Det er ikke det største fly, man kan krydse Atlanten i, en Boing med plads til 200 passagerer, 6 i hver række. Inden take off vandrer stewardesser frem og tilbage for at få passagererne til at føle sig godt på plads, og temperaturen stiger og stiger; godt, jeg kun er i T-shirt. Blød, behagelig musik strømmer ud af højttalerne over vore hoveder og på skærmen i sædet overfor flimrer reklamer, slikposer knitrer og blander sig med den pludrende lyd af snakkende mennesker omkring mig. Alt i alt et virvar af auditive lyde, som blandes med dufte af menneskers mange dufte og sød tyggegummilugt. De sidste mennesker kommer ind og skridter gennem midtergangen. Foran os er nu 7 timer 20 minutters flyvning. Her på mit sæde i midten mellem et ægtepar lidt ældre end mig selv (som foretrak, at jeg satte mig, som boarding-passet tilsagde, imellem dem på række 19) sidder jeg nu godt klemt ind i de smalle economy class-sæder. Sådan er det, jeg må få det bedste ud af de kommende timer.
4.dag. Vancouver
Klokken er nu 05:15. Det er stadigvæk mørkt udenfor gardinerne. Vancouver down-town ligger stille. Sover. Alligevel er der en enerverende brummende lyd fra en motor. Jeg ved ikke, hvorfra den stammer, måske et klimaanlæg, men det lyder, som om det kommer udefra. Jeg har været vågen siden kl. 03:30 og burde sove lidt mere, men selv om jeg er træt, er jeg ikke søvnig. Jeg tror, det er tidsforskydningen, der er årsagen.
Da vi ankom til Vancouver en lille time senere end planlagt, kl. 19 lokal tid, viste uret 01, tiden i Reykjavik, og inden vi var installeret på hotellet, var klokken godt 21. Denne første aften i Canada skulle vi ikke gå sultne i seng. Vi havde spist sporadisk og alt for dårlig mad i løbet af de mange timer siden morgenmaden på Hotel Fròn i Reykjavik, så beslutningen blev hurtigt taget, at gå de fire blokke hen ad gaden til den indiske restaurant som hotellets bell-boy havde anbefalet. Et par timer senere var vi så tilbage og kunne og faldt hurtigt i søvn. Jeg tænkte ellers at det ville være godt at sove længe, men sådan skulle det så ikke blive.
Introduktionen til køretøjet, en såkaldt RV C-25, er en omfattende ting. Sanserne skal i den grad være skærpede, for der er mange ting at huske, så når det er første gang man skal ud at køre sådan en ’sag’, er det godt, at man får det to gange – mundtligt ved gennemgang samt på video (og oven i købet på dansk) – og godt at man er to, så hvad den ene ikke lige lagde mærke til ved de to gennemgange, gjorde den anden, måske/ forhåbentlig. Derudover er der en hotline, man er velkommen til at ringe til, hvad vi da også fik gjort allerede efter at have kørt ca. 50 km. Parkeringsbremsen havde vi på en P-plads . Det er ikke som hjemme med en håndbremse, men med en pedal. Problemet var nu, at ingen af os kunne gennemskue, hvordan man deaktiverer sådan en bremse, så der Cruise Canadas hotline blev spurgt, og vi kom videre ad Highway 99 mod whistler. Ved Porteau Cove besluttede vi at blive. Stedet ligger helt nede ved kysten inderst inde i en bugt nord for Vancouver. På alle måder fantastisk smukt med glinsende vand og en udsigt til mindre bjergøer og Vancouver Island bagest. Det er lidt underligt at tænke på, at det var så sent som i 1794, at stedet her blev set af de første europæere, engelske søfolk, og helt optil midt i 1800-tallet var det hvalfangst, der lokkede folk til. Med den hastighed tilflytningen er sket de kommende år, er der ikke noget at sige til, at det har medført sammenstød med den oprindelige befolkning, som – må man med sorg erkende – er henvist til små afmærkede områder i det ellers enorme land. Men at det er indianere, eller first nation, som de benævnes i Canada – der er det oprindelige folk, er man ikke i tvivl om, for deres fantastiske billedunivers bliver flittigt vist frem, selv på brønddæksler på fortovene, er det first nations billeder, der er brugt.
Dyrelivet er en oplevelse. Små egern (sorte og 1/3 af de røde vi kender i Danmark) vrimler det med. Sorte krager, som vi kender dem, er ikke det fjerneste sky her, en blå og toppet skadefugl har jeg set. Og så det, der gav den største oplevelse: Mens jeg sad og skrev hørte jeg lyden af det, jeg kender fra naturfilm: Lyden af en hval, der er oppe for at trække vejret. Jeg kiggede op, og lige der, 100 meter ude i fjorden, viste det store dyr sig og vinkede farvel med den fantastiske flotte hale. Mennesker på pladsen reagerede alle på samme måde; en kådhed, og folk der ikke kendte hinanden, talte pludselig med hinanden, om hvor den mon nu ville komme op, hvad det mon var for en hval, og et par kajakroere roede videre ud i fjorden, for at være tæt på, når den igen kom til overfladen for at trække vejret. Hvalen svømmede længere og længere bort og interessen hos os, der stod og spejdede med kikkert eller kamera fordampede.
Hvalens tilsynekomst bevirkede i øvrigt at ’le chefs’ gastronomiske frembringelse brændte effektivt på, til stor ærgrelse for ham selv.
Man bliver træt med alle de opleveler, man får på en dag, så sengen trækker så snart mørket sænker sig ved 21-tiden.
4.dag. Vancouver
Klokken er nu 05:15. Det er stadigvæk mørkt udenfor gardinerne. Vancouver down-town ligger stille. Sover. Alligevel er der en enerverende brummende lyd fra en motor. Jeg ved ikke, hvorfra den stammer, måske et klimaanlæg, men det lyder, som om det kommer udefra. Jeg har været vågen siden kl. 03:30 og burde sove lidt mere, men selv om jeg er træt, er jeg ikke søvnig. Jeg tror, det er tidsforskydningen, der er årsagen.
Da vi ankom til Vancouver en lille time senere end planlagt, kl. 19 lokal tid, viste uret 01, tiden i Reykjavik, og inden vi var installeret på hotellet, var klokken godt 21. Denne første aften i Canada skulle vi ikke gå sultne i seng. Vi havde spist sporadisk og alt for dårlig mad i løbet af de mange timer siden morgenmaden på Hotel Fròn i Reykjavik, så beslutningen blev hurtigt taget, at gå de fire blokke hen ad gaden til den indiske restaurant som hotellets bell-boy havde anbefalet. Et par timer senere var vi så tilbage og kunne og faldt hurtigt i søvn. Jeg tænkte ellers at det ville være godt at sove længe, men sådan skulle det så ikke blive.
Introduktionen til køretøjet, en såkaldt RV C-25, er en omfattende ting. Sanserne skal i den grad være skærpede, for der er mange ting at huske, så når det er første gang man skal ud at køre sådan en ’sag’, er det godt, at man får det to gange – mundtligt ved gennemgang samt på video (og oven i købet på dansk) – og godt at man er to, så hvad den ene ikke lige lagde mærke til ved de to gennemgange, gjorde den anden, måske/ forhåbentlig. Derudover er der en hotline, man er velkommen til at ringe til, hvad vi da også fik gjort allerede efter at have kørt ca. 50 km. Parkeringsbremsen havde vi på en P-plads . Det er ikke som hjemme med en håndbremse, men med en pedal. Problemet var nu, at ingen af os kunne gennemskue, hvordan man deaktiverer sådan en bremse, så der Cruise Canadas hotline blev spurgt, og vi kom videre ad Highway 99 mod whistler. Ved Porteau Cove besluttede vi at blive. Stedet ligger helt nede ved kysten inderst inde i en bugt nord for Vancouver. På alle måder fantastisk smukt med glinsende vand og en udsigt til mindre bjergøer og Vancouver Island bagest. Det er lidt underligt at tænke på, at det var så sent som i 1794, at stedet her blev set af de første europæere, engelske søfolk, og helt optil midt i 1800-tallet var det hvalfangst, der lokkede folk til. Med den hastighed tilflytningen er sket de kommende år, er der ikke noget at sige til, at det har medført sammenstød med den oprindelige befolkning, som – må man med sorg erkende – er henvist til små afmærkede områder i det ellers enorme land. Men at det er indianere, eller first nation, som de benævnes i Canada – der er det oprindelige folk, er man ikke i tvivl om, for deres fantastiske billedunivers bliver flittigt vist frem, selv på brønddæksler på fortovene, er det first nations billeder, der er brugt.
Dyrelivet er en oplevelse. Små egern (sorte og 1/3 af de røde vi kender i Danmark) vrimler det med. Sorte krager, som vi kender dem, er ikke det fjerneste sky her, en blå og toppet skadefugl har jeg set. Og så det, der gav den største oplevelse: Mens jeg sad og skrev hørte jeg lyden af det, jeg kender fra naturfilm: Lyden af en hval, der er oppe for at trække vejret. Jeg kiggede op, og lige der, 100 meter ude i fjorden, viste det store dyr sig og vinkede farvel med den fantastiske flotte hale. Mennesker på pladsen reagerede alle på samme måde; en kådhed, og folk der ikke kendte hinanden, talte pludselig med hinanden, om hvor den mon nu ville komme op, hvad det mon var for en hval, og et par kajakroere roede videre ud i fjorden, for at være tæt på, når den igen kom til overfladen for at trække vejret. Hvalen svømmede længere og længere bort og interessen hos os, der stod og spejdede med kikkert eller kamera fordampede.
Hvalens tilsynekomst bevirkede i øvrigt at ’le chefs’ gastronomiske frembringelse brændte effektivt på, til stor ærgrelse for ham selv.
Man bliver træt med alle de opleveler, man får på en dag, så sengen trækker så snart mørket sænker sig ved 21-tiden.
Vi startede kl. 10 fra Porteau Cove, og kørte nordpå ad Highway 99. Dagen var lige fra begyndelen fyldt med det ene sceneri efter det andet. Bjergene blev højere og højere og chaufføren har et anstrængende job med at holde øjnene på vejen, tilpasse hastigheden efter bakkerne og svingenes beskaffenhed. Her er der kun sporadisk autoværn, også selv når bjergsiderne går nærmest lodret mod dybet. Også den der sidder ved siden af – de to første dage var det mig – sidder og er temmelig anspændt af de drabelige terræn. Uanset hvad, så viser naturen sig at være så storslået i al sin majestætiske skønhed, at ord ikke kan gengive det. Og billeder heller ikke for den sags skyld.
Vi sigter mod Jasper. Det er en meget lang tur. Her hvor vi er nu i Marple Canyon, lidt vest for Cache Creek, er der stadig ca. 550 km til Jasper og i dette terræn kommer vi ikke derop i morgen, men først på lørdag. Vi er uden strøm her på lejrpladsen, som er en selvregistrerings-plads, d.v.s. uden lejrbetjente til at tage imod betaling. I stedet udfylder man selv registreringspapir, lægger pengene
(20 $) i en kuvert og lægger det i en armeret postkasse. Stedet er ubeskriveligt smukt med sin placering ved en lille sø med en stor sivskov, og over for stiger bjerget lodret op og giver mindelser om et rigtigt wild west landskab, hvor man ikke ville undre sig, hvis en række indianere skulle komme frem på klippens top.
Apropos indianere så har vi i dag været gennem de første reservater, som udmærker sig ved at være tydeligt fattige; skurvogne omgivet af en ufattelig gang rod – ofte mange udtjente biler, som flyder umotiveret på grunden rundt om beboelsen. Sørgeligt syn.
Vejret har indtil nu været aldeles strålende med fuld sol fra morgen til aften og temperatur op mod 30 °, men det siges, at det nu skal ændre sig. I radioen var en brandmand meget glad for den udsigt, for det ville gøre det lettere for dem at få bugt med en opstået brand i Vancouver-området, som er lidt de af kontrol. Men for os andre. Vi får se …
Tidligt oppe i dag. Ole var allerede på benene, da jeg vågnede. Campingområdet er primitivt uden strøm, vand eller noget, og man tjekker ind med selvbetjening og lægger pengene $18 i en armeret kasse. Fint system.
Vi har rodet lidt rundt i dagene og det skyldes, at vores telefoner og urer har en datoindstilling der følger Europæisk tid, men nu har jeg fået det på det rene – det er fredag.
Vi har kørt gennem et gammelt gold-digger-område, vildt og fantastisk. Man kunne se milevidt ud over en stor sø hvor man tidligere transporterede varerne, som skulle frem. I dag foregår det med godstog, det ene efter det andet. Et tilfældigt et af dem, talte jeg vognene på: 154 godsvogne. 10 minutter senere kom så det næste på samme længde og senere i dag så vi et tredje. Ufattelige mængde gods transporteres her i Canada på skinnerne. Efter at have set det, reflekterede vi godt nok også over, at det er meget sporadisk, hvad der er af Trucks her. De findes, men det er mest stammer fra skovene der kommer frem med bil – når de ikke drives ned af floderne, hvad de nemlig også bliver.
Bilen har kunne holde en pæn hastighed i dag, så vi nåede frem til vores bestemmelsessted kl. 13:30, tids nok til at finde en god placering på denne campground, Clearwater lake, der ligger midt i Wells Grey Proventional Park, et vidunderligt område med mange store og små vandfald.
Vejrudsigten holdt stik. Her sidst på eftermiddagen, er det startet med at regne meget heftigt endda.
Det største problem er, at jeg det meste af tiden er uden internetforbindelse og opladning af mac’en er vanskelig fordi jeg ikke kan få strøm fra bilen – har ikke en 12V-adapter der kan koorespondere mac’ens opladningsstik, så jeg har svært ved at følge en kontinuerlig opdatering af min rejse-odysse.
Vi sigter mod Jasper. Det er en meget lang tur. Her hvor vi er nu i Marple Canyon, lidt vest for Cache Creek, er der stadig ca. 550 km til Jasper og i dette terræn kommer vi ikke derop i morgen, men først på lørdag. Vi er uden strøm her på lejrpladsen, som er en selvregistrerings-plads, d.v.s. uden lejrbetjente til at tage imod betaling. I stedet udfylder man selv registreringspapir, lægger pengene
(20 $) i en kuvert og lægger det i en armeret postkasse. Stedet er ubeskriveligt smukt med sin placering ved en lille sø med en stor sivskov, og over for stiger bjerget lodret op og giver mindelser om et rigtigt wild west landskab, hvor man ikke ville undre sig, hvis en række indianere skulle komme frem på klippens top.
Apropos indianere så har vi i dag været gennem de første reservater, som udmærker sig ved at være tydeligt fattige; skurvogne omgivet af en ufattelig gang rod – ofte mange udtjente biler, som flyder umotiveret på grunden rundt om beboelsen. Sørgeligt syn.
Vejret har indtil nu været aldeles strålende med fuld sol fra morgen til aften og temperatur op mod 30 °, men det siges, at det nu skal ændre sig. I radioen var en brandmand meget glad for den udsigt, for det ville gøre det lettere for dem at få bugt med en opstået brand i Vancouver-området, som er lidt de af kontrol. Men for os andre. Vi får se …
Tidligt oppe i dag. Ole var allerede på benene, da jeg vågnede. Campingområdet er primitivt uden strøm, vand eller noget, og man tjekker ind med selvbetjening og lægger pengene $18 i en armeret kasse. Fint system.
Vi har rodet lidt rundt i dagene og det skyldes, at vores telefoner og urer har en datoindstilling der følger Europæisk tid, men nu har jeg fået det på det rene – det er fredag.
Vi har kørt gennem et gammelt gold-digger-område, vildt og fantastisk. Man kunne se milevidt ud over en stor sø hvor man tidligere transporterede varerne, som skulle frem. I dag foregår det med godstog, det ene efter det andet. Et tilfældigt et af dem, talte jeg vognene på: 154 godsvogne. 10 minutter senere kom så det næste på samme længde og senere i dag så vi et tredje. Ufattelige mængde gods transporteres her i Canada på skinnerne. Efter at have set det, reflekterede vi godt nok også over, at det er meget sporadisk, hvad der er af Trucks her. De findes, men det er mest stammer fra skovene der kommer frem med bil – når de ikke drives ned af floderne, hvad de nemlig også bliver.
Bilen har kunne holde en pæn hastighed i dag, så vi nåede frem til vores bestemmelsessted kl. 13:30, tids nok til at finde en god placering på denne campground, Clearwater lake, der ligger midt i Wells Grey Proventional Park, et vidunderligt område med mange store og små vandfald.
Vejrudsigten holdt stik. Her sidst på eftermiddagen, er det startet med at regne meget heftigt endda.
Det største problem er, at jeg det meste af tiden er uden internetforbindelse og opladning af mac’en er vanskelig fordi jeg ikke kan få strøm fra bilen – har ikke en 12V-adapter der kan koorespondere mac’ens opladningsstik, så jeg har svært ved at følge en kontinuerlig opdatering af min rejse-odysse.
RSS Feed