Mandag, 21. september

Mandag startede vi så på den sidste hele uge på denne fantastiske rejse, for onsdag i næste uge flyver vi igen mod Reykjavik og Kastrup. Det var H.C. Andersen der kom med den berømte one-liner:  - At rejse er at leve.

Det er selvfølgelig både rigtigt og noget vås, for livet kan sagtens leves uden at få ’luftet vingerne’, men det er rigtigt i den forstand, at man føler livet særlig intenst, når man er på rejse. Indtrykkene står i kø for at finde en ledig plads i hjernens mange folder. 
Når jeg i dag tænker en måned tilbage, er det næsten ikke til at fatte, at der kun er gået en måned, siden jeg begyndte at pakke min kuffert og dirrede af forventninger over al det, der ventede foran mig, en forventning  jeg havde bygget mig op til i løbet af vinteren, foråret og sommeren.

Nu kan jeg så begynde at indstille mig på, at rejsen lakker mod sin slutning, men også det har jeg det faktisk helt godt med nu, for dels er ’depoterne’ i hjernen fyldt godt og grundigt op, dels glæder jeg mig til at komme hjem til min kone, og endelig glæder jeg mig til at komme hjem og komme i gang med at få malet en hel masse forhåbentlig gode malerier.

Det, der fylder mest her og nu, er minderne om bjergenes specielle forskydninger og formationer og så den fantastiske lyse, gule farve prærien står i her hvor sommeren har svedet al næring ud af hvert et græsstrå.

Og som jeg sidder og lader roen falde på mig, dukker der også andre billeder op; de ufattelige dybe dale, når man var nået op på toppen af bjergene i Rocky Mountains. 
Nå ja, så var der de fantastiske, smukke floder og rivende creeks med krabbende strøm når vandstanden var lav, og der var de mange hjortedyr, vi har set og fuglene! Specielt lagde jeg mærke til mængden af ravne (og får en varm tanke til mit møde med Kevin Red Star, som blev så glad for det lille ravnebillede, jeg havde taget med til ham, ikke mindst fordi ravnen er hans stamme, Crows, ’stamfader. Crow-stammen er ravne.

Jamen, jeg kunne blive ved med at lade associationerne vælte frem, alle de glimt og billeder, der står i kø for at få plads i bevidstheden og som får de første indtryk fra Reykjavik og Vancouver til at synes som noget, der skate for flere måneder siden.

Vi har mødt så søde og gæstfrie mennesker og på hele turen ikke et eneste, som ikke mødte os med et smil og en venlig hilsen.

Og så er vi endda ikke færdige endnu, men har en god uges oplevelser foran os. Det bliver nok ikke oplevelser med de store bjerge, og det gør heller ikke noget, for dem har vi fyldt godt op med. Heller ikke flere byer står på ønskesedlen, men Portland står -  sammen med Vancouver  - som super dejlige besøg. 
Portland, Oregon, er nok den grønneste by, jeg har set, for der var ikke en gade uden grønne træer på begge sider af gaden. Derudover var Portland også en usædvanlig dynamisk by med en forrygende udvikling, som går så hurtigt, at kvarterer i byen har forandret sig mærkbart på de tre – fire år Katie og Søren har boet her. 



Og nu er vi så kørt helt ud til Stillehavet, det største af alle verdens have. Det var helt mærkeligt i dag at køre de 150 km ad Interstate 5 Syd og videre ad Highway 126 ud til den lille havneby, Florence, for det meste af vejen kørte vi gennem landskaber, der mest lignede dem, vi har hjemme i Danmark … altså bortset fra de bjerge, som rakte de blå toppe i vejret i det fjerne. 
Også trafikken – altså antallet af biler - mindede om den, vi kender i Danmark. Bortset fra de sidste 20 – 30 kilometer før kysten, for der blev landskabet igen kuperet og vegetationen urskov med tommetykt mos på grenene. Og så kom klitterne, som selvfølgelig var – som det meste her ovre – meget større end dem vi kender fra Vestkysten i Danmark; gigantiske sandbunker med hjelm og marehalm, også i tuer så meget større end de hjemlige. faktisk er det lidt underligt, hvorfor alting herovre er en tak større end det hjemlige.

Man bliver nemt begejstret for mange ting her i USA, eller i hvert fald i Oregon, Washington, Wyoming og Montana, de stater vi har kørt gennem. Det, der er fælles for de fire stater er den måde, mennesker møder mennesker på. Jeg har f.eks. ikke en eneste gang mødt et vrantent og surt ansigt fra en handlende eller en, der er ansat for at betjene kunder. Lyder det ikke næsten utroligt? for mig som gæst kan jeg kun være begejstret over den  imødekommenhed og hjælpsomhed man møder alle steder, fra kassemedarbejderen, som uopfordret spørger ind til, hvor man kommer fra, og campingværten som gør alt, for at man kan føle sig godt tilpas på campingpladsen, til rangeren i nationalparken, som er mere end villig til at besvare turistens ’tåbelige’ spørgsmål og de ansatte på Oregons tankstationer som fylder bilernes tanke med et altid kundevenligt smil og et ”Hello – how are you? (og i øvrigt er det her i Oregon fantastisk dejligt, at servicestationer, altså det sted man køber benzin, faktisk yder service, og at der er brugbare og gode jobs til mennesker, der ikke fik sig en lang uddannelse).

De flinke mennesker overalt er en kendsgerning. Sådan er det! Men det er også paradoksernes land. F.eks. er det vigtigt for amerikanerne, at de ikke skal tjene konger og fyrster, men samtidig ikke ser  det mindste forkerte i, at de tjener  noget, der ligner, nemlig arbejdsgivere, som kan skalte og valte med deres arbejdskraft, for der er ingen regulering eller fagforening til at beskytte arbejderne  fra overgreb. Og paradoksalt er det, at forfatningens fædre gjorde et stort nummer ud af at religion er en privat sag og derfor ikke skal have indflydelse på statsdannelsen, og så at landet samtidig er befolket med mere end 50%, der tror at Adam og Eva er historiske personer og at Jesus blev født af en jomfru og blev levende igen tre dage efter sin død.  Det er også et paradoks at næstekærligheden og den almindelige åbne og varme omgang med de mennesker den enkelte amerikaner møder, ikke har indflydelse på synet på skydevåben. Her kan en 18 års dreng eller pige gå ind i en våbenbutik og købe et mordvåben, for ”man skal kunne forsvare sig selv!”. Amerika er fuld af den slags paradokser, men er på trods af det, et samfund/ en nation af mennesker,  der udstråler varme og medmenneskelighed. Herudover er amerikaneren et meget romantisk menneske. Den anerkendte billedkunst f.eks.; billeder af cowboyen, den ensomme rytter  solnedgangen. Den slags, som vi derhjemme opfatter som kitch, opfattes her som noget smukt og ægte, noget man godt må hænge fast ved uden at skamme sig. Det er den samme romantiske fornemmelse man møder i country-musikken og blues-musikken. Amerikanerne ville ikke undvære det, for det er genrer der definerer den amerikanske identitet.

I går var det Mount St. Helen. I dag tog vores værter os på en heldags tur, så vi kunne fornemme Portland, Oregon. Det er i amerikansk målestok ikke andet end en town, men stor nok til at være en del større end København. Det er klart, at man ikke får set en by af den af den størrelse på hverken en, to eller tre dage. Men i de tre dage vi har været i byen, er der ikke noget, der forstyrrer billedet af, at Portland er en fantastisk grøn by, hvor der er træer i alle gader og hvor man inde i byen har såkaldte parker, der er regulære skove. Columbia River flyder gennem byen, og det er også med til at sætte sit præg på byen, og så er det en vældig dynamisk by, som udvikler sig hastigt. På mange måder er Portland en atypisk amerikansk by, ikke mindst fordi det er en hip by; en by hvor kunstnere og overvintrede hippier fra Californien er taget til for at fortsætte og udleve de game idealer her. Men det er også en by, hvor store forretningskoncerner har slået sig ned. Ifølge vores værter betyder det, at prisniveauet på boligmarkedet forskubber sig så hastigt, at  de alternative miljøer, af økonomiske årsager, bliver presset ud. I de tre år vores værter har boet i byen, har hele kvarterer ændret sig i mere kommerciel retning, men det er i hvert fald en voldsom interessant by at komme til som turist.

Som sagt er det slående hvor grøn byen er. Derudover er det meget tydeligt, at byen er en blanding af nyt og ’gammelt’. Også her er begrebet gammelt særdeles relativt, for der er næppe huse der er mere end 100 år i byen. dem, der er fra begyndelsen af 1900-tallet er gamle. Nogle af disse gør ejeren en dyd af at det oprindelige skal bevares, hvilket betyder, at et sådant hus ser meget forsømt ud.

De fleste huse er til gengæld opført i en meget køn byggestil. Husene er traditionelt bygget i træ. Både inder-mur, beklædning og tag er af træ. Alt. Og det tager sig lidt sjovt ud, når et nyt hus bliver bygget, for et træskellet bliver beklædt med vandfast krydsfiner, og med det som udgangspunkt, kommer isolering og beklædning til som lag oven på. Det færdige hus fremstår altid meget nydeligt med sine malede facader .

Det var fast markedsdag i dag, søndag, og vi tog en tur rundt i markedet, hvor alt muligt kunsthåndværk blev solgt fra opstillede  markedstelte. Der var mange meget smukt fremstillede varer, men ikke noget jeg ikke kunne undvære. Til gengæld nød jeg at gå og se på mennesker af enhver afskygning. det er, hvad jeg altid nyder ved at komme i en by; kigge på mennesker; de skæve eksistenser, de aparte, de smukke, de excentriske: De  specielle. For mig er det så også forbundet med en følelse af at jeg bliver umådelig træt i en by. Alle de sanseindtryk man får ved at gå rundt blandt de mange lyde og dufte og med et tæppe-bombardement af synsindtryk gør, at jeg bliver umådelig træt, så jeg var mæt af indtryk, da vi kørte derfra og hjem. 

Se lige godt på de to billeder. det er altså det samme bjerg, og det er taget samme sted fra. Som du kan se, er det øverste billede taget en dag før vulkanen gik i udbrud. Det nederste viser hvordan det vrede bjerg tog sig ud bagefter. Udbrudet startede den 18. maj 1980. Hvis du levede for 35 år siden, kan du så huske det? Folk heromkring husker det tydeligt. Også at de var bange. 
I dag blev vi kørt op til stedet, Mount St. Helen, af Søren, som vi har gæstet de seneste to dage. Endnu engang fik vi os en af de store oplevelser med os. At stå ca. der, hvorr billederne herover er taget, og se med egne øjne, hvor store kræftter, der må være blevet sluppet løs den dag i 1980, er overvældende. Fotografier magter ikke opgaven at vise det - desværre - men at stå og se stedet, fylder én med ærefrygt

Efter at udbrudet var kommet i gang, og luften fyldt med støv så finkornet, at det var som cement at få blandet med spøt, slap bjerget gas ud fra sit indre. Varmen smeltede vulkanens gletsjere og mudder strømmede i en ufattelig bred flod som druknede og skubbede alt med sig; Træer, biler, mennesker, dyr, huse ... alt. 

Den slags naturkræfter er vi lykkeligvis forskånet for i Danmark, som jo bekendt nok ligger et næsten mirakuløst roligt sted i verden. Her, ved den amerikanske vestkyst, ved man, at den geografiske placering vil medføre store jordskælv og udbrud fra de store, aktive vulkaner. I Californien, Oregon og  Washington venter man et meget stort jordskælv. det er ikke et spørgsmål om det kommer, for det vd man, det gør, det er kun et spørgsmål om hvornår. Det kan ske når som helst, for geologerne kan se, det er sket mellem perioder på gennemsnitligt 250 år. Det er 315 år siden det sidste store skælv indtræf i området. Når det sker, regner man med, at pladerne vil forskyde sig på en måde, så der fremkommer en mega-zunami, større end den, vi sidst så for få år siden ved Japans kyst. Det er skræmmende, hvad det vil kunne medføre. Geologerne regner med, at kysten og landet bag helt ind til Interstate 5, den nord-syd-gående motorvej, som ligger 50 - 60 km inde i landet, vil blive skyllet over af den gigantiske bølge. Hvad det kommer til at medføre af dødsfald, giver sig selv, for Interstate 5 går f.eks i regionen her i Portland gennem byer som Portland og i Washington gennem Seattle.

Befolkningen øver sig på det lille, man kan stille op, når ulykken indtræffer med oblikatorisk katastrofetræning. Jeg hørte fra en af dem, der bor her, at man føler sig lidt dum, når man bliver bedt om at sætte sig under sit bord. "Men jeg gør det alligevel," sagde han efterfølgende, "vel vidende at det nok ikke nytter så meget." Herefter snakkede han og konen lidt om at komme væk fra byen og relaterede til hvad der skete i Mississippi, da Cathrina medførte oversvømmelse. Straks efter skiftede de to emne.

Turen til Mount St. Helen var et forslag, Søren kom med, og som jeg meget gerne tog imod, for at se den vulkan stod på min ønskeseddel, så Søren tog en lørdagstur der varede det meste af dagen; to timer hver vej I bil foruden den tid vi brugte på besøget.

Det næste programpunkt var allerede kl. 18 samme dag: Swing-musik I Portland, og da det var forbi, inviterede vores værter os på en middag på et fantastisk spændende sted, som det er vanskeligt – for ikke at sige umueligt - at beskrive, men stedet er en nedlagt skole, Kennedyskolen, som et par driftage fyre har indrettet som et gigantisk gå-i-byen-sted. Hele skolen, inde som ude, er restauranter, bar, teaterrum, spillested … alt, hvad man kan tænke sig, og hver ‘afdeling’ er fantastisk udsmykket af en håndful lokale kunstnere, som smagfuldt og med elegant kreativitet har formået at gøre hele menageriet til et enestående sted.

De to fyre har på lignende vis indrettet 15 andre steder I USA efter same concept.

Middag I den tidligere skolegård, hvor en gigantisk åben pejs sørgede for at sprede noget hygge og hvor levende og energiske tjenere sørgede for betjeningen. Efterfølgende stod den så på kaffe og desert I en af stedets andre etablisamenter.

Vi havde forestillet os at vi matte være de glade givere denne aften, men næ og nej, det kunne der ikke være tale om for “you are the guests,” som Katey hurtigt fik stoppet os med.

Desværre har jeg kun få fotos af dette sidste sted, for mørket lagde sig og jeg kan ikke lidt billeder taget med blitz, men I får dem, jeg har

Til gengæld har jeg så lært noget om gæstfrihed.  

At man er i et land der har brug for energi, lader sig ikke fornægte. Kønt er det ikke, men nødvendigt.

Vores flinke GPS-dame ledte os sikkert gennem fredagens begyndende rush-hour til Søren og Kateys adresse i en meget smukt villakvarter i en af byenes forstæder. Igen kom jeg til at tænke på, hvor besværligt det var for bare 3 - 4 år siden, fra tiden før jeg anskaffede mig en GPS. En ellers god stemning kunne blive helt spoleret, fordi chauffør og co-driver blev stressede og begyndte at skændes, hvordan man måtte vende om, spørge om vej - somme tider flere gange, måske finde en telefonboks og ringe, for at få mere præcis retningsbeskrivelse, når man følte, man var faret vild i en by. Nu er der bare en tålmodig dame der bringer en til bestemmelsesstedet, der aldrig skælder ud, men beregner ny rute, hvis man fik kørt forkert i forhold til anvisningen. GPS er en gave til menneskeheden.

Vel ankommet og modtaget tog Søren os med på en sightseeing-tour i Portland. Vi fik kun set downtown som skyline fra vejroer der slynger sig over hinanden og Columbia River, men overalt hvor vi kom rundt i gadeniveau, var det slående, hvor grøn og frodig Portland fremstår. Det var, selv hvor der lå forretninger og caféer, næsten som om man befandt sig i en skov. Meget smukt og tiltalende.

Umatilla hedder den lille flække, vi har været i det seneste døgn. Navnet ser ikke engelsk ud, og det er det heller. Det er indiansk. Umatilla er en lille indianerstamme af samme navn. Stammen har i dag et reservat, som de deler med to andre små stammer, Walla Walla og Cayuse. Der foregår interessante tilg i det lille reservat; et kasino som skaffer penge til mange af stammernes sociale og uddannelsesmæssige projekter og et it-produktionsselskab som efter sigende er 'fremme i mokasinerne'.

De første euro-amerikanere der beskrev stedet var Clark og Lewis i deres notater fra ekspeditionen i 1806/07. I 1852 blev et postkontor åbnet men lukkede året efter. 10 år senere blev byen grundlagt ved Umatillo-flodens udløb og fik navnet Umatillo Landing. Byen var et handels- og distributionscenter under guldfeberen i 1860erne og 70erne men opblomstringen visnede i 1880erne.

Fra 1941 og fremefter havde den amerikanske hær vigtige depoter og kemisk våbenproduktion i byen. Også denne del af byens historie er nu fortid og i dag fremstår den lille by med sine godt 7000 sjæle som en flække, hvor fattigdommen viser sit sørgelige ansigt.

Byens hovedstrøg består mest af lukkede butikker, benzintanke, små værksteder, lidt supermarkeder, Lolita's Total Image Salon og en lille butik, Pandora's Box, hvor man kan købe canabis. Men ned til Columbiafloden er der fine anlæg; en RV-park (campingplads til mobil home) og en lystbådhavn. Byen har også bekostet en fin badestrand ved floden med tilliggende park med det tætteste græs og skyggefulde træer. Fint og fornemt, men bag det fine desværre også en døende by.

Her på dette sted midt på prærien har vi så haft et meget afslappende døgn efter et par lange køreture de to forgående døgn. I morgen går turen så langs Columbia River ad Interstate 84 til Portland, Oregon, hvor jeg glæder mig til at besøge min tidligere elev og gode ven, Søren Muus og hans søde kone, Katey.

Tirsdag, 15. september. Interstate 90 West

Turen går mod vest, mod Portland, Oregon, men fra Cody er der ingen direkte vej. Enten stikker man sydover og vil komme til at køre i fladt ørkenlignende land ad Interstate 86– det var Bear (den altid rejsende vi mødte), der anbefalede den vej, eller også må man tage Interstate 90 gennem Spokane til Ritzville, Washington, hvorfra man tager vej 395 til Kennwick. Den rute blev vi anbefalet af alle andre, vi talte med, så det blev beslutningen.

Vi lettede fra Virginia City (jeg kan stadig le af det navn, når man har set, hvad den lille by er for en størrelse) efter en længere snak med den meget flinke camping-vært.

Dagen er gået med at køre så langt, vi nu gad, så det blev til et af turens road shows, hvor bilen bare fik lov at køre på cruise control, som sørger for en jævn hastighed, så snart vi nåede motorvejen.

Jeg sad som co-driver og skød løs med kameraet, mens de store wild-west scener gled forbi os. Første del af turen var vi stadig på prærien, men hele tiden skiftede landskabet karakter. Det er faktisk utroligt, så mange variationer der er i et landskab der kan kondenseres ned til gult græs på runde bakker og en himmel med eller uden skyer. For os blev det med skyer, for det har endelig regnet i området. Endelig er ikke fordi jeg tørstede efter regn, men fordi befolkningen har længes efter regn. Og tørt, det er det her i Montana – meget, meget tørt. Det er faktisk utroligt, hvor meget det støver, bare man gå rundt i landskabet. Hvis man klapper sine bukser med hænderne efter en tur, står der støvskyer fra tøjet.

Støvet havde så netop i dag lagt sig efter nattens regn, og tunge skyer hang ned over bjergene og gav landskabet karakter.

Efterhånden blev det helt tørt og den blå himmel tittede frem, men temperaturen var ikke den samme, som vi havde haft de forgående dage, nærmest halveret. Jeg kendte ikke den nøjagtige temperatur, men med erfaringen i forhold til hvordan kroppen føler det, vil jeg tro, at vi i dag har haft 17 – 20 °.

Formiddag – prærie, eftermiddag – Rocky Mountains. Også her et glidende bånd af smukke landskaber. Interstate 90 har amerikanerne formået at placere særdeles smukt i landskabet, så man ikke føler, man er lukket inde i en hulvej, men vejen følger landskabets kurver, så man faktisk synes, den er smuk. De modkørende spor er lagt så langt fra hinanden, at man ikke lægger mærke til dem. Ofte er de anlagt på hver sin side af en af de store, bløde bakker, som landskabet er gjort af. Landskabsarkitekterne har naturligvis ikke kunne gøre det, hvor der er bjerge, men selv her, går landskab og vej fint i spænd med hinanden.

Interstate 90 følger Clark Fork-floden vest for Missoula. Snart er floden på venstre side af vejen, snart på højre side, men ustandselig har man den med på rejsen.

Det havde vi så også, da vi syntes vi havde kørt længe nok. Vi kørte efter skiltet, Campground ledsaget af et lille telt. Sammenlagt betyder de to oplysninger, at det ikke er en stor plads med al mulig service, men en af de pladser, som har det absolut nødvendige; toiletter,  affaldsbøtter, bålplads m. grill ved hver nummereret plads. Desuden registrerer man sit ophold selv, ved at lægge penge i en kuvert påført diverse oplysninger. Elektricitet er der ikke, mobildækning heller ikke og wifi … glem det! Men for $10 har man rindende vand og rene og brugbare toiletforhold og en fantastisk natur lige udenfor døren på bilen. Store fyrtræer, langt tykkere og højere end dem, jeg kender hjemmefra, og med en alder der går så langt tilbage i historien, hvor stedet på euro-amerikaneres kort var et stort hvidt område (en tanke sådan en som mig kan sidde og hygge mig med).

Det eneste minus ved netop dette sted var motorvejen, for selv om vi kørte 5 km, siden vi forlod den selv samme motorvej, tja, så var dette sted placeret kun ca. 100 meter fra den, men OK for en enkelt nat kunne det gå an, og da Interstate 90 derudover langtfra er den mest befærdet, var det nemt, at slå sig til tåls med det.

Det var ikke helt lyst udenfor, da vi vågnede. Himlen var helt grå, men regnede gjorde det dog ikke. Til gengæld var det noget koldt, kunne vi konstatere, men med sådan et kørende hus, som vi har med os, holdt fyret os forsvarligt lune – fantastisk komfortabelt og praktisk at have det hele med sig; varme, varmt og koldt vand, køleskab, fryser, to dobbeltsenge, bad og toilet, spisebord, komfur, mikrobølgeovn, skabsplads og en polstret bænk til os hver. Kufferterne er selvfølgelig ikke inde i ’privaten’, men har deres plads i et særskilt rum, som man kommer til udefra.

Tidligt vågen = tidligt på vejen. Vi fulgte Interstate 90 op til Spokane, Washington og videre sydvest mod Three Town (Richland, Kennewick, Pasco) og her sydpå ad Interstate 82.

Det er pudsigt, hvor stor forskel der kan være på det, man forestiller sig, og så hvordan virkeligheden tager sig ud. Sådan en oplevelse fik jeg, da vi kørte gennem Washington.

For det første troede jeg, vi var kommet langt væk fra prærien og var  kommet til et frodigt æble- og vinland. Der er æbler og vin i Washington, og begge dele er kendt for høj kvalitet, men det, der fylder mest på strækningen mellem Spokane og Three Town, er … prærie, og oven i købet en prærie som den, jeg hjemme havde forestillet mig den øst for Rocky Mountains; uendelige let hvælvede vidder med glinsende gult græs så langt, at landskabet fortaber sig under solens flimren. Fantastisk landskab, som et glinsende gult hav med de karakteristiske prærieskyer ovenover. Men fordi der ikke er slugter og klipper i de nærmest uendelige vidder som er karakteristisk for Montanas prærie, er store strækninger af prærien her opdyrket. Det er kornmarker så store, at man næsten ikke fatter det – som nu, hvor det er høstet, har samme farve som præriens græs. Enkelte steder var der blevet pløjet, og vinden førte den tørre jord med sig i forskellige spiraler og små hvirvlende støvskyer.

Umiddelbart efter vi krydsede Columbia River, havde vi kørt nok og fandt en meget fin plads, ikke som den forgående, men en af dem der har  ’full hugup’, altså strøm, vand, dræn til bilens kloakslange. Luksus! 

Billederne herover er fra området ved Virginia City og øst for taget 14. september

Manden med Stetson-hatten er undertegnede. Jeg blev bare nødt til at have sådan en rigtig en. Den enste bekymring var, hvordan man får den bragt ind i Danmark, for jeg kan ikke forestille mig at have sådan en på hovedet, når jeg ankommer til Kastrup; det ville se ur-komisk og latterligt ud. De fleste af sådanne hatte er hårde som stålhjelme, men så fandt jeg en, der er lige så blød som dem min morfar havde, og sådan en kan jo godt komme i kufferten når jeg entre Danevang (hvor det som bekendt kun er line-dansere og drenge i cowboy-alderen, der går med sådan en sag på hovedet. Men den passer mig faktisk - og jeg er, på trods af ovenstående, glad for den suvenir her fra 'Det vildeste West'.

Fuglene på billedet i midten af 4. række, har vi set flere gange herovre. Det er vilde kalkuner.

Der er mange billeder med en vej på, og det skyldes, at jeg har haft det privilegium at sidde ved siden af og tage billeder undervejs, mens landskaberne som den ultimative scenografi ustandselig flimrer forbi. Mit håb er også, at få taget nogle billeder, der kan anskueliggøre, hvor stort det hele er omkring bilerne, som i sig selv for det meste er store modeller, specielt trucksene.

Mandag, 14. september.

Egentlig var vi, efter de sidste 10 km på en umage tur på en vej, der var som et vaskebræt, endt på et så skønt sted ved en smuk sø (den sø du kunne se i går på billedet af solnedgangen), at vi overvejede at blive et par dage, men vi har lang vej foran os inden vores rejse ender i Vancouver den 30. september, så vi besluttede i dag at køre videre. 

Det kan godt være, vi somme tider tvivler på, om der kan komme noget godt fra USA, men når man kører rundt herovre møder man kun utrolig venlige, imødekommende og hjælpsomme folk. Og det kan godt være at den  standartvending man bliver mødt med: ”How are you to day?” er en frase, men som jeg har mødt amerikanerne, mener de det sørme. I dag fik vi i morges gode råd fra Cody-familien på facebook, at vi burde se earthquake museet ved Herben Lake.

Inden for same time fik vi gode anvisninger fra folk på den campground vi lå på, om hvor vi burde køre for at se noget seværdigt og flot, når vi om nogle dage skal ende i Portland, Oregon. Senere I dag fik vi hjælp af en camping-vært med at få udbedret en skade på vores mobilhome – uden beregning og med et “You’re welcome”, da jeg takkede så godt, jeg formåede.

Det er muligt, amerikanerne er håbløst religiøse, og at der er stor afstand mellem deres politiske indstilling til tilværelsen og den tilsvarende danske, men flinke og imødekommende, det er de!

Med den hjælp, vi havde fået fra forskellig side, fik vi endnu en begivenhedsrig dag, med store oplevelser. Først og fremmest kørte vi I dag gennem endnu en gang scenerier, som godt nok er variationer af det, vi har set, men som hele tiden har været større på hver sin made. Det er, so mom det aldrig vil ende med de storslåede landskabsformationer. Således har vi I dag været på et stykke prærie, der udmærkede sig ved de specielle farver græsset havde, og så igen hvor store afstande, man kan se over, og med fantastiske bjergformationer I baggrunden.

Og så nåede vi området, hvor der 18. august 1959 havde været et gigantisk jordskælv, som først satte en zunami til at rule gennem dalen og efterfølgende få en bjergside til at skride sammen umiddelbart der, hvor en campground var placeret. Det siger sig selv at skaderne var store; først og fremmest omkom en del mennesker under klipper og jord, men jordskredet forårsagede også, at floden I bunden blev lukket af det store mængde material fra bjerget der var endt I bunden af dalen, og med en lukning af flodløbet blev der dæmmet vand op, så en ny sø blev dannet.

I dag ses skaderne tydeligt. De nøgne stammer star stadig op fra vandspejlet og stammer ligger stadig strøet ned ad bjergsiden. Utroligt! jeg mener, det var I 1059 det skete og træerne er ikke rådnet/ forvitret endnu.

Sidste stop for I dag var den historiske by Virginia City, som var en fornøjelse at besøge; en Weston-by halvt levende, halvt museum, og en sjov blanding faktisk. Det var så her, jeg fik revet en liste af bilen, vi kører i. Satans, for det kommer vi jo til at betale reperationen af. Vi fik godt nok camping-værten til at hjælpe med en nødtørftig udbedring, men hel er den ikke.

Herunder billeder som jeg tog i går, søndag, på turen fra Cody op til og igennem Yellowstone Nationalparken og et enkelt  aftenstemningsbillede fra i aftes ved Hebgen Lake, Idaho

Cody vil stå som et af de helt store højdepunkter på denne fantastiske rejse, så det var med nogen vemod, at vi i dag sagde farvel til familien på AppelJack Ranch, som vi på alle måder synes, vi kunne slappe af sammen med og hver for sig. Ofte er det hørt: " I skal bare lade som om, I er hjemme!", og det er sikkert vel ment, men alligevel ligger der et ufortalt krav hos værten, at  der er noget at leve op til: Morgenmad, sørge for at der ser ud på den eller den måde, gøre klar til ... jeg tror, det ikke bare er mig, der kender til det, men jeg må¨sige, at denne her familie forstod at lade livet gå sin vante gang, selom der var et par halvgamle gutter, der var ankommet i et mobil home og satte sig på husets porch og snakkede. Hold nu op, hvor vi nød de dage!
Videre skulle vi, og det næste, der stod på ønskelisten, var Yellowstone Nationalparken. Fra Cody er det ikke en lang tur, men naturen ændrer sig dramatisk, når man kører ind  - og op - mod Yellowstone. Bjergene står som den ene katedral efeter den anden, et sceneri uden lige.
Man betaler for at komme ind i nationalparkerne. Her ved østindgangen sad en meget smilende dame og tog imod vores $ 30 inden vi blev sluppet fri i den skønne natur, med forventningerne om at komme til at se en masse enestående natur med bl.a. bjørne, elk, ulve, bison, prærieulve i deres eget naturlige element, men også gejsere, vandfald og canyons. 
Vi så en del. Vi så godt nok hverken sort bjørn eller grisley, men bison flere gange og elk. Vi så også vandfald, canyons og umådeligt smukke dale med det smukkeste græs og slyngende floder, som stille strømmede gennem dette stykke fantastiske natur. Men ... vi blev så stressede i Yellowstone, at vi nærmest med én stemme gav lyd for, at det her var for meget, at vi måtte ud. Nu! 
Sagen er nemlig den, at man ikke har indført  noget begrænsningssystem, og da Yellowstone er et af verdens hotspots, vfrimler folk ( som jeg f.eks. har gjort det) til Yellowstone. Resultatet er, at man naturparken nærmest kører i en ubrudt række af biler, og hver gang der er en mulighed for at se noget enestående, jamen,så går man nærmest i en række rundt. Det er næsten som i Zoo eller en forlystelsespark. På den baggrund (og fordi vi de steder, vi har været de seneste tre uger, hvor vi har haft al den plads, vi kunne ønske os i den mest storslåede natur) bestemte vi os for at forlade arenaen.
Nu sidder jeg så et underskønt sted vest for Yellowstone ved en lille sø, der bærer navnet Herben Lake, Idaho (ikke så langt fra Highway 20, lige vest for Yellowstone).

Her til sidst skal jeg lige komme med en korektion: Alle de døde træer er ikke p.g.a. en økologisk grundet skovdød (spm jeg vist fik insinueret i et tidligere indlæg). Træerne er gået ud, fordi der har været skovbrand. I dag så vi røgen fra sådan en skovbrand. Himlen blev som var der et uvejr på vej. Når det er slemt - og det har det været i løbet af sommeren - bliver himlen  tæt af røg helt ind i nabostaterne. Den røg vi så i dag, stammede fra en brand, så lå 10 miles fra hvor vi var. En ranger fortalte, at det var en brand i et område, der for nogle få år tilbage havde været brandt, så det var hovedsaligt tøre stammer, der nu brændte. Man ville bare lade det brænde, for det sådan er naturen.
Så blev jeg lidt klogere.

Vedr. billederne: De to sidste billeder burde være øverst, for de er fra Cody, men ellers er billederne fra turen gennem yellowstone i dag. Den 'matte', orange sol skyldes skovbrand, røgsøjlen kan ses på billedet øverst t.h.
Nederste række t.v. er solnedgangen i dag her, hvor vi har camperet ved en sø i det østligste Idaho.

Det er meget interessant at gå rundt her i området og se sig om, for der er spor hele tiden; kaniner der hopper frem fra buske, cikader der filer deres høje knitrende lyd, ekskrementer fra  forskellige dyr. Herudover bliver det hele tiden et nyt landskab når man kommer op på den næste bakketop, og det slår mig igen og igen hvor gigantisk stort landet er, og så kommer associationen, hvor utroligt det var, at indianerne og de nye euro-amerikanere rejste over så store afstande, som de gjorde på hest eller gik før infrastrukturen gjorde det at rejse let og uden problemer. Da mine værtsfolks log-cabin blev bygget, var der slet ingen veje overhovedet, og de første veje, f.eks. den, der går forbi Applejack Ranchen, hvor vi bor, den var den første vej fra Cody til Yellowstone, og er formentlig fra ca. 1880, en meget ujævn grusvej.

Vores ophold fik en en-dags forlængelse, for vi  blev simpelthen nødt til at se lørdag aftens rodeo. Cody siges at være rodeoens hovedstad (det er i hvert fald, hvad Cody Stampede Rodeo siger i eget slogan), så den oplevelse tog vi naturligvis med.

Udtrykket ’et hattehoved’ kender de fleste I Danmark, og vi er mange, der er overbeviste om, at nogen ser godt ud med hat, mens andre ikke gør det. Det sidste gælder som regel, når man ser sig selv i spejlet med en hat på hovedet og synes, at det ser tåbeligt ud.

Jeg ved ikke, om der er et tilsvarende udtryk for det fænomen i Wyoming, men jeg tvivler. Det kan også godt være, at der er specielt mange ’hattehoveder’ i denne stat, men også det tvivler jeg på. I hvert fald må jeg konstatere, at jeg aldrig har set så mange mennesker samlet på et og samme sted med cowboyhat, og sjovt nok så jeg ikke en eneste, hvor hatten så ud til at være fejlplaceret.  Alle til hobe så simpelthen ud, som de skulle med den hat; unge, gamle, mænd og kvinder, de fleste med hvide eller i hvert fald lyse hatte.

Jeg har heller aldrig set så mange mennesker til hest, hvor det så ud, som om at rytter og hest var én og samme organisme. Jeg har jo set lidt rodeo på film i ny og næ, men at bruge 3 timer på at se hvordan disse mennesker og deres heste arbejder sammen om det, der er en cowboys arbejde, er en oplevelse. Imponerende er færdighederne i de forskellige discipliner et rodeo indeholder. Det er meget underholdende faktisk. Nu, hvor jeg skriver disse linjer, popper den hjemlige holdning til rodeo naturligvis op, og jeg kan høre de højlydte, næsten hysterisk vrængende udbrud om dyrevelfærd, og rigtigt er det da også, at heste og tyre hopper og springer p.g.a. en gjord der er spændt ved dyrets lyske. Og det gør ondt. Men det hjemlige synspunkt blegner lidt, når man sammenligner med den måde, vi behandler vores dyr på. Disse dyr har i 99.9% af deres liv et helt frit liv, hvor de går frit rundt, og så bliver de så brugt i ca. 20 sekunder ad gangen til dette. Er det så slemt endda?

Under alle omstændigheder var det en oplevelse. I øvrigt fandt jeg så ud af, at disse unge rodeo-mennesker om ikke lærer deres færdigheder så udvikler og raffinerer færdighederne på universitet eller college.