Mens vi har været her i Banff, er vi gået fra Tunnel Mountain Campground, hvor vi har installeret os med vores motor home, de tre kilometer ned i byen, og finder ud af, at byen er grundlagt i 1885, altså for mit vedkommende 5 år efter min oldemor blev født. Det er ikke lang tid siden, og byen har da også mange huse, der stadig er en aktiv del af byen, nogle bygget på søjler af rinde brosten, andre af træ. Jeg har ikke set huse fra 1885, men der er flere fra lige efter århundredeskiftet, og byen er opmærksom på at passe på den historie, der er byens; på de ældste huse er placeret et skilt, som fortæller, hvem, der har opført huset og til hvilket formål. Som gæst i sådan en ny, betyder det, at man kan finde byens ”sjæl”, forstå og fornemme, hvad der er særligt for byen.
Lige uden for campingpladsen ligger også et gammelt hus, og af et større opslag med tekst og billeder viser det sig, at huset har været stationsbygning for en by, der bed Bankhead og som i en del år faktisk var større end nabobyen Banff. Bankhead var omkring århundredeskiftet (1900) en driftig mineby, som beskæftigede 300 mennesker under jorden i kulminen og 150 mennesker over jorden. Byen havde sin absolutte storhedstid indtil 1922, og havde mange butikker, fritidsfaciliteter, skole og 100 private huse som tjente som private boliger for minearbejderne. Men hårde tider kom til byen.
Kulproduktionen kom på benene fordi jernbanerne havde brug for kul til lokomotiverne, og da man fandt kul i bjergene her ved Cascade River, begyndte byen at vokse med kuludvindingen som livsgrundlag. Beboerne i bankhead kom fra Europa (Italien, Polen, Tyskland, Tjekkoslovakiet, USA og fra Kina). Integrationen af de mange nationaliteter gik i Bankhead uden problemer – bortset fra kineserne, som de andre beboere syntes var for fremmedartet, både grundet sproget og kulturen, men som det så ofte sker, var det børnene, som bragte kineserne ind i samfundet. Børnene var nysgerrige, især over de spændende ting og sager kineserne havde og kunne: Papirblomster, specielle delikate nødder som ikke var kendt af europæerne – og ikke mindst lynkinesere og fyrværkeri.
En hård konkurrence på kulprisen fra miner, der kunne bryde kullet billigere, bragte byen i knæ. I midten af 1920erne var byen gået til. Indbyggerne håbede, at bedre tider ville genrejse byen til dens fordums storhed, men myndighederne beordrede husene flyttet til Nabobyerne Banff og Canmore. Det var naturbeskyttelsen der var vundet frem, og Bankhead var i 1928 ikke længere eksisterende. Kun Banebygningen står tilbage på samme sted som den var bygget. Selv mineskakterne er borte for altid, for de blev sprængt i luften.
Herunder historiske fotos fra Bankhead:
Lige uden for campingpladsen ligger også et gammelt hus, og af et større opslag med tekst og billeder viser det sig, at huset har været stationsbygning for en by, der bed Bankhead og som i en del år faktisk var større end nabobyen Banff. Bankhead var omkring århundredeskiftet (1900) en driftig mineby, som beskæftigede 300 mennesker under jorden i kulminen og 150 mennesker over jorden. Byen havde sin absolutte storhedstid indtil 1922, og havde mange butikker, fritidsfaciliteter, skole og 100 private huse som tjente som private boliger for minearbejderne. Men hårde tider kom til byen.
Kulproduktionen kom på benene fordi jernbanerne havde brug for kul til lokomotiverne, og da man fandt kul i bjergene her ved Cascade River, begyndte byen at vokse med kuludvindingen som livsgrundlag. Beboerne i bankhead kom fra Europa (Italien, Polen, Tyskland, Tjekkoslovakiet, USA og fra Kina). Integrationen af de mange nationaliteter gik i Bankhead uden problemer – bortset fra kineserne, som de andre beboere syntes var for fremmedartet, både grundet sproget og kulturen, men som det så ofte sker, var det børnene, som bragte kineserne ind i samfundet. Børnene var nysgerrige, især over de spændende ting og sager kineserne havde og kunne: Papirblomster, specielle delikate nødder som ikke var kendt af europæerne – og ikke mindst lynkinesere og fyrværkeri.
En hård konkurrence på kulprisen fra miner, der kunne bryde kullet billigere, bragte byen i knæ. I midten af 1920erne var byen gået til. Indbyggerne håbede, at bedre tider ville genrejse byen til dens fordums storhed, men myndighederne beordrede husene flyttet til Nabobyerne Banff og Canmore. Det var naturbeskyttelsen der var vundet frem, og Bankhead var i 1928 ikke længere eksisterende. Kun Banebygningen står tilbage på samme sted som den var bygget. Selv mineskakterne er borte for altid, for de blev sprængt i luften.
Herunder historiske fotos fra Bankhead:
Wild Bill’s
Banff har, på trods af sin størrelse på 7.500 fastboende indbyggere, et levende natteliv, og det er ikke kun i weekenderne, der bliver festet. Hver dag er der levende musik af en eller anden slags på byens to store spillesteder ”Rose & Crown” og ”Wild Bill’s”, som ligger lige overfor hinanden på hver sit gadehjørne. Vi fik et par billetter foræret til torsdagens arrangement, et country-rockband, som vi fik at vide ville spille fra kl. 21:30.
Da vi kom kl. 21, var de i fuld gang. Bandet, som bestod af en kvindelig bassist og tre mænd, de to på guitar, den sidste på trommer. Bandet var et såkaldt cover-band og spillede, så vidt vi kunne bedømme, ikke eget materiale. I hvert fald kendte vi meget af ders repetoire; Van Morrison, Dixie Chicks f.eks.. Til gengæld spillede de kendte sange, så der ikke var en plet at sætte på det; kontant, drivende, rockende og alt sammen afleveret med en utrolig fin energi uden ophold mellem sangene og med fantastiske gode vokaler.
Wild Bill’s lokaler er meget store, og indrettet i en blanding af wild-west og typisk amerikansk stil. På væggene vises reklamefilm, sportsnyheder og rodeoklip konstant på en serie fladskærme. I midten af det store lokale er en gigantisk bar placeret, ikke den eneste, for i hver ende af lokalet er der også en bar.
Vi forsynede os med hver en lokalbrygget dark ale (utrolig godt øl her i Canada, og den her var en af de bedste). Prisen inkl. tips for to øl på hver en halv liter: $ 17,20 (canadiske), svarende til 85 kr., og det må siges at være yderst rimeligt, ikke mindst når der er levende musik.
Der er, udover personalet i barerne, servitricer, der konstant går rundt for at betjene stedets gæster. Selv om der måske var mellem 75 og 100 gæster sådan en almindelig torsdag aften, var de fleste borde tomme. Vi fik sat os, så vi havde frit udsyn til bandet og nød den fantastiske og medrivende musik. Og så nød vi at se, hvordan dansekulturen udfoldede sig.
Der blev danset. Meget. Piger og mænd – men flest piger - i alle aldre, dansede med hinanden, alene, men oftest piger sammen. Stilen er det, der kaldes two-step, en afart af det, vi kender derhjemme som jitterbug; en blanding af at holde partneren traditionelt (med den ene arm omkring livet og den anden i hånden) og så med mellemrund slippe livgrebet og snurre partneren rundt på forskellig vis. Trinene er meget hurtige underdelinger af musikkens 4/4 grundrytme, som også markeres i den arm, der holder dansepartneren i hånden. De små step med fødderne har en grundform, hvor det ene ben på hver af musikkens andet-slag glider ud til siden – deraf navnet two-step, men ellers er der store variationer.
Nu var det ikke alle af de dansende, der dansede sådan, for her er det tydeligvis som i Danmark, at det ikke er alle, der er ”født på et dansegulv”, men two-step var det generelle billede, når man kiggede på den meget underholdende dans. Især en gruppe unge mennesker gav den gas, og heraf især tre store teenage-piger, som i den grad fyrede den af og bevægede sig over hele dansegulvet. Meget sjovt og underholdende og levende.
Her må jeg tilstå, at jeg bliver nødt til at slagte en fordom, jeg ellers går og bærer rundt på. Hjemme har jeg oplevet, at specielt fyrene danser, ikke fordi det er sjovt, men fordi de er på score-tur. Det er i hvert fald det, jeg meget ofte har lagt mærke til. Sådan var det ikke her, hvor det var tydeligt, at formålet var at danse og have det sjovt.
På den lille film herunder kan man desværre ikke se de dansende så tydeligt, for jeg har filmet i modlys mod scenen, men de hvirvlende tøser, der danser rundt, er to fra den gruppe unge mennesker, jeg nævnte. Til gengæld kan musikken høres tydeligt.
Huse i Banff, Alberta
Det er sjovt, at gå og kigge på huse her i Banff. Man kan umuligt undgå at lægge mærke til brugen af materialer, for det er meget karakteristisk. Man bruger træ og brosten og oftest er taget et spåntag. Materiale og farvevalg gør, at husene falder utrolig godt ind i det omgivende miljø, ja, de er nærmest kamoflerede. Arkitekturen er selvfølgelig og heldigvis fulgt med tiden, men selv med nye linjer i tegningen, er byggeriet genkendeligt, netop fordi man bruger de materialer, der findes i naturen omkring og i byen; sten, klippe, fyrtræer.
Naturens skulpturer
Her kommer endnu et lille tema. Naturen laver de mest utrolige skulpturer, det er bare, om at få øje på dem.
RSS Feed