Se lige godt på de to billeder. det er altså det samme bjerg, og det er taget samme sted fra. Som du kan se, er det øverste billede taget en dag før vulkanen gik i udbrud. Det nederste viser hvordan det vrede bjerg tog sig ud bagefter. Udbrudet startede den 18. maj 1980. Hvis du levede for 35 år siden, kan du så huske det? Folk heromkring husker det tydeligt. Også at de var bange.
I dag blev vi kørt op til stedet, Mount St. Helen, af Søren, som vi har gæstet de seneste to dage. Endnu engang fik vi os en af de store oplevelser med os. At stå ca. der, hvorr billederne herover er taget, og se med egne øjne, hvor store kræftter, der må være blevet sluppet løs den dag i 1980, er overvældende. Fotografier magter ikke opgaven at vise det - desværre - men at stå og se stedet, fylder én med ærefrygt
I dag blev vi kørt op til stedet, Mount St. Helen, af Søren, som vi har gæstet de seneste to dage. Endnu engang fik vi os en af de store oplevelser med os. At stå ca. der, hvorr billederne herover er taget, og se med egne øjne, hvor store kræftter, der må være blevet sluppet løs den dag i 1980, er overvældende. Fotografier magter ikke opgaven at vise det - desværre - men at stå og se stedet, fylder én med ærefrygt
| Se så billedet her til højre. Det er taget i byen Yokima taget kl 13, altså midt på dagen den 18. maj 1980. Yokima ligger, skal man måske lige have med, mere end 100 km fra Mt. St. Helens. De kræfter, der var på spil da Mt. St. Helens gik i udbrud, var af ufattelig størrelse. Skovens træer i mange kilometers diameter blev blæst omkuld, og stammerne ligger der stadig, alle med stammerne i samme retning, med toppen bort fra krateret, men de er ikke bare knækkede, men revet op med roden. |  |
Efter at udbrudet var kommet i gang, og luften fyldt med støv så finkornet, at det var som cement at få blandet med spøt, slap bjerget gas ud fra sit indre. Varmen smeltede vulkanens gletsjere og mudder strømmede i en ufattelig bred flod som druknede og skubbede alt med sig; Træer, biler, mennesker, dyr, huse ... alt.
Den slags naturkræfter er vi lykkeligvis forskånet for i Danmark, som jo bekendt nok ligger et næsten mirakuløst roligt sted i verden. Her, ved den amerikanske vestkyst, ved man, at den geografiske placering vil medføre store jordskælv og udbrud fra de store, aktive vulkaner. I Californien, Oregon og Washington venter man et meget stort jordskælv. det er ikke et spørgsmål om det kommer, for det vd man, det gør, det er kun et spørgsmål om hvornår. Det kan ske når som helst, for geologerne kan se, det er sket mellem perioder på gennemsnitligt 250 år. Det er 315 år siden det sidste store skælv indtræf i området. Når det sker, regner man med, at pladerne vil forskyde sig på en måde, så der fremkommer en mega-zunami, større end den, vi sidst så for få år siden ved Japans kyst. Det er skræmmende, hvad det vil kunne medføre. Geologerne regner med, at kysten og landet bag helt ind til Interstate 5, den nord-syd-gående motorvej, som ligger 50 - 60 km inde i landet, vil blive skyllet over af den gigantiske bølge. Hvad det kommer til at medføre af dødsfald, giver sig selv, for Interstate 5 går f.eks i regionen her i Portland gennem byer som Portland og i Washington gennem Seattle.
Befolkningen øver sig på det lille, man kan stille op, når ulykken indtræffer med oblikatorisk katastrofetræning. Jeg hørte fra en af dem, der bor her, at man føler sig lidt dum, når man bliver bedt om at sætte sig under sit bord. "Men jeg gør det alligevel," sagde han efterfølgende, "vel vidende at det nok ikke nytter så meget." Herefter snakkede han og konen lidt om at komme væk fra byen og relaterede til hvad der skete i Mississippi, da Cathrina medførte oversvømmelse. Straks efter skiftede de to emne.
Den slags naturkræfter er vi lykkeligvis forskånet for i Danmark, som jo bekendt nok ligger et næsten mirakuløst roligt sted i verden. Her, ved den amerikanske vestkyst, ved man, at den geografiske placering vil medføre store jordskælv og udbrud fra de store, aktive vulkaner. I Californien, Oregon og Washington venter man et meget stort jordskælv. det er ikke et spørgsmål om det kommer, for det vd man, det gør, det er kun et spørgsmål om hvornår. Det kan ske når som helst, for geologerne kan se, det er sket mellem perioder på gennemsnitligt 250 år. Det er 315 år siden det sidste store skælv indtræf i området. Når det sker, regner man med, at pladerne vil forskyde sig på en måde, så der fremkommer en mega-zunami, større end den, vi sidst så for få år siden ved Japans kyst. Det er skræmmende, hvad det vil kunne medføre. Geologerne regner med, at kysten og landet bag helt ind til Interstate 5, den nord-syd-gående motorvej, som ligger 50 - 60 km inde i landet, vil blive skyllet over af den gigantiske bølge. Hvad det kommer til at medføre af dødsfald, giver sig selv, for Interstate 5 går f.eks i regionen her i Portland gennem byer som Portland og i Washington gennem Seattle.
Befolkningen øver sig på det lille, man kan stille op, når ulykken indtræffer med oblikatorisk katastrofetræning. Jeg hørte fra en af dem, der bor her, at man føler sig lidt dum, når man bliver bedt om at sætte sig under sit bord. "Men jeg gør det alligevel," sagde han efterfølgende, "vel vidende at det nok ikke nytter så meget." Herefter snakkede han og konen lidt om at komme væk fra byen og relaterede til hvad der skete i Mississippi, da Cathrina medførte oversvømmelse. Straks efter skiftede de to emne.
Turen til Mount St. Helen var et forslag, Søren kom med, og som jeg meget gerne tog imod, for at se den vulkan stod på min ønskeseddel, så Søren tog en lørdagstur der varede det meste af dagen; to timer hver vej I bil foruden den tid vi brugte på besøget.
Det næste programpunkt var allerede kl. 18 samme dag: Swing-musik I Portland, og da det var forbi, inviterede vores værter os på en middag på et fantastisk spændende sted, som det er vanskeligt – for ikke at sige umueligt - at beskrive, men stedet er en nedlagt skole, Kennedyskolen, som et par driftage fyre har indrettet som et gigantisk gå-i-byen-sted. Hele skolen, inde som ude, er restauranter, bar, teaterrum, spillested … alt, hvad man kan tænke sig, og hver ‘afdeling’ er fantastisk udsmykket af en håndful lokale kunstnere, som smagfuldt og med elegant kreativitet har formået at gøre hele menageriet til et enestående sted.
De to fyre har på lignende vis indrettet 15 andre steder I USA efter same concept.
Middag I den tidligere skolegård, hvor en gigantisk åben pejs sørgede for at sprede noget hygge og hvor levende og energiske tjenere sørgede for betjeningen. Efterfølgende stod den så på kaffe og desert I en af stedets andre etablisamenter.
Vi havde forestillet os at vi matte være de glade givere denne aften, men næ og nej, det kunne der ikke være tale om for “you are the guests,” som Katey hurtigt fik stoppet os med.
Desværre har jeg kun få fotos af dette sidste sted, for mørket lagde sig og jeg kan ikke lidt billeder taget med blitz, men I får dem, jeg har
Til gengæld har jeg så lært noget om gæstfrihed.
Det næste programpunkt var allerede kl. 18 samme dag: Swing-musik I Portland, og da det var forbi, inviterede vores værter os på en middag på et fantastisk spændende sted, som det er vanskeligt – for ikke at sige umueligt - at beskrive, men stedet er en nedlagt skole, Kennedyskolen, som et par driftage fyre har indrettet som et gigantisk gå-i-byen-sted. Hele skolen, inde som ude, er restauranter, bar, teaterrum, spillested … alt, hvad man kan tænke sig, og hver ‘afdeling’ er fantastisk udsmykket af en håndful lokale kunstnere, som smagfuldt og med elegant kreativitet har formået at gøre hele menageriet til et enestående sted.
De to fyre har på lignende vis indrettet 15 andre steder I USA efter same concept.
Middag I den tidligere skolegård, hvor en gigantisk åben pejs sørgede for at sprede noget hygge og hvor levende og energiske tjenere sørgede for betjeningen. Efterfølgende stod den så på kaffe og desert I en af stedets andre etablisamenter.
Vi havde forestillet os at vi matte være de glade givere denne aften, men næ og nej, det kunne der ikke være tale om for “you are the guests,” som Katey hurtigt fik stoppet os med.
Desværre har jeg kun få fotos af dette sidste sted, for mørket lagde sig og jeg kan ikke lidt billeder taget med blitz, men I får dem, jeg har
Til gengæld har jeg så lært noget om gæstfrihed.
RSS Feed