Når man sidder i en lufthavn - aktuelt er jeg i Vancouver Airport - og bare ventere på at man kan komme af sted, kan man lige så godt få brugt lidt af ventetiden til at lave lidt, så her får du så aller, aller sidste postering fra min Amerikarejse.

Det er unægteligt sjovere at pakke inden en rejse starter, end når det gælder sidst på rejsen fordi rejsen er ved at være forbi. Bilen har vi, som snegle, boet i i 5 uger, og den kommende nat er det så sidste gang, den skal være vores hjem. 
For ikke at blive bong'et for rengøring af bilen, besluttede vi, at vi selv ville gøre arbejdet. Vi fandt en  RV WASH-adresse på nettet bare 10 km fra den RV Campground vi har slået os ned på, så det var jo nemt. Troede vi. GPSen sendte os til adressen, men der var ikke en vaskehal, så vi måtte videre.

Nu er det sådan, at amerikanerne er meget venlige mennesker, som heller end gerne vil hjælpe, så ved at bruge munden, fandt vi et sted, hvor bilen kunne blive vasket. Det var sådan et firnurligt sted, hvor man først skyller bilen manuelt med en vandslange med højtryk, dernæst drejer man på en knap på et panel, hvorved man nu kan bruge en sæbekost og med den give bilen en ordentlig omgang, inden man igen spuler sæben af med højtryksvandslangen. Nemt, ik' å'!

Alligevel skulle det vise sig ikke at være helt så enkelt, som vi først troede. Det er jo, som det kan ses på billedet en temmelig høj bil, vi kører i. Den er faktisk 3 meter høj, og oven på taget sidder der vinduer og udluftningsrør. Sådan et rør fik jeg så lagt vandslangen hen over uden at kunne få den den anden vej igen. Vi forsøgte begge to, men den ville ikke bare løftes retur.

Så måtte jeg i hegnet ... ja, ja, ikke på den måde! ... der var et hegn med afskær som nærmeste nabo til vaskehallen, og der fandt jeg så en passende gren, som kunne forlænge min arm. Slangen kom retur, men der var også lige et andet problem:
Bilens paneler og skærme var blevet stænket til med tjære et eller andet sted, vi har været. Hverken sæbe, kost eller knofedt hjalp her, så vi måtte ind i det nærmeste Walmart, hvor man har alt, lige fra fødevarer og tøj til skydevåben og bilreservedele.

Jeg fandt så her et probat middel "to remove insekts and tar". Det er sikkert noget giftigt stas, men det fjernede også tjærepletterne.
​
I Walmart har man også øl, og endda væsentlig flere end Superbrugsen i Gilleleje kan fremvise, og der er der ellers et ret anseeligt udvalg. Efter en dag, der er gået med rengøring og pakning af kufferter (der er altså mere nu, end da jeg tog hjemmefra!), er det passende at sætte sig i solen og nyde de 78 gr F = 25,5 gr C i solen med en kold ale. Eller to!!

Så er jeg kommet frem til målet, og der kommer ikke flere nye posteringer fra rejsen. Den har på enhver måde ikke blot levet op til, hvad jeg forventede da jeg tog affsted 23. august, men har kastet så mange oplevelser af sig, som nu fylder, så jeg ikke kan forstå, at det kun er godt 5 uger siden jeg startede med et smut på to dage i  Island før CAnada og USA stod som målet. I et år har jeg gået og glædet mig til at se steder, jeg altid har drømt om at se og opleve, og nu er det så sket, og det er jeg utrolig glad for at have nået, men en rejse herovre er stærkt vanedannende.
Lige nu og her skal jeg hjem og få anden del af rejsen på plads, d.v.s. jeg skal have ordnet mine fotos så de kan danne grundlag for foredrag, som folk allerede har spurgt efter, så hvis du sidder og tænker at sådan et ville du da meget gerne bestille, skal du bare give dig tilkende, så aftaaler vi nærmere.
Staffeliet står også og venter utålmodigt på mig, for der er nu en række malerier, som har lyst til at blive malet.
En tredie ting jeg skal hjem og have gjort er at fortsætte det arbejde, jeg startede på i august; et nyt album med instrumental-musik, inspireret af denne rejse.

I går aftes sad jeg så og kiggede fotos og kom vel - lidt hurtigt og skødesløst - gennem ca. halvdelen, men plukkede lidt i stakken af, hvad jeg selv synes er blandt de bedste 'skud'. Det er dem herunder:

Stopsignalet er tændt og blænder bevidstheden, så jeg har svært ved at koncentrere mig om det, der trods alt stadig møder mig, når vi igen bevæger os mod Canada/ Vancouver, men jeg tager mig sammen, og får alligevel nydt de steder på turen, som står og vifter med skønhed og charme. 
Fra færgen over Puget Sound fik jeg set Port Townsend fra vandsiden, og langsomt gled byen væk. Lidt vemodigt trods alt, for det var sandelig et vidunderligt sted, fyldt med sjæl, som vi dér fik besøgt uden på forhånd at vide den mindste smule om denne lille perle i det nordvestligste hjørne af USA.
​

Jeg burde snart have lært det, men det sker igen og igen, at en vemodig følelse næsten overmander mig, fordi jeg har hængt min bevidshed fast i noget, jeg er kommet til at synes om. Jeg ved jo godt, at det er en ufrugtbar følelse, fordi der uden at jeg i øvrigt gør ret meget, dukker noget andet op, som jeg også vil holde af. Sådan var det i dag, da Port Townsend gled længere og længere bort, men så var det, at blikket blev rettet fremad og vupti! kom de næste dejlege billeder frem. Fra morgenstunden og hele dagen har vi haft den smukkeste kegleformede bjergtinde at se, snart forfra, snart fra højre side, men også andet interessant fik vi set i dag, for pludselig kom vi ud på en bro, som førte os over et smalt farvand, som forbinder de to øer Whidby Island og Fidalgo Island, to øer, vi kørte på, for at komme til fastlandet.
Broen blev bygget i 1935 og erstattede en færgeforbindelse mellem de to øer. Færgen blev drevet af USAs første kvindelige kaptajn,Berte Olson, som startede færgedriften i 1924. passagen bærer navnet The Deception Pass, et navn det fik af kaptajn George Vancouver 10. juni 1792 fordi han havde følt sig "bedraget" af naturen (havde vel ikke lige regnet ud, at der var en passage, som skilte de to øer). Stedet er, som det ses af billederne herunder, fantastisk betagende.

Og så nåede vi næsten frem til udgangspunktet, Vancouver. Solen skinner som den dag, vi kom den 25. august og temperaturen er omtrent den samme. At være her nu, føles bare helt anderledes: Dengang havde vi oplevelserne foran os, nu har vi dem inden i os. Men foran mig på denne RV Campground lige syd for Vancouver, kan jeg stadig se det utrolig smukke, kegleformede bjerg, som også stod der foran mig, da jeg stod op i morges i Port Townsend. Sneen på bjerget lyser så fint hvidt i solen.

Nu er det søndag aften her i Port Townsend, og i morgen tager vi så færgen over sundet, så vi har den fornødne tid til at gøre bilen klar til aflevering onsdag, så vi kan nå vores fly onsdag eftermiddag fra Vancouver. En fantastisk odysse i det nordvestlige Amerika er ved at være forbi. Jeg har lært mere de sidste fem uger, end jeg gjorde på fire år på Hjørring Seminarium, og det er ikke sagt fordi jeg synes, at Hjørring Seminarium i 70erne var et dårligt uddannelsessted, men mere fordi det er mere givende at være lige dér, hvor indtryk og oplevelser har  resonans i forhpold til det liv, man ønsker at leve.
 
På de 5 uger har jeg i hvert fald fået så mange indtryk, at jeg nu glæder mig til at komme hjem og få det hele fordøjet og få omsat noget af det alt sammen til malerier.

Jeg har også lært noget om amerikanere på de fem uger, og jeg er specielt glad for at have fået slagtet en del fordomme; det er sundt at være kritisk, men det er dumt at møde sin omverden med fordomme. Man skal ikke dømme uden konkret viden om det man vil bedømme. Så enkelt er det.

I dag var så sidste dag i Port Townsend,  en lille, fin by langt ude vestpå, bygget af drømme af mennesker, der flyttede hertil med mod på at få noget ud af de muligheder, de så, En by der vidner om storhed for 125 år siden, men som på trods af modstand har formået at komme igen og i dag fremstå som et levende og velstående bysamfund.

Jeg har i går aftes og i dag været ude med lkameraet for at prøve, om jeg kunne indfange byens stemning og særlige ånd, men jeg tror ikke, det lader sig gøre at få 'ånden' fastgjort på still-billeder, men jeg håber alligevel, du vil nyde at se det, og måske få lidt inspiration, så du måske kunne få lyst til at møde det her fantastiske land.

Man føler sig næsten som en opdagelsesrejsende. Jo, altså ikke sådan, at denne rejse er forbundet med fare for liv og lemmer som sådan - ud over at man kan køre galt med bilen, men når vi starter med at køre om morgenen, ved vi ikke, hvad dagen bringer.
Npgle mennesker rejser på den måde, at de sætter sig grundigt ind i, hvad de vil se på deres rejse. Sådan har jeg det ikke. Jeg havde godt nok sat en håndfuld markører på landkortet hjemmefra, men ellers holdder jeg øjne og ører åbne undervejs og ser, hvad der kommer af oplevelser. Som det vil være dig bekendt, hvis du har fulgt med i mine skriverier, har de sidste fem uger været et overflødighedshorn af oplevelser. 
I går satte vi så endnu en markør, et sted vi ville nå, ikke fordi vi kendte stedet, men fordi der er en færgerute vest for Seattle over farvandet Puget Sound, som vi besluttede at bruge, for at undgå at skulle køre gennem Seattle, som vi fra flere sider er blevet advaret imod, fordi trafikken der er overvældende, og er der en oplevelse, vi ikke gider gentage - vi havde sådån en i Vancouver den aller første dag - så er det at sidde fast i trafikken i en by. Så derfor en færge uden om byen. Færgen sejler fra en by som ligger ca 40 km NV for Seattle og hedder Port Townsend. Den by kendte jeg ikke eksistensen af, men som det har vist sig den ene gang efter den anden på denne vidunderlige rejse, kom vi til et yderst interessant sted, for Port Townsend har en kort men meget spændende historie. Amerikanerne har - bortset fra den oprindelige befolkning, som her i Port Townsend har levet i området lige så længe som de fleste af os danskere har levet mellem Østersøen og Nordsøen - en meget kort historie, men måske netop derfor gør de et stort nummer ud af at værne om og formidle den historie, der er deres. Det gør de ved at sætte skilte/ standere op forskellige steder, som fortæller historien i grove træk. For os som kommer her som gæster, giver det en fin indføring i, hvad man i et givet område har været gennem siden de første euro-amerikanere satte deres fødder på stedet. 
Således ved jeg nu om Port Townsend, at området første gang fik besøg af Euro-amerikanere da Kaptajn George Vancouver i 1792 gik i land med mandskabet i tre små både. Området var gennem mange tusinde år blevet brugt af lokale indianerstammer, som brugte stedet som vinterboplads, en kultur som fortsatte i yderligere godt 100 år. George Vancouver forlod stedet igen, og først godt 50 år senere slår de første euro-amerikanere sig ned på stedet. Det skete efter det store guldfund i Californien, som banede vejen for en sværm af imigranter. Stedet her ligger godt beskyttet, når sjlskibene ankom til det nordvestlige Amerika, og snart blev stedet et centrum for import og handel i almindelighed. Stedet, som fik status som by i 1851, tjente store summer på at inddrive skat og told fra de anløbne skibe. At byen i 1880erne blev en rig by, ses af husene, som i modsætning til de fleste byer i området er bygget i sten og derudover i tre - fire etager. 

Port Townsend var fantastisk at komme til, fuld af liv i gadebilledet og ikke mindst fordi der i denne weekend var filmfestival i byen. Byen summede af musik og et leben af folk i alle afskygninger og outfits. 

Også det udenom selve bybilledet, var af en særlig skønhed på denne solskinsdag, især livet ved vandkanten med de mange fugle og drivtømmeret, som får lov at ligge og tager sig ud som naturens egne skulpturer tiltrak sig min opmærksomhed, og senere, da solen gik til ro og månen stod op, var dagen fuldendt.

Min kok var stemt for at holde fri denne lørdag, og det måtte jeg stiltiende godtage. I stedet blev det til god mad i byen. Og når nu jeg nævner maden, så lever mine oplevelser ikke op til det billede jeg bragte med mig hjemmefra. Jeg troede jo - sådan har jeg fået det fortalt fra mange sider - at amerikanerne spiser ufattelit store bøffer og næsten ingen grøntsager. Det er så ikke det, jeg har set. Jeg har set en madkultur der er meget fin af afvekslende. Menukortene har masser af salat, fisk og skaldyr og kyllingeretter. Burgere og steaks er der selvfølgelig, men ikke mere udtalt end det, vi kender fra danske og europæiske restauranter. Det er pudsigt - og en tanke værd - som man får ommøbleret 'snak og fortælling' til den skinbarlige sandhed.

​Jeg troede ellers ikke, der kunne komme flere store naturoplevelser på denne tur, altså naturtyper jeg ikke havde set før, men jeg blev klogere. Godt nok regnede det hele natten og morgenen var så tung af skyer, at det indre stemnings-ur kunne forventes at pege temmelig meget nedad, men kort efter vi havde forladt Ilwaco, staten Washingtons sydvestligste punkt, hvor Columbia River løber ud i Stillehavet, kørte vi godt 20 km op ad den tange land, som har fået det meget sigende navn, Long Beach, verdens længste sandstrand. I byen Ocean Park, halvt oppe ad Ocean Beach, parkerede vi bilen og gik en tur ud på den enorme sandstrand.
Det første jeg mødte, da jeg trådte ud af bilen, var en enorm hvidhovedet havørn, som lige havde fundet sig et eller andet spiseligt på stranden og netop nu lettede med sit bytte i kløerne. Jeg havde ikke kameraet parat, men måtte gribe ned i tasken for at få det op og gjort skudklar. Ørnen nåede i en bue at glide så meget væk fra mig, at jeg umuligt kunne få det perfekte skud af den, men  som billedet herunder viser, fik jeg da knipset, så jeg fik mit første billede af den amerikanske nationalfugl. Godt er det ikke, men det er der. Trods alt.
Men som det ses herunder, var der andre fugle på stranden; en væld af måger og iblandt også nogle store kragefugle, som jeg skød løs på, og fik taget nogle fine billeder, hvor man så tydeligt kan se de fine farvespil i fjerdragten. 

Brændingen med de fine, store bølger der opstår når dønningerne nærmer sig stranden, fik jeg også taget nogle helt gode billeder af, så da jeg igen satte mig ind bag rattet, lagde jeg ikke længere mærke til, om der var tunge skyer, eller om det var blevet lysere i vejret.

For at komme videre måtte vi køre tilbage til udgangspunktet, Ilwaco, inden vi kunne fortsætte op ad Highway 101 til Aberdeen, og herfra østpå ad US 12, inden vi igen kunne fortsætte ad hwy 101 nordpå. Undervejs kom vi forbi vådområder så smukke, at man næsten måtte knibe sig i armen, for at konstatere, at det ikke var en drøm. Græs og bevoksning var her næsten selvlysende grønne i flere forskellige grønne farver. Bag de stærke, grønne  farver stod så en række træer med lav, som her på afstand så ud, som om de var tegnet med hvidt krit. Mageløst sted! Se selv på billederne, hvor utroligt smukt disse våde enge tog sig ud:

Det har været fantastisk rart ikke at skulle køre så lange afstande de seneste dage. Der har været tid til at holde ind, når der var noget interessant at se på. I dag nåede vi så til et sted der hedder Rest-a-Whle. Stedet ligger i udkanten af Skokomish-indianernes reservat. At vi er i/ ved et indianerreservat ses dels på navnene, f.eks. havde Chevron-tanken  fået navnet Two Totems og var bestyret af indianere. Det samme er campingpladsen vi besluttede at overnatte på. Den ligger i øvrigt ved den ene af Amerikas to ægte fjorde (den anden ligger i Maine). I øvrigt fandt en nordmand, John Sund, stedet , som  han slog sig ned på da det mindede ham om Norge. Han og hans kone og tre børn drev stedet fra de kom i 1889 til engang ca. 1930. Dengang kunne man komme til stedet med damper fra Seattle og så overnatte her i telt. 

Highway 101 bliver nok ved at være den vej, vi vil køre ad, inden vi sejler fra Port Townsend til Fort Casey, bare for at undgå trafikken i Seattle, som fra flere sider er beskrevet som umulig, men det vil faktisk også passe os fint, at vi får kørt hele vejen op ad Stillehavskysten, som slutning på denne fantastiske rejse.

Så skete det: mac’en fortalte igen, at der er meget lidt ledig plads på min harddisk, så for ikke at belaste den, skyndte jeg mig at slette billederne i upload-mappen, men da jeg også har den vane, med det samme at slette disken i kameraet, fik jeg ”klik-klik” slettet samtlige fotos fra i dag, så kære venner, i dag får I ikke de sidste fotos, for de eksisterer ikke længere. til gengæld får I så billeder, jeg ikke tidligere har uploaded fra de sidste uger – alt i perfekt uorden, men da jeg ved, I ikke kender kronologien, betyder det forhåbentlig ikke noget.

Men for alligevel at være lidt opdateret med, hvor denne rejse har ført os hen, skal I lige have lidt ord med på vejen. De kommer her:

Vi overnattede på den bedste campground, vi endnu har været på, og netop sådan et sted, min rejsefælle, Ole, hele rejsen har fablet om. Aftenen nød vi sammen med en flok hyggelige naboer, en flok Texas-folk, som inviterede os, efter at Ole var faldet i snak med dem. Super hyggelig aften, hvor jeg – efter uudtalt pres fra Ole – måtte synge et par sange.  Det blev et parstykker skrevet af Townes van Zandt og Steve Earle, og selvom de to sangskrivere også var/ er fra Texas, var det ukendt stof for disse folk, som alligevel – amerikanere er meget høflige mennesker -  var svært tilfredse med mine udgydelser, hvilket glædede mig.

På trods af at pladsen var meget attraktiv, startede vi bilen efter morgenmad, og fortsatte op ad Hwy 101. Det blev ikke til de store nye oplevelser. Landskabet gav ikke noget i forhold til, hvad vi ellers har set, d.v.s. det gjorde det lidt alligevel, for vi fik ved Hweeler upåagtet bevæget os bort fra Hwy 101 og  ind på en noget smal og meget, meget smal skovvej (vej 53), som snoede sig over nogle lave bjerge. det var en meget smuk skovvej, tæt og smal, hvor vi kørte gennem delvis uberørt urskov, delvist gennem rydninger, hvor alt var fældet.. 101 blev fundet igen inden vi ved Astoria blev ført over Columbia River, som her er så bred som et af de hjemlige bælter, en mellemting mellem Lillebælt og Storebælt.

Oregon og Washingtons grænse går ved Columbia River, så nu, hvor vi befinder os i Ilwaco, som var det sted, man blev sat af for 100 år siden, hvis man kom fra Stillehavet, og ville ind i landet. I dag er det et af de steder der bliver landet mange fisk og marinaen er temmelig stor. Ilwaco er som by bare en ganske lille by.

Min rejsekammerat, Ole, har det meste af  rejsen, fra tid til anden, drømt højt:

- Jeg kunne godt tænke mig, vi fandt en campground, hvor man kan se frit, ned til en flod eller ud over åbne sletter!

Det har for det meste blevet ved drømmen. Amerikanerne lægger nemlig oftest campingpladserne hvor der er læ og det er oftest inde mellem træer.

Sidste nat var der åbent på den lille RV camp, vi overnattede i den lille kystby, Waldport, NV for Eugene, Portland.

Stedet var sådan set i orden, lå 100 meter fra kysten, havde fuld hook up (el, vand og afløb til kloak) samt wifi, men udsigten fra bilen var til gaden og  Highway 101 bare 25 meter borte.

Selv var jeg godt tilfreds, for jeg fik gået ved kysten og set sælerne der hoppede og sprang i vandet, ørnene der kredsede rundt, og lystfiskerne, der stod langs kysten med stang og waders. Byen som var hurtigt overstået, fik jeg også rundet.

Er der var wi-fy var for mig også en af de ting, jeg satte pris på, så mine meritter kunne blive postet.

Igen i dag begyndte Ole at tale om sit drømmested; åbent og med mulighed for at gå langt langs stranden, gerne skov, men bare ikke rundt om bilen og meget gerne et sted, hvor man ikke har bilerne hele tiden.

Vi startede fra Waldport ved 9-tiden og fortsatte ad Highway 101, med kælenavnet The Pacific Scenic Byway, vejen der følger vestkysten hele vejen gennem USA. Det er, som navnet siger, en meget smuk vej, som på lange stræk har oceanet som nærmeste nabo. Hvor havet ikke kan ses, skal vejen lige forbi et lille bjerg, en odde eller andet, der gjorde det umuligt at lade vejen følge kysten, men hele tiden kommer vejen gennem et meget, meget smukt landskab.

Da USA's vestkyst er en geologisk særdeles urolig zone, en del af  ’The ring of fire’, som strækker sig gennem Japan, Korea, Ruslands østligste del over Alaska og ned langs Canadas og USA's vestkyst, er her ofte jordskælv, når de tektoniske plader forskubber sig. Vi kørte i dag forbi et sted, hvor vi kunne se, forskydningerne fra et jordskælv på et stykke af den gamle vej. Asfalten her lå i brudzonen forskudt med mere end halv meter. Vi bliver også mindet om den konstante fare ved vejsiden og på f.eks. den campground vi befinder os på nu; Cape Lookout State Park Campground (stik vest for Portland). Skilte ved vejsiden fortæller, når man kører ind i en ’Tsunami hazard zone’ og en sådan zone befinder  denne campground sig i. Der er nøjagtige anvisninger på pladsen om, hvordan man skal forholde sig ved jordskælv herunder hvilken rute man skal køre, og hvis der er kø, skal man forlade bilen og gå i den retning, der er anvist. Meget betryggende!

Ikke desto mindre er det den plads, der har tiltalt Ole mest på det meste af turen, for her er der lys på pladsen (også selv om der er træer og buske til at danne læ), og der er en strand, som kan gøre Vestjyderne grønne af misundelse. Som alt andet herovre – og det er ikke en myte – er også stranden bredere og bølgerne større, og her kan Ole gå lige så langt ad den fuldstændigt glatte og hårde sandstrand, som han skulle have lyst til. Her er der al den åbenhed og al det lys man kan ønske sig, så Ole forsvandt med bemærkningen: - Hvis jeg ikke er tilbage inden 21, må du selv lave mad!

Nå ja, jeg kan jo godt unde ham en rast tur på den fine strand, men jeg synes godt nok de ansatte nu om dage tager sig nogle friheder!

Tirsdag 22. september

Ole havde været ude i området på den campground, vi havde booket os ind på og han var helt benovet, da han kom tilbage. 

- Det er en utrolig skov, vi er i. Det er fuldstændig tæt, og så er der de største træer, du nogensinde har set!

Det blev til en tur efter morgenmaden ad den sti, man på et eller andet tidspunkt havde banet gennem skoven. Også jeg blev forundret. Ud over stien, vi gik på, var skoven her fuldstændig uberørt og så tæt, at man uden machete ikke ville kunne gå tre meter ind i skoven. Gamle metertykke stammer lå og forvitrede i bunden af skoven og nye træer og buske voksede ovenpå. Alle mulige planter og træer var her, fra liljekonvaller og vilde rododendron voksede under de mange træer, hvor især nåletræerne udmærkede sig med deres størrelse. Vi målte det største så godt vi formåede, og kunne konstatere, at den gran målte mere end 4 meter i omkreds.  

Fra Den tætteste urskov og ud på 101 The Pacific Byway, som er den mest vestlige vej, der går gennem hele USA. Det er en meget, meget smuk vej, hvor vi meget af tiden har hele det store ocean på venstre side. Der er utallige lejligheder til at holde en lille pause i kørslen og heldigvis har vi ikke spor travlt, så vi har bare kunne nyde turen.
- Jeg holder lige ind her!
og bilen blev slukket på en lille P-plads foran det store sceneri af lave klipper, Bob Creek der flyder ud i havet, fugle der letter fra sandet, en brænding så hvid og blændende og salten i luften der får kysten længere sydover til at se ud, som om den ligger i tåge. 
På trods af at det er september, kan man stadig gå i T-shirt her ved Stillehavskysten, og man nyder igen tanken om, hvor heldig man er, at have fået mulighed for at se og opleve alt dette, som vi har set den seneste måned.
På de yderste klipper havde muslinger lavet en gigantisk koloni, som vi fandt så tillokkende, at vi plukkede en pose fuld til aftensmaden - i sig selv en dejlig fornemmelse, at man sådan kvit og frit kan gå ud i naturen og i løbet af tre-fire minutter samle sig til en udsøgt middag.
Også andre af havets og kystens dyr har vi set i dag; Havørn, pelikaner og en flok pelikaner.