I skal lige have en lille fortælling fra guldgraverområdet:
Gamle Pete døde og tog turen til Perleporten, hvor St. Peter stod og tog imod, men da Pete fortalte at han havde været guldgraver, blev han bedt om at vende om, for der var fyldt op i afdelingen af guldgravere.
”Kan jeg ikke bare komme ind og hilse på mine gamle kammerater,” spurgte Pete, ”All right”, sagde st. Peter. ”Jeg lader dig få en time sammen med dem.”
Pete gik derfor gennem Perleporten og snart mødte han sine gamle kammerater.
”Har der været nogle nye fund for nylig?” spurgte de.
Pete havde ikke hørt om nye guldfund overhovedet, men han var en flink fyr og ville ikke skuffe sine kammerater, så han sagde:” Well, ved Wild Goat Creek har man for nylig gjort gode fund, og man siger, at den nemt giver 1 1/2 ounce på panden.
Snart kom Pete i tanker om, at timen var ved at være gået og at hans audiens dermed var ved at være forbi, men også at han nærmest var alene tilbage, for kammeraterne var stukket af ud gennem Perleporten på vej til Wild Goat Creek for at prøve lykken. Da hans besøgstid alligevel var ved at slutte fulgte han med til Perleporten.
”Hvor tror du, du skal hen?” spurgte St. Peter ham, da han nåede frem.
”Jamen, du gav mig en time og nu er tiden gået, så jeg sige bare tak for besøget.”
”Well, det er ikke nødvendigt længere, Pete, for siden alle dine kammerater forlod himlen, er der igen god plads i guldgraverafdelingen.”
Pete stod så der og kløede sig i skægget og så tænksom ud: ”Tak, St. Peter, det er meget pænt af dig, men nu må jeg hellere finde ud af, om der er noget i den historie, jeg fortalte mine kammerater. Det kunne jo være den sidste chance jeg har for et virkeligt godt guldfund!”
Gamle Pete døde og tog turen til Perleporten, hvor St. Peter stod og tog imod, men da Pete fortalte at han havde været guldgraver, blev han bedt om at vende om, for der var fyldt op i afdelingen af guldgravere.
”Kan jeg ikke bare komme ind og hilse på mine gamle kammerater,” spurgte Pete, ”All right”, sagde st. Peter. ”Jeg lader dig få en time sammen med dem.”
Pete gik derfor gennem Perleporten og snart mødte han sine gamle kammerater.
”Har der været nogle nye fund for nylig?” spurgte de.
Pete havde ikke hørt om nye guldfund overhovedet, men han var en flink fyr og ville ikke skuffe sine kammerater, så han sagde:” Well, ved Wild Goat Creek har man for nylig gjort gode fund, og man siger, at den nemt giver 1 1/2 ounce på panden.
Snart kom Pete i tanker om, at timen var ved at være gået og at hans audiens dermed var ved at være forbi, men også at han nærmest var alene tilbage, for kammeraterne var stukket af ud gennem Perleporten på vej til Wild Goat Creek for at prøve lykken. Da hans besøgstid alligevel var ved at slutte fulgte han med til Perleporten.
”Hvor tror du, du skal hen?” spurgte St. Peter ham, da han nåede frem.
”Jamen, du gav mig en time og nu er tiden gået, så jeg sige bare tak for besøget.”
”Well, det er ikke nødvendigt længere, Pete, for siden alle dine kammerater forlod himlen, er der igen god plads i guldgraverafdelingen.”
Pete stod så der og kløede sig i skægget og så tænksom ud: ”Tak, St. Peter, det er meget pænt af dig, men nu må jeg hellere finde ud af, om der er noget i den historie, jeg fortalte mine kammerater. Det kunne jo være den sidste chance jeg har for et virkeligt godt guldfund!”
KLIK PÅ BILLEDERNE FOR AT SE DEM STØRRE.
Så langt Gamle Pete og guldet. Det var forleden dag, vi kørte gennem området ved Kamloops, hvor guldfeberen drev lykkejægere til i 1860 - 75, men jeg kom lige i tanker om historien, som jeg hørte forleden, så I skulle lige have den med, synes jeg.
Nu er vi i det, der dengang var pelsjægerlandet, i ”The Great Divide”, det store dalområde der skiller tinderne på hver side, så man har en fornemmelse af at køre i bunden af en gigantisk dyså her fortsætter min odyssé:
Vi kører sydover på Icefields Parkway langs Athabasca River et godt stykke, og syd for Honeymoon Lake, følger vejen den mindre Sunwapta River sydover mod Lake Louise
Et af de mest fantastiske steder, vi kom forbi på Icefields Parkway var Lake Peyto, som er dannet af The Peyto Glachier. Både gletsjer og sø har fået sit navn efter en farverig personlighed, Peyto (udtales Pee-toe) som ved århundredeskiftet til det 20. århundrede fungerede som guide for folk, der ville finde vej på egnen.
Landskabet her ved Lake Peyto er særlig smukt, ikke kun p.g.a. søen med det turkise vand, men også fordi man her får et vidunderligt syn både til gletsjeren og de næste sø-dannelser længere nede ad flodløbet. Også de majestætiske bjerge på den anden side af dalen, står med en voldomhed magtfuldhed og får den, der står her og ser på landskabet, til at føle sig ydmyg og stille. Selv fandt jeg et sted, hvor jeg alene kunne sidde og falde lidt hen i betagelse over den skønhed og storhed, der bredte sig ud foran mig.
Det, der undrer de fleste, når de ser disse søer, er farven. Den turkise farve fremkommer på følgende vis: Vandet der forlader gletsjeren er snavset, fyldt med sten, grus og silt. Efterhånden aflejres materialet og danner et delta. Materialet silt Strømmer ud i det kolde isvand, hvor det synker og danner bundlaget i søen. Fine stenpartikler er blevet så findelt, at strukturen er som bagemel. Det meget findelte materiale forbliver i vandet, og dette ”klippe-mel” bremser det blå-grønne lys fra solen og derved fremkommer søens farve.
Punktet de skønne billeder med den turkise sø er taget fra, ligger i 2100 meters højde og er snedækket i 9 måneder af året, så det er vanskeligt at forestille sig, at skulle bo her.
En anden stor personlighed her i Nordvestamerika var en mand ved navn David Thompson. Da jeg læste om denne pionér, måtte jeg kigge en ekstra gang, for at være sikker på, at jeg ikke havde læst forkert, men følgende er altså det, der officielt bliver skrevet om ham: Fra 1792 til 1812 tilbagelagde han i kano, med hundeslæde, snesko og på hesteryg 90.000 km i det, der dengang var et absolut ugæstfrit land og krævede store udfordringer af den, der ville frem. Udover den præstation, som i sig selv er ærefrygtindgydende, kortlagde David Thompson 3.9 millioner km2 af det Nordamerikanske kontinent. Undervejs beskrev han desuden de indianske folk, han mødte på sin vej.
Så langt Gamle Pete og guldet. Det var forleden dag, vi kørte gennem området ved Kamloops, hvor guldfeberen drev lykkejægere til i 1860 - 75, men jeg kom lige i tanker om historien, som jeg hørte forleden, så I skulle lige have den med, synes jeg.
Nu er vi i det, der dengang var pelsjægerlandet, i ”The Great Divide”, det store dalområde der skiller tinderne på hver side, så man har en fornemmelse af at køre i bunden af en gigantisk dyså her fortsætter min odyssé:
Vi kører sydover på Icefields Parkway langs Athabasca River et godt stykke, og syd for Honeymoon Lake, følger vejen den mindre Sunwapta River sydover mod Lake Louise
Et af de mest fantastiske steder, vi kom forbi på Icefields Parkway var Lake Peyto, som er dannet af The Peyto Glachier. Både gletsjer og sø har fået sit navn efter en farverig personlighed, Peyto (udtales Pee-toe) som ved århundredeskiftet til det 20. århundrede fungerede som guide for folk, der ville finde vej på egnen.
Landskabet her ved Lake Peyto er særlig smukt, ikke kun p.g.a. søen med det turkise vand, men også fordi man her får et vidunderligt syn både til gletsjeren og de næste sø-dannelser længere nede ad flodløbet. Også de majestætiske bjerge på den anden side af dalen, står med en voldomhed magtfuldhed og får den, der står her og ser på landskabet, til at føle sig ydmyg og stille. Selv fandt jeg et sted, hvor jeg alene kunne sidde og falde lidt hen i betagelse over den skønhed og storhed, der bredte sig ud foran mig.
Det, der undrer de fleste, når de ser disse søer, er farven. Den turkise farve fremkommer på følgende vis: Vandet der forlader gletsjeren er snavset, fyldt med sten, grus og silt. Efterhånden aflejres materialet og danner et delta. Materialet silt Strømmer ud i det kolde isvand, hvor det synker og danner bundlaget i søen. Fine stenpartikler er blevet så findelt, at strukturen er som bagemel. Det meget findelte materiale forbliver i vandet, og dette ”klippe-mel” bremser det blå-grønne lys fra solen og derved fremkommer søens farve.
Punktet de skønne billeder med den turkise sø er taget fra, ligger i 2100 meters højde og er snedækket i 9 måneder af året, så det er vanskeligt at forestille sig, at skulle bo her.
En anden stor personlighed her i Nordvestamerika var en mand ved navn David Thompson. Da jeg læste om denne pionér, måtte jeg kigge en ekstra gang, for at være sikker på, at jeg ikke havde læst forkert, men følgende er altså det, der officielt bliver skrevet om ham: Fra 1792 til 1812 tilbagelagde han i kano, med hundeslæde, snesko og på hesteryg 90.000 km i det, der dengang var et absolut ugæstfrit land og krævede store udfordringer af den, der ville frem. Udover den præstation, som i sig selv er ærefrygtindgydende, kortlagde David Thompson 3.9 millioner km2 af det Nordamerikanske kontinent. Undervejs beskrev han desuden de indianske folk, han mødte på sin vej.
Vi har nu været i bjørneland i flere dage, men vi har endnu ikke set bjørne, men her på Lake Louise Campground får man oplysninger om, at de er her, både grisley og sortbjørne, flest af de sidste. Der er elhegn om den del af teltpladsen, der er til telte, men ellers skal man tage sine forholdsregler, når man færdes ude og især om natten.
Ravne er her mange af. Vi ser de store, sorte fugle hver dag. Også de små egern – der er tre forskellige arter, som vi ser konstant. De er så sjove, når man kommer gående. De er meget opmærksomme på, at man er der og skræpper op med en knitrende lyd som afleveres som var det en maskinpistol-salve, og hvem der glor mest, egernet eller menneske, det er ikke til at konstatere, men man får en fornemmelse af, at man er på talefod med det lille kræ.
I dag, tirsdag, kørte vi fra Jasper videre sydpå ad Icefields Parkway. Igen i dag undrede det os, hvor storslået naturen fremstår her. Bjergene nærmest konkurrerer om ad være det mest imponerende. Det er meget forbløffende, at man kan køre så utroligt mange kilometer og til stadighed blive overrasket over det syn, man ser.
Turen var ikke så lang endda. Fra Lake Louise til Banff er der blot 54 km, men inden vi kørte sydpå, kørte vi til Moraine Lake og Lake Louise for at se de to søer. Lake Louise er den kendteste og det ses af den mængde biler, der holder på P-pladsen. og det bliver ikke bedre, når man kommer til søen, hvor der er mennesker i en tæt strøm langs bredden det meste af søen rundt – og den er ikke lille. Man bliver forbløffet, for der er så utroligt mange stedet, som fremstår med samme eller større skønhed end Lake Louise, men a en eller anden årsag er det netop denne sø, der er den kendteste af dem. Selv var jeg mere betaget af Moraine Lake og den vi så i går, var Lake Peyto.
Vejret var fra starten i dag meget afvekslende; mest skyet og med byer det meste af dagen, men solen kiggede også frem, så alt i alt har dagen ikke været dårlig – og slet ikke, når man skal betragte de skønne scenerier, for – jeg tror, jeg har nævnt det før, men det er rigtigt – regnskyerne er med til at give landskabet den dramatiske karakter, som er så fantastisk.
Vi nåede Banff tidligt på eftermiddagen og fik en fantastisk plads med en utrolig fin udsigt på byens store P-plads.
Efter at have stillet bilen på pladsen, gik vi de 2 – 3 km ned til downtown. Banff er på alle måder en meget imødekommende og fin by. Alt ser velordnet og fint ud, ikke det mindste stykke papir flyder i gaden, husene er velholdte, og de folk man møder hilser som om man er bekendte, og det selv om byen har en pæn størrelse. Der er ca. 7500 fastboende mennesker i byen, men forretnings- udbuddet giver et indtryk af, at der er betydeligt flere. Årsagen er uden tvivl, at byen hele året har utrolig mange gæster. Antallet af store (meget pæne) hoteller og andre overnatningsmuligheder er påfaldende.
På vores vej faldt vi i snak med en gammel, smilende og meget snakkesalig mand, som lige havde fejet sit fortov. Han stod foran det hus, han var født i og som hans far havde bygget i 1919. ”Og det bærer dronningens navn!”, var det første, han fortalte. Selv havde han været ansat ved jernbanen i 40 år. Det, der generede ham mest, var alle de biler, som han fandt ødelæggende og forstyrrende. Med det in mente, han lige havde fortalt, kunne jeg sagtens se hans pointe, for da han var barn, formentlig i 20erne, var Banff en ganske lille ny by, hvor der godt nok var biler, men meget få, for vejene her ude vestpå var på det tidspunkt ikke anlagt til automobiler og derfor mest velegnet til hestevogne.
Skovene her i Canada er så smukke. Furtræerne er lange og meget slanke med nåle-duske på 5 – 7 cm. og barkens farve er sort i bunden og yderbarken rød-gylden. Her rundt om Tunnel Mountain Campground, hvor vi har slået os ned, er skovbunden en fantastisk lys kontrast til de mørke stammer.
På vej hjem fra Banff gik jeg lidt ind i skoven og her kunne jeg tydeligt se, at der er bjørne, der er veksler – som godt nok også kunne bruges af andre dyr – men kradsemærkerne i træerne er et sikkert tegn på bjørneaktivitet.
Ravne er her mange af. Vi ser de store, sorte fugle hver dag. Også de små egern – der er tre forskellige arter, som vi ser konstant. De er så sjove, når man kommer gående. De er meget opmærksomme på, at man er der og skræpper op med en knitrende lyd som afleveres som var det en maskinpistol-salve, og hvem der glor mest, egernet eller menneske, det er ikke til at konstatere, men man får en fornemmelse af, at man er på talefod med det lille kræ.
I dag, tirsdag, kørte vi fra Jasper videre sydpå ad Icefields Parkway. Igen i dag undrede det os, hvor storslået naturen fremstår her. Bjergene nærmest konkurrerer om ad være det mest imponerende. Det er meget forbløffende, at man kan køre så utroligt mange kilometer og til stadighed blive overrasket over det syn, man ser.
Turen var ikke så lang endda. Fra Lake Louise til Banff er der blot 54 km, men inden vi kørte sydpå, kørte vi til Moraine Lake og Lake Louise for at se de to søer. Lake Louise er den kendteste og det ses af den mængde biler, der holder på P-pladsen. og det bliver ikke bedre, når man kommer til søen, hvor der er mennesker i en tæt strøm langs bredden det meste af søen rundt – og den er ikke lille. Man bliver forbløffet, for der er så utroligt mange stedet, som fremstår med samme eller større skønhed end Lake Louise, men a en eller anden årsag er det netop denne sø, der er den kendteste af dem. Selv var jeg mere betaget af Moraine Lake og den vi så i går, var Lake Peyto.
Vejret var fra starten i dag meget afvekslende; mest skyet og med byer det meste af dagen, men solen kiggede også frem, så alt i alt har dagen ikke været dårlig – og slet ikke, når man skal betragte de skønne scenerier, for – jeg tror, jeg har nævnt det før, men det er rigtigt – regnskyerne er med til at give landskabet den dramatiske karakter, som er så fantastisk.
Vi nåede Banff tidligt på eftermiddagen og fik en fantastisk plads med en utrolig fin udsigt på byens store P-plads.
Efter at have stillet bilen på pladsen, gik vi de 2 – 3 km ned til downtown. Banff er på alle måder en meget imødekommende og fin by. Alt ser velordnet og fint ud, ikke det mindste stykke papir flyder i gaden, husene er velholdte, og de folk man møder hilser som om man er bekendte, og det selv om byen har en pæn størrelse. Der er ca. 7500 fastboende mennesker i byen, men forretnings- udbuddet giver et indtryk af, at der er betydeligt flere. Årsagen er uden tvivl, at byen hele året har utrolig mange gæster. Antallet af store (meget pæne) hoteller og andre overnatningsmuligheder er påfaldende.
På vores vej faldt vi i snak med en gammel, smilende og meget snakkesalig mand, som lige havde fejet sit fortov. Han stod foran det hus, han var født i og som hans far havde bygget i 1919. ”Og det bærer dronningens navn!”, var det første, han fortalte. Selv havde han været ansat ved jernbanen i 40 år. Det, der generede ham mest, var alle de biler, som han fandt ødelæggende og forstyrrende. Med det in mente, han lige havde fortalt, kunne jeg sagtens se hans pointe, for da han var barn, formentlig i 20erne, var Banff en ganske lille ny by, hvor der godt nok var biler, men meget få, for vejene her ude vestpå var på det tidspunkt ikke anlagt til automobiler og derfor mest velegnet til hestevogne.
Skovene her i Canada er så smukke. Furtræerne er lange og meget slanke med nåle-duske på 5 – 7 cm. og barkens farve er sort i bunden og yderbarken rød-gylden. Her rundt om Tunnel Mountain Campground, hvor vi har slået os ned, er skovbunden en fantastisk lys kontrast til de mørke stammer.
På vej hjem fra Banff gik jeg lidt ind i skoven og her kunne jeg tydeligt se, at der er bjørne, der er veksler – som godt nok også kunne bruges af andre dyr – men kradsemærkerne i træerne er et sikkert tegn på bjørneaktivitet.
Jeg er løbet ind i irriterende computerproblemer. Min harddisk er fyldt, så jeg skal have den aflastet for billeder og lydfiler, som er meget tunge. Jeg håber, at kan få det fixet, så jeg igen kan dele mine oplevelser med jer.så jeg får se, om
RSS Feed