Mandag, 21. september
Mandag startede vi så på den sidste hele uge på denne fantastiske rejse, for onsdag i næste uge flyver vi igen mod Reykjavik og Kastrup. Det var H.C. Andersen der kom med den berømte one-liner: - At rejse er at leve.
Det er selvfølgelig både rigtigt og noget vås, for livet kan sagtens leves uden at få ’luftet vingerne’, men det er rigtigt i den forstand, at man føler livet særlig intenst, når man er på rejse. Indtrykkene står i kø for at finde en ledig plads i hjernens mange folder.
Når jeg i dag tænker en måned tilbage, er det næsten ikke til at fatte, at der kun er gået en måned, siden jeg begyndte at pakke min kuffert og dirrede af forventninger over al det, der ventede foran mig, en forventning jeg havde bygget mig op til i løbet af vinteren, foråret og sommeren.
Nu kan jeg så begynde at indstille mig på, at rejsen lakker mod sin slutning, men også det har jeg det faktisk helt godt med nu, for dels er ’depoterne’ i hjernen fyldt godt og grundigt op, dels glæder jeg mig til at komme hjem til min kone, og endelig glæder jeg mig til at komme hjem og komme i gang med at få malet en hel masse forhåbentlig gode malerier.
Det, der fylder mest her og nu, er minderne om bjergenes specielle forskydninger og formationer og så den fantastiske lyse, gule farve prærien står i her hvor sommeren har svedet al næring ud af hvert et græsstrå.
Og som jeg sidder og lader roen falde på mig, dukker der også andre billeder op; de ufattelige dybe dale, når man var nået op på toppen af bjergene i Rocky Mountains.
Nå ja, så var der de fantastiske, smukke floder og rivende creeks med krabbende strøm når vandstanden var lav, og der var de mange hjortedyr, vi har set og fuglene! Specielt lagde jeg mærke til mængden af ravne (og får en varm tanke til mit møde med Kevin Red Star, som blev så glad for det lille ravnebillede, jeg havde taget med til ham, ikke mindst fordi ravnen er hans stamme, Crows, ’stamfader. Crow-stammen er ravne.
Jamen, jeg kunne blive ved med at lade associationerne vælte frem, alle de glimt og billeder, der står i kø for at få plads i bevidstheden og som får de første indtryk fra Reykjavik og Vancouver til at synes som noget, der skate for flere måneder siden.
Vi har mødt så søde og gæstfrie mennesker og på hele turen ikke et eneste, som ikke mødte os med et smil og en venlig hilsen.
Og så er vi endda ikke færdige endnu, men har en god uges oplevelser foran os. Det bliver nok ikke oplevelser med de store bjerge, og det gør heller ikke noget, for dem har vi fyldt godt op med. Heller ikke flere byer står på ønskesedlen, men Portland står - sammen med Vancouver - som super dejlige besøg.
Portland, Oregon, er nok den grønneste by, jeg har set, for der var ikke en gade uden grønne træer på begge sider af gaden. Derudover var Portland også en usædvanlig dynamisk by med en forrygende udvikling, som går så hurtigt, at kvarterer i byen har forandret sig mærkbart på de tre – fire år Katie og Søren har boet her.
Og nu er vi så kørt helt ud til Stillehavet, det største af alle verdens have. Det var helt mærkeligt i dag at køre de 150 km ad Interstate 5 Syd og videre ad Highway 126 ud til den lille havneby, Florence, for det meste af vejen kørte vi gennem landskaber, der mest lignede dem, vi har hjemme i Danmark … altså bortset fra de bjerge, som rakte de blå toppe i vejret i det fjerne.
Også trafikken – altså antallet af biler - mindede om den, vi kender i Danmark. Bortset fra de sidste 20 – 30 kilometer før kysten, for der blev landskabet igen kuperet og vegetationen urskov med tommetykt mos på grenene. Og så kom klitterne, som selvfølgelig var – som det meste her ovre – meget større end dem vi kender fra Vestkysten i Danmark; gigantiske sandbunker med hjelm og marehalm, også i tuer så meget større end de hjemlige. faktisk er det lidt underligt, hvorfor alting herovre er en tak større end det hjemlige.
Man bliver nemt begejstret for mange ting her i USA, eller i hvert fald i Oregon, Washington, Wyoming og Montana, de stater vi har kørt gennem. Det, der er fælles for de fire stater er den måde, mennesker møder mennesker på. Jeg har f.eks. ikke en eneste gang mødt et vrantent og surt ansigt fra en handlende eller en, der er ansat for at betjene kunder. Lyder det ikke næsten utroligt? for mig som gæst kan jeg kun være begejstret over den imødekommenhed og hjælpsomhed man møder alle steder, fra kassemedarbejderen, som uopfordret spørger ind til, hvor man kommer fra, og campingværten som gør alt, for at man kan føle sig godt tilpas på campingpladsen, til rangeren i nationalparken, som er mere end villig til at besvare turistens ’tåbelige’ spørgsmål og de ansatte på Oregons tankstationer som fylder bilernes tanke med et altid kundevenligt smil og et ”Hello – how are you? (og i øvrigt er det her i Oregon fantastisk dejligt, at servicestationer, altså det sted man køber benzin, faktisk yder service, og at der er brugbare og gode jobs til mennesker, der ikke fik sig en lang uddannelse).
De flinke mennesker overalt er en kendsgerning. Sådan er det! Men det er også paradoksernes land. F.eks. er det vigtigt for amerikanerne, at de ikke skal tjene konger og fyrster, men samtidig ikke ser det mindste forkerte i, at de tjener noget, der ligner, nemlig arbejdsgivere, som kan skalte og valte med deres arbejdskraft, for der er ingen regulering eller fagforening til at beskytte arbejderne fra overgreb. Og paradoksalt er det, at forfatningens fædre gjorde et stort nummer ud af at religion er en privat sag og derfor ikke skal have indflydelse på statsdannelsen, og så at landet samtidig er befolket med mere end 50%, der tror at Adam og Eva er historiske personer og at Jesus blev født af en jomfru og blev levende igen tre dage efter sin død. Det er også et paradoks at næstekærligheden og den almindelige åbne og varme omgang med de mennesker den enkelte amerikaner møder, ikke har indflydelse på synet på skydevåben. Her kan en 18 års dreng eller pige gå ind i en våbenbutik og købe et mordvåben, for ”man skal kunne forsvare sig selv!”. Amerika er fuld af den slags paradokser, men er på trods af det, et samfund/ en nation af mennesker, der udstråler varme og medmenneskelighed. Herudover er amerikaneren et meget romantisk menneske. Den anerkendte billedkunst f.eks.; billeder af cowboyen, den ensomme rytter solnedgangen. Den slags, som vi derhjemme opfatter som kitch, opfattes her som noget smukt og ægte, noget man godt må hænge fast ved uden at skamme sig. Det er den samme romantiske fornemmelse man møder i country-musikken og blues-musikken. Amerikanerne ville ikke undvære det, for det er genrer der definerer den amerikanske identitet.
Mandag startede vi så på den sidste hele uge på denne fantastiske rejse, for onsdag i næste uge flyver vi igen mod Reykjavik og Kastrup. Det var H.C. Andersen der kom med den berømte one-liner: - At rejse er at leve.
Det er selvfølgelig både rigtigt og noget vås, for livet kan sagtens leves uden at få ’luftet vingerne’, men det er rigtigt i den forstand, at man føler livet særlig intenst, når man er på rejse. Indtrykkene står i kø for at finde en ledig plads i hjernens mange folder.
Når jeg i dag tænker en måned tilbage, er det næsten ikke til at fatte, at der kun er gået en måned, siden jeg begyndte at pakke min kuffert og dirrede af forventninger over al det, der ventede foran mig, en forventning jeg havde bygget mig op til i løbet af vinteren, foråret og sommeren.
Nu kan jeg så begynde at indstille mig på, at rejsen lakker mod sin slutning, men også det har jeg det faktisk helt godt med nu, for dels er ’depoterne’ i hjernen fyldt godt og grundigt op, dels glæder jeg mig til at komme hjem til min kone, og endelig glæder jeg mig til at komme hjem og komme i gang med at få malet en hel masse forhåbentlig gode malerier.
Det, der fylder mest her og nu, er minderne om bjergenes specielle forskydninger og formationer og så den fantastiske lyse, gule farve prærien står i her hvor sommeren har svedet al næring ud af hvert et græsstrå.
Og som jeg sidder og lader roen falde på mig, dukker der også andre billeder op; de ufattelige dybe dale, når man var nået op på toppen af bjergene i Rocky Mountains.
Nå ja, så var der de fantastiske, smukke floder og rivende creeks med krabbende strøm når vandstanden var lav, og der var de mange hjortedyr, vi har set og fuglene! Specielt lagde jeg mærke til mængden af ravne (og får en varm tanke til mit møde med Kevin Red Star, som blev så glad for det lille ravnebillede, jeg havde taget med til ham, ikke mindst fordi ravnen er hans stamme, Crows, ’stamfader. Crow-stammen er ravne.
Jamen, jeg kunne blive ved med at lade associationerne vælte frem, alle de glimt og billeder, der står i kø for at få plads i bevidstheden og som får de første indtryk fra Reykjavik og Vancouver til at synes som noget, der skate for flere måneder siden.
Vi har mødt så søde og gæstfrie mennesker og på hele turen ikke et eneste, som ikke mødte os med et smil og en venlig hilsen.
Og så er vi endda ikke færdige endnu, men har en god uges oplevelser foran os. Det bliver nok ikke oplevelser med de store bjerge, og det gør heller ikke noget, for dem har vi fyldt godt op med. Heller ikke flere byer står på ønskesedlen, men Portland står - sammen med Vancouver - som super dejlige besøg.
Portland, Oregon, er nok den grønneste by, jeg har set, for der var ikke en gade uden grønne træer på begge sider af gaden. Derudover var Portland også en usædvanlig dynamisk by med en forrygende udvikling, som går så hurtigt, at kvarterer i byen har forandret sig mærkbart på de tre – fire år Katie og Søren har boet her.
Og nu er vi så kørt helt ud til Stillehavet, det største af alle verdens have. Det var helt mærkeligt i dag at køre de 150 km ad Interstate 5 Syd og videre ad Highway 126 ud til den lille havneby, Florence, for det meste af vejen kørte vi gennem landskaber, der mest lignede dem, vi har hjemme i Danmark … altså bortset fra de bjerge, som rakte de blå toppe i vejret i det fjerne.
Også trafikken – altså antallet af biler - mindede om den, vi kender i Danmark. Bortset fra de sidste 20 – 30 kilometer før kysten, for der blev landskabet igen kuperet og vegetationen urskov med tommetykt mos på grenene. Og så kom klitterne, som selvfølgelig var – som det meste her ovre – meget større end dem vi kender fra Vestkysten i Danmark; gigantiske sandbunker med hjelm og marehalm, også i tuer så meget større end de hjemlige. faktisk er det lidt underligt, hvorfor alting herovre er en tak større end det hjemlige.
Man bliver nemt begejstret for mange ting her i USA, eller i hvert fald i Oregon, Washington, Wyoming og Montana, de stater vi har kørt gennem. Det, der er fælles for de fire stater er den måde, mennesker møder mennesker på. Jeg har f.eks. ikke en eneste gang mødt et vrantent og surt ansigt fra en handlende eller en, der er ansat for at betjene kunder. Lyder det ikke næsten utroligt? for mig som gæst kan jeg kun være begejstret over den imødekommenhed og hjælpsomhed man møder alle steder, fra kassemedarbejderen, som uopfordret spørger ind til, hvor man kommer fra, og campingværten som gør alt, for at man kan føle sig godt tilpas på campingpladsen, til rangeren i nationalparken, som er mere end villig til at besvare turistens ’tåbelige’ spørgsmål og de ansatte på Oregons tankstationer som fylder bilernes tanke med et altid kundevenligt smil og et ”Hello – how are you? (og i øvrigt er det her i Oregon fantastisk dejligt, at servicestationer, altså det sted man køber benzin, faktisk yder service, og at der er brugbare og gode jobs til mennesker, der ikke fik sig en lang uddannelse).
De flinke mennesker overalt er en kendsgerning. Sådan er det! Men det er også paradoksernes land. F.eks. er det vigtigt for amerikanerne, at de ikke skal tjene konger og fyrster, men samtidig ikke ser det mindste forkerte i, at de tjener noget, der ligner, nemlig arbejdsgivere, som kan skalte og valte med deres arbejdskraft, for der er ingen regulering eller fagforening til at beskytte arbejderne fra overgreb. Og paradoksalt er det, at forfatningens fædre gjorde et stort nummer ud af at religion er en privat sag og derfor ikke skal have indflydelse på statsdannelsen, og så at landet samtidig er befolket med mere end 50%, der tror at Adam og Eva er historiske personer og at Jesus blev født af en jomfru og blev levende igen tre dage efter sin død. Det er også et paradoks at næstekærligheden og den almindelige åbne og varme omgang med de mennesker den enkelte amerikaner møder, ikke har indflydelse på synet på skydevåben. Her kan en 18 års dreng eller pige gå ind i en våbenbutik og købe et mordvåben, for ”man skal kunne forsvare sig selv!”. Amerika er fuld af den slags paradokser, men er på trods af det, et samfund/ en nation af mennesker, der udstråler varme og medmenneskelighed. Herudover er amerikaneren et meget romantisk menneske. Den anerkendte billedkunst f.eks.; billeder af cowboyen, den ensomme rytter solnedgangen. Den slags, som vi derhjemme opfatter som kitch, opfattes her som noget smukt og ægte, noget man godt må hænge fast ved uden at skamme sig. Det er den samme romantiske fornemmelse man møder i country-musikken og blues-musikken. Amerikanerne ville ikke undvære det, for det er genrer der definerer den amerikanske identitet.