bygget på området for at betjene de tilstrømmende guldgravere og lykkejægere der var på vej til områderne i  Rocky Mountains.

Baren I Fort Laramie blev passet af denne autentisk udseende mand. Om det er udseendet der har givet ham stillingen, vides ikke, men han var en utrolig behagelig mand med mange historier at fortælle.

​Først på eftermiddagen kørte vi videre mod Fort Robinson, Nebraska. Vi kørte på den vej der nu er lavet hvor Oregon-sporet tidligere lå i North Platte dalen, en meget bred og frodig – og meget flad – dal med flere mindre byer og udpræget landbrugsland som ligger i 1200 meter højde.
Tanken på bilen var ved at være tom og køleskabet begyndte at have tomme hylder, så vi fik tanket op af hvad der var brug for inden vi fandt vej 71 North og som vi fulgte godt 75 km. Landskabet ændrede sig. Fra det frodige dalterræn ved North Platte blev det nu igen prærieland; bløde, bølgende bakker og gyldent, afsveden græs så langt øjet rækker, ofte måske 50 km. Man fatter først hvordan et landskab som dette er, når man befinder sig i det, og jeg har ingen vanskeligheder med at forstå hvorfor prærien blev sammenlignet med et hav eller en ørken, som ingen hvide mennesker var interesseret i at begive sig ud i; jordbunden minder om det vi kender i klitområderne ved Vesterhavet. Her strækker de sig blot over tusindevis og atter tusindvis af kvadratkilometer.
Men som vi alle ved, fik de hvide sværme af mennesker som invaderede kontinentet i 19. århundrede til syvende og sidst lyst til at komme gennem dette tilsyneladende gudsforladte og skrækindjagende land, for da man fandt det gule, skinnende metal i bjergene mod vest, kunne intet standse masserne af indvandrere. 

​Der er i dag bønder på prærien;  opdrættere af kødkvæg. Af og til ser man en mindre flok kvæg på den gigantiske slette og med en afstand på 20 – 30 km ligger der en går eller en grusvej skærer sig ind gennem præriegræsset og signalerer at der må være en bebyggelse et eller andet sted for enden af grusvejen. Men befolkningstætheden er næsten ikke eksisterende, det er stadig mest uberørt prærie – utæmmet natur.
Så pludselig kommer man over en bakkekam og så stikker sandstensklipperne op af græsset og danner fantastiske figurationer; urgamle klipper hvor  erosionen har drysset klipperasterne ned for foden hvor de ligger som krummer langs de stejle, kridhvide klipper.

​Kort efter kl. 17 nåede vi Fort Robinson, hvor vi installerede os på den campground der har fået navnet Soldier Creek Campground, en særdeles smuk en af slagsen som er placeret blot 200 meter fra det sted hvor Tasunke Witko (Crazy Horse) blev dræbt 5. september 1877.  Det var selvfølgelig det første sted jeg gik hen efter at være steget ud af bilen, og jeg må tilstå at det var en sær fornemmelse at stå på det selvsamme sted, hvor den ikoniske kriger blev stukket ned af en soldat for – om 6 dage - nøjagtigt 141 år siden, efter at være lokket til stedet med løfte om at få tildelt reservat i Black Hills. I stedet for at få indfriet løftet, blev han lokket i en fælde, hvor de amerikanske myndigheder ville sætte ham i arresthuset. Det er umiddelbart uden for dette arresthus han blev dræbt da han forsøgte at slippe fri.

Her tæt ved de hvide klipper, havde Crazy Horse og hans stamme slået lejr da de var nået til Fort Robinson. Det er ikke helt tæt ved fortet og det var med omtanke at han valgte at placere lejren lidt væk, for han vidste at han havde fjender blandt indianerne, bl.a. red Cloud som var jaloux på den opmærksomhed der var opstået omkring Crazy Horse og Crazy Horse vidste at der var folk omkring red Cloud der havde i sinde at dræbe ham.
Da Crazy Horse og hans følge af et par hundrede krigere red ind i Fort Robinson var der trængsel omkring ham og følget og det siges at luften var tyk af ond stemning. Alligevel fortsatte han, for det havde han lovet.

Cikadernes lyd er nu, mens jeg skriver dette indlæg, næsten øredøvende; det kvækker overalt omkring mig og luften er lun. Jeg fik ikke taget billeder af Fort Robinson i dag, så de kommer i morgen.

Jeg havde aftalt med Cruise Amerika at vi skulle hentes mellem  kl. 8:30 og 9:30. Det blev kl. 9:30 at en stor, sort bil kørte ind på ved hotellet, hvor vi sad i solen og ventede med vores bagage. Skønt fuld sol, var det i nattens løb blevet betydeligt køligere og heldigvis for det, for den kvælende varme vi ankom med var ubehagelig.

Der var længere ud til Cruise Amerika, end jeg havde regnet med, men det er altid sådan her, at hvad der på et kort ser ud som kort afstand,  det er i den virkelige verden meget længere, men vi nåede frem efter en god halv times kørsel og fik hurtigt derefter vores camper og kørte ud til lufthavnen for om muligt at få talt med enten den dame fra British Airways som vi talte med om aftenen eller en anden fra selskabet. Passet var alt andet lige det, vi var efter her, for guitaren, tja, hvis vi var heldige ville den komme med eftermiddagens fly fra London. 

På vej til en P-plads var vi tæt på at havne i en ubehagelig situation, for ved lufthavnen kom vi kørende ad en ensrettet vej, som altså viste sig at ende i et P-hus som vores bil ikke kunne komme ind i. Vi måtte bakke et par hundrede meter for at komme fri af den blindgyde, og var heldige at det ikke var en trafikeret vej. Og så fandt vi en P-plads og gik ind i den fantastiske lufthavnsbygning endnu en gang. Bygningen og dens indretning er på mange leder og kanter en hyldest til landets oprindelige folkeslag. Ikke kun det ydre, som langt derfra ligner en tipi-by, også det indre af lufthavnen tager os med ind i Indianernes verden. Folk der stiger ind i bygningen efter at have fløjet bliver mødt af fotos af kendte Indianere og til lyden af indiansk musik , og længere inde i bygningener der både fotos og nutidskunst af og med de oprindelige folk.

Ovenstående malerier og fotoet af børnene der får undervisning er billeder der hænger på Denver International Airports vægge.

Passet var der ikke., så vi gik igen med uforrettet sag og håbede så, at vi senere, når vi skulle dertil igen for at se om guitaren skulle være kommet med eftermiddagsflyet, skulle være så heldige at den samme dame som vi talte med i går, måske havde lagt passet til side fordi hun vidste vi ville dukke op denne dag. 
 
Vi kørte fra lufthavnen, fandt et Wallmart og fik købt ind til nogle dage Af de fleste fornødenheder, og fandt en campground med en placering blot 20 minutters kørsel fra lufthavnen. 
Da klokken nærmede sig tiden hvor flyet skulle ankomme, tog vi igen, igen til lufthavnen – og minsandten! – guitaren var med. Passet derimod var ingen steder, så det er tabt. 
Vi fandt så Det Kongelige Danske Konsulats adresse og telefonnummer, så onsdag er noget af  det første der skal gøres , at få kontaktet det kontor, og så håber vi ellers meget på, at vi kan komme videre nordpå.
Eventyr er at få overraskelser, men denne slags overraskelser, som vi har startet denne rejse med, er ikke af den slags man ønsker sig.

Jeg har været i kontakt med Bill Matson som foreslår at vi lørdag samler Floyd Clown op på reservatet og tager til reservatets store Labour Day Powwow og derefter tager afsted for at se de steder, de ville vise os bl.a Deer Medicine Rock hvor Sitting Bull sammen med Lakota og Cheyenne afholdte deres soldans 14 dage før Slaget ved Little Bighorn, samme tid og sted hvor Crazy Horse  ridsede sit drømmesyn af sin egen forestående død ind i en sandstensklippe. Tegningen skulle i detaljer vise, hvad der skete 17 måneder senere i Fort Robinson, Nebraska. Jeg ser i sandhed med spænding frem til den kommende weekends oplevelser.
​

​Onsdag, 29. august 
I dag lykkedes at få styr på Kaares pas og myndighederne. En hurtig indsats fra to joviale betjente i lufthavnen og ikke mindst den danske konsul i Denver, Nana Smidt Nielsen, kom vi afsted fra konsulatet før middag med et udstedt midlertidigt pas.
Vi satte straks kursen nordover. Trafikken var i starten tæt, men efter en times kørsel tyndede det ud , og jo nærmere vi nåede grænsen til Wyoming, jo mere havde vi vejen den brede Interstate motorvej for os selv. Inde i bilen var temperaturen fin og behagelig, men da vi steg ud på en rasteplads, slog varmen os i hovedet da vi steg ud af bilen.
 
Efter frokost lod jeg så Kaare få sin ilddåb som chauffør i den store bil. Det var på det helt rigtige tidspunkt, det skete, for landskabet blev nu meget mere spændende end hvad vi før havde været igennem. De opdyrkede arealer forsvandt og den smukke prærie lå foran os hele kompasset rundt, gyldent som det må være efter måneders tørke og stærk varme, og med afvekslende bølgende bakker, slugter og udtørrede vandløb med cottonwood-træer langs bredderne. Sandstensklipper stikker frem fra det gyldne græs som tænder der har brudt gennem et tæppe.
Røgfanen fra en skovbrand viste sig ude vestpå og da vi nærmede os kunne vi fornemme omfanget af ildens hærgen og lysets brydning gennem røgen gav landskabet en sær, varm glød.
 
Vi havde sat GPS’en til at køre mod Fort Laramie, et af de kendteste historiske steder fra frontier-tiden; stedet som ligger ved North Platte River hvor ruten med navnet Oregon Trail løb forbi. Samme fort blev stedet hvor de vigtigste traktater med præriens stammer blev underskrevet (1851 og 1868).
 
Vi nåede frem til Fort Laramie sidst på eftermiddagen og indskrev os på en RV Campground i byen, ikke en skønhed af en campground men OK for en nat.

​ 
For alle jer der har fulgt med i den rejse jeg foretog til Amerika for tre år siden sammen med min gode ven, Ole Tind, skal jeg måske lige præsentere min nye rejsekammerat, som er med på denne rejse. 
Navnet er som før omtalt, Kaare. Det er et næsten livslangt bekendtskab jeg har med Kaare, omend vi ikke har set til hinanden i rigtig mange år. Vi startede i samme klasse i det Herrens år 1958, og i løbet af det andet skoleår blev vi venner, sådan som børn kan være det. Når skolen var forbi var vi enten hos mig eller hos ham. Vi har også været FDFere sammen i en del år, hvor vi også spillede tromme i samme FDF-tambourkorps. Også ferier har vi holdt sammen. Jeg var hvert år inviteret til at være med på ferie i hans families sommerhus ved Jægerspris. Og vi har leget. Når det var regnvejr var en af de fortrukne lege at rejste over prærien, den ene som indianer overskrævs på klaverbænken som havde fået æren af at være blevet til en hest, og den anden sad placeret for enden af min sovebriks, som i legen var blevet til  en prærieskonnert. Yipiii! Og vi talte som amerikanerne gør, et kaudervælsk med rullende r’er. Så! Alt i alt kendte vi hinanden særdeles godt. Men så skete det, som det så ofte sker; da klassen blev skilt efter 5. skoleår, og vi kom på hver sin skole, begyndte venskabet at glide ud, og snart var vi inde i den forandring der følger med puberteten, og interessefællesskabet blev udvisket for til sidst at forsvinde.
 
Men så skete det at Kaare sidste sommer på en cykeltur kiggede forbi i Smidstrup. Jeg lagde penslerne og vi fik en snak på terrassen, hvor jeg fortalte om min rejse til Amerika og viste ham bøger og den CD jeg havde lavet om den rejse. Kaare fortalte sine brødre om sit besøg hos mig, og om hvad jeg havde bedrevet. Og så var det at  to af Kaares storebrødre, som leder en forening af tidligere FDFere i Hillerød, spurgte mig, om jeg ville komme og fortælle om min rejse, og hvad den har betydet for mig. Jeg slog til. Da vi så i foredragets pause stod og snakkede, spurgte en af de fremmødte mig, om jeg så ikke havde lyst til at komme til Amerika igen. Det kunne jeg kun bekræfte, men at der var det problem, at jeg ikke lige havde en rejsekammerat og at det af flere årsager ville være bedst at være to. Her var det så at Kaare stod og rakte sin pegefinger i vejret og sagde: - Det vil jeg gerne! 
Og det er ganske vist: Efter ikke at have været sammen i 54-55 år sidder vi nu ved siden af hinanden i fly nr. BAO219, et kæmpefly der med en fart af 857 km/t er på vej ud over Atlanterhavet på sin 8000 km lange tur mod Denver, Colorado. 
 
Mandag, 27. august kl. 23
 
Vi har nu fløjet, så der kun er 2,5 time tilbage inden vi lander. Vi har været turen over det sydlige Grønland og Hudson Bay og er nu i luftrummet over Winnipeg Lake, Ontario, Canada. Jeg har siddet og forsøgt at sove lidt, men lyden fra maskinen har forhindret mig i at komme rigtigt ind i en søvntilstand, men OK, jeg har da hvilet mig, så de sidste timer af dagens lange rejse kan klares uden at det skulle blive alt for belastende. 
 
Det er utroligt, hvad vi har været igennem på en dag som i dag. Man godkender det fordi det er muligt i de år vi lever i nu, men det er nærmest ufatteligt: Man vågner i Kastrup, Danmark, kører med metroen til lufthavnen, går gennem sikkerheds-skærsilden og gennem butiksområdet med alle de mest udsøgte mærkevarer, kommer gennem endnu en paskontrol og ud gennem en lang gang med navnet C og helt ud til gate nr. 27. Her møder jeg minsandten vores nye genboer som er på vej til Irland. Så bliver vi sikkerhedstjekket  og pastjekket endnu en gang inden vi et fly og to timer senere flyver vi tæt forbi Buckingham Palace inden vi et par minutter senere står i den store lufthavn i London. Mængden af mennesker pølser sig ud af flyet og blander sig med en større pølse af mennesker fra andre fly og som alle sammen går mod nye fly for at nå et eller andet sted på Jorden. Så møder jeg sørme Jytte som jeg kender gennem en fælles bekendt. Morsomt! Jytte skal med sin mand til Seattle hvor de har lejet et motorhome for at køre rundt i Montana og Wyoming for at slutte rejsen i Denver. Næsten samme tur som Kaare og mig, blot med et andet sted at starte og med en uge mindre end os. Så op i en kæmpe jumbojet hvor vi indretter os til en 10 timer lang flyvetur, og hvor folk efterhånden får viklet sig ind i de tæpper man fra British Airways har lagt på deres sæde, Nogle ser film, andre hører musik eller følger flyets vej over den halve klode på vej mod Denver, et barn pylrer, der bliver flere gange delt ud af noget man kan spise og drikke og mumlen fra folk blander sig med den konstante larm fra flyet, som efter sigende skyldes vores placering umiddelbart bag den gigantisk store vinge. Og skulle jeg have befundet mig i Danmark netop nu hvor jeg sidder og skriver alle disse ting med min mac på den lille klap foran mig i flyet, ville klokken have været 00:30, men det er den så ikke fordi vi flyver med tiden, så vi er kun kommet til kl. 16:33 og har stadig flere timer foran os inden det bliver aften, så jeg er glad for også at have brugt et par timer på at lukke øjnene og lade hvilen falde på mig. Og netop på dette tidspunkt befinder vi os over Sioux-land (South Dakota) på Khéya Wíta (Skildpaddeøen) som Lakota-folket kaldte Amerika. Det navn kan jeg godt lide; Khèya Wita/ Skildpaddeøen; det klinger godt og er mere oprindeligt end Amerika. 
 
Og så nåede vi til Denver.  Lufthavnen er en meget flot en  af slagsen; helt unik arkitektur. Her er Skildpaddeøens oprindelige befolkning blevet skubbet frem i rampelyset. Som skyline ligner lufthavnen en tipiby og når man træder ind i lufthavnen fra flyet er det stærke portrætter af historiske folk fra de forskellige præriestammer, mænd som kvinder. 
 
Fra flyet  går man over en runway på en bred, lukket bro og endte i slusen, som skulle lukke os ind i USA. I Denver foregår det med ny teknik. Flyets 500 passagerer bliver med pas og ESTA-papiret gelejdet hen til en skærm, hvor man tager en selfie og får taget fingeraftryk elektronisk. Processen afsluttes med et lille billeddokument som bliver printet ud. Det tager man så med til næste ’’sluse’’, den fysiske toldbetjent som i mit tilfælde blot godkendte de papirer jeg havde, stemplede efter at have spurgt hvor længe jeg ville opholde mig i USA. Vi troede så at alt var som det skulle være, men ved bagageudleveringen viste det sig at Kaares guitar ikke var kommet med fra London. Vores problem blev så at vi ikke har en adresse som de kan sende den til, for vi skal jo videre i en camper. Det som det endte med blev, at vi bliver nødt til at håbe på at den er med British Airways i dag og at vi derfor udsætter vores rejse nordpå til onsdag.
 
Vi tog toget ind til byen. Der går tog fra lufthavnen til det centrale Denver, og så havde Kaare hjemmefra spottet at vi kunne tage en gratis bus som kører i pendulfart på gågaden Mall Str.. Det gik også fint og vi blev sat af hvor vejen slutter. Her ville jeg gerne tage en taxi resten af vejen, men problemet var, at der ikke var en eneste taxi, så i næsten 30 ° stadsede vi af sted med kufferter og taske og mandolin ad East Colfax Ave. Der skulle ikke være så langt, men i betragtning af at vi havde rejst i næsten et døgn og temperaturen var så høj, var det en noget strabadserende tur i mørket mens vi kantede os forbi den ene arme sjæl efter den anden; de husvilde, narkomaner  og hvad der ellers kan tænkes af forarmede sjæle. Men vi nåede hotellet som Kilroys Rasmus havde booket til os. Det kan ikke betegnes som andet end OK. Når jeg sammenligner med hvad jeg var blevet tildelt i Vancouver for tre år siden, er der en verden til forskel, men her er pænt og rent og natten har været stille. 
 
Vi sov så længe vi kunne, dvs. til ved 2-tiden, som svarer til kl. 10 i vores indre ur som stadig er stillet til  Dansk tid. Kl. 5 orkede vi ikke at ligge længere men stod op og lod dagen begynde.
 

Mandag, 27. august flyver jeg til Denver, Colorado. Det bliver en fem uger lang rejse der vil bringe mig på en rundtur i midtvesten; Colorado, Nebraska, South Dakota, Montana og Wyoming. Jeg vil iden udstrækning det er muligt, uploade mine oplevelser, tekst og fotos, hver dag, så vil du med på rejsen, skal du bare tage et kig ind på denne blok og følge med.