Hvad er drømme lavet af? Hvordan er byggestenene til vores store forestillinger og ønsker blevet til? For mit eget vedkommende har jeg siden min barndom haft en drøm, en forestilling om tiden i den del af Amerika, hvor de første nationer der befolkede landet, indianerne, blev stadigt mere presset af de nye folk, mennesker af europæisk afstamning, som søgte længere og længere vestpå i håb om at finde et sted at slå sig ned, af pelsjægere og af folk der blev drevet af drømmen om rigdom, guld. Det er dette Amerika der har spøgt i mine drømme, og som jeg ikke har styr på, hvor stammer fra.
For alle drenge på min alder stod livet på prærien, 'de hvides' sidste frontier-land og indianernes sidste frirum og begrebet 'Det vilde Vesten' som en markør for drømmene. Men for mig var der mere end leg og fantasi forbundet med drømmen, for jeg havde den idé, at jeg faktisk kom fra Amerika, fra prærien. Idéen var så lysende, at jeg i skolestarten fortalte mine skolekammerater, at jeg var derovre fra. Selvfølgelig måtte jeg lade tanken falde, for det var selvsagt ikke sandt, for min mor havde sandt nok født mig på Hillerød Sygehus, og virkeligheden vandt over den indbildning, jeg havde haft.
Men helt ville drømmen ikke dø. I Odense hos mine bedsteforældre, havde de et foto af min morfars bror, Axel. Billedet havde noget magisk tiltrækkende over sig. Det er det billede, som er vist herover. Det er taget i Amerika, hvor Axel havde været cowboy. Vi kom aldrig til at kende Axel, for han forsvandt sporløst, men han havde med billedet fået tændt en lyslende fakkel i mig. Tænk at Morfars bror havde været cowboy! - virkeligheden var tæt på!
Næste gang jeg fik vakt min drøm om prærien og 'det vilde vesten' var flere år senere. Jeg så filmen 'En god dag at dø'. I filmen mister to børn deres forældre, som bliver dræbt af indianere. Drengen Jack og hans søster gemmer sig under prærievognens teltdug og kameraet ser med Jacks øjne ud over den endeløse prærie. I biografen sad jeg lige dér og fik et sug i maven og en fornemmelse af, at jeg da havde været dér. Samme fornemmelse fik jeg i filmene 'Danser med ulve' og 'Manden de kaldte hest', som også har fantastiske prærieoptagelser. Den gamle drøm, forestillingen om dette store amerikanske vildnis af græsslette er altså blevet fodret med års mellemrum, og jeg har altid haft det sådan, at det var det sted i verden, jeg helst ville opleve.
Af mange årsager har det bare aldrig været muligt - eller det har ikke ligget lige for- at få netop denne, den største af mine rejse-drømme gjort til virkelighed. Ikke før nu.
18. august 2014 står jeg som vanligt og maler ved mit staffeli mens musik strømmer ud af højttalerne. Min telefon ringer og jeg tager den. En mandsstemme giver nogle hurtige meldinger som jeg ikke får fat i, for jeg havde ikke nået at skrue ned for musikken.
- Undskyld, jeg fik ikke lige fat i det, hvem taler jeg med?
Jørgensen, hed manden, der havde ringet, og hans erinde var at opfordre mig til at søge et rejselegat hos den fond, Solarfonden, som han var med til at administrere. Han satte mig hurtigt ind i hvad jeg skulle gøre, og da samtalen var slut, måtte jeg sætte mig ned og sunde mig, for det var da den mest fantastiske opringning jeg nogensidne havde fået: En mand som ville tilbyde mig en pose penge, fordi han syntes om mine malerier.
Jeg satte mig herefter og skrev en ansøgning til Solarfonden og en måned senere kom resultatet: Fonden havde tildelt mig et legat på kr 25.000 til det beskrevne formål, at rejse til det nordvestlige Amerika for at få inspiration til min kunst.
Inden bladene var faldet af træerne, havde jeg købt rejsen hos gennem Kilroy Travel. Lørdag, 23. august, næsten præcis et år fra dagen jeg blev ringet op af Solarfonden, letter mit fly fra Kastrup med kurs mod Vancouver, Canada.
For alle drenge på min alder stod livet på prærien, 'de hvides' sidste frontier-land og indianernes sidste frirum og begrebet 'Det vilde Vesten' som en markør for drømmene. Men for mig var der mere end leg og fantasi forbundet med drømmen, for jeg havde den idé, at jeg faktisk kom fra Amerika, fra prærien. Idéen var så lysende, at jeg i skolestarten fortalte mine skolekammerater, at jeg var derovre fra. Selvfølgelig måtte jeg lade tanken falde, for det var selvsagt ikke sandt, for min mor havde sandt nok født mig på Hillerød Sygehus, og virkeligheden vandt over den indbildning, jeg havde haft.
Men helt ville drømmen ikke dø. I Odense hos mine bedsteforældre, havde de et foto af min morfars bror, Axel. Billedet havde noget magisk tiltrækkende over sig. Det er det billede, som er vist herover. Det er taget i Amerika, hvor Axel havde været cowboy. Vi kom aldrig til at kende Axel, for han forsvandt sporløst, men han havde med billedet fået tændt en lyslende fakkel i mig. Tænk at Morfars bror havde været cowboy! - virkeligheden var tæt på!
Næste gang jeg fik vakt min drøm om prærien og 'det vilde vesten' var flere år senere. Jeg så filmen 'En god dag at dø'. I filmen mister to børn deres forældre, som bliver dræbt af indianere. Drengen Jack og hans søster gemmer sig under prærievognens teltdug og kameraet ser med Jacks øjne ud over den endeløse prærie. I biografen sad jeg lige dér og fik et sug i maven og en fornemmelse af, at jeg da havde været dér. Samme fornemmelse fik jeg i filmene 'Danser med ulve' og 'Manden de kaldte hest', som også har fantastiske prærieoptagelser. Den gamle drøm, forestillingen om dette store amerikanske vildnis af græsslette er altså blevet fodret med års mellemrum, og jeg har altid haft det sådan, at det var det sted i verden, jeg helst ville opleve.
Af mange årsager har det bare aldrig været muligt - eller det har ikke ligget lige for- at få netop denne, den største af mine rejse-drømme gjort til virkelighed. Ikke før nu.
18. august 2014 står jeg som vanligt og maler ved mit staffeli mens musik strømmer ud af højttalerne. Min telefon ringer og jeg tager den. En mandsstemme giver nogle hurtige meldinger som jeg ikke får fat i, for jeg havde ikke nået at skrue ned for musikken.
- Undskyld, jeg fik ikke lige fat i det, hvem taler jeg med?
Jørgensen, hed manden, der havde ringet, og hans erinde var at opfordre mig til at søge et rejselegat hos den fond, Solarfonden, som han var med til at administrere. Han satte mig hurtigt ind i hvad jeg skulle gøre, og da samtalen var slut, måtte jeg sætte mig ned og sunde mig, for det var da den mest fantastiske opringning jeg nogensidne havde fået: En mand som ville tilbyde mig en pose penge, fordi han syntes om mine malerier.
Jeg satte mig herefter og skrev en ansøgning til Solarfonden og en måned senere kom resultatet: Fonden havde tildelt mig et legat på kr 25.000 til det beskrevne formål, at rejse til det nordvestlige Amerika for at få inspiration til min kunst.
Inden bladene var faldet af træerne, havde jeg købt rejsen hos gennem Kilroy Travel. Lørdag, 23. august, næsten præcis et år fra dagen jeg blev ringet op af Solarfonden, letter mit fly fra Kastrup med kurs mod Vancouver, Canada.
RSS Feed