Byens lokale museum var et interessant besøg. Vi gik bare rundt på må og få i byen, men kom forbi museet og gik ind.

Her fik man i tekst og billeder hele historien fra istiden og de førte mennesker som beboede området i denne ikke særlige gæstfrie del af landet, hvor meget hårde vinter og vanskeligt terræn gjorde livet vanskeligt.

Indianere – eller aboriginals eller first nation, som indianerne bliver benævnt i Canada – var til stor hjælp for de første hvide, der i 1700-tallet kom til området for at søge efter og handle pels. Indianerne kendte naturen og dens ’hemmeligheder’ og i mange år var der ingen problemer mellem indianerne og de nye, der trængte ind i landet. Faktisk var assimileringen udtalt, og familier blev ofte skabt mellem folk fra de to grupper. Nogle af disse blandingsfolk levede mest ’europæisk’ andre mere traditionel indiansk og en tredje gruppe dannede deres egen, særlige blandingskultur.

Museets fokus var nu i almindelighed rettet på de hvides kultur og opbygningen af samfundet til det, vi kan opleve i dag; jernbanen, forstarbejdet, brandstationens historie, turismeerhvervets historie og så en særlig afdeling der omhandler Marilyn Monroe, som sammen med Cary Grant indspillede en cowboy-film i Jasper. Den begivenhed betyder åbenbart meget for byen her, men også visit af andre personligheder – dronning Elisabeth f.eks. – betyder noget og er med i historien på museet.

Der er et utal af trails i området, som man kan følge, hvad enten man er til små eller store vandreture, mountain bike, wild river rafting, ture i bjergene, eller man er til golf. I Jasper har man ved det navnkundige sted, Jasper’s Lodge (som allerede i 20erne var et yndet turistmål) en golfbane, som blev indviet i 1928, så golf er ikke nyt her i Jasper.

Jeg tog en tur langs en af de kortere ruter. På kortet så det endda meget kort ud, men skridttælleren fortalte, at jeg alligevel fik gået ca. 10 km. Hvorom alt er var jeg godt tilfreds med turen, som var endnu en af de vanvittigt smukke naturoplevelser. Jeg gik meget af vejen på en sti langs Atbasca River, som løber med en rivende hastighed på dette sted.  

De store pattedyr har jeg ikke set, hverken bjørn, ulv, elk eller elg. De er her, og man bliver advaret om dit og dat vedrørende disse store dyr, hvis man skulle komme i nærheden af dem. Ulve er der nu med stor succes gjort særlige hensyn til, i en tid hvor de menneskelige aktiviteter har gjort det vanskeligt for ulvene at eksistere. Canadierne er begejstret for at ulvene nu holder elk-bestanden nede. Disse giganthjorte var til stor fare for bilisterne og med ulvens hjælp er den fare reduceret.

Heller ikke klapperslanger har jeg set – og det er jeg rigtig glad for, indrømmer jeg gerne.

Mens jeg har klapperslangerne i tankerne skal jeg ikke undlade at referere en historie fra forleden dag: I Cafeen i Wells Grey Regional Park sad en fyr og fortalte en historie om en han kender, der som dreng opsporede klapperslanger med det ene formål, at hugge slangens rangle af. han samlede på dem, kunne jeg forstå. Jeg må indrømme, at selv om jeg ikke bryder mig om slanger i almindelighed og gift-slanger i særdeleshed, fandt jeg den fyrs aktivitet temmelig pervers. Han slog ikke slangen ihjel inden amputeringen af halespidsen. Grusomt, selv når det er en klapperslange.

Vejrmeldingen er interessant. Vi er godt nok blevet overrasket over, at det ikke blev, som meldt, men nu skulle det igen blive regn de kommende dage og kulminere med sne på torsdag her i Jasper, så vi kører videre sydpå i morgen, mandag, til Banff Nationalparken. Banff skulle få sol mandag og tirsdag inden regnen også kommer til den egn. Nattemperaturen er tæt på frysepunktet og i Banff skulle der blive let nattefrost.

Der er 3 – 4 timers kørsel til Banff herfra, så vi kan være der ved frokosttid, hvis vi kører tidligt.

Mandag, 31. august

 

Det var en kold nat og vi havde ikke tændt bilens fyr, så det var så koldt, at jeg måtte trække i skiundertrøjen, men så var det også OK.

Vi har de sidste to nætter camperet meget billigt, ja faktisk helt gratis, for vi lod bilen stå langs jernbaneskinnerne og har nu hørt lyden af rangerende togstammer det meste af tiden, det er ikke en egentlig larm, snarere en hyggelig sang. Men nu er opholdet i Jasper slut og dermed også den syngende lyd. Nu er rangersangen afløst af toglyden fra jernbanen her i Lake Louise, hvor vi har indlogeret os på en kæmpe campground. Her er jernbanen også nærværende, men nu er den stille sang afløst af musklerne fra lokomotiver der arbejder og giver signal med kæmpehorn. Jeg gruer for natten, men jeg følte, jeg blev nødt til at det skulle være netop denne campground, for her kan der komme strøm på computer og kameraets batteri. Internet er der desværre ikke, men vi går til Lake Louise Village og sender nyt fra vores amerikanske odyssé.

 

Men nu til dagen i dag. Vi kørte fra Jasper og sydpå ad Icefield Park Way, retningen mod syd gennem Jasper Nationalparken og ind i Banff Nationalparken. I dag ved jeg, hvorfor det netop er disse ca. 500 km ned gennem The Canadian Rockies, der er nationalpark. Jeg ved, at ord ikke kan gøre det og fotos heller ikke, men tro mig: Vejen gennem disse to parker overgår alt, jeg nogen sinde har set. På hele strækningen får man bare gennem vindspejlet og sideruderne et fuldstændig fantastisk sceneri. Hvert minut kommer et nyt og mere fantastisk, end hvad man lige havde set. Mund og kæbe hænger bare slapt ned, og man tror næppe hvad øjnene ser. Helt ubegribelige landskaber, og stiller man bilen og går til de udsigtspunkter der er lavet til formålet, får man om end endnu større visuelle oplevelser. Jeg ville give hvad som helst for at kunne beskrive det, vi har set i dag. Fantastisk, smukt, bevægende, storslået, voldsomt … jamen det har været det hele. Min genbo talte jeg med lige inden, jeg tog af sted. Hun har været her og udtrykte det sådan her:

- I kommer til at se det bedste af Sverige og Norge gange 100.

I dag ved jeg, at hun ikke overdrev det mindste, snarere tværtimod.

 

Nå, eftermiddagen er slut og jeg skal ind til Lake Louise Village for at uploade billeder og ord, så du, der følger færden her, kan få lidt nyt.  

Mandag, 31. august

Det var en kold nat og vi havde ikke tændt bilens fyr, så det var så koldt, at jeg måtte trække i skiundertrøjen, men så var det også OK.

Vi har de sidste to nætter camperet meget billigt, ja faktisk helt gratis, for vi lod bilen stå langs jernbaneskinnerne og har nu hørt lyden af rangerende togstammer det meste af tiden, det er ikke en egentlig larm, snarere en hyggelig sang. Men nu er opholdet i Jasper slut og dermed også den syngende lyd. Nu er rangersangen afløst af toglyden fra jernbanen her i Lake Louise, hvor vi har indlogeret os på en kæmpe campground. Her er jernbanen også nærværende, men nu er den stille sang afløst af musklerne fra lokomotiver der arbejder og giver signal med kæmpehorn. Jeg gruer for natten, men jeg følte, jeg blev nødt til at det skulle være netop denne campground, for her kan der komme strøm på computer og kameraets batteri. Internet er der desværre ikke, men vi går til Lake Louise Village og sender nyt fra vores amerikanske odyssé.

Men nu til dagen i dag. Vi kørte fra Jasper og sydpå ad Icefield Park Way, retningen mod syd gennem Jasper Nationalparken og ind i Banff Nationalparken. I dag ved jeg, hvorfor det netop er disse ca. 500 km ned gennem The Canadian Rockies, der er nationalpark. Jeg ved, at ord ikke kan gøre det og fotos heller ikke, men tro mig: Vejen gennem disse to parker overgår alt, jeg nogen sinde har set. På hele strækningen får man bare gennem vindspejlet og sideruderne et fuldstændig fantastisk sceneri. Hvert minut kommer et nyt og mere fantastisk, end hvad man lige havde set. Mund og kæbe hænger bare slapt ned, og man tror næppe hvad øjnene ser. Helt ubegribelige landskaber, og stiller man bilen og går til de udsigtspunkter der er lavet til formålet, får man om end endnu større visuelle oplevelser. Jeg ville give hvad som helst for at kunne beskrive det, vi har set i dag. Fantastisk, smukt, bevægende, storslået, voldsomt … jamen det har været det hele. Min genbo talte jeg med lige inden, jeg tog af sted. Hun har været her og udtrykte det sådan her:
- I kommer til at se det bedste af Sverige og Norge gange 100.
I dag ved jeg, at hun ikke overdrev det mindste, snarere tværtimod.
Nå, eftermiddagen er slut og jeg skal ind til Lake Louise Village for at uploade billeder og ord, så du, der følger færden her, kan få lidt nyt. 

Klokken er nu  20:10 og det er mørkt udenfor. Vi sidder på en bar i lake Louise, fordet er her, man kan få internetforbindelse. Det er mørkt udenfor, og vi skal gå et par kilometer hjem til vores mobilhome. Jeg havde håbet, at der var uploaded flere billeder fra i dag, men det er billeder fra telefonen og de er 'tunge' og tager utrolig lang tid at uploade, så jeg må nøjes med de her få fra turen fra jasper og hertil. Det er lidt ærgerligt, for der er nogle fantastiske scenerier imellem.

- You’ll have to learn to dance the sundance.

Caféens kønne indianske servitrice, kiggede op fra sin computer, hvor vejrudsigten på skærmen - uden den mindste tøven viste, at vi så langt øjet kunne række ville få regnvejr, d.v.s. i hvert fald den kommende uge.

Her til morgen regner det da også, ikke voldsomt, men nok til, at det er en anden tur end det, man havde forestillet sig lige før vi skal op i The Canadian Rockies, bjergene der er i verdens superliga. Man kan ærgre sig gul og blå, men det nytter ikke noget; vejret er, som det nu engang er, og vi er bare så utrolig uheldige lige nu.

Man kan så gøre et af to, tage den med ophøjet ro og køre en bid, handle, tegne, skrive, spille lidt guitar,  trodse regnen og gå tur i regnen, og i øvrigt se det, man trods alt kan se. Eller man kan lægge turen om og kører over The Rockies og ned på prærien til Calgary, hvor vejret er med fuld sol og 30 °.

Jeg er mest stemt for det første. Mine fotos fra i går viser, at billederne taget i ustadigt vejr er mere inspirerende at se på end dem der er taget i fuld sol. Det er en af årsagerne. En anden er, at det er et af turens absolutte highlights vi klipper bort, hvis vi ikke kører sydpå ad Glacier Park Way, vejen gennem Jasper og Banff nationalparkerne.

Men guderne skal vide, at det er et surt show, vi har fået købt billet til.

Morgenkaffe på Clearwater Lakes café og en opdatering hjem til inden ’take off’ nordpå mod Jasper. Man ved aldrig hvordan vejens beskaffenhed er, så derfor er det heller ikke til at vide, hvor langt man når på en dag, men vi vidste, at det ville tage en time at køre retur, ud af regionalparken ad grusvejen til Clearwater. 

Inden vi forlod regionalparken tog vi en afstikker ind for at se et af de mere spektakulære vandfald i Wells Grey, det tredie største i Canada, The Helmken Falls - med kælenavnet Little Niagara. 

Så blev min pessimistiske indstilling vedrørende vejret gjort grundigt til skamme. Som vi kørte nordpå ad Highway 5 med Wells Grey Provential Park på venstre side og regnen silende ned omkring os, begyndte skyerne at bryde. Regnen hold op, og vanddis dampede fra nåletræerne op ad bjergsiderne. Indenfor bare ti minutter kunne den blå himmel ses, og så startede et sceneri uden lige.

Vejen var god, og vi kunne køre med god fart, og blev mere og mere overbevist om, at vi kunne nå Jasper Town inden aften.

Bjergene begyndte igen at ændre karakter. De blev større, end vi havde set dem længe, og da Mount Robson dukkede op med sine gletsjere på siden, blev vi nærmest stumme. De Canadiske Rockies største bjerg på 3954 m stod der med sine kantede sider og tydelige sedimenter og gletsjere. Selv med sin snedækkede top indhyllet i skyer var det et stolt, stort bjerg at se.

Fra Mt. Robson var vi nået til det nordligste punkt på vores odysse. Highway 5 drejer Sø mod Jasper.

Jasper var i starten en handelspost for pelsjægere. Stedet blev drevet af en mand ved navn Jasper Hawes, og stedet blev efterhånden kendt som Jaspers House. I 1907 blev området erklæret som Forest Park af den Canadiske stat, bortset fra et enkelt område, som en Lewis Swift ejede. Dette område forblev privat indtil 1962, mange år efter at Lewis Swift var død og borte. Da jernbanen i 1911 var etableret, lokkede det mange folk til området. De første overnatningsmuligheder for turister var 10 telte på brinken af søen Lac Beauvert. Stedet blev kendt som Jasper Park Camp og en lodge, som fik navnet Jasper Park Lodge.

I 1960erne blev infrastrukturen udvidet, men vi skal helt frem til 2002 før stedet officielt bliver en rigtig by med eget bystyre og borgmester.

I dag bor der ca. 5.200 mennesker i byen hvoraf ca. halvdelen er beskæftiget med at betjene turister på den ene eller anden .

byen er omgivet af høje bjerge på alle sider og er en pæn og levende handelsby med mange små forretninger, hoteller, bar og restauranter, men det er en helt lav by, hvor de højeste, de der har med det kommercielle at gøre, er på 3 etager, resten er lave parcelhuse.

Godstransport  i Canada er ikke som i Europa. Her kører der kun få - men meget store - lastbiler. Til gengæld bliver jernbanenettet brugt. Hvor vi er kommet hen, ser vi kilometer-lange togstammer, 150 vogne og tre lokomotiver er ikke usædvaneligt. Jeg reflekterer lidt over det, og kan se, at det er absolut en fordel, at varerne kommer rundt på den måde. Vejsystemet bliver ikke belastet, og jernbanenettet har været der siden pionertiden sidst i 1800-tallet. Hjemme ville det også være en fordel, hvis godstransport blev foretaget med jernbane og med de mange fine havne, vi har, med coastere. I stedet bruger vi pengene til at udvide vejnettet , som belaster økonomien, ikke mindst vedligeholdelse af vejene er kostbart.
Herunder ville jeg egentlig have uploaded en lille godstogs-fil, som jeg har fornøjet mig med at lave, ledsaget af egen musik, men jeg måtte opgive forehavenet, for det tog alt for lang tid. I stedet få i et foto med godstog, så du kan se, hvad jeg taler om:

Det er ikke det største fly, man kan krydse Atlanten i, en Boing med plads til 200 passagerer, 6 i hver række. Inden take off vandrer stewardesser frem og tilbage for at få passagererne til at føle sig godt på plads, og temperaturen stiger og stiger; godt, jeg kun er i T-shirt. Blød, behagelig musik strømmer ud af højttalerne over vore hoveder og på skærmen i sædet overfor flimrer reklamer, slikposer knitrer og blander sig med den pludrende lyd af snakkende mennesker omkring mig. Alt i alt et virvar af auditive lyde, som blandes med dufte af menneskers mange dufte og  sød tyggegummilugt. De sidste mennesker kommer ind og skridter gennem midtergangen. Foran os er nu 7 timer 20 minutters flyvning. Her på mit sæde i midten mellem et ægtepar lidt ældre end mig selv (som foretrak, at jeg satte mig, som boarding-passet tilsagde, imellem dem på række 19) sidder jeg nu godt klemt ind i de smalle economy class-sæder. Sådan er det, jeg må få det bedste ud af de kommende timer.

4.dag. Vancouver

Klokken er nu 05:15. Det er stadigvæk mørkt udenfor gardinerne. Vancouver down-town ligger stille. Sover. Alligevel er der en enerverende brummende lyd fra en motor. Jeg ved ikke, hvorfra den stammer, måske et klimaanlæg, men det lyder, som om det kommer udefra. Jeg har været vågen siden kl. 03:30 og burde sove lidt mere, men selv om jeg er træt, er jeg ikke søvnig. Jeg tror, det er tidsforskydningen, der er årsagen. 
Da vi ankom til Vancouver en lille time senere end planlagt, kl. 19 lokal tid, viste uret 01, tiden i Reykjavik, og inden vi var installeret på hotellet, var klokken godt 21. Denne første aften i Canada skulle vi ikke gå sultne i seng. Vi havde spist sporadisk og alt for dårlig mad i løbet af de mange timer siden morgenmaden på Hotel Fròn i Reykjavik, så beslutningen blev hurtigt taget, at gå de fire blokke hen ad gaden til den indiske restaurant som hotellets bell-boy havde anbefalet. Et par timer senere var vi så tilbage og kunne og faldt hurtigt i søvn. Jeg tænkte ellers at det ville være godt at sove længe, men sådan skulle det så ikke blive.

Introduktionen til køretøjet, en såkaldt RV C-25, er en omfattende ting. Sanserne skal i den grad være skærpede, for der er mange ting at huske, så når det er første gang man skal ud at køre sådan en ’sag’, er det godt, at man får det to gange – mundtligt ved gennemgang samt på video (og oven i købet på dansk) – og godt at man er to, så hvad den ene ikke lige lagde mærke til ved de to gennemgange, gjorde den anden, måske/ forhåbentlig. Derudover er der en hotline, man er velkommen til at ringe til, hvad vi da også fik gjort allerede efter at have kørt ca. 50 km. Parkeringsbremsen havde vi på en P-plads . Det er ikke som hjemme med en håndbremse, men med en pedal. Problemet var nu, at ingen af os kunne gennemskue, hvordan man deaktiverer sådan en bremse, så der Cruise Canadas hotline blev spurgt, og vi kom videre ad Highway 99 mod whistler. Ved Porteau Cove besluttede vi at blive. Stedet ligger helt nede ved kysten inderst inde i en bugt nord for Vancouver. På alle måder fantastisk smukt med glinsende vand og en udsigt til mindre bjergøer og Vancouver Island bagest. Det er lidt underligt at tænke på, at det var så sent som i 1794, at stedet her blev set af de første europæere, engelske søfolk, og helt optil midt i 1800-tallet var det hvalfangst, der lokkede folk til. Med den hastighed tilflytningen er sket de kommende år, er der ikke noget at sige til, at det har medført sammenstød med den oprindelige befolkning, som – må man med sorg erkende – er henvist til små afmærkede områder i det ellers enorme land. Men at det er indianere, eller first nation, som de benævnes i Canada – der er det oprindelige folk, er man ikke i tvivl om, for deres fantastiske billedunivers bliver flittigt vist frem, selv på brønddæksler på fortovene, er det first nations billeder, der er brugt.

Dyrelivet er en oplevelse. Små egern (sorte og 1/3 af de røde vi kender i Danmark) vrimler det med. Sorte krager, som vi kender dem, er ikke det fjerneste sky her, en blå og toppet skadefugl har jeg set. Og så det, der gav den største oplevelse: Mens jeg sad og skrev hørte jeg lyden af det, jeg kender fra naturfilm: Lyden af en hval, der er oppe for at trække vejret. Jeg kiggede op, og lige der, 100 meter ude i fjorden, viste det store dyr sig og vinkede farvel med den fantastiske flotte hale. Mennesker på pladsen reagerede alle på samme måde; en kådhed, og folk der ikke kendte hinanden, talte pludselig med hinanden, om hvor den mon nu ville komme op, hvad det mon var for en hval, og et par kajakroere roede videre ud i fjorden, for at være tæt på, når den igen kom til overfladen for at trække vejret. Hvalen svømmede længere og længere bort og interessen hos os, der stod og spejdede med kikkert eller kamera fordampede.

Hvalens tilsynekomst bevirkede i øvrigt at ’le chefs’ gastronomiske frembringelse brændte effektivt på, til stor ærgrelse for ham selv.

Man bliver træt med alle de opleveler, man får på en dag, så sengen trækker så snart mørket sænker sig ved 21-tiden.


  

 Vi startede kl. 10 fra Porteau Cove, og kørte nordpå ad Highway 99. Dagen var lige fra begyndelen fyldt med det ene sceneri efter det andet. Bjergene blev højere og højere og chaufføren har et anstrængende job med at holde øjnene på vejen, tilpasse hastigheden efter bakkerne og svingenes beskaffenhed. Her er der kun sporadisk autoværn, også selv når bjergsiderne går nærmest lodret mod dybet. Også den der sidder ved siden af – de to første dage var det mig – sidder og er temmelig anspændt af de drabelige terræn. Uanset  hvad, så viser naturen sig at være så storslået i al sin majestætiske skønhed, at ord ikke kan gengive det. Og billeder heller ikke for den sags skyld.

Vi sigter mod Jasper. Det er en meget lang tur. Her hvor vi er nu i Marple Canyon, lidt vest for Cache Creek, er der stadig ca. 550 km til Jasper og i dette terræn kommer vi ikke derop i morgen, men først på lørdag. Vi er uden strøm her på lejrpladsen, som er en selvregistrerings-plads, d.v.s. uden lejrbetjente til at tage imod betaling. I stedet udfylder man selv registreringspapir, lægger pengene 

(20 $) i en kuvert og lægger det i en armeret postkasse. Stedet er ubeskriveligt smukt med sin placering ved en lille sø med en stor sivskov, og over for stiger bjerget lodret op og giver mindelser om et rigtigt wild west landskab, hvor man ikke ville undre sig, hvis en række indianere skulle komme frem på klippens top.

Apropos indianere så har vi i dag været gennem de første reservater, som udmærker sig ved at være tydeligt fattige; skurvogne omgivet af en ufattelig gang rod – ofte mange udtjente biler, som flyder umotiveret på grunden rundt om beboelsen. Sørgeligt syn.

Vejret har indtil nu været aldeles strålende med fuld sol fra morgen til aften og temperatur op mod 30 °, men det siges, at det  nu skal ændre sig. I radioen var en brandmand meget glad for den udsigt, for det ville gøre det lettere for dem at få bugt med en opstået brand i Vancouver-området, som er lidt de af kontrol. Men for os andre. Vi får se …

Tidligt oppe i dag. Ole var allerede på benene, da jeg vågnede. Campingområdet er primitivt uden strøm, vand eller noget, og man tjekker ind med selvbetjening og lægger pengene $18 i en armeret kasse. Fint system. 

Vi har rodet lidt rundt i dagene og det skyldes, at vores telefoner og urer har en datoindstilling der følger Europæisk tid, men nu har jeg fået det på det rene – det er fredag.

Vi har kørt gennem et gammelt gold-digger-område, vildt og fantastisk. Man kunne se milevidt ud over en stor sø hvor man tidligere transporterede varerne, som skulle frem. I dag foregår det med godstog, det ene efter det andet. Et tilfældigt et af dem, talte jeg vognene på: 154 godsvogne. 10 minutter senere kom så det næste på samme længde og senere i dag så vi et tredje. Ufattelige mængde gods transporteres her i Canada på skinnerne. Efter at have set det, reflekterede vi godt nok også over, at det er meget sporadisk, hvad der er af Trucks her. De findes, men det er mest stammer fra skovene der kommer frem med bil – når de ikke drives ned af floderne, hvad de nemlig også bliver.

Bilen har kunne holde en pæn hastighed i dag, så vi nåede frem til vores bestemmelsessted kl. 13:30, tids nok til at finde en god placering på denne campground, Clearwater lake, der ligger midt i Wells Grey Proventional Park, et vidunderligt område med mange store og små vandfald. 

Vejrudsigten holdt stik. Her sidst på eftermiddagen, er det startet med at regne meget heftigt endda.

Det største problem er, at jeg det meste af tiden er uden internetforbindelse og opladning af mac’en er vanskelig fordi jeg ikke kan få strøm fra bilen – har ikke en 12V-adapter der kan koorespondere mac’ens opladningsstik, så jeg har svært ved at følge en kontinuerlig opdatering af min rejse-odysse.

Aftenens besøg i koncerthuset var lidt af en WOW-oplevelse. Som ung ville jeg have udbrudt et himmelhøjt: - SYRET! men som ældre, nøjes jeg med at sætte mig afslappet i en blød stol, lægge nakken tilbage og nyde "det syrede", sceneriet, når lysene flimrer over vinduesfacaden. 
Sammenlagt har dette korte Islandsbesøg været en stor oplevelse, og meget må vente til en anden gang. Under alle omstændigheder står denne mærkelige ø med den voldsomme indre energi, som en stor oplevelse. Jeg fik suppleret oplevelsen lidt på Reykjaviks Kunstmuseum her til formiddag, men rastløsheden til den forestående rejse til Vancouver gjorde mit nærvær sporadisk, så jeg burde måske i stedet have slået mig ned i det fine solskinsvejr, som aserne havde ydet byen med denne formiddag, men sådan gør man ind imellem; tager et initiativ, som ikke er det helt rigtige. 
GPSen fik besked om at dirigere os til Keflavik kl 12, en forunderlig tur gennem det stenede, lavaopbyggede landskab men himlen ændrede sig med dystre regnskyer, et vejrlig der fik tankerne om fortids sagaer og asernes magt til at blive nærværende.

Disse forunderlige figurer står på lavamarken mellem Reykjavik og Keflavik

Jeg har læst, at Islændingene er et religiøst folk, og det er selvfølgelig først og fremmest kristendommen, som i de øvrige vestlige lande, der har rod her, men også asatroen har en fast menighed blandt Islands befolkning – og er også statsanerkendt som religion i Island.

Ud over de egentlige religioner siges det, at op mod halvdelen af folkene her på øen tror på de underjordiske og andet, som vi ellers henregner til mappen, der har overskriften overtro.

Ud over at man kan diskutere, hvori forskellen er mellem at tro på at en mand, der, efter at have været død, pludselig blev levende igen for senere at stige til vejrs, og så det andet – det, som normalt rubriceres som overtro, er der noget ved dette land, som nemt kan bringe en ellers overbevist ateist til at få en fornemmelse af, at der bag de tunge skyer og de grå, disede bjerge, sagtens kunne være noget ukendt og kraftfuld gemt.

Denne anden dag på Island startede på den måde; gråt, koldt og regnfuldt. Man håber jo altid på godt vejr, når man er på rejse, men ved så udmærket, at sådan kan det sjældent være, og her i Nordatlanten er vejret om end mere ustabilt end I Danmark. Det så vi tydeligt i dag. Man ærgrer sig lidt (indrømmet!), men snart fandt jeg det meget tunge vejrlig spændende; skyer som lå tunge rundt om gråblå bjerge, nye bjerge som langsomt tonede frem af regn-tågen. Landskabet er et andet, end når det er klart vejr med solskin, men det er ikke mindre spændende, slet ikke!

Der er ting, vi er blevet opfordret til at køre efter, og når besøget her på Sagaernes ø kun er som fugle på træk, bliver de ting man får set meget sporadiske. I dag blev det alligevel til to af de meget ekstravagante turistmål; Gejser og Gullfoss. Det er da også med en følelse af ærefrygt, at man møder disse naturfænomener. Det kogende vand, der hist og her damper fra jorden, og som ved Gejser med få minutters intervaller sender en dampsøjle op i 15 – 20 meters højde, mens bække flyder med vand der er tæt på kogepunktet, det er fortryllende. Og Gullfoss er en mastodont af et vandfald i flere etaper, et kraftfuldt sceneri som - efter  Kong Christian IXs udsagn - kan måle sig med Niaga-vandfald. Tak til de fantastiske mennesker der fik planerne skrinlagt.

Det ustabile vejr med regn slog midt på dagen om. De tunge skyer brød, og lysere blev dominerende, og endelig brød solen også frem. Undervejs mens vejret skiftede kostume, kunne bjergene længere borte ses, og landet tog sig større ud end, hvad det tog sig ud som, om formiddagen. Med lys over land åbnede landet sig også som et sandt bombadement af planter og blomster – vanvittigt flotte syn.

Det er interessant at kære lidt på må og få for at se, om der dukker noget interessant og uventet frem, og det gjorde der; Skàlholt. Umiddelbart var der blot tale om en moderne, noget uinspirerende kirke på en flad slette, men her vise det sig, at vi kom til det sted der tidligere havde været den vigtigste bygd, Islands hovedstad og bispesæde og skole fra 1052 frem til 1801. Stedet er, da man erkender Skàlholts historiske vigtighed, igen blevet bispesæde. Under jorden var der et museum med arkæologiske effekter fra den gamle bygd som også var en af de vigtigste saga

Et besøg inde i kirken var også en god oplevelse. Alterbilledet er specielt fantastisk; en kristusskikkelse svæver som en ånd og gennemsyrer alt mellem himmel og jord, så man ikke er i tvivl om symbolikken. Denne understreges også af det farvede lys, der fra vinduernes glasmosaikker  rammer denne store kristusfigur.

Det kulturelle fix fik så her til aften endnu et lag mere til dagens store oplevelser. Endnu et besøg på Henning Larsen/ Olafur Eliassons koncerthus ved solnedgang, fik farvespillet i glaspartierne til at stråle på nye og uventede måder, og indendørs blev det til et veritabelt lysshow, da hvert enkelt af facadens mange glasfelter blev oplyst af skiftende farver i tilfældige mønstre, som flimrede over facaden. Fuldstændig fantastisk. Dette var et show der fik én til at glemme hvor ærgerligt jeg syntes det var, at alle borde på restauranten, Fishmarket, var optaget.

Billeder fra dagens sidste oplevelse, må vente med at blive postet til i morgen/ i overmorgen, for de er ikke blevet overført til computeren - men glæd jer, for de er gode!

Det er hver gang jeg skal ud at flyve både forbundet med spænding og med en følelse af irritation, at komme i lufthavnen; irriterende, fordi der er så mange mennesker, der skal sluses til bagageafleveringen/ bagagedrop og til sikkerhedskontrollen, så man får en fornemmelse af at være kvæg på vej ind i folden. Spændingen er så nærmest en selvfølge, for man har oplevelserne, eventyret, i det fremmede foran sig.

Terminal 3 var fyldt med rejsende allerede kl. 05:30, og køerne ved bagagedroppet var alenlange. Det skulle være så let, det der med at tjekke ind selv ved maskinerne, før man går til skranken med kufferter, pas og billet, men for et par ældre herrer som Ole og mig, var det bare ikke til at finde ud af. Vi kiggede på billetten for at finde de koder, der blev spurgt om på maskinens skærm, men det virkede bare ikke,  så vi opgav og gik uden bagage-strimmel frem til skranken.

Der sad en meget sød ung dame, som var noget stresset, fordi vi tydeligvis ikke var de første rejsende, der var kommet frem uden det forudgående indtjekningsarbejde, men heldige var vi; hendes kollega i naboskranken, tog smilende imod vores bagage og gav os boardingkortene med et smil og et: ” God rejse.”

Videre op ad trapperne og frem til sikkerhedstjekket. Også her var der fyldt godt op med rejsende, som i zik-zak bevægede sig frem gennem slusen mod security (det engelske ord bliver brugt som fagord på lufthavnsdansk), som i sidste uge er blevet ekviperet med nye gennemlysningsskannere, så sikkerhedspersonalet ikke får krænket rejsende ved manuel visitering af kroppen. I ugen inden skannerne blev indviet, måtte lufthavnsledelsen lade politiet tage sig af de mere end 50 offentlige klager, der var kommet ind på bare en uge, så mange, at man blev nødt til at lade politiet se på sagen. Uheldige episoder med befamling og andre krænkelser skulle altså nu være fortid. Vi får se, i hvert fald kom vi gennem uden intimiderende problemer.

Lufthavne er på anden vis fascinerende. Alle de mennesker, der er samlet her på det relativt lille sted, er, bare efter nogle få timer, spredt for alle vinde, til alle afkroge på kloden. Den tanke er sjov, men hvis man ser det for sig, at en virkelig uheldig bakterie eller virus er udenfor kontrol, er tanken også skræmmende, for hvis en alvorlig pandemi er ude af kontrol, kan hele verden på ganske få timer blive ramt. Skræmmende at forestille sig, synes jeg.

Nuvel, der er så meget i livet der kan ramme, og som gør tilværelsen skrøbelig. Forleden sad jeg og så et indslag fra en amerikansk nyhedsstation, som med en geolog i studiet fortalte om de tektoniske plader ud for kysten i netop det område, der er målet for den rejse, jeg her er på. Man ved, at de med et interval på i gennemsnit 240 år fremkalder et stort jordskælv, som kan fremkalde en gigantisk zunami. Nu er der gået 315 år siden det sidst er sket, og geologen fortalte, at man kunne forvente en zunami, der ville skylle ind over den amerikanske kyst helt ind til Interstate 5, vejen der løber nord-syd langt inde i landet på den amerikanske vestkyst. Skræmmende at tænke på, også fordi der ikke kan varsles for jordskælv på anden vis, end at dyrene opfører sig atypisk før et skælv.

En af de andre voldsomme ting der kan ske i det område, jeg er på vej til er, hvis kæmpevulkanen, Yellowstone, skulle finde på at komme i et egentligt udbrud. Man kan sige, at det måske så ville være en fordel at befinde sig i Yellowstone i stedet for i Danmark, for hvis kæmpevulkanen går rigtig amok, betyder det muligvis jordens undergang p.g.a. at materialet fra vulkanen vil lægge sig som en dyne i atmosfæren og fremkalde det, man kalder atomvinter, fordi solens stråler ikke kan komme igennem til Jorden; en sikker men langsom død for mennesker og dyr på hele kloden. På den baggrund ville det være bedre at få det overstået ved at være netop dér, hvor epicenteret er.

Efter at have været oppe siden kl. 03:30, er det dejligt at konstatere, at den plads man har fået anvist, er med god plads til benene. Der er ikke noget så klaustrofobisk, som at blive klemt ned i et flysæde med for lidt plads. Her på flyet er der plads nok og flyet er kun halvt fyldt med rejsende.

Snart efter start, er der så meget ro, at øjnene kan lukkes. Jeg vågnede en time senere og nåede lige at se den norske kyst med skærgård og snedækkede tinder, inden flyet stak ud over vandet, som lå glitrende i sollyset under os.

Dagen har nu, hvor vi er nået halvt gennem eftermiddagen, haft sit absolutte højdepunkt: Henning Larsen og Olafur Eliassons koncertsal, som er bygget ved havnefronten i Reykjavik. Havnen er i sig selv ikke fantastisk, set med æstetikerens øjne. Der bygges og rodes i en grad, som giver mindelser om hvad jeg har oplevet på Tenerife, men byen omkring dokkerne er også præget af Nordisk byggestil, med træhuse som man kender dem i Norge; Stavanger, Lillehammer – hyggelige, huse i forskellige kulører. Men koncerthuset, det er mildt sagt mageløst. Det er, som at bevæge sig rundt i et gigantisk, 4 etages kalejdoskop. Se selv på billederne her.

Oplevelen var absolut en af de store, selv målt efter international målestok, og det var efterfølgende meget kontrastfyldt, efterfølgende at gå gennem naboområdet, som var en rodet plads, som muligvis har været brugt som udstillingsplads for koncerthus-byggeriet; enkelte rekvisitter kunne få ens tanker i den retning. Derudover var der også på denne uorganiserede rodede plads flere interessante motiver, såsom forvreden rustent armeringsjern, ditto jernplader og betonpiller – et næsten organisk skulpturelt levn fra tidligere havnebyggeri. Billederne her viser det:  

24. december er en af de virkelig lange dage, når man er barn. Hele dagen snegler sig af sted og bliver bygget op, så man næsten kan huske, hvor mange støvfnug der var i luften. I slow-motion bliver brik for brik lagt på, og man ved, at inden dagen er slut, inden man skal sove, har højdepunktet, juletræet med gaverne, fået bragt stilhed i sindet.

Barndommens højdepunkter, julens magiske stemning f.eks., mister sin glød i takt med at man bliver ældre.  Så kommer der andre ting til, som kan fylde sindet med forventning. Hvem husker f.eks. ikke den første store forelskelse, som fyldte det hele, så man var lige ved at sprænges?

Da man var blevet flyvefærdig og flyttede hjemmefra, var også et af de tidspunkter i ens liv, der fyldte. …Og da man ventede barn! … og for mit vedkommende er der forventningen til netop denne forestående rejse. Der er set på kort, på Google Earth (fantastisk værktøj!), der er indkøbt håndbøger om Canada og det nordvestlige USA, der er lavet aftaler med mennesker, som vi skal besøge undervejs, der er skrevet adresser, bestilt internationalt kørekort, visa til USA, adgangspas til de canadiske nationalparker, og der er blevet hentet passende mængder af det medicin, man efterhånden er nødt til at tage, for at man kan fungere optimalt, ligesom en stivkrampevaccination er blevet opdateret på venstre arm.

Kufferten er blevet hentet fra loftet og er næsten pakket færdig, og det samme er håndbagagen med bl.a. fotoudstyr og andet teknisk udstyr, som jeg vil have med, så nu må det altså meget gerne blive søndag morgen, men tiden – den gavtyv – går med slæbende skridt, nu, hvor den ellers gerne må løbe, men jeg ved jo godt, at vi nok skal nå søndag. I overmorgen faktisk. Kl. 4:30 bliver jeg hentet af en god ven, som kører os til Kastrup, så vi kan sidde i flyet, når det kl. 7:50 stikker næsen mod Island. Men hvor er det vanskeligt at vente, når forventningerne er tårnhøje.

Hvad er drømme lavet af? Hvordan er byggestenene til vores store forestillinger og ønsker blevet til? For mit eget vedkommende har  jeg siden min barndom  haft en drøm, en forestilling om tiden i den del af Amerika, hvor de første nationer der befolkede landet, indianerne, blev stadigt mere presset af de nye folk, mennesker af europæisk afstamning, som søgte længere og længere vestpå i håb om at finde et sted at slå sig ned, af pelsjægere og af folk der blev drevet af drømmen om rigdom, guld.  Det er dette Amerika der har spøgt i mine drømme, og som jeg ikke har styr på, hvor stammer fra. 
For alle drenge på min alder stod livet på prærien, 'de hvides' sidste frontier-land og indianernes sidste frirum  og begrebet 'Det vilde Vesten' som en markør for drømmene. Men for mig var der mere end leg og fantasi forbundet med drømmen, for jeg havde den idé, at jeg faktisk kom fra Amerika, fra prærien. Idéen var så lysende, at jeg i skolestarten fortalte mine skolekammerater, at jeg var derovre fra. Selvfølgelig måtte jeg lade tanken falde, for det var selvsagt ikke sandt, for min mor havde sandt nok født mig på Hillerød Sygehus, og virkeligheden vandt over den indbildning, jeg havde haft. 
Men helt ville drømmen ikke dø. I Odense hos mine bedsteforældre, havde de et foto af min morfars bror, Axel. Billedet havde noget magisk tiltrækkende over sig. Det er det billede, som er vist herover. Det er taget i Amerika, hvor Axel havde været cowboy. Vi kom aldrig til at kende Axel, for han forsvandt sporløst, men han havde med billedet fået tændt en lyslende fakkel i mig. Tænk at Morfars bror havde været cowboy! - virkeligheden var tæt på! 
Næste gang  jeg fik vakt min drøm om prærien og 'det vilde vesten' var flere år senere. Jeg så filmen 'En god dag at dø'. I filmen mister to børn deres forældre, som bliver dræbt af indianere. Drengen Jack og hans søster gemmer sig under prærievognens teltdug og  kameraet ser med Jacks øjne ud over den endeløse prærie. I biografen sad jeg lige dér og fik et sug i maven og en fornemmelse af, at jeg da havde været dér. Samme fornemmelse fik jeg i filmene 'Danser med ulve'  og 'Manden de kaldte hest', som også har fantastiske prærieoptagelser. Den gamle drøm, forestillingen om dette store amerikanske vildnis af græsslette er altså blevet fodret med års mellemrum, og jeg har altid haft det sådan, at det var det sted i verden, jeg helst ville opleve.
Af mange årsager har det bare aldrig været muligt - eller det har ikke ligget lige for- at få netop denne, den største af mine rejse-drømme gjort til virkelighed. Ikke før nu.

18. august 2014 står jeg som vanligt og maler ved mit staffeli mens musik strømmer ud af højttalerne. Min telefon ringer og jeg tager den. En mandsstemme giver nogle hurtige meldinger som jeg ikke får fat i, for jeg havde ikke nået at skrue ned for musikken.
 - Undskyld, jeg fik ikke lige fat i det, hvem taler jeg med?
Jørgensen, hed manden, der havde ringet, og hans erinde var at opfordre mig til at søge et rejselegat hos den fond, Solarfonden, som han var med til at administrere. Han satte mig hurtigt ind i hvad jeg skulle  gøre, og da samtalen var slut, måtte jeg sætte mig ned og sunde mig, for det var da den mest fantastiske opringning jeg nogensidne havde fået: En mand som ville tilbyde mig en pose penge, fordi han syntes om mine malerier.
Jeg satte mig herefter og skrev en ansøgning til Solarfonden og en måned senere kom resultatet: Fonden havde tildelt mig et legat på kr 25.000 til det beskrevne formål, at rejse til det nordvestlige Amerika for at få inspiration til min kunst.

Inden bladene var faldet af træerne, havde jeg købt rejsen hos gennem Kilroy Travel. Lørdag, 23. august, næsten præcis et år fra dagen jeg blev ringet op af Solarfonden, letter mit fly fra Kastrup med kurs mod Vancouver, Canada.