Mandag, 14. september.
Egentlig var vi, efter de sidste 10 km på en umage tur på en vej, der var som et vaskebræt, endt på et så skønt sted ved en smuk sø (den sø du kunne se i går på billedet af solnedgangen), at vi overvejede at blive et par dage, men vi har lang vej foran os inden vores rejse ender i Vancouver den 30. september, så vi besluttede i dag at køre videre.
Det kan godt være, vi somme tider tvivler på, om der kan komme noget godt fra USA, men når man kører rundt herovre møder man kun utrolig venlige, imødekommende og hjælpsomme folk. Og det kan godt være at den standartvending man bliver mødt med: ”How are you to day?” er en frase, men som jeg har mødt amerikanerne, mener de det sørme. I dag fik vi i morges gode råd fra Cody-familien på facebook, at vi burde se earthquake museet ved Herben Lake.
Inden for same time fik vi gode anvisninger fra folk på den campground vi lå på, om hvor vi burde køre for at se noget seværdigt og flot, når vi om nogle dage skal ende i Portland, Oregon. Senere I dag fik vi hjælp af en camping-vært med at få udbedret en skade på vores mobilhome – uden beregning og med et “You’re welcome”, da jeg takkede så godt, jeg formåede.
Det er muligt, amerikanerne er håbløst religiøse, og at der er stor afstand mellem deres politiske indstilling til tilværelsen og den tilsvarende danske, men flinke og imødekommende, det er de!
Med den hjælp, vi havde fået fra forskellig side, fik vi endnu en begivenhedsrig dag, med store oplevelser. Først og fremmest kørte vi I dag gennem endnu en gang scenerier, som godt nok er variationer af det, vi har set, men som hele tiden har været større på hver sin made. Det er, so mom det aldrig vil ende med de storslåede landskabsformationer. Således har vi I dag været på et stykke prærie, der udmærkede sig ved de specielle farver græsset havde, og så igen hvor store afstande, man kan se over, og med fantastiske bjergformationer I baggrunden.
Og så nåede vi området, hvor der 18. august 1959 havde været et gigantisk jordskælv, som først satte en zunami til at rule gennem dalen og efterfølgende få en bjergside til at skride sammen umiddelbart der, hvor en campground var placeret. Det siger sig selv at skaderne var store; først og fremmest omkom en del mennesker under klipper og jord, men jordskredet forårsagede også, at floden I bunden blev lukket af det store mængde material fra bjerget der var endt I bunden af dalen, og med en lukning af flodløbet blev der dæmmet vand op, så en ny sø blev dannet.
I dag ses skaderne tydeligt. De nøgne stammer star stadig op fra vandspejlet og stammer ligger stadig strøet ned ad bjergsiden. Utroligt! jeg mener, det var I 1059 det skete og træerne er ikke rådnet/ forvitret endnu.
Sidste stop for I dag var den historiske by Virginia City, som var en fornøjelse at besøge; en Weston-by halvt levende, halvt museum, og en sjov blanding faktisk. Det var så her, jeg fik revet en liste af bilen, vi kører i. Satans, for det kommer vi jo til at betale reperationen af. Vi fik godt nok camping-værten til at hjælpe med en nødtørftig udbedring, men hel er den ikke.
Egentlig var vi, efter de sidste 10 km på en umage tur på en vej, der var som et vaskebræt, endt på et så skønt sted ved en smuk sø (den sø du kunne se i går på billedet af solnedgangen), at vi overvejede at blive et par dage, men vi har lang vej foran os inden vores rejse ender i Vancouver den 30. september, så vi besluttede i dag at køre videre.
Det kan godt være, vi somme tider tvivler på, om der kan komme noget godt fra USA, men når man kører rundt herovre møder man kun utrolig venlige, imødekommende og hjælpsomme folk. Og det kan godt være at den standartvending man bliver mødt med: ”How are you to day?” er en frase, men som jeg har mødt amerikanerne, mener de det sørme. I dag fik vi i morges gode råd fra Cody-familien på facebook, at vi burde se earthquake museet ved Herben Lake.
Inden for same time fik vi gode anvisninger fra folk på den campground vi lå på, om hvor vi burde køre for at se noget seværdigt og flot, når vi om nogle dage skal ende i Portland, Oregon. Senere I dag fik vi hjælp af en camping-vært med at få udbedret en skade på vores mobilhome – uden beregning og med et “You’re welcome”, da jeg takkede så godt, jeg formåede.
Det er muligt, amerikanerne er håbløst religiøse, og at der er stor afstand mellem deres politiske indstilling til tilværelsen og den tilsvarende danske, men flinke og imødekommende, det er de!
Med den hjælp, vi havde fået fra forskellig side, fik vi endnu en begivenhedsrig dag, med store oplevelser. Først og fremmest kørte vi I dag gennem endnu en gang scenerier, som godt nok er variationer af det, vi har set, men som hele tiden har været større på hver sin made. Det er, so mom det aldrig vil ende med de storslåede landskabsformationer. Således har vi I dag været på et stykke prærie, der udmærkede sig ved de specielle farver græsset havde, og så igen hvor store afstande, man kan se over, og med fantastiske bjergformationer I baggrunden.
Og så nåede vi området, hvor der 18. august 1959 havde været et gigantisk jordskælv, som først satte en zunami til at rule gennem dalen og efterfølgende få en bjergside til at skride sammen umiddelbart der, hvor en campground var placeret. Det siger sig selv at skaderne var store; først og fremmest omkom en del mennesker under klipper og jord, men jordskredet forårsagede også, at floden I bunden blev lukket af det store mængde material fra bjerget der var endt I bunden af dalen, og med en lukning af flodløbet blev der dæmmet vand op, så en ny sø blev dannet.
I dag ses skaderne tydeligt. De nøgne stammer star stadig op fra vandspejlet og stammer ligger stadig strøet ned ad bjergsiden. Utroligt! jeg mener, det var I 1059 det skete og træerne er ikke rådnet/ forvitret endnu.
Sidste stop for I dag var den historiske by Virginia City, som var en fornøjelse at besøge; en Weston-by halvt levende, halvt museum, og en sjov blanding faktisk. Det var så her, jeg fik revet en liste af bilen, vi kører i. Satans, for det kommer vi jo til at betale reperationen af. Vi fik godt nok camping-værten til at hjælpe med en nødtørftig udbedring, men hel er den ikke.
RSS Feed