Jeg troede ellers ikke, der kunne komme flere store naturoplevelser på denne tur, altså naturtyper jeg ikke havde set før, men jeg blev klogere. Godt nok regnede det hele natten og morgenen var så tung af skyer, at det indre stemnings-ur kunne forventes at pege temmelig meget nedad, men kort efter vi havde forladt Ilwaco, staten Washingtons sydvestligste punkt, hvor Columbia River løber ud i Stillehavet, kørte vi godt 20 km op ad den tange land, som har fået det meget sigende navn, Long Beach, verdens længste sandstrand. I byen Ocean Park, halvt oppe ad Ocean Beach, parkerede vi bilen og gik en tur ud på den enorme sandstrand.
Det første jeg mødte, da jeg trådte ud af bilen, var en enorm hvidhovedet havørn, som lige havde fundet sig et eller andet spiseligt på stranden og netop nu lettede med sit bytte i kløerne. Jeg havde ikke kameraet parat, men måtte gribe ned i tasken for at få det op og gjort skudklar. Ørnen nåede i en bue at glide så meget væk fra mig, at jeg umuligt kunne få det perfekte skud af den, men som billedet herunder viser, fik jeg da knipset, så jeg fik mit første billede af den amerikanske nationalfugl. Godt er det ikke, men det er der. Trods alt.
Men som det ses herunder, var der andre fugle på stranden; en væld af måger og iblandt også nogle store kragefugle, som jeg skød løs på, og fik taget nogle fine billeder, hvor man så tydeligt kan se de fine farvespil i fjerdragten.
Det første jeg mødte, da jeg trådte ud af bilen, var en enorm hvidhovedet havørn, som lige havde fundet sig et eller andet spiseligt på stranden og netop nu lettede med sit bytte i kløerne. Jeg havde ikke kameraet parat, men måtte gribe ned i tasken for at få det op og gjort skudklar. Ørnen nåede i en bue at glide så meget væk fra mig, at jeg umuligt kunne få det perfekte skud af den, men som billedet herunder viser, fik jeg da knipset, så jeg fik mit første billede af den amerikanske nationalfugl. Godt er det ikke, men det er der. Trods alt.
Men som det ses herunder, var der andre fugle på stranden; en væld af måger og iblandt også nogle store kragefugle, som jeg skød løs på, og fik taget nogle fine billeder, hvor man så tydeligt kan se de fine farvespil i fjerdragten.
KLIK PÅ BILLEDERNE, FOR AT SE DET HELE AF DEM - OG STØRRE!
Brændingen med de fine, store bølger der opstår når dønningerne nærmer sig stranden, fik jeg også taget nogle helt gode billeder af, så da jeg igen satte mig ind bag rattet, lagde jeg ikke længere mærke til, om der var tunge skyer, eller om det var blevet lysere i vejret.
For at komme videre måtte vi køre tilbage til udgangspunktet, Ilwaco, inden vi kunne fortsætte op ad Highway 101 til Aberdeen, og herfra østpå ad US 12, inden vi igen kunne fortsætte ad hwy 101 nordpå. Undervejs kom vi forbi vådområder så smukke, at man næsten måtte knibe sig i armen, for at konstatere, at det ikke var en drøm. Græs og bevoksning var her næsten selvlysende grønne i flere forskellige grønne farver. Bag de stærke, grønne farver stod så en række træer med lav, som her på afstand så ud, som om de var tegnet med hvidt krit. Mageløst sted! Se selv på billederne, hvor utroligt smukt disse våde enge tog sig ud:
Det har været fantastisk rart ikke at skulle køre så lange afstande de seneste dage. Der har været tid til at holde ind, når der var noget interessant at se på. I dag nåede vi så til et sted der hedder Rest-a-Whle. Stedet ligger i udkanten af Skokomish-indianernes reservat. At vi er i/ ved et indianerreservat ses dels på navnene, f.eks. havde Chevron-tanken fået navnet Two Totems og var bestyret af indianere. Det samme er campingpladsen vi besluttede at overnatte på. Den ligger i øvrigt ved den ene af Amerikas to ægte fjorde (den anden ligger i Maine). I øvrigt fandt en nordmand, John Sund, stedet , som han slog sig ned på da det mindede ham om Norge. Han og hans kone og tre børn drev stedet fra de kom i 1889 til engang ca. 1930. Dengang kunne man komme til stedet med damper fra Seattle og så overnatte her i telt.
RSS Feed