Det er meget interessant at gå rundt her i området og se sig om, for der er spor hele tiden; kaniner der hopper frem fra buske, cikader der filer deres høje knitrende lyd, ekskrementer fra forskellige dyr. Herudover bliver det hele tiden et nyt landskab når man kommer op på den næste bakketop, og det slår mig igen og igen hvor gigantisk stort landet er, og så kommer associationen, hvor utroligt det var, at indianerne og de nye euro-amerikanere rejste over så store afstande, som de gjorde på hest eller gik før infrastrukturen gjorde det at rejse let og uden problemer. Da mine værtsfolks log-cabin blev bygget, var der slet ingen veje overhovedet, og de første veje, f.eks. den, der går forbi Applejack Ranchen, hvor vi bor, den var den første vej fra Cody til Yellowstone, og er formentlig fra ca. 1880, en meget ujævn grusvej.
Vores ophold fik en en-dags forlængelse, for vi blev simpelthen nødt til at se lørdag aftens rodeo. Cody siges at være rodeoens hovedstad (det er i hvert fald, hvad Cody Stampede Rodeo siger i eget slogan), så den oplevelse tog vi naturligvis med.
Udtrykket ’et hattehoved’ kender de fleste I Danmark, og vi er mange, der er overbeviste om, at nogen ser godt ud med hat, mens andre ikke gør det. Det sidste gælder som regel, når man ser sig selv i spejlet med en hat på hovedet og synes, at det ser tåbeligt ud.
Jeg ved ikke, om der er et tilsvarende udtryk for det fænomen i Wyoming, men jeg tvivler. Det kan også godt være, at der er specielt mange ’hattehoveder’ i denne stat, men også det tvivler jeg på. I hvert fald må jeg konstatere, at jeg aldrig har set så mange mennesker samlet på et og samme sted med cowboyhat, og sjovt nok så jeg ikke en eneste, hvor hatten så ud til at være fejlplaceret. Alle til hobe så simpelthen ud, som de skulle med den hat; unge, gamle, mænd og kvinder, de fleste med hvide eller i hvert fald lyse hatte.
Jeg har heller aldrig set så mange mennesker til hest, hvor det så ud, som om at rytter og hest var én og samme organisme. Jeg har jo set lidt rodeo på film i ny og næ, men at bruge 3 timer på at se hvordan disse mennesker og deres heste arbejder sammen om det, der er en cowboys arbejde, er en oplevelse. Imponerende er færdighederne i de forskellige discipliner et rodeo indeholder. Det er meget underholdende faktisk. Nu, hvor jeg skriver disse linjer, popper den hjemlige holdning til rodeo naturligvis op, og jeg kan høre de højlydte, næsten hysterisk vrængende udbrud om dyrevelfærd, og rigtigt er det da også, at heste og tyre hopper og springer p.g.a. en gjord der er spændt ved dyrets lyske. Og det gør ondt. Men det hjemlige synspunkt blegner lidt, når man sammenligner med den måde, vi behandler vores dyr på. Disse dyr har i 99.9% af deres liv et helt frit liv, hvor de går frit rundt, og så bliver de så brugt i ca. 20 sekunder ad gangen til dette. Er det så slemt endda?
Under alle omstændigheder var det en oplevelse. I øvrigt fandt jeg så ud af, at disse unge rodeo-mennesker om ikke lærer deres færdigheder så udvikler og raffinerer færdighederne på universitet eller college.
Vores ophold fik en en-dags forlængelse, for vi blev simpelthen nødt til at se lørdag aftens rodeo. Cody siges at være rodeoens hovedstad (det er i hvert fald, hvad Cody Stampede Rodeo siger i eget slogan), så den oplevelse tog vi naturligvis med.
Udtrykket ’et hattehoved’ kender de fleste I Danmark, og vi er mange, der er overbeviste om, at nogen ser godt ud med hat, mens andre ikke gør det. Det sidste gælder som regel, når man ser sig selv i spejlet med en hat på hovedet og synes, at det ser tåbeligt ud.
Jeg ved ikke, om der er et tilsvarende udtryk for det fænomen i Wyoming, men jeg tvivler. Det kan også godt være, at der er specielt mange ’hattehoveder’ i denne stat, men også det tvivler jeg på. I hvert fald må jeg konstatere, at jeg aldrig har set så mange mennesker samlet på et og samme sted med cowboyhat, og sjovt nok så jeg ikke en eneste, hvor hatten så ud til at være fejlplaceret. Alle til hobe så simpelthen ud, som de skulle med den hat; unge, gamle, mænd og kvinder, de fleste med hvide eller i hvert fald lyse hatte.
Jeg har heller aldrig set så mange mennesker til hest, hvor det så ud, som om at rytter og hest var én og samme organisme. Jeg har jo set lidt rodeo på film i ny og næ, men at bruge 3 timer på at se hvordan disse mennesker og deres heste arbejder sammen om det, der er en cowboys arbejde, er en oplevelse. Imponerende er færdighederne i de forskellige discipliner et rodeo indeholder. Det er meget underholdende faktisk. Nu, hvor jeg skriver disse linjer, popper den hjemlige holdning til rodeo naturligvis op, og jeg kan høre de højlydte, næsten hysterisk vrængende udbrud om dyrevelfærd, og rigtigt er det da også, at heste og tyre hopper og springer p.g.a. en gjord der er spændt ved dyrets lyske. Og det gør ondt. Men det hjemlige synspunkt blegner lidt, når man sammenligner med den måde, vi behandler vores dyr på. Disse dyr har i 99.9% af deres liv et helt frit liv, hvor de går frit rundt, og så bliver de så brugt i ca. 20 sekunder ad gangen til dette. Er det så slemt endda?
Under alle omstændigheder var det en oplevelse. I øvrigt fandt jeg så ud af, at disse unge rodeo-mennesker om ikke lærer deres færdigheder så udvikler og raffinerer færdighederne på universitet eller college.
RSS Feed