Allerede i Kalispell godt 100 km syd for den Canadiske grænse, var det tydeligt lunere, og det selv om vi stadig var i 800 meters højde.
Det var et langt stræk, jeg havde besluttet, vi skulle nå på denne mandag. GPSen blev sat til Billings. Vi tog turen gennem landbrugslandet der ligger mellem bjergmasiverne i Rocky Mountains og fortsatte sydpå ad vej 83 gennem Flathead National Forest. De store, snedækkede tinder kunne ses gennem skovens træer som flimrede forbi os.
Lolo National Forest afløste, men stadig kørte vi gennem skov. Store søer tittede frem mellem træerne.
Her i Montana markerer man dødsfald på vejene med et lille hvidt kors i vejsiden, hvor ulykken skete. Det påvirkede os, der så det som noget nyt, men gad vide, om det virker på amerikanerne, som ser det hver dag. Jeg tænker, at den slags forsøg på at synliggøre hvor farlig trafikken er, døver efterhånden som man vænnes til det.
De første små Montanabyer kører vi igennem; Conon, Cedey Lake, hvor byggestilen er traditionelt weston-agtig, som man kender den fra weston-film meed porch, flade tage, træbygninger.
Da vi nåede Interstate 91 med kurs mod øst, gik det stærkt. Stadig blev vi overrasket over de enorme og meget afvekslende landskaber, vi kom igennem. Rocky Mountains hvide toppe og prærielandskaber, tørre, stenede, konstant i nye formationer.
Prærien ligger højt. Vi har hele vejen ikke kommet under 800 meter, og nogle steder har vi kørt i 2000 meters højde. Prærien er i øvrigt ikke, som jeg forestillede mig, for der er betydelige afvekslinger i terrænet; bløde græsbevoksede bakker med spredte træer, klipper der stikker frem, klippeskråninger, floder – ustandseligt nye variationer i landskabet og meget spændende.
Vi nåede langt i dag, takket være det store træk på Interstate 90, så vi er næsten fremme ved Billings og kan besøge Little Bighorn Battlefield i morgen.
Den varme, lyd af en indiansk fløjte kunne svagt høres, og på en stor sten på den kommunale campground sad en stor mand og spillede. Han sad udenfor den mindste camper jeg endnu har set, som var spændt efter en jeep.
Jeg tog min guitar og gik hen til manden.
Da han så jeg stod foran ham, tog han fløjten fra munden og rakte en stor lap frem til hilsen.
- Hello, my name is Bear
- Hello, mine is Per.
Han kiggede på min guitar og jeg på hans fløjte, så jeg nikkede og sagde
- Go ahead and play. I will try to follow you.
Det blev til lidt forsigtige forsøg på at finde et fælles formsprog, men det var hyggeligt. Ole kom til og vi faldt i snak om hvor vi har været og ikke mindst om hans liv. Bear havde indtil nu tilbragt 10 år på vejene rundt i USA, så bil og camper var alt, han ejede. Men han var en meget imødekommende, venlig fyr, og af hans udseende kunne man ikke have gættet, at han levede som en rejsende eremit.
Bear havde i en stor mappe optegnelser over, hvor han havde været, hvert års rejser indtegnet med hver sin farve. Kortet var nærmest et kunstværk af streger. Der var ikke mange pletter i dette gigantiske land, han ikke havde været.
Det var naturligt at få lidt råd og vink, om hvor han synes. vi skulle tage hen, så senere på aftenen kom Bear forbi vores RV og aftenen blev meget interessant af de mange gode råd og interessante historier, han fortalte.
Den første morgen på prærien var kold men med strålende sol, som varmede dejligt, når bare man sad i den.
Jeg har så mange billeder at vise,men her hvor jeg befinder mig på en campingplads tæt på Little Bighorn Battlefield, slås jeg alene med en fuldstændig umulig og langsom netforbindelse. Desværre.
Det var et langt stræk, jeg havde besluttet, vi skulle nå på denne mandag. GPSen blev sat til Billings. Vi tog turen gennem landbrugslandet der ligger mellem bjergmasiverne i Rocky Mountains og fortsatte sydpå ad vej 83 gennem Flathead National Forest. De store, snedækkede tinder kunne ses gennem skovens træer som flimrede forbi os.
Lolo National Forest afløste, men stadig kørte vi gennem skov. Store søer tittede frem mellem træerne.
Her i Montana markerer man dødsfald på vejene med et lille hvidt kors i vejsiden, hvor ulykken skete. Det påvirkede os, der så det som noget nyt, men gad vide, om det virker på amerikanerne, som ser det hver dag. Jeg tænker, at den slags forsøg på at synliggøre hvor farlig trafikken er, døver efterhånden som man vænnes til det.
De første små Montanabyer kører vi igennem; Conon, Cedey Lake, hvor byggestilen er traditionelt weston-agtig, som man kender den fra weston-film meed porch, flade tage, træbygninger.
Da vi nåede Interstate 91 med kurs mod øst, gik det stærkt. Stadig blev vi overrasket over de enorme og meget afvekslende landskaber, vi kom igennem. Rocky Mountains hvide toppe og prærielandskaber, tørre, stenede, konstant i nye formationer.
Prærien ligger højt. Vi har hele vejen ikke kommet under 800 meter, og nogle steder har vi kørt i 2000 meters højde. Prærien er i øvrigt ikke, som jeg forestillede mig, for der er betydelige afvekslinger i terrænet; bløde græsbevoksede bakker med spredte træer, klipper der stikker frem, klippeskråninger, floder – ustandseligt nye variationer i landskabet og meget spændende.
Vi nåede langt i dag, takket være det store træk på Interstate 90, så vi er næsten fremme ved Billings og kan besøge Little Bighorn Battlefield i morgen.
Den varme, lyd af en indiansk fløjte kunne svagt høres, og på en stor sten på den kommunale campground sad en stor mand og spillede. Han sad udenfor den mindste camper jeg endnu har set, som var spændt efter en jeep.
Jeg tog min guitar og gik hen til manden.
Da han så jeg stod foran ham, tog han fløjten fra munden og rakte en stor lap frem til hilsen.
- Hello, my name is Bear
- Hello, mine is Per.
Han kiggede på min guitar og jeg på hans fløjte, så jeg nikkede og sagde
- Go ahead and play. I will try to follow you.
Det blev til lidt forsigtige forsøg på at finde et fælles formsprog, men det var hyggeligt. Ole kom til og vi faldt i snak om hvor vi har været og ikke mindst om hans liv. Bear havde indtil nu tilbragt 10 år på vejene rundt i USA, så bil og camper var alt, han ejede. Men han var en meget imødekommende, venlig fyr, og af hans udseende kunne man ikke have gættet, at han levede som en rejsende eremit.
Bear havde i en stor mappe optegnelser over, hvor han havde været, hvert års rejser indtegnet med hver sin farve. Kortet var nærmest et kunstværk af streger. Der var ikke mange pletter i dette gigantiske land, han ikke havde været.
Det var naturligt at få lidt råd og vink, om hvor han synes. vi skulle tage hen, så senere på aftenen kom Bear forbi vores RV og aftenen blev meget interessant af de mange gode råd og interessante historier, han fortalte.
Den første morgen på prærien var kold men med strålende sol, som varmede dejligt, når bare man sad i den.
Jeg har så mange billeder at vise,men her hvor jeg befinder mig på en campingplads tæt på Little Bighorn Battlefield, slås jeg alene med en fuldstændig umulig og langsom netforbindelse. Desværre.
RSS Feed