Tirsdag, 15. september. Interstate 90 West
Turen går mod vest, mod Portland, Oregon, men fra Cody er der ingen direkte vej. Enten stikker man sydover og vil komme til at køre i fladt ørkenlignende land ad Interstate 86– det var Bear (den altid rejsende vi mødte), der anbefalede den vej, eller også må man tage Interstate 90 gennem Spokane til Ritzville, Washington, hvorfra man tager vej 395 til Kennwick. Den rute blev vi anbefalet af alle andre, vi talte med, så det blev beslutningen.
Vi lettede fra Virginia City (jeg kan stadig le af det navn, når man har set, hvad den lille by er for en størrelse) efter en længere snak med den meget flinke camping-vært.
Dagen er gået med at køre så langt, vi nu gad, så det blev til et af turens road shows, hvor bilen bare fik lov at køre på cruise control, som sørger for en jævn hastighed, så snart vi nåede motorvejen.
Jeg sad som co-driver og skød løs med kameraet, mens de store wild-west scener gled forbi os. Første del af turen var vi stadig på prærien, men hele tiden skiftede landskabet karakter. Det er faktisk utroligt, så mange variationer der er i et landskab der kan kondenseres ned til gult græs på runde bakker og en himmel med eller uden skyer. For os blev det med skyer, for det har endelig regnet i området. Endelig er ikke fordi jeg tørstede efter regn, men fordi befolkningen har længes efter regn. Og tørt, det er det her i Montana – meget, meget tørt. Det er faktisk utroligt, hvor meget det støver, bare man gå rundt i landskabet. Hvis man klapper sine bukser med hænderne efter en tur, står der støvskyer fra tøjet.
Støvet havde så netop i dag lagt sig efter nattens regn, og tunge skyer hang ned over bjergene og gav landskabet karakter.
Efterhånden blev det helt tørt og den blå himmel tittede frem, men temperaturen var ikke den samme, som vi havde haft de forgående dage, nærmest halveret. Jeg kendte ikke den nøjagtige temperatur, men med erfaringen i forhold til hvordan kroppen føler det, vil jeg tro, at vi i dag har haft 17 – 20 °.
Formiddag – prærie, eftermiddag – Rocky Mountains. Også her et glidende bånd af smukke landskaber. Interstate 90 har amerikanerne formået at placere særdeles smukt i landskabet, så man ikke føler, man er lukket inde i en hulvej, men vejen følger landskabets kurver, så man faktisk synes, den er smuk. De modkørende spor er lagt så langt fra hinanden, at man ikke lægger mærke til dem. Ofte er de anlagt på hver sin side af en af de store, bløde bakker, som landskabet er gjort af. Landskabsarkitekterne har naturligvis ikke kunne gøre det, hvor der er bjerge, men selv her, går landskab og vej fint i spænd med hinanden.
Interstate 90 følger Clark Fork-floden vest for Missoula. Snart er floden på venstre side af vejen, snart på højre side, men ustandselig har man den med på rejsen.
Det havde vi så også, da vi syntes vi havde kørt længe nok. Vi kørte efter skiltet, Campground ledsaget af et lille telt. Sammenlagt betyder de to oplysninger, at det ikke er en stor plads med al mulig service, men en af de pladser, som har det absolut nødvendige; toiletter, affaldsbøtter, bålplads m. grill ved hver nummereret plads. Desuden registrerer man sit ophold selv, ved at lægge penge i en kuvert påført diverse oplysninger. Elektricitet er der ikke, mobildækning heller ikke og wifi … glem det! Men for $10 har man rindende vand og rene og brugbare toiletforhold og en fantastisk natur lige udenfor døren på bilen. Store fyrtræer, langt tykkere og højere end dem, jeg kender hjemmefra, og med en alder der går så langt tilbage i historien, hvor stedet på euro-amerikaneres kort var et stort hvidt område (en tanke sådan en som mig kan sidde og hygge mig med).
Det eneste minus ved netop dette sted var motorvejen, for selv om vi kørte 5 km, siden vi forlod den selv samme motorvej, tja, så var dette sted placeret kun ca. 100 meter fra den, men OK for en enkelt nat kunne det gå an, og da Interstate 90 derudover langtfra er den mest befærdet, var det nemt, at slå sig til tåls med det.
Det var ikke helt lyst udenfor, da vi vågnede. Himlen var helt grå, men regnede gjorde det dog ikke. Til gengæld var det noget koldt, kunne vi konstatere, men med sådan et kørende hus, som vi har med os, holdt fyret os forsvarligt lune – fantastisk komfortabelt og praktisk at have det hele med sig; varme, varmt og koldt vand, køleskab, fryser, to dobbeltsenge, bad og toilet, spisebord, komfur, mikrobølgeovn, skabsplads og en polstret bænk til os hver. Kufferterne er selvfølgelig ikke inde i ’privaten’, men har deres plads i et særskilt rum, som man kommer til udefra.
Tidligt vågen = tidligt på vejen. Vi fulgte Interstate 90 op til Spokane, Washington og videre sydvest mod Three Town (Richland, Kennewick, Pasco) og her sydpå ad Interstate 82.
Det er pudsigt, hvor stor forskel der kan være på det, man forestiller sig, og så hvordan virkeligheden tager sig ud. Sådan en oplevelse fik jeg, da vi kørte gennem Washington.
For det første troede jeg, vi var kommet langt væk fra prærien og var kommet til et frodigt æble- og vinland. Der er æbler og vin i Washington, og begge dele er kendt for høj kvalitet, men det, der fylder mest på strækningen mellem Spokane og Three Town, er … prærie, og oven i købet en prærie som den, jeg hjemme havde forestillet mig den øst for Rocky Mountains; uendelige let hvælvede vidder med glinsende gult græs så langt, at landskabet fortaber sig under solens flimren. Fantastisk landskab, som et glinsende gult hav med de karakteristiske prærieskyer ovenover. Men fordi der ikke er slugter og klipper i de nærmest uendelige vidder som er karakteristisk for Montanas prærie, er store strækninger af prærien her opdyrket. Det er kornmarker så store, at man næsten ikke fatter det – som nu, hvor det er høstet, har samme farve som præriens græs. Enkelte steder var der blevet pløjet, og vinden førte den tørre jord med sig i forskellige spiraler og små hvirvlende støvskyer.
Umiddelbart efter vi krydsede Columbia River, havde vi kørt nok og fandt en meget fin plads, ikke som den forgående, men en af dem der har ’full hugup’, altså strøm, vand, dræn til bilens kloakslange. Luksus!
Turen går mod vest, mod Portland, Oregon, men fra Cody er der ingen direkte vej. Enten stikker man sydover og vil komme til at køre i fladt ørkenlignende land ad Interstate 86– det var Bear (den altid rejsende vi mødte), der anbefalede den vej, eller også må man tage Interstate 90 gennem Spokane til Ritzville, Washington, hvorfra man tager vej 395 til Kennwick. Den rute blev vi anbefalet af alle andre, vi talte med, så det blev beslutningen.
Vi lettede fra Virginia City (jeg kan stadig le af det navn, når man har set, hvad den lille by er for en størrelse) efter en længere snak med den meget flinke camping-vært.
Dagen er gået med at køre så langt, vi nu gad, så det blev til et af turens road shows, hvor bilen bare fik lov at køre på cruise control, som sørger for en jævn hastighed, så snart vi nåede motorvejen.
Jeg sad som co-driver og skød løs med kameraet, mens de store wild-west scener gled forbi os. Første del af turen var vi stadig på prærien, men hele tiden skiftede landskabet karakter. Det er faktisk utroligt, så mange variationer der er i et landskab der kan kondenseres ned til gult græs på runde bakker og en himmel med eller uden skyer. For os blev det med skyer, for det har endelig regnet i området. Endelig er ikke fordi jeg tørstede efter regn, men fordi befolkningen har længes efter regn. Og tørt, det er det her i Montana – meget, meget tørt. Det er faktisk utroligt, hvor meget det støver, bare man gå rundt i landskabet. Hvis man klapper sine bukser med hænderne efter en tur, står der støvskyer fra tøjet.
Støvet havde så netop i dag lagt sig efter nattens regn, og tunge skyer hang ned over bjergene og gav landskabet karakter.
Efterhånden blev det helt tørt og den blå himmel tittede frem, men temperaturen var ikke den samme, som vi havde haft de forgående dage, nærmest halveret. Jeg kendte ikke den nøjagtige temperatur, men med erfaringen i forhold til hvordan kroppen føler det, vil jeg tro, at vi i dag har haft 17 – 20 °.
Formiddag – prærie, eftermiddag – Rocky Mountains. Også her et glidende bånd af smukke landskaber. Interstate 90 har amerikanerne formået at placere særdeles smukt i landskabet, så man ikke føler, man er lukket inde i en hulvej, men vejen følger landskabets kurver, så man faktisk synes, den er smuk. De modkørende spor er lagt så langt fra hinanden, at man ikke lægger mærke til dem. Ofte er de anlagt på hver sin side af en af de store, bløde bakker, som landskabet er gjort af. Landskabsarkitekterne har naturligvis ikke kunne gøre det, hvor der er bjerge, men selv her, går landskab og vej fint i spænd med hinanden.
Interstate 90 følger Clark Fork-floden vest for Missoula. Snart er floden på venstre side af vejen, snart på højre side, men ustandselig har man den med på rejsen.
Det havde vi så også, da vi syntes vi havde kørt længe nok. Vi kørte efter skiltet, Campground ledsaget af et lille telt. Sammenlagt betyder de to oplysninger, at det ikke er en stor plads med al mulig service, men en af de pladser, som har det absolut nødvendige; toiletter, affaldsbøtter, bålplads m. grill ved hver nummereret plads. Desuden registrerer man sit ophold selv, ved at lægge penge i en kuvert påført diverse oplysninger. Elektricitet er der ikke, mobildækning heller ikke og wifi … glem det! Men for $10 har man rindende vand og rene og brugbare toiletforhold og en fantastisk natur lige udenfor døren på bilen. Store fyrtræer, langt tykkere og højere end dem, jeg kender hjemmefra, og med en alder der går så langt tilbage i historien, hvor stedet på euro-amerikaneres kort var et stort hvidt område (en tanke sådan en som mig kan sidde og hygge mig med).
Det eneste minus ved netop dette sted var motorvejen, for selv om vi kørte 5 km, siden vi forlod den selv samme motorvej, tja, så var dette sted placeret kun ca. 100 meter fra den, men OK for en enkelt nat kunne det gå an, og da Interstate 90 derudover langtfra er den mest befærdet, var det nemt, at slå sig til tåls med det.
Det var ikke helt lyst udenfor, da vi vågnede. Himlen var helt grå, men regnede gjorde det dog ikke. Til gengæld var det noget koldt, kunne vi konstatere, men med sådan et kørende hus, som vi har med os, holdt fyret os forsvarligt lune – fantastisk komfortabelt og praktisk at have det hele med sig; varme, varmt og koldt vand, køleskab, fryser, to dobbeltsenge, bad og toilet, spisebord, komfur, mikrobølgeovn, skabsplads og en polstret bænk til os hver. Kufferterne er selvfølgelig ikke inde i ’privaten’, men har deres plads i et særskilt rum, som man kommer til udefra.
Tidligt vågen = tidligt på vejen. Vi fulgte Interstate 90 op til Spokane, Washington og videre sydvest mod Three Town (Richland, Kennewick, Pasco) og her sydpå ad Interstate 82.
Det er pudsigt, hvor stor forskel der kan være på det, man forestiller sig, og så hvordan virkeligheden tager sig ud. Sådan en oplevelse fik jeg, da vi kørte gennem Washington.
For det første troede jeg, vi var kommet langt væk fra prærien og var kommet til et frodigt æble- og vinland. Der er æbler og vin i Washington, og begge dele er kendt for høj kvalitet, men det, der fylder mest på strækningen mellem Spokane og Three Town, er … prærie, og oven i købet en prærie som den, jeg hjemme havde forestillet mig den øst for Rocky Mountains; uendelige let hvælvede vidder med glinsende gult græs så langt, at landskabet fortaber sig under solens flimren. Fantastisk landskab, som et glinsende gult hav med de karakteristiske prærieskyer ovenover. Men fordi der ikke er slugter og klipper i de nærmest uendelige vidder som er karakteristisk for Montanas prærie, er store strækninger af prærien her opdyrket. Det er kornmarker så store, at man næsten ikke fatter det – som nu, hvor det er høstet, har samme farve som præriens græs. Enkelte steder var der blevet pløjet, og vinden førte den tørre jord med sig i forskellige spiraler og små hvirvlende støvskyer.
Umiddelbart efter vi krydsede Columbia River, havde vi kørt nok og fandt en meget fin plads, ikke som den forgående, men en af dem der har ’full hugup’, altså strøm, vand, dræn til bilens kloakslange. Luksus!
Billederne herover er fra området ved Virginia City og øst for taget 14. september
Manden med Stetson-hatten er undertegnede. Jeg blev bare nødt til at have sådan en rigtig en. Den enste bekymring var, hvordan man får den bragt ind i Danmark, for jeg kan ikke forestille mig at have sådan en på hovedet, når jeg ankommer til Kastrup; det ville se ur-komisk og latterligt ud. De fleste af sådanne hatte er hårde som stålhjelme, men så fandt jeg en, der er lige så blød som dem min morfar havde, og sådan en kan jo godt komme i kufferten når jeg entre Danevang (hvor det som bekendt kun er line-dansere og drenge i cowboy-alderen, der går med sådan en sag på hovedet. Men den passer mig faktisk - og jeg er, på trods af ovenstående, glad for den suvenir her fra 'Det vildeste West'.
Fuglene på billedet i midten af 4. række, har vi set flere gange herovre. Det er vilde kalkuner.
Der er mange billeder med en vej på, og det skyldes, at jeg har haft det privilegium at sidde ved siden af og tage billeder undervejs, mens landskaberne som den ultimative scenografi ustandselig flimrer forbi. Mit håb er også, at få taget nogle billeder, der kan anskueliggøre, hvor stort det hele er omkring bilerne, som i sig selv for det meste er store modeller, specielt trucksene.
Fuglene på billedet i midten af 4. række, har vi set flere gange herovre. Det er vilde kalkuner.
Der er mange billeder med en vej på, og det skyldes, at jeg har haft det privilegium at sidde ved siden af og tage billeder undervejs, mens landskaberne som den ultimative scenografi ustandselig flimrer forbi. Mit håb er også, at få taget nogle billeder, der kan anskueliggøre, hvor stort det hele er omkring bilerne, som i sig selv for det meste er store modeller, specielt trucksene.
RSS Feed