Det er hver gang jeg skal ud at flyve både forbundet med spænding og med en følelse af irritation, at komme i lufthavnen; irriterende, fordi der er så mange mennesker, der skal sluses til bagageafleveringen/ bagagedrop og til sikkerhedskontrollen, så man får en fornemmelse af at være kvæg på vej ind i folden. Spændingen er så nærmest en selvfølge, for man har oplevelserne, eventyret, i det fremmede foran sig.
Terminal 3 var fyldt med rejsende allerede kl. 05:30, og køerne ved bagagedroppet var alenlange. Det skulle være så let, det der med at tjekke ind selv ved maskinerne, før man går til skranken med kufferter, pas og billet, men for et par ældre herrer som Ole og mig, var det bare ikke til at finde ud af. Vi kiggede på billetten for at finde de koder, der blev spurgt om på maskinens skærm, men det virkede bare ikke, så vi opgav og gik uden bagage-strimmel frem til skranken.
Der sad en meget sød ung dame, som var noget stresset, fordi vi tydeligvis ikke var de første rejsende, der var kommet frem uden det forudgående indtjekningsarbejde, men heldige var vi; hendes kollega i naboskranken, tog smilende imod vores bagage og gav os boardingkortene med et smil og et: ” God rejse.”
Videre op ad trapperne og frem til sikkerhedstjekket. Også her var der fyldt godt op med rejsende, som i zik-zak bevægede sig frem gennem slusen mod security (det engelske ord bliver brugt som fagord på lufthavnsdansk), som i sidste uge er blevet ekviperet med nye gennemlysningsskannere, så sikkerhedspersonalet ikke får krænket rejsende ved manuel visitering af kroppen. I ugen inden skannerne blev indviet, måtte lufthavnsledelsen lade politiet tage sig af de mere end 50 offentlige klager, der var kommet ind på bare en uge, så mange, at man blev nødt til at lade politiet se på sagen. Uheldige episoder med befamling og andre krænkelser skulle altså nu være fortid. Vi får se, i hvert fald kom vi gennem uden intimiderende problemer.
Lufthavne er på anden vis fascinerende. Alle de mennesker, der er samlet her på det relativt lille sted, er, bare efter nogle få timer, spredt for alle vinde, til alle afkroge på kloden. Den tanke er sjov, men hvis man ser det for sig, at en virkelig uheldig bakterie eller virus er udenfor kontrol, er tanken også skræmmende, for hvis en alvorlig pandemi er ude af kontrol, kan hele verden på ganske få timer blive ramt. Skræmmende at forestille sig, synes jeg.
Nuvel, der er så meget i livet der kan ramme, og som gør tilværelsen skrøbelig. Forleden sad jeg og så et indslag fra en amerikansk nyhedsstation, som med en geolog i studiet fortalte om de tektoniske plader ud for kysten i netop det område, der er målet for den rejse, jeg her er på. Man ved, at de med et interval på i gennemsnit 240 år fremkalder et stort jordskælv, som kan fremkalde en gigantisk zunami. Nu er der gået 315 år siden det sidst er sket, og geologen fortalte, at man kunne forvente en zunami, der ville skylle ind over den amerikanske kyst helt ind til Interstate 5, vejen der løber nord-syd langt inde i landet på den amerikanske vestkyst. Skræmmende at tænke på, også fordi der ikke kan varsles for jordskælv på anden vis, end at dyrene opfører sig atypisk før et skælv.
En af de andre voldsomme ting der kan ske i det område, jeg er på vej til er, hvis kæmpevulkanen, Yellowstone, skulle finde på at komme i et egentligt udbrud. Man kan sige, at det måske så ville være en fordel at befinde sig i Yellowstone i stedet for i Danmark, for hvis kæmpevulkanen går rigtig amok, betyder det muligvis jordens undergang p.g.a. at materialet fra vulkanen vil lægge sig som en dyne i atmosfæren og fremkalde det, man kalder atomvinter, fordi solens stråler ikke kan komme igennem til Jorden; en sikker men langsom død for mennesker og dyr på hele kloden. På den baggrund ville det være bedre at få det overstået ved at være netop dér, hvor epicenteret er.
Efter at have været oppe siden kl. 03:30, er det dejligt at konstatere, at den plads man har fået anvist, er med god plads til benene. Der er ikke noget så klaustrofobisk, som at blive klemt ned i et flysæde med for lidt plads. Her på flyet er der plads nok og flyet er kun halvt fyldt med rejsende.
Snart efter start, er der så meget ro, at øjnene kan lukkes. Jeg vågnede en time senere og nåede lige at se den norske kyst med skærgård og snedækkede tinder, inden flyet stak ud over vandet, som lå glitrende i sollyset under os.
Dagen har nu, hvor vi er nået halvt gennem eftermiddagen, haft sit absolutte højdepunkt: Henning Larsen og Olafur Eliassons koncertsal, som er bygget ved havnefronten i Reykjavik. Havnen er i sig selv ikke fantastisk, set med æstetikerens øjne. Der bygges og rodes i en grad, som giver mindelser om hvad jeg har oplevet på Tenerife, men byen omkring dokkerne er også præget af Nordisk byggestil, med træhuse som man kender dem i Norge; Stavanger, Lillehammer – hyggelige, huse i forskellige kulører. Men koncerthuset, det er mildt sagt mageløst. Det er, som at bevæge sig rundt i et gigantisk, 4 etages kalejdoskop. Se selv på billederne her.
Terminal 3 var fyldt med rejsende allerede kl. 05:30, og køerne ved bagagedroppet var alenlange. Det skulle være så let, det der med at tjekke ind selv ved maskinerne, før man går til skranken med kufferter, pas og billet, men for et par ældre herrer som Ole og mig, var det bare ikke til at finde ud af. Vi kiggede på billetten for at finde de koder, der blev spurgt om på maskinens skærm, men det virkede bare ikke, så vi opgav og gik uden bagage-strimmel frem til skranken.
Der sad en meget sød ung dame, som var noget stresset, fordi vi tydeligvis ikke var de første rejsende, der var kommet frem uden det forudgående indtjekningsarbejde, men heldige var vi; hendes kollega i naboskranken, tog smilende imod vores bagage og gav os boardingkortene med et smil og et: ” God rejse.”
Videre op ad trapperne og frem til sikkerhedstjekket. Også her var der fyldt godt op med rejsende, som i zik-zak bevægede sig frem gennem slusen mod security (det engelske ord bliver brugt som fagord på lufthavnsdansk), som i sidste uge er blevet ekviperet med nye gennemlysningsskannere, så sikkerhedspersonalet ikke får krænket rejsende ved manuel visitering af kroppen. I ugen inden skannerne blev indviet, måtte lufthavnsledelsen lade politiet tage sig af de mere end 50 offentlige klager, der var kommet ind på bare en uge, så mange, at man blev nødt til at lade politiet se på sagen. Uheldige episoder med befamling og andre krænkelser skulle altså nu være fortid. Vi får se, i hvert fald kom vi gennem uden intimiderende problemer.
Lufthavne er på anden vis fascinerende. Alle de mennesker, der er samlet her på det relativt lille sted, er, bare efter nogle få timer, spredt for alle vinde, til alle afkroge på kloden. Den tanke er sjov, men hvis man ser det for sig, at en virkelig uheldig bakterie eller virus er udenfor kontrol, er tanken også skræmmende, for hvis en alvorlig pandemi er ude af kontrol, kan hele verden på ganske få timer blive ramt. Skræmmende at forestille sig, synes jeg.
Nuvel, der er så meget i livet der kan ramme, og som gør tilværelsen skrøbelig. Forleden sad jeg og så et indslag fra en amerikansk nyhedsstation, som med en geolog i studiet fortalte om de tektoniske plader ud for kysten i netop det område, der er målet for den rejse, jeg her er på. Man ved, at de med et interval på i gennemsnit 240 år fremkalder et stort jordskælv, som kan fremkalde en gigantisk zunami. Nu er der gået 315 år siden det sidst er sket, og geologen fortalte, at man kunne forvente en zunami, der ville skylle ind over den amerikanske kyst helt ind til Interstate 5, vejen der løber nord-syd langt inde i landet på den amerikanske vestkyst. Skræmmende at tænke på, også fordi der ikke kan varsles for jordskælv på anden vis, end at dyrene opfører sig atypisk før et skælv.
En af de andre voldsomme ting der kan ske i det område, jeg er på vej til er, hvis kæmpevulkanen, Yellowstone, skulle finde på at komme i et egentligt udbrud. Man kan sige, at det måske så ville være en fordel at befinde sig i Yellowstone i stedet for i Danmark, for hvis kæmpevulkanen går rigtig amok, betyder det muligvis jordens undergang p.g.a. at materialet fra vulkanen vil lægge sig som en dyne i atmosfæren og fremkalde det, man kalder atomvinter, fordi solens stråler ikke kan komme igennem til Jorden; en sikker men langsom død for mennesker og dyr på hele kloden. På den baggrund ville det være bedre at få det overstået ved at være netop dér, hvor epicenteret er.
Efter at have været oppe siden kl. 03:30, er det dejligt at konstatere, at den plads man har fået anvist, er med god plads til benene. Der er ikke noget så klaustrofobisk, som at blive klemt ned i et flysæde med for lidt plads. Her på flyet er der plads nok og flyet er kun halvt fyldt med rejsende.
Snart efter start, er der så meget ro, at øjnene kan lukkes. Jeg vågnede en time senere og nåede lige at se den norske kyst med skærgård og snedækkede tinder, inden flyet stak ud over vandet, som lå glitrende i sollyset under os.
Dagen har nu, hvor vi er nået halvt gennem eftermiddagen, haft sit absolutte højdepunkt: Henning Larsen og Olafur Eliassons koncertsal, som er bygget ved havnefronten i Reykjavik. Havnen er i sig selv ikke fantastisk, set med æstetikerens øjne. Der bygges og rodes i en grad, som giver mindelser om hvad jeg har oplevet på Tenerife, men byen omkring dokkerne er også præget af Nordisk byggestil, med træhuse som man kender dem i Norge; Stavanger, Lillehammer – hyggelige, huse i forskellige kulører. Men koncerthuset, det er mildt sagt mageløst. Det er, som at bevæge sig rundt i et gigantisk, 4 etages kalejdoskop. Se selv på billederne her.
Oplevelen var absolut en af de store, selv målt efter international målestok, og det var efterfølgende meget kontrastfyldt, efterfølgende at gå gennem naboområdet, som var en rodet plads, som muligvis har været brugt som udstillingsplads for koncerthus-byggeriet; enkelte rekvisitter kunne få ens tanker i den retning. Derudover var der også på denne uorganiserede rodede plads flere interessante motiver, såsom forvreden rustent armeringsjern, ditto jernplader og betonpiller – et næsten organisk skulpturelt levn fra tidligere havnebyggeri. Billederne her viser det:
RSS Feed