Spørg min søde kone, Hanne, hvordan jeg har det med højder. Hun vil uden at tøve fortælle, at er der noget, der kan sætte mig ud af spillet, er det at komme op i højden.
Lad mig sige det med det samme: Jeg har været i højder som aldrig før i dag, kørt på hårnålesving op og op og op. Nå jeg overlevede og kan sidde her i ro og mag og berette om en exceptionel dag i mit liv.
Dagen startede med en solrig morgen i Hardin, midt på prærien, 100 km øst for Billings, Montana. Byen ligger på kanten af det store Crow-reservat hvor Little Bighorn Battlefield ligger, og som vi så i går. Stor, stor og meget bevægende oplevelse. Men i dag skulle vi først på besøg. På besøg hos en af de store, anerkendte indianske nutids-kunstnere, Kevin Red Star, som bor i en lille by, Roberts, ca. 50 km vest for Billings. Jeg havde set hans billeder på nettet og havde aftalt besøget. Vi skrev lidt sammen – d.v.s. jeg har, viste det sig, korresponderet med hans ældste datter, Wendy Red Star, som arbejder for ham og ordner al det administrative arbejde.
Vi ankom til hans hus, atelier og showroom, en – set udefra - stor lade-lignende bygning, men så snart vi trådte ind, blev vi præsenteret for et særdeles professionelt galleri, som hængte sammen med et atelier på, vil jeg tro, 100 km2. Kevin og datteren Wendy tog imod os, med smil og varme, og snart var vi i gang med en ’on and off’ - samtale om kunst og om indiansk kultur. Kevin gik fra og til sit arbejde ved et stort lærred. Men de to døtre var der også hele tiden, og snart var snakken med Kevin, snart med de to døtre. Man følte sig dejligt velkommen, og de tre var usædvanligt åbne, søde og imødekommende. Efterfølgende blev det nævnt, at Kevin havde noget af den samme personlige udstråling, som man fornemmede at nelson Mandela havde. Den betragtning var vi enige om; en stor, varm, rolig og klog personlighed.
Jeg havde taget et lille billede med som gave til Kevin Red Star, en ravn. Billedet kom i de rigtige omgivelser, for Crow-stammen har ravnen som det dyr traditionen siger de er beslægtede med. Selv fik jeg af Kevin et par små tegninger og en serie tryk.
Turen gik fra Roberts videre ad vej 212. Kevin havde tegnet en rute ind på vores kort, som han foreslog, vi skulle køre, når vi tog til Cody. Turen skulle være noget ud over det sædvanelige.
Ud over det sædvanelige, var en underdrivelse. Turen blev en oplevelse, der vil blive lagret i min hukommelse, som den vildeste bjerg-oplevelse, jeg nogensinde har haft. Ole kørte, og om det var godt eller skidt, ved jeg ikke, for der er det ved ikke selv at sidde bag rattet, at nerverne kommer længere uden på huden.
Bilen steg og steg, hårnålesving efter hårnålesving, og vi kunne snart se ned over skrænten som gik brat nedad, hundredevis af meter under os. Dalen kom til syne og lå der, som var man ikke i bil men i en flyvemaskine. Jeg sad med en blanding af skræk for hvad der ville ske, hvis man kom for tæt på skrænten og en fuldstændig fortryllelse over landskabet under mig, som foldede sig ud i al sin gigantiske, majestætiske storslåethed. Stadig steg vi og holdt inde på et sted i knap 3.000 meters højde. Her kunne nerverne falde til ro, og man kunne bare komme hele sceneriet rundt fra et klippefremspring, som var blevet forsynet med rækværk. Fuldstændig magisk stod man dér, og kunne dårlig fornemme, om man drømte eller var vågen. Aldrig har jeg set en natur så ubeskrivelig storslået.
Men Kevin havde tegnet ruten ind på kortet, først denne del af ruten over det der hedder Bear Tooth Pass og som har nr. 212, men så skulle vi skifte vej til nr. 296, som også har navnet Chieff Josoph’s Trail. Jeg ved at denne mand var en stor og stolt høvding, men at han måtte overgive sig til overmagten. Det samme måtte vi. Vi turde simpelthen ikke køre ad den vej; en ensporet grusvej, som startede i godt 3.000 meters højde og ville ende i Cody, som vel sagtens ligger et par kilometer længere nede. Her var der absolut enighed: Den vej skulle vi på ingen måde udsætte os for at køre ad med et stort skrummel af et motor home. Det ville være absurd og totalt uansvarligt, at begive sig ned ad den vej, så vi fandt et passende sted, hvor bilen kunne vendes, og kørte samme vej ned ad bjerget, som vi var kommet op, ikke uden at jeg måtte klamre mig til sædet med anspændte muskler i hele kroppen, men det var trods alt den bedste måde at komme ned på. Cody nåede vi så ikke i dag, men til gengæld har vi slået lejr på en fantastisk campground længst nede i dalen, som vi en time før havde set fra et kilometers højde. Nerverne kunne komme på plads, men jeg må indrømme, at jeg føler mig meget brugt. Det er jeg så ikke den eneste der er. Chaufføren, Ole, har slukket lyset og sover sødt, men klokken er jo også tæt på 21.
Sikken en dag!
Billeder forsøger jeg at uploade på Facebook, så se der.
Lad mig sige det med det samme: Jeg har været i højder som aldrig før i dag, kørt på hårnålesving op og op og op. Nå jeg overlevede og kan sidde her i ro og mag og berette om en exceptionel dag i mit liv.
Dagen startede med en solrig morgen i Hardin, midt på prærien, 100 km øst for Billings, Montana. Byen ligger på kanten af det store Crow-reservat hvor Little Bighorn Battlefield ligger, og som vi så i går. Stor, stor og meget bevægende oplevelse. Men i dag skulle vi først på besøg. På besøg hos en af de store, anerkendte indianske nutids-kunstnere, Kevin Red Star, som bor i en lille by, Roberts, ca. 50 km vest for Billings. Jeg havde set hans billeder på nettet og havde aftalt besøget. Vi skrev lidt sammen – d.v.s. jeg har, viste det sig, korresponderet med hans ældste datter, Wendy Red Star, som arbejder for ham og ordner al det administrative arbejde.
Vi ankom til hans hus, atelier og showroom, en – set udefra - stor lade-lignende bygning, men så snart vi trådte ind, blev vi præsenteret for et særdeles professionelt galleri, som hængte sammen med et atelier på, vil jeg tro, 100 km2. Kevin og datteren Wendy tog imod os, med smil og varme, og snart var vi i gang med en ’on and off’ - samtale om kunst og om indiansk kultur. Kevin gik fra og til sit arbejde ved et stort lærred. Men de to døtre var der også hele tiden, og snart var snakken med Kevin, snart med de to døtre. Man følte sig dejligt velkommen, og de tre var usædvanligt åbne, søde og imødekommende. Efterfølgende blev det nævnt, at Kevin havde noget af den samme personlige udstråling, som man fornemmede at nelson Mandela havde. Den betragtning var vi enige om; en stor, varm, rolig og klog personlighed.
Jeg havde taget et lille billede med som gave til Kevin Red Star, en ravn. Billedet kom i de rigtige omgivelser, for Crow-stammen har ravnen som det dyr traditionen siger de er beslægtede med. Selv fik jeg af Kevin et par små tegninger og en serie tryk.
Turen gik fra Roberts videre ad vej 212. Kevin havde tegnet en rute ind på vores kort, som han foreslog, vi skulle køre, når vi tog til Cody. Turen skulle være noget ud over det sædvanelige.
Ud over det sædvanelige, var en underdrivelse. Turen blev en oplevelse, der vil blive lagret i min hukommelse, som den vildeste bjerg-oplevelse, jeg nogensinde har haft. Ole kørte, og om det var godt eller skidt, ved jeg ikke, for der er det ved ikke selv at sidde bag rattet, at nerverne kommer længere uden på huden.
Bilen steg og steg, hårnålesving efter hårnålesving, og vi kunne snart se ned over skrænten som gik brat nedad, hundredevis af meter under os. Dalen kom til syne og lå der, som var man ikke i bil men i en flyvemaskine. Jeg sad med en blanding af skræk for hvad der ville ske, hvis man kom for tæt på skrænten og en fuldstændig fortryllelse over landskabet under mig, som foldede sig ud i al sin gigantiske, majestætiske storslåethed. Stadig steg vi og holdt inde på et sted i knap 3.000 meters højde. Her kunne nerverne falde til ro, og man kunne bare komme hele sceneriet rundt fra et klippefremspring, som var blevet forsynet med rækværk. Fuldstændig magisk stod man dér, og kunne dårlig fornemme, om man drømte eller var vågen. Aldrig har jeg set en natur så ubeskrivelig storslået.
Men Kevin havde tegnet ruten ind på kortet, først denne del af ruten over det der hedder Bear Tooth Pass og som har nr. 212, men så skulle vi skifte vej til nr. 296, som også har navnet Chieff Josoph’s Trail. Jeg ved at denne mand var en stor og stolt høvding, men at han måtte overgive sig til overmagten. Det samme måtte vi. Vi turde simpelthen ikke køre ad den vej; en ensporet grusvej, som startede i godt 3.000 meters højde og ville ende i Cody, som vel sagtens ligger et par kilometer længere nede. Her var der absolut enighed: Den vej skulle vi på ingen måde udsætte os for at køre ad med et stort skrummel af et motor home. Det ville være absurd og totalt uansvarligt, at begive sig ned ad den vej, så vi fandt et passende sted, hvor bilen kunne vendes, og kørte samme vej ned ad bjerget, som vi var kommet op, ikke uden at jeg måtte klamre mig til sædet med anspændte muskler i hele kroppen, men det var trods alt den bedste måde at komme ned på. Cody nåede vi så ikke i dag, men til gengæld har vi slået lejr på en fantastisk campground længst nede i dalen, som vi en time før havde set fra et kilometers højde. Nerverne kunne komme på plads, men jeg må indrømme, at jeg føler mig meget brugt. Det er jeg så ikke den eneste der er. Chaufføren, Ole, har slukket lyset og sover sødt, men klokken er jo også tæt på 21.
Sikken en dag!
Billeder forsøger jeg at uploade på Facebook, så se der.
Cody, Wyoming. Torsdag, 10. september
Denne rejses store oplevelser får da aldrig ende. I hvert fald blev denne torsdag en fantastisk, ubeskrivelig – ja, jeg skal nok forsøge, men jeg tror ikke, det lader sig gøre - en af slagsen.
Vi havde hjemmefra en aftale med folk, Oles kæreste, Irene kender, og som bor lige uden for Cody, Wyoming. Her var vi nået til på vores odysse i det man med en fælles betegnelse stadig med rette kan kalde ’The West’. Wyoming, som vistnok er på størrelse med de Britiske Øer, har en befolkning på 500.000 individer (køer og hunde, bisoner, elks og bjørne er ikke medregnet), så uden at overdrive kan man tørt konstatere, at der er oceaner af plads.
I skrivende stund sidder jeg på en privat ranch 10 minutters kørsel fra Cody, som fik det navn fordi Bill Cody alias Buffalo Bill – ja, netop, ham du har hørt om fra utallige sammenhænge – grundlagde byen i 1880. Byen har et meget stort og fantastisk museum, som omhandler alt, hvad man kan ønske sig at vide om ’The West’. Her mødtes vi med vores kontakt, d.v.s. hendes mor, som er på besøg hos datteren, svigersønnen og dennes forældre.
Buffalo Bill Historical Center var et fantastisk besøg, men det er så stort, at man nemt ville kunne bruge to dage alene her. Det gjorde vi ikke, men fik skimmet en del af de udstillinger der var; Indianernes liv og traditioner.
Vi gik en tur ned ad hovedgaden i Cody, hvor gamle huse fra 1880erne stadig er en del af gadebilledet, f.eks. Hotel Irma, som er bygget af Buffalo Bill, som opkaldte hotellet efter en af sine døtre, Irma.
Så var det, at vi kørte ud på denne ranch, hvor jeg sidder og skriver; Jack Apple Ranch. Stedet viste sig at emme så meget af historie, at man næsten ikke kunne fatte det. Stedets ene hovedhus, som den ældste generation bebor, er 150 år gammel. 150 år! og her boede høvdingen, Chief Washaki. Ældgammelt tømmer nu tætnet med en cementblanding, men oprindeligt med ler. Alt i det hus var en oplevelse, så man mistede mælet. Her fik man ikke bare et historisk pust, her rejste den historiske prærievind sig, så man nærmest bare måtte sætte sig og lade kæben falde. Overalt i huset var der ting med historiske dimentioner; gamle våben (selvfølgelig, vi er i ’The West’!, gamle indianske rekvisitter af forskellig art, skøde fra præsidenten til Chief Washakis datter, som beboede stedet efter sin fars død, pilespidser fundet i området rundt på ranchens areal.
Når vi i Danmark tænker på en ranch, vi mange sikker tænke på store landbrugsejendomme med kornmarker så langt øjet kan række. Sådan er det ikke her, for her er den ørkenagtige prærie lige udenfor døren.
I stedets pick-up truck blev vi kørt en tur ud af den vej, der før de asfalterede veje blev lavet, førte frem til Yellowstone; en bulet, særdeles ujævn tosporet markvej. Vores vært ville lige vise os et gammelt historisk sted længere oppe på ranchens grund. Mens vi kørte fortalte han, at man fra tid til anden finder pilespidser i området, som en gruppe Crow-indianere plejede at slå sig ned på med deres tipi-telte, og helt tydeligt kunne man se, hvor teltene havde stået, for de sten, der holdt teltdugen fast mod jorden, lå i ringe rundt på området. Herfra var der i øvrigt endnu en udsigt af de helt fantastiske.
Solen var ved at gå ned og prærien lå badet i et gyldent lys med markante skygger.
Nu sænker mørket sig over prærien, og dagens tætte varme er blevet afløst af et roligt tusmørke mens prærievinden suser.
Temperaturen falder hurtigt her hvor vi er i 1500 meters højde.
Se flere billeder på Facebook
Denne rejses store oplevelser får da aldrig ende. I hvert fald blev denne torsdag en fantastisk, ubeskrivelig – ja, jeg skal nok forsøge, men jeg tror ikke, det lader sig gøre - en af slagsen.
Vi havde hjemmefra en aftale med folk, Oles kæreste, Irene kender, og som bor lige uden for Cody, Wyoming. Her var vi nået til på vores odysse i det man med en fælles betegnelse stadig med rette kan kalde ’The West’. Wyoming, som vistnok er på størrelse med de Britiske Øer, har en befolkning på 500.000 individer (køer og hunde, bisoner, elks og bjørne er ikke medregnet), så uden at overdrive kan man tørt konstatere, at der er oceaner af plads.
I skrivende stund sidder jeg på en privat ranch 10 minutters kørsel fra Cody, som fik det navn fordi Bill Cody alias Buffalo Bill – ja, netop, ham du har hørt om fra utallige sammenhænge – grundlagde byen i 1880. Byen har et meget stort og fantastisk museum, som omhandler alt, hvad man kan ønske sig at vide om ’The West’. Her mødtes vi med vores kontakt, d.v.s. hendes mor, som er på besøg hos datteren, svigersønnen og dennes forældre.
Buffalo Bill Historical Center var et fantastisk besøg, men det er så stort, at man nemt ville kunne bruge to dage alene her. Det gjorde vi ikke, men fik skimmet en del af de udstillinger der var; Indianernes liv og traditioner.
Vi gik en tur ned ad hovedgaden i Cody, hvor gamle huse fra 1880erne stadig er en del af gadebilledet, f.eks. Hotel Irma, som er bygget af Buffalo Bill, som opkaldte hotellet efter en af sine døtre, Irma.
Så var det, at vi kørte ud på denne ranch, hvor jeg sidder og skriver; Jack Apple Ranch. Stedet viste sig at emme så meget af historie, at man næsten ikke kunne fatte det. Stedets ene hovedhus, som den ældste generation bebor, er 150 år gammel. 150 år! og her boede høvdingen, Chief Washaki. Ældgammelt tømmer nu tætnet med en cementblanding, men oprindeligt med ler. Alt i det hus var en oplevelse, så man mistede mælet. Her fik man ikke bare et historisk pust, her rejste den historiske prærievind sig, så man nærmest bare måtte sætte sig og lade kæben falde. Overalt i huset var der ting med historiske dimentioner; gamle våben (selvfølgelig, vi er i ’The West’!, gamle indianske rekvisitter af forskellig art, skøde fra præsidenten til Chief Washakis datter, som beboede stedet efter sin fars død, pilespidser fundet i området rundt på ranchens areal.
Når vi i Danmark tænker på en ranch, vi mange sikker tænke på store landbrugsejendomme med kornmarker så langt øjet kan række. Sådan er det ikke her, for her er den ørkenagtige prærie lige udenfor døren.
I stedets pick-up truck blev vi kørt en tur ud af den vej, der før de asfalterede veje blev lavet, førte frem til Yellowstone; en bulet, særdeles ujævn tosporet markvej. Vores vært ville lige vise os et gammelt historisk sted længere oppe på ranchens grund. Mens vi kørte fortalte han, at man fra tid til anden finder pilespidser i området, som en gruppe Crow-indianere plejede at slå sig ned på med deres tipi-telte, og helt tydeligt kunne man se, hvor teltene havde stået, for de sten, der holdt teltdugen fast mod jorden, lå i ringe rundt på området. Herfra var der i øvrigt endnu en udsigt af de helt fantastiske.
Solen var ved at gå ned og prærien lå badet i et gyldent lys med markante skygger.
Nu sænker mørket sig over prærien, og dagens tætte varme er blevet afløst af et roligt tusmørke mens prærievinden suser.
Temperaturen falder hurtigt her hvor vi er i 1500 meters højde.
Se flere billeder på Facebook
RSS Feed