Highway 101 bliver nok ved at være den vej, vi vil køre ad, inden vi sejler fra Port Townsend til Fort Casey, bare for at undgå trafikken i Seattle, som fra flere sider er beskrevet som umulig, men det vil faktisk også passe os fint, at vi får kørt hele vejen op ad Stillehavskysten, som slutning på denne fantastiske rejse.
Så skete det: mac’en fortalte igen, at der er meget lidt ledig plads på min harddisk, så for ikke at belaste den, skyndte jeg mig at slette billederne i upload-mappen, men da jeg også har den vane, med det samme at slette disken i kameraet, fik jeg ”klik-klik” slettet samtlige fotos fra i dag, så kære venner, i dag får I ikke de sidste fotos, for de eksisterer ikke længere. til gengæld får I så billeder, jeg ikke tidligere har uploaded fra de sidste uger – alt i perfekt uorden, men da jeg ved, I ikke kender kronologien, betyder det forhåbentlig ikke noget.
Men for alligevel at være lidt opdateret med, hvor denne rejse har ført os hen, skal I lige have lidt ord med på vejen. De kommer her:
Vi overnattede på den bedste campground, vi endnu har været på, og netop sådan et sted, min rejsefælle, Ole, hele rejsen har fablet om. Aftenen nød vi sammen med en flok hyggelige naboer, en flok Texas-folk, som inviterede os, efter at Ole var faldet i snak med dem. Super hyggelig aften, hvor jeg – efter uudtalt pres fra Ole – måtte synge et par sange. Det blev et parstykker skrevet af Townes van Zandt og Steve Earle, og selvom de to sangskrivere også var/ er fra Texas, var det ukendt stof for disse folk, som alligevel – amerikanere er meget høflige mennesker - var svært tilfredse med mine udgydelser, hvilket glædede mig.
På trods af at pladsen var meget attraktiv, startede vi bilen efter morgenmad, og fortsatte op ad Hwy 101. Det blev ikke til de store nye oplevelser. Landskabet gav ikke noget i forhold til, hvad vi ellers har set, d.v.s. det gjorde det lidt alligevel, for vi fik ved Hweeler upåagtet bevæget os bort fra Hwy 101 og ind på en noget smal og meget, meget smal skovvej (vej 53), som snoede sig over nogle lave bjerge. det var en meget smuk skovvej, tæt og smal, hvor vi kørte gennem delvis uberørt urskov, delvist gennem rydninger, hvor alt var fældet.. 101 blev fundet igen inden vi ved Astoria blev ført over Columbia River, som her er så bred som et af de hjemlige bælter, en mellemting mellem Lillebælt og Storebælt.
Oregon og Washingtons grænse går ved Columbia River, så nu, hvor vi befinder os i Ilwaco, som var det sted, man blev sat af for 100 år siden, hvis man kom fra Stillehavet, og ville ind i landet. I dag er det et af de steder der bliver landet mange fisk og marinaen er temmelig stor. Ilwaco er som by bare en ganske lille by.
Så skete det: mac’en fortalte igen, at der er meget lidt ledig plads på min harddisk, så for ikke at belaste den, skyndte jeg mig at slette billederne i upload-mappen, men da jeg også har den vane, med det samme at slette disken i kameraet, fik jeg ”klik-klik” slettet samtlige fotos fra i dag, så kære venner, i dag får I ikke de sidste fotos, for de eksisterer ikke længere. til gengæld får I så billeder, jeg ikke tidligere har uploaded fra de sidste uger – alt i perfekt uorden, men da jeg ved, I ikke kender kronologien, betyder det forhåbentlig ikke noget.
Men for alligevel at være lidt opdateret med, hvor denne rejse har ført os hen, skal I lige have lidt ord med på vejen. De kommer her:
Vi overnattede på den bedste campground, vi endnu har været på, og netop sådan et sted, min rejsefælle, Ole, hele rejsen har fablet om. Aftenen nød vi sammen med en flok hyggelige naboer, en flok Texas-folk, som inviterede os, efter at Ole var faldet i snak med dem. Super hyggelig aften, hvor jeg – efter uudtalt pres fra Ole – måtte synge et par sange. Det blev et parstykker skrevet af Townes van Zandt og Steve Earle, og selvom de to sangskrivere også var/ er fra Texas, var det ukendt stof for disse folk, som alligevel – amerikanere er meget høflige mennesker - var svært tilfredse med mine udgydelser, hvilket glædede mig.
På trods af at pladsen var meget attraktiv, startede vi bilen efter morgenmad, og fortsatte op ad Hwy 101. Det blev ikke til de store nye oplevelser. Landskabet gav ikke noget i forhold til, hvad vi ellers har set, d.v.s. det gjorde det lidt alligevel, for vi fik ved Hweeler upåagtet bevæget os bort fra Hwy 101 og ind på en noget smal og meget, meget smal skovvej (vej 53), som snoede sig over nogle lave bjerge. det var en meget smuk skovvej, tæt og smal, hvor vi kørte gennem delvis uberørt urskov, delvist gennem rydninger, hvor alt var fældet.. 101 blev fundet igen inden vi ved Astoria blev ført over Columbia River, som her er så bred som et af de hjemlige bælter, en mellemting mellem Lillebælt og Storebælt.
Oregon og Washingtons grænse går ved Columbia River, så nu, hvor vi befinder os i Ilwaco, som var det sted, man blev sat af for 100 år siden, hvis man kom fra Stillehavet, og ville ind i landet. I dag er det et af de steder der bliver landet mange fisk og marinaen er temmelig stor. Ilwaco er som by bare en ganske lille by.
RSS Feed