- You’ll have to learn to dance the sundance.
Caféens kønne indianske servitrice, kiggede op fra sin computer, hvor vejrudsigten på skærmen - uden den mindste tøven viste, at vi så langt øjet kunne række ville få regnvejr, d.v.s. i hvert fald den kommende uge.
Her til morgen regner det da også, ikke voldsomt, men nok til, at det er en anden tur end det, man havde forestillet sig lige før vi skal op i The Canadian Rockies, bjergene der er i verdens superliga. Man kan ærgre sig gul og blå, men det nytter ikke noget; vejret er, som det nu engang er, og vi er bare så utrolig uheldige lige nu.
Man kan så gøre et af to, tage den med ophøjet ro og køre en bid, handle, tegne, skrive, spille lidt guitar, trodse regnen og gå tur i regnen, og i øvrigt se det, man trods alt kan se. Eller man kan lægge turen om og kører over The Rockies og ned på prærien til Calgary, hvor vejret er med fuld sol og 30 °.
Jeg er mest stemt for det første. Mine fotos fra i går viser, at billederne taget i ustadigt vejr er mere inspirerende at se på end dem der er taget i fuld sol. Det er en af årsagerne. En anden er, at det er et af turens absolutte highlights vi klipper bort, hvis vi ikke kører sydpå ad Glacier Park Way, vejen gennem Jasper og Banff nationalparkerne.
Men guderne skal vide, at det er et surt show, vi har fået købt billet til.
Morgenkaffe på Clearwater Lakes café og en opdatering hjem til inden ’take off’ nordpå mod Jasper. Man ved aldrig hvordan vejens beskaffenhed er, så derfor er det heller ikke til at vide, hvor langt man når på en dag, men vi vidste, at det ville tage en time at køre retur, ud af regionalparken ad grusvejen til Clearwater.
Inden vi forlod regionalparken tog vi en afstikker ind for at se et af de mere spektakulære vandfald i Wells Grey, det tredie største i Canada, The Helmken Falls - med kælenavnet Little Niagara.
Så blev min pessimistiske indstilling vedrørende vejret gjort grundigt til skamme. Som vi kørte nordpå ad Highway 5 med Wells Grey Provential Park på venstre side og regnen silende ned omkring os, begyndte skyerne at bryde. Regnen hold op, og vanddis dampede fra nåletræerne op ad bjergsiderne. Indenfor bare ti minutter kunne den blå himmel ses, og så startede et sceneri uden lige.
Vejen var god, og vi kunne køre med god fart, og blev mere og mere overbevist om, at vi kunne nå Jasper Town inden aften.
Bjergene begyndte igen at ændre karakter. De blev større, end vi havde set dem længe, og da Mount Robson dukkede op med sine gletsjere på siden, blev vi nærmest stumme. De Canadiske Rockies største bjerg på 3954 m stod der med sine kantede sider og tydelige sedimenter og gletsjere. Selv med sin snedækkede top indhyllet i skyer var det et stolt, stort bjerg at se.
Fra Mt. Robson var vi nået til det nordligste punkt på vores odysse. Highway 5 drejer Sø mod Jasper.
Jasper var i starten en handelspost for pelsjægere. Stedet blev drevet af en mand ved navn Jasper Hawes, og stedet blev efterhånden kendt som Jaspers House. I 1907 blev området erklæret som Forest Park af den Canadiske stat, bortset fra et enkelt område, som en Lewis Swift ejede. Dette område forblev privat indtil 1962, mange år efter at Lewis Swift var død og borte. Da jernbanen i 1911 var etableret, lokkede det mange folk til området. De første overnatningsmuligheder for turister var 10 telte på brinken af søen Lac Beauvert. Stedet blev kendt som Jasper Park Camp og en lodge, som fik navnet Jasper Park Lodge.
I 1960erne blev infrastrukturen udvidet, men vi skal helt frem til 2002 før stedet officielt bliver en rigtig by med eget bystyre og borgmester.
I dag bor der ca. 5.200 mennesker i byen hvoraf ca. halvdelen er beskæftiget med at betjene turister på den ene eller anden .
byen er omgivet af høje bjerge på alle sider og er en pæn og levende handelsby med mange små forretninger, hoteller, bar og restauranter, men det er en helt lav by, hvor de højeste, de der har med det kommercielle at gøre, er på 3 etager, resten er lave parcelhuse.
Caféens kønne indianske servitrice, kiggede op fra sin computer, hvor vejrudsigten på skærmen - uden den mindste tøven viste, at vi så langt øjet kunne række ville få regnvejr, d.v.s. i hvert fald den kommende uge.
Her til morgen regner det da også, ikke voldsomt, men nok til, at det er en anden tur end det, man havde forestillet sig lige før vi skal op i The Canadian Rockies, bjergene der er i verdens superliga. Man kan ærgre sig gul og blå, men det nytter ikke noget; vejret er, som det nu engang er, og vi er bare så utrolig uheldige lige nu.
Man kan så gøre et af to, tage den med ophøjet ro og køre en bid, handle, tegne, skrive, spille lidt guitar, trodse regnen og gå tur i regnen, og i øvrigt se det, man trods alt kan se. Eller man kan lægge turen om og kører over The Rockies og ned på prærien til Calgary, hvor vejret er med fuld sol og 30 °.
Jeg er mest stemt for det første. Mine fotos fra i går viser, at billederne taget i ustadigt vejr er mere inspirerende at se på end dem der er taget i fuld sol. Det er en af årsagerne. En anden er, at det er et af turens absolutte highlights vi klipper bort, hvis vi ikke kører sydpå ad Glacier Park Way, vejen gennem Jasper og Banff nationalparkerne.
Men guderne skal vide, at det er et surt show, vi har fået købt billet til.
Morgenkaffe på Clearwater Lakes café og en opdatering hjem til inden ’take off’ nordpå mod Jasper. Man ved aldrig hvordan vejens beskaffenhed er, så derfor er det heller ikke til at vide, hvor langt man når på en dag, men vi vidste, at det ville tage en time at køre retur, ud af regionalparken ad grusvejen til Clearwater.
Inden vi forlod regionalparken tog vi en afstikker ind for at se et af de mere spektakulære vandfald i Wells Grey, det tredie største i Canada, The Helmken Falls - med kælenavnet Little Niagara.
Så blev min pessimistiske indstilling vedrørende vejret gjort grundigt til skamme. Som vi kørte nordpå ad Highway 5 med Wells Grey Provential Park på venstre side og regnen silende ned omkring os, begyndte skyerne at bryde. Regnen hold op, og vanddis dampede fra nåletræerne op ad bjergsiderne. Indenfor bare ti minutter kunne den blå himmel ses, og så startede et sceneri uden lige.
Vejen var god, og vi kunne køre med god fart, og blev mere og mere overbevist om, at vi kunne nå Jasper Town inden aften.
Bjergene begyndte igen at ændre karakter. De blev større, end vi havde set dem længe, og da Mount Robson dukkede op med sine gletsjere på siden, blev vi nærmest stumme. De Canadiske Rockies største bjerg på 3954 m stod der med sine kantede sider og tydelige sedimenter og gletsjere. Selv med sin snedækkede top indhyllet i skyer var det et stolt, stort bjerg at se.
Fra Mt. Robson var vi nået til det nordligste punkt på vores odysse. Highway 5 drejer Sø mod Jasper.
Jasper var i starten en handelspost for pelsjægere. Stedet blev drevet af en mand ved navn Jasper Hawes, og stedet blev efterhånden kendt som Jaspers House. I 1907 blev området erklæret som Forest Park af den Canadiske stat, bortset fra et enkelt område, som en Lewis Swift ejede. Dette område forblev privat indtil 1962, mange år efter at Lewis Swift var død og borte. Da jernbanen i 1911 var etableret, lokkede det mange folk til området. De første overnatningsmuligheder for turister var 10 telte på brinken af søen Lac Beauvert. Stedet blev kendt som Jasper Park Camp og en lodge, som fik navnet Jasper Park Lodge.
I 1960erne blev infrastrukturen udvidet, men vi skal helt frem til 2002 før stedet officielt bliver en rigtig by med eget bystyre og borgmester.
I dag bor der ca. 5.200 mennesker i byen hvoraf ca. halvdelen er beskæftiget med at betjene turister på den ene eller anden .
byen er omgivet af høje bjerge på alle sider og er en pæn og levende handelsby med mange små forretninger, hoteller, bar og restauranter, men det er en helt lav by, hvor de højeste, de der har med det kommercielle at gøre, er på 3 etager, resten er lave parcelhuse.
Godstransport i Canada er ikke som i Europa. Her kører der kun få - men meget store - lastbiler. Til gengæld bliver jernbanenettet brugt. Hvor vi er kommet hen, ser vi kilometer-lange togstammer, 150 vogne og tre lokomotiver er ikke usædvaneligt. Jeg reflekterer lidt over det, og kan se, at det er absolut en fordel, at varerne kommer rundt på den måde. Vejsystemet bliver ikke belastet, og jernbanenettet har været der siden pionertiden sidst i 1800-tallet. Hjemme ville det også være en fordel, hvis godstransport blev foretaget med jernbane og med de mange fine havne, vi har, med coastere. I stedet bruger vi pengene til at udvide vejnettet , som belaster økonomien, ikke mindst vedligeholdelse af vejene er kostbart.
Herunder ville jeg egentlig have uploaded en lille godstogs-fil, som jeg har fornøjet mig med at lave, ledsaget af egen musik, men jeg måtte opgive forehavenet, for det tog alt for lang tid. I stedet få i et foto med godstog, så du kan se, hvad jeg taler om:
Herunder ville jeg egentlig have uploaded en lille godstogs-fil, som jeg har fornøjet mig med at lave, ledsaget af egen musik, men jeg måtte opgive forehavenet, for det tog alt for lang tid. I stedet få i et foto med godstog, så du kan se, hvad jeg taler om:
RSS Feed